I Ingen Fortale. Havet. Floden Trave. Lübeck. Mariekirken. Dødningedandsen. Wandsbeck. »Wenn jemand eine Reise thut, So kann er was verzählen,« siger Claudius, men om Nogen vil høre det, bliver en anden Sag. Vi leve i en Tid, hvor store Verdensbegivenheder følge Slag i Slag paa hinanden, hvor der i eet Aar udvikler sig mere, end før i hele Decennier; Meteor følger Meteor paa den politiske Himmel, hvorledes faaer man da Tid til, at lægge Mærke til den enkelte, opadstræbende Psyche? - Verden handler nu, den arbeider for den kommende Digter-Slægt, der skal gjøre vor Nutid udødelig. Men voxer Vingen, vil ogsaa Fuglen flagre, og om der er Krig eller Fred, Bryllup eller Begravelse, synger den sin Sang, til dens Digterhjerte brister; der findes altid een eller anden beslægtet Sjæl, der midt i den store Verdens travlhed vederqvæges ved dens Toner, og mere kan den lille Himmelborger jo ikke forlange. Men er det nu en forfængelig Fugl, og saadan een ere de fleste unge Poeter, saa vil han trække Tilhørere, være original, og qviddrer da tidt med et ganske andet Næb, end det vor Herre gav ham; det hjælper virkelig undertiden! jo mere barokke de poetiske Skrig blive, desto Flere lægge Mærke til ham; han samler sig et Publicum; den Ene viser sig mere original end den Anden, thi hvem vil ikke høres, naar han først er traadt op som Sanger. Det gik mig, naar jeg skal være aabenhjertig, ogsaa ganske saaledes, da jeg tænkte paa at fortælle denne min Reise; det maa blive paa en original Maade, besluttede jeg, og havde ogsaa saaledes arrangeret det Hele, og det før jeg reiste; faaet Læserinderne og Læserne satte ned, og vilde nu give dem hele Reisen dramatisk; dette var, tænkte jeg, en ny Maneer at have en Reisebeskrivelse paa. Det skulde saaledes være et Reise-Drama med Ouverture, Prolog og Mellemacter. I Mellemacterne skulde Publikum være satirisk, men i Prologen vilde jeg selv være det. Ouverturen maatte blive for fuldt Orchester; det forsamlede Folk paa Toldboden vilde jeg bruge som tyrkisk Musik, Bølgerne skulde spille et brusende Crescendo, og Fuglene og de unge Damer paa Langelinie, udtone Afskedens bløde Adagio. Paa Dampskibet fandt jeg vel Passagerer, jeg i en Hast kunde gjøre til Instrumenter, og mit eget Hjerte skulde faae Lov til, at spille en lille Harpe-Solo. Jeg tænkte at der saaledes, i denne Ouverture fra Kjøbenhavn til Lübeck, kunde blive Afvexling nok. Ved Travemünde skulde Prologen begynde, og ved Lübeck Stykket selv, hvor da Eventyr ved Eventyr, sceneviis, skulde knytte sig til hinanden. Paa den Maade havde jeg endnu ikke seet nogen Reisebeskrivelse, saaledes skulde denne blive, - og jeg reiste. Fremmede Stæder med fremmede Mennesker fulgte paa hinanden, en ny Verden aabnede sig mellem Bjergene for mig, Guds herlige Natur omgav mig, der var slet ingen paatagen Originalitet, og dog saae den ganske original ud, idet den kun var sig selv. Mon dette dog i Grunden ikke skulde være det Rigtige, tænkte jeg, og før jeg ret vidste af det, var alle de selvskabte, originale Ideer dampet bort, og jeg tænkte: jeg vil give det, som jeg selv har faaet det, bliver det ikke originalt, saa ligger det i, at jeg selv er en Copie, og det er dog ikke rimeligt; thi naar det ene Blad paa et Træ ikke er en Copie af det andet, skulde da Mennesket, i sin hele Naturlighed, være det? Ouverture, Prolog og Mellemacter ere saaledes tabte, men derfor kan man nu gjerne blive siddende; jeg vil aabne mit Hjerte og vise der den brogede Række Billeder, Reisen fremtryllede. Vi spænde ingen Lagen ud paa Væggen, det gjør saa megen Uleilighed, vi have de hvide Blade i Bogen, her staae nu Billederne, rigtignok kun med løse Træk, men man husker paa, det er jo ogsaa kun Skyggebilleder af Virkeligheden. Man finder Sletter og Bjerge, Byer og Phantasiestykker, selv enkelte smaae Partier, afridsede i en Hast med Pen og Blæk. Digteren viger ikke for Maleren! En Forgrund med en Smule Grønt, Et Træ - men det maa være kjønt! En Luft, og saa er det forbi, Saa har man strax et Malerie! Men til et Digt? - hvad skal der meer? Her strax man et for Øiet seer. Men nu gaaer Dampskibet »Prindsesse Wilhelmine« til Lübeck. Kysten seiler allerede! mon den vil tage Forspring, for at vi ikke skulle løbe fra den? Nei, det er os! den sorte Røgstøtte staaer op af Røret; Hjulene kløve Vandspeilet, og der staaer en lang Fure efter os i Søen! »O reise! reise!« det er dog den lykkeligste Lod! og derfor reise vi ogsaa Alle; Alt reiser i det hele Univers! selv den fattigste Mand eier Tankens vingede Hest, og bliver den svag og gammel, tager Døden ham dog med paa Reisen, den store Reise, vi alle reise. Bølgerne rulle fra Kyst til Kyst; Skyerne seile hen ad den store Himmel og Fuglen flyver med over Mark og Enge. Vi reise Alle, selv de Døde i deres stille Grave, flyve med Jorden rundt om Solen. Ja, »reise«, det er en fix Idee hos det hele Univers, men vi Mennesker ere Børn, vi ville endogsaa lege »at reise«, midt under vores og Tingenes store, naturlige Reise. Havet laae for mig som et Speil, ikke en Bølge krusede den store Flade. O det er herligt, at flyve hen imellem Himmel og Hav, medens Hjertet synger sin Længsel og Lyst, og Aanden seer de betydningsfulde, vexlende Klangfigurer der opstaae ved disse Tonebølger. Hjertet og Havet er dog underligt beslægtet! Havet er Jordklodens store Hjerte; derfor bruser det saa dybt i den stormende Nat, derfor fylder det vort Bryst med Veemod eller Begeistring, naar den klare Stjernehimmel, dette Evighedens store Billede, viser sig i den rolige Flade. Himlen og Jorden speile sig i Havet, som i vort Hjerte, men Menneskehjertet bliver aldrig saa roligt som dette, naar først Livets Storme har rystet dets Indre. Dog, vor Levetid her, er kun en lille Tid af det store Verdens Legemes; i Øieblikke glemme vi vor Smerte, selv den dybeste, i Øieblikke glemmer ogsaa det store Hav sine Storme, og for et Verdenslegeme ere Uger og Dage kun Øieblikke. Men jeg bliver jo ret snaksom! saaledes fortalte jeg ogsaa engang for et lille Barn, jeg sad med paa Skjødet, mange Historier, som jeg selv fandt smukke, meget smukke! Barnet saae mig ind i Ansigtet med store Øine, jeg troede ret at mine Historier gjorde det lykkeligt, thi jeg begyndte selv at more mig ved at fortælle for det lille, opmærksomme Barn. Paa det interessanteste Sted afbrød jeg mig selv og sagde: »hvad synes Du?« og Barnet svarede: »Du snakker saa meget!« Maaske gaaer det ogsaa saaledes med Dig, kjære Læser? Men tænk, vi have nu ogsaa imidlertid seilet over hele Østersøen; passeret Stævns Klint med sin vandrende Kirke, Møens hvide Kridtbjerge, hvor Skoven alt begyndte at grønnes, og Laaland selv, hvor det røde Fyr brændte i den halvdunkle Nat. Solen er atter staaet op, og det var smukt at see, men de fleste Passagerer sov, idet de vist tænkte som Arv: »Morgenen er meget smuk, naar den kun ikke kom saa tidlig paa Dagen!« Endelig stege de da frem fra Underverdenen, den Ene efter den Anden; Dækket blev den frie Conversationssal, hvor man turde gaae og komme, som man vilde; Tankerne gjorde det samme, og Hjertet nynnede her et, der et andet, men jeg hørte det nok. I den gyngende Baad, paa den svulmende Sø, Jeg sad hos min Kjærligheds Møe; Begeistrende Lyst! Hun lagde Hovedet op til mit Bryst, Jeg slyngede Armen om hende, Følte Kyssene brænde, Brænde paa Læben og Kinden, Mens Seilet svulmed i Vinden; Og hun trykked min Haand, og ved Læbe og Blik, Troskab jeg fik. Vi skildtes - jeg saae hendes Smertens Graad. Jeg blev ved min gyngende Baad. - Gud veed om hun nu har det Hele glemt? Det var dog slemt! Paa den speilklare Havflade maa Hjertet drømme om sin Kjærlighed! der er Intet i den hele Natur, der mere viser et legemligt Billede af dette Livets hellige Mysterium, end det store, herlige Hav, der som Himlen omslutter den hele Jord og viser det Uendelige i sin rolige Flade. Kjærlighed er ogsaa et Dyb, som Havet, i hvis Grund Livet og Døden bygger, medens Haabet lader sine rigtladte Snekker flyve fra Kyst til Kyst. Jeg saae paa det store Hav og følte mig lykkelig, der stod en Berliner ved siden af mig og sagde Berliner-Witz - han følte sig ogsaa lykkelig! - Dampskibet foer afsted, vi nærmede os Land og saa - saa bleve de Andre ogsaa lykkelige! Det var ellers meget nær ved, at vi ikke havde fundet Indløbet til Trave; en tyk Taage havde lagt sig over den hele Kyst, men Lykken var med os, vi traf det rette Punkt, kom ind, og nu stod det hele Taageland bagved os. Det var som et Tæppe rullede op. I Forgrunden laae det smukke Badehuus og det høie Fyrtaarn, rundt om strakte sig grønne Marker og Skove, og den varme Sommerluft strømmede os imøde. Hjemme i Danmark vare Skovene kun i Knop, da vi igaar seilede bort; hvilken mærkelig Overgang! Til Venstre strakte sig Halvøen Priwall, hvor Qvæget gik halv ud i Vandet, og viste os et levende pottersk Malerie med den store Luftbaggrund og de herlige Dyrgrupper. Til Høire laae Travemünde med sine røde Tage, rundt om fra Vinduerne tittede Hoveder frem af Mænd og Piger, der saae ret smukke ud i det Fjerne. Ak ja, »det Fjerne!« det er dog Livets magiske Trylleland, dette aandelige Fata morgana, der bestandig flytter sig, naar man kommer nærmere. I det Fjerne ligger Barndommens Drømme og Livets Forhaabninger, i det Fjerne glattes Rynkerne af den furede Pande, og den graae Moerlille staaer som en sundhedsblomstrende Pige. Maaskee gik det saaledes her med de Skjønne i Travemünde. Trave blev nu smallere; Dampskibet syntes næsten at ville indtage dens hele Brede. Snart saae vi det syvtaarnede Lübeck titte frem imellem Skov og Eng; men det legede underligt »Tagfat«, snart var det her, snart der, og snart - - »ja, hvor blev Skriveren af?« Saa laae det under det grønne Bord, som Naturen her har dækket med Skove og frodige Græsgange. De mange Bugter gjøre, at man ikke ret veed, om man reiser til eller fra Byen. Saaledes seile vi ogsaa paa Livets store Strøm, hvor vi da ere saa barnagtige at falde i Graad, ja endogsaa at tvivle paa Styrmanden, fordi vore Ønskers Maal, ligesom Lübeck, lege »Tagfat« med os; det er dog den rigtige Vei vi gaae, men vi kjende ikke Strømmens Løb, da vi kun een Gang seile op ad Livets Trave. Hvilket afvexlende Malerie! Hvilken levende Idyl er ikke den hele Egn! Her danner Floden en lille Bugt; her er et Fiskerleie, hvor Garnene hænge udspændt mellem Træerne i Solen; hist paa Bakken hæver sig en Landsby med sin Kirke, og i Floden selv, mellem de grønne Siv, bruser Dampskibet, der mellem andre Sager har en Poet ombord, og hvor der er en Poet, der tager altid Naturen sit bedste Ansigt paa, thi Naturen er en Dame, og det en gammel Dame, hun var til før Methusalem, og vil altsaa gjerne behage, gjerne beundres og hvad der her virker mest, gjerne besynges! - Men nu har jeg sat mig paa det Punkt, her skal hun ingen Sang have, og altsaa faaer hun ingen! »Jetzt muss man Deutsch sprechen!« sagde jeg, da jeg havde det ene Been paa Skibsbroen i Lübeck, og mærkede den tydske Luft blæse mig lige ind i Ansigtet. Rundtom i Buskene sang Fuglene en stor Velkomstsang til os, og det var ganske paa dansk, ganske som hjemme hos os! de tænkte vel, at vi ikke vare det tydske Sprog mægtige. Der var derfor heller ikke en Sjæl af Passagererne, der takkede dem derfor. Hvad der ellers især fraperede mig, var at de ganske smaae, lübske Unger snakkede Tydsk, og det meget bedre end jeg, der dog har staaet mig saa godt deri til Examen. »Det maa være kloge Børn!« tænkte jeg, »saa smaae, og dog saa ferme i Tydsken!« - Jeg kom strax til at tænke paa det bekjendte, kloge, lübske Barn, der 1722 havde Audients hos Frederik IV. og om hvem der staaer i Skrifterne, at det sagde: »Allerdurchlauchtigste, stormægtigste Konge, allernaadigste Konge og Herre! lyksalig er denne Dag, paa hvilken mig svage Pattebarn vederfares den allerunderdanigste Devotion at adorere Deres Kongelige Majestæt o.s.v.« - og tilsidst: »permettez moi Sir! que je base la main de votre Majesté & le bord de votre habit royal!« derefter blev han tørstig og det blev ham tilladt at patte. - Dette er, som bekjendt, en meget sandfærdig Historie. Gud veed om ellers de andre lübske Børn ere saa stive i Frandsken som dette »svage Pattebarn«, de saae mig i det mindste ud til allehaande. Gjennem en gammel hvælvet Port med tykke Mure paa Siderne traadte vi nu ind i den frie Hanse-Stadt: Lübeck Her mellem de spidsgavlede Huse, snevre Side-Gader, og i Erindringen, der kaster et historisk Gevant om det Hele, troer man sig flyttet Aarhundreder tilbage i Tiden; disse kantede Bygninger, disse Steenhelte paa Raadhuset, og malede Billeder paa Glasruden af den gamle Kirke, vi kom forbi, saae ogsaa saaledes ud, da Jørgen Wollenweber her kunde tale et kraftigt Ord med. At Kirkerne staae aabne, bringer ogsaa til at tænke paa Catholicismen her, og mangt et Billede fra den Tid, skjøndt det ikke er et Kunstværk, griber os dog ved sin poetiske Idee, eller sin Ælde. Jeg var i Maria-Kirken, saae det berømte astronomiske Uhrværk og den endnu berømtere Cyclus af Malerier, man kalder »Dødningedandsen«. Enhver Stand, enhver Alder, fra Paven til Barnet i Vuggen, seer man her inviteret til Dødens Cotillon, og alle i Costume fra den Tid, hvori de ere malede, som skal have været i Aaret 1463; under hver Person staaer et plattydsk Vers, en Dialog imellem de Dandsende, som dog ikke ere de oprindelige gamle Riim, men et nyere poetisk Forsøg fra 1701. Det forekom mig, som Maleren havde lagt et ironisk Smiil i den dandsende Beenrads Ansigt, der ret syntes at ville sige til mig og hele Selskabet, som gik her og gjorde Bemærkning over den: »I troe nu, at I staae stille, eller i det høieste spadsere om i Mariakirken og see paa de gamle Billeder. Eder har Døden endnu ikke oppe til Dandsen, og saa dandse I dog allerede allesammen med mig! Fra Vuggen begynder den store Dands. Livet er som Lampen, der ogsaa begynder at brænde ud, idet den tændes! Saa gammel som Enhver af Eder er, saa mange Aar har jeg alt dandset med Eder, hver har sine forskjellige Toure, og den Ene holder Dandsen længere ud end den Anden, men Lysene brænde ud imod Morgenstunden og saa synke I Alle trætte om i mine Arme; - det kaldes at døe.« Rundtom i Murene stode Epitaphier, og i Gangene laae Liigstene med ulæselige Inskriptioner og halv udslettede Herrer og Fruer; saaledes saae jeg en stor Steen med en drabelig Ridder paa, der holdt det store Slagsværd i Haanden, og dog taalte, at den nye Slægt traadte ham paa Næsen, saa at hans Ansigtstræk og det lange Skjæg snart vare udslettede. - Han og alle disse stille Naboer, hvis Navne nu ere forsvundne, som Inscriptionerne, have engang lystigt tumlet sig deroppe i den gamle Stad, mangen Gang spadseret paa den grønne Vold, hørt Fuglene synge og tænkt paa Udødelighed. - Det gamle Raadhus staaer endnu med sine smaae Taarne og den store Hansesal; Torvet ligger imellem dette og Kirken, hvor den nye Menneskevrimmel tumler sig. Fra Maria-Kirken gik jeg ud i den store Gudskirke, der dog er anderledes gammel og stor; det er en Hvælving! den prædiker selv, naar alt Andet tier. Husene paa begge Sider af Gaden stode mig, som Stolerader, som kjøbte eller leiede Familiestole, hvor ogsaa selve Huustyendet havde Plads. En Tordenskye, der var trukken op over os, begyndte imidlertid sin Prædiken, den var kun kort, men der laae dog Meget i dens Tale. I Selskab med en Dansk og to Nordmænd forlod jeg om Aftenen det gamle Lübeck; Solen gik så smukt ned og den grønne Skov duftede, saa det var en Lyst! Hvor der dog kan ligge megen Poesie i saadan en stille Aften! Landeveien - ja den var ogsaa paa sin Maade poetisk, den forekom mig at være Veien til Parnasset, knuddret og ujevn, Gud veed hvor saa mange slippe uden at brække Halsen, thi den Ene vælter her efter den Anden, jeg var selv en Gang nær ved det. I Morgenstunden kom vi da Alle med hele Lemmer til Wandsbeck. Her har Claudius levet og digtet; jeg tænkte paa Andreas og Anselmus, Solen skinnede mig ind i Ansigtet, saa Vandet kom mig i Øiet. Nær havde jeg kjørt forbi den Bygning hvor Tallotteriet trækkes, uden at lægge Mærke til den, men der ere da Tanker nok her alligevel, der som usalige Aander svæve om dette Sted og hyle over det uløste Mammon. Claudius og Tallotteriet - det er dog to Mærkeligheder ved en lille By, og vor Herre veed, de ligne slet ikke hinanden! Men jeg vil ikke tale ondt om Lotteriet, Livet selv er et stort Lotterie, der igjen har mange Underafdelinger, og nogle af disse ere ganske poetiske. Lotteriet Et Kys, som Indsats, gav jeg nys, Og bad, som Udtræk, om det samme, Men fik en Ambe, tvende Kys, Mit unge Hjerte stod i Flamme! Nu blev min Tanke Ternen viet, Jeg satte Liv og Haab paa Spil, Og tænk, jeg sprængte Lotteriet, Nu faaer jeg Udtræk naar jeg vil! Og Kys - især i Ungdoms Alder, Dog staae, om ogsaa Coursen falder. Men det kan nu kun en Ægtemand synge, Digteren derimod - ja han har Lov til at skrive det. Nu saae vi Hamborgs Taarne; de reiste sig høit i Veiret, ligesom for at see om vi ikke kom snart, og Solen skinnede paa dem og paa os, ligesaa smukt som ved noget andet keiserligt Indtog. II Hamborg. En simpel Historie. Theatret. Besøg udenfor Byen. Drømmen. En Idyl. De to Characterer. Ligesom Kjøbenhavn har ogsaa Hamborg hævet sig fra et Fiskerleie til en stor Stad. - Mellem de usle Fiskerhytter ved Elbens Bred lod Carl den store opreise Borgene Hochbuchi og Hammenburg, der under Otto den 3die alt var en ved Søefart bekjendt, Flekke. Saaledes voxte den fra Barn til Yngling, og traadte kraftfuld frem som Mand mellem de mægtige Hanser. Jeg følte ordentlig en dyb Respekt for den gamle Stad, som de snevre Gader og Menneskevrimmelen vedligeholdt. Jeg troer vor Kudsk kjørte os Gade op og Gade ned, for at imponere os ved Byens Storhed, thi det varede en lille Evighed før vi kom til »H"tel de Bavière« paa »neue Jungfernstieg« hvor vi steeg af. Her, inde i Byen selv, tager Byen sig herlig ud, idet Alsteren, der er bred og stor, ligesom skiller den gamle Stad fra den nye. De høie Taarne speile sig i Vandet, hvor der flyde Svaner og gynge Baade med pyntede Mennesker. »Jungfernstieg« vrimler af Spadserende; langs hermed ligger H"tel ved H"tel, hvor Dørene ere pyntede med Kelnere, Oberkelnere og Oberkelneres Oberkelnere. Fra Sweitserpavillonen bruser et Musikchor, og her, samt ved den anden saakaldte Alsterpavillon sidde hele Grupper af Avis- og Chocoladeslugere. Berlin har ikke en Gade, som denne! Deres »Unter den Linden«, mangler Vandpartiet, og dette er og bliver dog alletider en vigtig Skjønheds-Reqvisit. Men vi ville ikke dvæle her, men gjemme Besøget til om Aftenen, naar Alt er oplyst, skjøndt det nok kan taale, at man seer det ved Dagen. Vi vove os ind i Vrimlen, mellem Drosker, raabende Handelsmænd i det Smaae, Blomster-Piger fra Vierlandene og travle Pengemænd fra Børsen. Det seer ud som det var een eneste Boutik! saaledes følger den ene Boutik paa den anden. Gaderne krydse hinanden, og nedad imod Elben, finder man nogle, hvor Entreen er igjennem en Forstue, og hvor der neppe kan boe noget Menneske, der overskrider en vis Peripherie, uden han maa leve derinde for bestandig. Jeg stak Hovedet ind i nogle af dem, men turde ikke komme længere, thi de mindede mig ret levende om en Drøm jeg engang havde: hvorledes Husene paa Kjøbenhavns Østergade, hvor jeg spadserede, ogsaa gave sig til at spadsere, men saaledes med Ansigterne imod hinanden, at Gaden fik Udseende af disse Hamborgergader, og da den endnu gjorde et Skridt til, sad jeg indeklemt mellem Væggene og kunde hverken komme frem eller tilbage, hvilket er temmeligt genert. Dog legede Børnevrimmelen fornøiet inde, i denne halvdunkle Hamborger-Verden, og to Smaae: »- - med Sundhedskind, Ridsed' i Jorden med en Pind, De ridsed' sig Gaard og Høienloft, Mens Moder lapped' paa Faders Koft.« Et fattigt Liig blev begravet, fire Karle bare Kisten og Konen fulgte; de havde Møie med at komme igjennem den snevre Gade, Veien var trang; ingen Solstraale skinnede der ned, først da de kom ud paa den bredere Gade, faldt Sollyset paa den fattige Kiste. Jeg hørte en Historie om denne Begravelse, der er poetisk rørende, da den er Sandhed. Inde i den snevre Gade, høit oppe paa et ligesaa snevert Kammer, laae det fattige Liig; Konen sad og græd over det, hun vidste ingen Udvei til at faae det begravet; Vinduet stod aabent, da fløi der en lille Canariefugl ind og satte sig ved Hovedet af Liget og gav sig til at synge: det gjorde et underligt Indtryk paa Konen, hun kunde ikke græde længer, hun syntes, den maatte være kommet ned fra vor Herre. Fuglen var tam, den lod sig strax fange, og da hun nu fortalte en Naboerske det og viste hende Fuglen, erindrede denne sig, at hun kort før havde seet i Avisen et Avertissement om en Canariefugl, der var flyvet bort. Det var denne, og Konen fandt der menneskekjærlige Hjerter, som hjalp hende den Døde i Jorden. Byen er gjennemskaaren af Canaler; her i dette Qvarteer, saae jeg nogle, der saae mig ud, som sande Kloaker. Høie Huse paa begge Sider, men ingen Gade, kun den smale Canal, saa langt man kunde see for de udbyggede Altaner. Paa disse hang og laae der alle Slags, og dybt nede løb, eller rettere krøb, det smudsige Vand. En af disse Altaner eller Skuur i dette Chaos, var malet grøn, og her sad en tyk Madamme ved Theebordet, og nød den skjønne Natur. Hvor lys og luftig er ikke Peer Madsens Gang i Kjøbenhavn, mod disse! denne vilde i Hamborg blive nobiliteret til en meget anseelig Gade. Vil man ellers her om Sommeren undgaae Menneskevrimlen, som man næsten træffer overalt, vil man slaae sig fra Verden, saa maa man gaae i Theatret, her finder man ikke mange; langt fra hinanden sidde de blege Eneboere i de store Loger. Huset er stort og prægtigt, fire Etager og et Parterre, hvis Gang bag om Bænkene er saa bred at der godt kunne dandses Galopade. Hele det Indvendige er hvidt med Forgyldning, der oplyses af en brilliant Lysekrone. Man spillede »Der Freischütz«. Decorationerne vare fortræffelige og især stod Ulvesvælget, med Hensyn til Maskinerie og Arrangement, over vort her hjemme. Det var et dybt Klippesvælg, hvor Maanen skinnede ned, og de røde Lygtemænd hoppede i deres magiske Runddands. Flammer sloge op af Jorden, og den vilde Jæger, et Lufttransparent, en Gruppe af Skyer, der dannede sig til disse vilde Skikkelser, foer over Scenen. Mindre heldig var en stor Drage, der viste sig og spyede Ild i det den foer bort. Jeg kom til at tænke paa Ulyses von Ithaca. Ved Actens Slutning steeg ikke den levende Samiel frem af Dybet, nei en frygtelig Kjæmpeskikkelse, der udfyldte hele Scenen, han greb med sin uhyre Haand Max og Casper, der laae livløse paa Gulvet, medens det Hele var effectfuld oplyst med en stærk, rød Ild. Ellers var Samiel her, slet ikke godt costumeret, han saae ud som en rød Husar. En Demoiselle Gned gav Gjæsterolle, som Agathe, hun sang smukt, havde vist megen Skole, men skabede sig hver Gang der blev klappet. Mit danske Øie og Øre var ikke vandt til denne tydske Sædvane endnu, siden saae og hørte jeg det overalt. Hver Gang der blev applauderet neiede hun; noget, der maa rive enhver ud af Illusionen. Efter den store Arie med Lommetørklædet, der her blev svinget med megen beregnet Ynde, og hun vilde kaste sig i Armene på Max, klappede man, hvorfor hun gjorde en Bevægelse frem, neiede og kastede sig saa i Armene paa den stakkels Elsker, der havde et heelt Publicum mellem sig og den Elskedes Følelser. Kunst er det Modsatte af Natur, men derfor er Kunst ikke Unatur, den er snarere det ideale Billede af Naturen; man skal glemme det er Kunst, men hvorledes kan man det, naar en Kunstner eller Kunstnerinde nedværdiger sig til, at glemme det Naturlige i Kunsten for et usselt Bifaldsklap. Lovet være Himlen og de Enkeltes renere Smag, der har sørget for, at vi ikke kjende til Sligt paa vor Scene, undtagen ved Concerter, hvor man ogsaa har disse pantomimiske Prologer og Epiloger, der deles hver i fire Marscher: Høire, Venstre, Midten og saa Retirade-Marsch, den sidste er da naturlig! - Da jeg næste Gang var i Theatret, blev jeg opvartet med et Melodrama efter det Franske: Cardillac oder das Stadtviertel des Arsenals; det er bearbeidet efter Hoffmanns bekjendte Fortælling: Frøken Scudery. Det var en fæl Comedie! - Olivers Rolle udførte Hr. Jacobi, der, som man fortæller, har frit Støvler og Skoe af Skomagerlauget i Hamborg, fordi han spillede Hans Sachs; hvorfor han egentligt har faaet dem, begriber jeg ikke, men det er maaskee gaaet det respective Skomagerlaug, ligesom en gammel Borgermand, jeg har kjendt, der, naar han i Privat-Theatret saae sin Datter spille, lukkede Hænderne sammen og sagde: »Vor Herre maae vide, hvor hun hitter paa alt det, hun siger!« De har vel ogsaa troet, at Jacobi hittede paa al det Smukke han sagde, og da de nu alle vare Skomagere, ligesom Hans Sachs, og maaskee ogsaa Poeter derimellem, (ikke, som Hans Sachs) har de tænkt: »Heute dir, morgen mir!« hvem veed hvad Jacobi kan lægge os i Munden, hvis vi ogsaa engang komme paa Scenen. I de fleste Theaterblade seer man altid, at der den og den Aften var et herligt Trekløver paa Scenen: Trekløver ere saaledes der ganske almindelige! jeg fandt kun en to Kløver, men den var ganske fuldendt i sine Blade; livsfrisk og charakteristisk, det ene Blad hedte Jost, det andet Madam Mädel. Han udførte Cardillac, hun Frøken Scuderys Rolle. Fra Theatret ville vi gaae til den botaniske Have, skjøndt jeg saae det første om Aftenen, den sidste derimod om Morgenen; men de store Drivhuse forekomme mig at være et passende Overgangsled fra Theatret til den frie Natur. Beliggenheden er herlig! man troer sig langt borte fra Hamborg, og saa ligger dog kun den gamle Voldgrav og de planerede Volde med deres Blomsterpartier og Træer imellem. Jordbærrene stode alt i Blomster, og de smaae Fugle qvidrede til mig fra Hækkene: »mærker Du alt, Du reiser mod Syden!« Hvor følte jeg mig ikke uvidende, inde i de store Drivhuse mellem de fremmede Blomster og Væxter! der var en Hamborger-Dame med, hun havde samme Feil, som jeg, og det endogsaa udenfor Drivhusene. Der stod her en heel Flok Blomster, »hvor nydeligt!« udbrød hun, »nu har jeg aldrig seet saa sjeldne Blomster! De ere da fra Amerika?« Nei, desværre, det var kun Mark-Blomster, tagne ved Pøseldorf tæt uden for Hamborg. Fra den Botaniske Have vandrede jeg ud gjennem Palmaille i Altona, hvor jeg nød den første smukke Udsigt over Elben og kom saaledes til Ottensen. Det bekjendte Træ paa Kirkegaarden faldt mig strax i Øinene, jeg stod ved Klopstocks Grav. Jeg har engang læst om en reisende Engelænder, der da han første Gang var Vidne til en katholsk Kirkeprocession, og saae det hele Folk knæle, ogsaa uvilkaarlig bøiede sig, skjøndt han ikke vidste, om det var en Gud, en Helgen eller noget ganske menneskeligt de bøiede sig for; det gik mig næsten lige saadan her! jeg kjender kun lidet til Klopstock, thi hans Messiade, ja jeg vil ærligt tilstaae det, har jeg aldrig læst, saadant et stort Heltedigt har mig noget afskrækkende! det var i Grunden mere Klopstocks Navn, end hans Værker, der vakte den alvorlige, dybe Følelse her ved hans Grav. Det var det udødelige Navn, der fik mit Hjerte til at banke stærkere. Guds frie Natur vinkede mig længere ud! - Deilige grønne Haver ligge langs med Elben, Dampskibet gled stolt paa Floden, og den sorte Røg bølgede hen over Vandfladen. Her er smukt! Dog det har tusinde fortalt før jeg! Hvem har ikke været i Rainvilles Have, paa Blankenese, seet »das schøne Marianchen«, etc. etc., ja alle, hvem der slet ingen Idee have om det sachsiske Schweits, sige at dette skal ligne meget. Elben er i det mindste den samme og her endogsaa bredere! - Fuglene sang og Blomsterne nikkede, og det i saadan en Mængde, at da jeg i Tusmørke kom igjen til Hamborg, syntes jeg, at paa hele »Jungfrauenstieg« bevægede sig kun lystige Fugle og nikkende Blomster. Man skal jo lægge Mærke til hvad man drømmer de første Gange man sover paa et fremmed Sted, thi der skal være Betydning deri. - Jeg slukkede mit Lys, saae endnu engang ud af det aabnede Vindue, paa de mange Spadserende, hørte Musikken fra Pavillonen, thi Vinden bar Tonerne over Alsteren, og gik saa hen at hvile mig, for at samle Kræfter til at flagre længere ud i Verden. Jeg drømte jeg var en lille Fugl, Der fløi over Land og Bølge, Hvad Hjertet følte, hvad Øiet saae, Jeg ikke forstod at dølge. Jeg sang hver Tanke dybt i mit Bryst, Jeg sang mine Sorger og Glæder, Jeg svang mig over det brusende Hav Og alle de fremmede Steder. En Morgen sad jeg paa Træets Green, Og qvidrede glad mine Sange; Rundt om i Græsset de Blomster stod' De vare saa smukke, saa mange. Men een var i Duft og Farveskjær Den smukkeste, maatte man sande, Paa hende jeg saae, for hende jeg sang, Og glemte de fremmede Lande. Hos hende jeg vilde bygge og boe, Jeg vilde Vingerne miste, Jeg vilde qvidre min bedste Sang, Til Hjertet engang maatte briste. Hun bøiede sig i Vinden bly, Jeg rørte ved Blomster Kjolen, Jeg Tanken forstod i Bladets Duft, Det rødmed' i Morgensolen. Og Blomsten bøied' sit Hoved ned, Jeg husker det Hele saa nøie; Jeg syntes at læse min Kjærlighed I hendes trofaste Øie. Da kom der en Jæger, saa ung og smuk, Han havde sin Bøsse paa Nakken, Han tog min Blomst og satte den pænt I Knaphullet, foran paa Frakken. En Dugdraabe faldt fra Blomstens Blad, Jeg troede, det var en Taare, Da sang jeg og tænkte, saa skyder han mig! Jeg ønskede Døden saa saare. End dufter Blomsten saa smukt som før, Den føler i Frakken sig hjemme! Jeg flyver afsted fra By til By, O, kunde jeg Blomsten dog glemme! Jeg sørger - men synger dog meer end før, Hver Gang jeg flagrer paa Vangen, Saa kommer der vel en Jæger engang, Og skyder mig midt under Sangen! Men vi ville lade den Fugl flyve! Det var alt paa den fjerde Dag jeg var i Hamborg; om Eftermiddagen gik den saakaldte »Postkutsche« til Braunschweig, jeg havde Nummer 11, men der var næsten en tyve Passagerer, der alle stode grupperede med Kapper, Æsker og andre Reise-Atributer, ved »hohen Brücke«, hvor vi skulde stige i Vognen. Gaden her, - ja det var en Hamborger Gade, snever og dunkel med en uhyre Trængsel, Støi og Raab, dog midt i al dens Prosa laae et lille, idyllisk Partie. Sidehusene havde mange Udbygninger og Kanapper, imellem to af disse var opslaaet et lille Brædeskuur, der var saa lavt, at intet Menneske kunde staae opreist derinde, og saa smalt, at der kun var Plads til een Stol og ikke mere. Herinde sad et Par gamle Ægtefolk, en Skomager med sin Kone. Værktøiet laae i Vinduet og imellem dette og den bageste Væg, indtog Manden den hele Plads, den gamle Kone sad tæt ved Siden af ham med sin Strikkestrømpe, og saa kom Gadedøren; hun maatte nødvendigviis først træde ud af Huset, naar Manden skulde ud. De sadde virkeligt der, som Dukker i et lille Glasskab, og saae meget glade og lykkelige ud, snakkede og loe, i det de saae paa os, der een ad Gangen blev puttet ind i den store Postvogn. Jeg kom i en af Bivognene, hvor jeg fik en Engelænder og to Hamborgere til Selskab, den ene af disse var en Jøde. »Nu skal vi s'gu være interessante!« var det første han sagde, i det han neppe var kommet til Sæde i Vognen, og saae alt meget fornøiet til os allesammen. »Vort Hamborg er dog en kjøn By, en riig By!« og nu begyndte han at fistulere: »Stadt Hamburg in der Elbe-Auen, Wie bist du statlich anzuschauen!« Jeg blev ogsaa ganske fornøiet, idet jeg tænkte, som Fanden, naar det gaaer ilde, »der faaer jeg da een Sjæl! ham kan jeg vist bruge«. Jeg bad ret i mit Hjertes Inderste, at den unge Mands originalitet maatte vende sin Søndags-Side ud, og i dette Haab nynnede jeg med: »Heil über dir Hammonia!« Saaledes rullede vi da ud af det gamle Hamborg. Jeg nævnede Digteren Heine. »Heine«, sagde han, »ja, Heine er en stor Mand i Poesien, og Broderen en stor Mand paa Børsen! men jeg holder ikke af hans Vers, for de ere saa korte. Vips faaer man een over Næsen, og saa er det Digt forbi!« »Ja«, sagde den anden Hamborger, »han er altid saa rask med at give over Næsen! der har han skrevet, at Romerne og disse Italienere ere saa smukke og saa regelmæssige i Ansigterne, og at vi Tydskere have »Kartoffel-Gesichter«. - »Have vi Kartoffel-Gesichter?« sagde han og viiste mig sit Ansigt, der rigtignok, naar jeg skal være ærlig, ikke var saa ganske uliig denne Jordvæxt. »Jeg vilde ikke«, vedblev han, »for aldrig det, reise med saadant et Menneske, før man vidste et Ord derom, kunde der blive skrevet en heel Bog om een!« »Nummer to!« tænkte jeg, »her har jeg den anden Sjæl!« - Hvilke Characterer for min Reise! Lidt efter lidt ville de mere udvikle sig, de kunne gjøre godt i 3die Capitel. Vi vare imidlertid ved den første Station, men - der gik de begge to, begge Sjælene! Det kan rigtignok genere en Forfatter, saaledes at miste sine to første Characterer, uden endnu at have benyttet dem - - - dog vi ville ikke lade os genere, vi reise videre! H. C. Andersen (1805-75): Skyggebilleder fra en Reise til Harzen, det sachsiske Schweiz etc. etc., i Sommeren 1831 (1831), 3 III Vierlandene. Den Reisende og Hedeboeren. Skolejomfruen. Lyneborg. Alferne paa Heden. Vi vare nu i Vierlandene; smaae Canaler krydsede hinanden, Alt stod saa frodigt Grønt, Kirsebærtræerne havde sat Bær, skjøndt det kun var den 21de Mai. Alt, rundt om var en stor Kjøkkenhave, og det er det da ogsaa for Hamborg og den hele Omegn. Tæt ved Veien laae pyntelige Huse, og enkelte havde Glasmalerie paa de smaae Ruder. Børn, Piger og Drenge, med kloge Øine løbe langs med Vognen og vilde sælge os Blomster, vi fik, for en Ubetydelighed, baade Bouketter og Krandse. En Reise gjennem Vierlandene til Harzen, er dog et ret levende Billede paa det hele Menneskeliv! - Den frodige, grønne Natur her, hvor Beboerne roligt sove inden for Dæmningerne, uden at drømme om den uroelige Strøm, der hvert Øieblik kan bryde ind over dem, forekom mig som den lykkelige, livsgrønne Barneverden, hvor der ogsaa overalt voxe Kirsebær og Blommer, store Sabelærter og brogede Blomster. Men neppe ere vi komne ud af dette lykkelige Land, over Virkelighedens Elb-Strøm, saa ligger Livets store Lyneborger-Hede foran os, der dog heller ikke er saa slem, som den er udskregen for; her voxe ogsaa grønne Skove, og ere disse vel kun Naaletræer, saa give de dog Skygge, man finder ogsaa her Mennesker, og Fuglene qvidre smukt paa de grønne Engpartier, og bag ved hele det store Hedeland reiser sig Himlens høie Harzbjerge, hvor selv de solbelyste Skyer, ligge som Taage dybt under os. Ved Zollenspicker, Todes Fødeby, der ligger paa en Øe mellem Elben og Jlmenau, kom vi alle i en stor Færge og seilede nu over Elbfloden, der løb med en uhyre Fart mod Hamborg, ret som den havde tusinde Nyheder fra de bøhmiske Bjerge, den skulde have indrykket i Børsenhalle. Vi stege i Land og stode nu paa engelsk Grund i Kongeriget Hannover. Indtil Winsen, en hannoversk Flekke, ved en lille Flod, var Egnen endnu ret taalelig. Paa det første Gadehjørne her, havde Maleren skrevet med store hvide Bogstaver Byens Navn »Winsen« og ved Siden af dette sat et stort Comma, for ligesom at antyde, at der nok kunde siges lidt mere om denne Stad, end det blotte Navn. Byens Indvaanere sadde paa en Trappe og drak Thevand, vi kyssede paa Fingrene af Damerne, og de nikkede igjen, saa fortroligt, som vi vare gode Bekjendtere; Solen gik ned bag det gamle Kirketaarn og gav os alle røde Kinder i det vi rullede afsted til den store Hede-Egn. Den var ikke saa slem endnu paa denne Side Lyneborg! De unge Grantræer stode med friske hvidgrønne Skud; den hele Skov saae ud, som en Vrimmel af Juletræer med Smaae-Lys, kun Presenterne manglede. Vi rullede fort, mellem Sand og Graner. Den Reisende Ingen Bjerge, intet Hav Himlen disse Egne gav, Kun den lyngbegroede Slette, Sand og Graner, ja kun dette, Stort og vidt mit Øie skuer, Til hvor Horizonten buer. Hedeboeren Hav og Bjerge Gud mig gav. Himlen er det store Hav; Hvilket Hav er stort som dette? See, det favner jo min Slette, Og, som dybt fra Søens Rige, Stjernerne, som Lillier stige! Bjerge! - Er ei Bjerge her? Seer Du disse Skyer der? Stolt de reise sig med Vælde. Der er Liv i disse Fjelde! Hen ad Himlens Hav de seile, Siig, hvad disse Bjerge feile? Fra de 20 Reisende, der droge ud af Hamborg vare vi alt sammensmeltede til 6; og sad nu Hjerte ved Hjerte i den store »Postkutsche«; vi dannede paa en Maade en Hjerter-Sex, i det her vare tre Hjerter paa hver Side. Det ene Hjerte, det vil da sige, med legemlig Fouteral og Tilbehør, var en ung Student fra Hamborg, fuld af Lune og Indfald; han fandt at vi just nu udgjorde en lille Familiekreds, og denne burde dog kjende sine Medlemmer indbyrdes. Vore Navne blev der ikke spurgt om, men vort Fædreland; hver fik Navn efter en mærkelig Mand eller Qvinde der, og saaledes udgjorde vi en Kreds af berømte Mennesker. Jeg hedte som Dansk Thorvaldsen; min Nabo, en ung Englænder, Schakspeare; Studenten selv kunde ikke være mindre end Claudius; men med vore tre Gjenboere kom han dog i nogen Forlegenhed, den ene var en attenaarig Pige, der fulgte med sin Onkel, en gammel Apotheker fra Braunschweig; han nødtes tilsidst at kalde hende Frøken Mumme og Onkelen Hendrik Løve; men den sidste af Passagererne blev ganske anonym, eftersom vi ingen berømte Folk kunde finde i den ellers meget saltbringende By Lyneborg, hvor hun var fra. Hun blev altsaa Stedbarn, og det lod, som hun ofte var bleven behandlet saaledes, thi hun smilede ganske forunderlig veemodig, da vi ikke kunde optage hende med et Navn i Samfundet. Just herved kom jeg til at betragte hende nøiere; hun var henimod de 50, havde en bruun Hud og nogle Ar af Kopperne; men i det mørke Øie laae der noget interressant, noget dybt veemodigt, selv naar hun smilede. Vi hørte at hun holdt Skole for nogle unge Piger i Lüneborg, levede stille der, i et lille Huus, og havde nu for første Gang, men kun paa nogle Dage, været i Hamborg. Jeg hørte hende næsten ikke tale et Ord den hele Vei, men hun smilede venligt af vort Spøg og saae ret saa godmodig glad paa den unge Pige, hver Gang denne hjerteligt loe af hvad der blev sagt. Mellem alle vi andre snaksomme blev hun mig just interressant ved sin Taushed. Først da vi rullede ind paa Lyneborgs snevre Gader, hvor Husene stode i Maanelyset, saa klosteragtige, saa gamle og spidsgavlede, hørte jeg hende første Gang tale: »Nu er jeg hjemme!« sagde hun. Vi stege ud af Vognen, den gamle Apotheker bød hende sin Arm, for at følge hende hjem, det var tæt herved; vi andre gik med. Klokken var omtrent 11, Alt var saa stille i den underlige gamle By, der var mig saa ganske fremmed; spidsgavlede Huse, Kanapper og Udbygninger rundtom i det skarpe Maaneskin. Vægteren gik med en stor Skralde, som han snurrede med, sang derpaa sit Vers og snurrede igjen. »Velkommen, Jomfrue!« sagde han midt under Sangen, og hun nikkede og nævnte hans Navn, idet hun traadte op af den høie Steentrappe; her boede hun. Jeg saae hende neie til Afsked og forsvinde bag Døren. Da siden efter Postillionen blæste, og vi skulde ind i Vognen igjen, saae jeg Lys paa hendes Værelse; en Skygge gik over Gardinet, det var hende, der saae efter os ved Vinduet. Nu var den Reise forbi for hende, som hun maaskee i flere Aar havde glædet sig til, muligt staaer den som et af de lyseste Punkter i hendes eensformige Liv, og hun vil sidenefter, mange Gange nyde den i Erindringen. Der ligger virkeligt noget Rørende i saadan en gammel Piges stille Klosterliv; hvem veed hvilken Orm der gnaver dette Hjerte; der ere Følelser og Tanker, vi ofte ikke kunne betroe vore kjæreste Venner. Imorgen skulde hun maaskee begynde med Skolen igjen, høre Børnene i les verbes réguliers. - »Aimer, aimant, aimé« - - hvor der dog kan ligge mange Erindringer i saadant et regelmæssigt Verbum. Vi rullede ud af Lyneborg, uden at have seet nogen af dens Mærkværdigheder; ikke engang Skinken af det berømte Sviin, der for over 800 Aar siden opdagede Saltkilderne. Saltværket og Kalkbrudene saae vi dog i Flugten udenfor Byen, men det var rigtignok paa samme Maade, som Bürgers Leonore, der saae Byer og Marke flyve forbi i Maaneskinnet. Vi vare atter sex i Vognen; den ledige Plads var optaget af en ung Kjøbmand, der skulde til Dresden; saaledes dannede vi endnu en Hjerter Sex, idet vi atter befandt os paa Heden. Vognens eensformige Skuren i Sandet, Vindstødene i Grenene og Postillionens Musik-Stykker smeltede imidlertid sammen til en søvnbringende Vuggesang, den ene af Passagererne nikkede med Hovedet efter den anden, selv vore Blomsterbouqvetter, der vare stukne ind i Vogngjemmerne efterlignede den samme Bevægelse, hver Gang Vognen gav et Stød. Jeg lukkede Øinene og aabnede dem igjen, idet jeg halv blundede og vistnok drømte. Mit Øie faldt især paa een af de store Nelliker i den Bouqvet jeg havde faaet mig i Vierlandene; alle Blomsterne duftede stærkt, men jeg syntes at den i Duft, som i Farve, overgik alle de andre; og hvad der var det meest curiøse, midt i Blomsten sad et lille, luftigt Væsen, ikke større end et af dens Blade, og saa gjennemsigtigt, som et Glas; det var dens Genius; thi i enhver Blomst boer en saadan lille Aand, der lever og døer med den. Hans Vinger havde samme Farve som Nellikens Blade, men de vare saa fine, at de saae ud, som var det kun det røde Skjær, der faldt fra Blomsten i Maanelyset; guulgule Lokker, finere end Støvfrøet, glede ned over Skuldrene og bølgede i Vinden. Da jeg nu saae nøiere paa de andre Blomster, mærkede jeg at han ikke var den eneste, i hver Blomst gyngede et saadant lille Væsen, hvis Vinger og luftige Klædning var som et Farveskjær af den Blomst hvori de levede. De gyngede hver paa de lette Blade i Duft og Maanelys, sang og loe, men det var som naar Vinden gaaer sagte hen over den stemte Æolsharpe. Snart kom hundrede og atter hundrede andre Alfer, i ganske andre Gevandter og Skikkelser, ind af det aabne Vindue paa Vognen; de kom fra de dunkle Graner og fra Hedeblomsterne. Hvor blev der ikke en Snakken, en Syngen og Dandsen! de sprang mig tidt lige over Næsen og undsaae sig ikke ved at opføre en Runddans midt paa min Pande. Disse Gran-Alfer saae ellers ud, som sande Vildmænd med Spyd og Landse, og dog vare de luftige, som den fine Taage, der i Morgensolen dufter fra den beduggede Rose. De deelte sig i forskjellige Partier og spillede nu hele Comoedier, som mit Reiseselskab troede at drømme; hver fik sit Stykke. For den muntre, livfulde Student fra Hamborg var Scenen i Berlin; en heel Skare Alfer formummede sig som tydske Studenter, og nogle vare sande Philister, med lang Pibe i Munden og en Stok som en Kølle ved Siden af sig; de stode i lange Rækker, det var et Collegium; een af Gran-Alferne steeg som den levende Hegel op paa Cathedret og talte saa lærd og indviklet, at jeg slet ikke kunde følge med. Et andet Partie legede paa vor Engelænders Læber, dandsede og kyssede hinanden, og saa var det for ham, som han kyssede sin Hjertensallerkjæreste, følte hendes Kind hvile op til sin, og saae hende ind i det kloge, kjærlige Øie. For den unge Pige fra Braunschweig spillede de derimod en alvorlig Scene af hendes eget Liv; Taarerne trillede hende ned over Kinderne, og de smaae Alfer smilede og speilede sig i hver, saa at hver Taare der faldt i Drømme, viiste et uskyldigt Smiil. Den gamle Apotheker vare de værst ved, fordi han havde traadt en af Blomsterne itu, der var faldet ned i Vognen, og derved dræbt en af de smaae Alfer; de satte sig paa hans Ben, og saa blev det for ham i Drømme, som om han slet ingen havde, men hoppede paa Stumpen hen ad Braunschweigs Gader, hvor alle Naboer og Fremmede stode og saae paa ham; men saa gjorde det dog de smaae Skabninger ondt, og de lode ham faae Benene igjen, og ovenikjøbet et Par store Vinger, saa han kunde flyve høit op over Hendrik Løves Kobberløve og St. Blasii høie Kirketaarn, og det fornøiede ret den gamle Apotheker, saa han loe høit i Drømme. Kjøbmanden fra Dresden havde de skabt den hele Hamborger-Børs, med Jøder og Christne; og sat Coursen saa høi, som den endnu aldrig bliver, og som kun saadanne luftige Puds kunne bringe i Stand i Drømme. Mig syntes de ikke at lægge Mærke til, før længe efter de andre; »denne lange blege Mand«, sagde da en af dem, »er en Digter! skal han da ingen Ting see?« »Han seer jo os! det kan vist være nok for ham!« »Skal vi ikke ogsaa lade ham see hvad vi see! saa vil han synge smukt derom for de andre Mennesker, naar han vaagner«. De holdt ellers noget længe Raad, om jeg var værd at optages i deres Forsamling, men da de nu ingen bedre Digter havde her, saa fik jeg da Adgangskort. De smaae Alfer kyssede mig paa Øinene og Ørene, og da var det, som jeg blev et nyt og bedre Menneske. Jeg saae ud paa den store Lyneborgerhede, som jo gjælder for at være saa hæslig, Herre Gud, hvor Folk snakke! ja de tale som de see og høre til. Hvert Sandskorn var et glimrende Klippestykke; det lange Græsstraae, der hang fuldt af Støv ud paa den brede Landevei, var den nydeligste macadamiserede Vei for de smaae Alfer; fra hvert Blad tittede saadant et lille, smilende Ansigt frem. Granerne saae ud som fuldendte Babeltaarne, der vrimlede af Alfer, fra de nederste brede Grene til den høie Top, hele Luften var opfyldt af de forunderligste Skikkelser, og alle klare og hurtige som Lyset. Fire à fem Blomstergenier rede paa en hvid Sommerfugl, de havde jaget op af sin Søvn, medens andre byggede Slotte af den stærke Duft og den fine Maanestraale. Den hele store Hede var en Trylleverden, fuld af Underværker; hvor kunstigt var ikke hvert Blomsterblad vævet! hvilken Masse af Liv laae der ikke i den grønne Granspire! hvert Støvgran havde sin forskjellige Farve og særegne Sammensætning, og hvilken Uendelighed i den store Himmel oven over. Sagnet siger, at kun ved et Menneskes trofaste Kjærlighed og ved den christne Daab kan Havfruen faae en udødelig Sjæl; de smaae Blomster-Alfer forlange ikke saa meget; en Angerens eller Medlidenheds Taare fra det menneskelige Hjerte, er den Daab, der kan give dem Udødelighed, og derfor søge Alferne saa gjerne til Mennesket, og naar det fromme, gudhengivne Suk stiger fra vort Bryst, hæve de sig paa dette til Gud, thi ogsaa saaledes komme de ind i den store, deilige Himmel og voxe til Engle under Evighedens mægtige Sollys. Duggen begyndte at falde, jeg saae de luftig-lette Genier tumle sig paa de store Vanddraaber; mange Digtere fortælle, at Alferne bade sig i Duggen; men hvor kan det lette Væsen, der dandser paa Tidslens Fnug, uden at bevæge det, trænge igjennem den haarde Vandmasse; nei, de stode op paa den runde Draabe, og naar denne saa trillede rundt under deres Fødder og det lette Gevandt flagrede i Luften, saae de ud, som det nydeligste Miniatur-Billede af Fortuna paa sin rullende Kugle. Med eet følte jeg en sittrende Bevægelse i hele Luften, jeg foer op, og det Hele var forsvundet, men Blomsterne duftede stærkt, og gjennem Karetvinduet bøiede sig nogle friske, grønne Birkegrene. Postillionen havde pyntet den hele Vogn med Grønt, efterdi det var Pindsemorgen. Den gamle Apotheker strakte sig i Vognen og sagde: »man kan dog drømme her!« men hverken han eller de andre tænkte paa, at jeg var indviet i deres Drømme. Solen stod op, vi sadde Alle tause, jeg troer vi stille holdt vor Kirkegang, medens Fuglene sang Pindsehymner og Hjertet selv holdt os den bedste Froprædiken. I Uelzen gik Folk til Kirke da vi kom her. Solen brændte som en Ild, vi vare næsten halvdøde da vi naaede Gifhorn og endnu vare der 4 Mile til Braunschweig. Jeg følte mig saa træt, at jeg neppe gad seet ud af Vognen, da vi kunde øine Harzbjergene med Brocken; endelig vare vi ved Maalet, jeg fandt Hvile og Vederqvægelse i Hotel d'Angleterre. IV Braunschweig. »Drei Tage aus dem Leben eines Spielers«. En Fortsættelse af Samme. Moderen og Sønnen. Vandring i Byen. Afreise. Den gamle Skolemester. »Hvad spilles der paa Theatret i Aften?« spurgte jeg. »O, ein wunderschönes Stück!« sagde Kjeldersvenden. »Drei Tage aus dem Leben eines Spielers«. Jeg vidste det var et Efectstykke, der havde gjort Opsigt i hele Tydskland, men stærkere end Cardillac troede jeg dog det ikke kunde være. Skjøndt jeg næsten var halvkogt af Dagens Hede, og saa træt af den velsignede Postkutsche, at jeg knap kunde røre mig, gik jeg i Theatret. Stykket var ikke inddeelt i Acter, men i Dage, mellem hver var der et Tidsløb af 15 Aar. To Dage holdt jeg ud, men saa kunde jeg ikke længere. Tilskuerne bleve formelig spændte paa Pinebænken, og tænk nu, mig arme Menneske, der alt var som mørbanket af Reisen. Den første Dag endte da med, at Spilleren tog Livet af sin gamle Fader, den anden Dag gik det ud over et ganske uskyldigt Menneske, som han skjød en Kugle gjennem Livet; - jeg følte Blodet koge i mig, og ventede da, at paa den tredie Dag maatte det gaae ud over Tilskuerne med. Jeg var frygtelig tilmode; kun i Galeislaverne har jeg følt noget lignende. Jeg gik hjem, men overalt saae jeg Udskud af Menneskeheden, sønderknuste Mødre og fortvivlede Spillere. Jeg fik saadan en Afsky for Kort, at jeg strax brændte et Bundt uskyldige Visitkort, jeg havde kjøbt i Hamborg, blot fordi de havde Navnet Kort. Mit Sind var i Oprør, jeg forsøgte paa at synge Vuggeviser for at dæmpe det; ja, jeg satte mig tilsidst ned og fortalte mig selv et BørneEventyr, som Du ogsaa maa høre, min Læser. »Saalænge Kjøbenhavnerne endnu ere ganske smaae Rollinger, og ikke have været længer ude i Verden end til Dyrehaven og Frederiksberg, og deres Bedstemoder eller Amme fortæller dem, om fortryllede Prindser og Prindsesser, Guldbjerge og talende Fugle, saa drømmer det lille Hoved om dette deilige Phantasieland, og seer ud over Havet, der gaaer sammen med Himlen, mellem den danske og svenske Kyst. Derude maa det ligge, tænke de, og udmale sig nu saa herligt denne nye Verden; men de blive ældre, komme i Skole, faae fat paa Rises Geographie, og med eet slaar den dem det hele Phantasieland itu, de see - bag Havet ligger Preussen og hele Tydskland og det første er ikke andet end det bare Sand. Dog, nok herom, vi ville blive ved Phantasielandet. Her levede for mange Tider siden, længe endnu, før man drømte om mit Forfatterskab og »drei Tage aus dem Leben eines Spielers«, en gammel sølvgraae Konge, der havde saadan en Tiltroe til Verden, at han ikke kunde tænke sig, at noget Menneske kunde sige en Løgn, ja en Løgn stod ham som saadant et Phantasiebillede, at han i Raadet lovede, at give sin Datter og det halve Rige til den, der kunde sige ham en Ting, han maatte indsee, dog var en Løgn. Alle hans Undersaatter lagde sig efter Løgn, men den gode Konge tog Alt for Sandhed. Da blev han tilsidst ganske melankolsk, græd og tørrede Øinene i sin kongelige Kaabe, idet han sukkede: »skal jeg dog aldrig kunne sige: Det er Løgn!« Saaledes glede Dagene hen; da kom der en Morgen en smuk, velvoxen Prinds, der elskede Prindsessen og var elsket igjen; i 9 Aar havde han lagt sig efter Løgn, og haabede nu at vinde hende og Riget. Han sagde til den gamle Konge, at han ønskede sig anbragt som Gartner-Svend, og Kongen sagde: »ja nok, min Søn!« og førte ham ned i Haugen. Her stod især Grønkaalen i en deilig Væxt, men den unge Prinds trak paa Næsen og sagde: »Was ist das?« »Det er Kaal, min Søn!« sagde Kongen. »Kaal? - I min Moders Kaalhave, er den saa stor, at der kan staae et Regiment Soldater under hvert Blad«. »Det er meget muligt«, sagde Kongen; »Naturens Almagt er stor, og der gives megen Forskjellighed i Væxten«. »Ja saa vil jeg ikke være Gartner«, svarede Prindsen; »lad mig hellere blive Din Ladefoged«. »See her er min Lade! har Du seet en større og skjønnere?« »Større? Jo, saa skulde Du see min Moders! Tænk Dig, da man byggede den og Tømmermanden sad øverst oppe og huggede med sin Øxe, fløi denne af Skaftet og før den rørte Jorden havde en Svale bygget Rede i Hullet, lagt Æg og klægget Ungerne ud. Ja, det troer Du vel er Løgn, min Konge?« »Nei saa mæn gjør jeg ei! den menneskelige Kunst gaaer vidt; hvorfor skulde Din Moder ikke kunde have saadan en Lade?« Saaledes gik det fort, men Prindsen fik hverken Riget eller den deilige Prindsesse; de tæredes derfor begge hen af Sorg og Længsel, thi Kongen havde svoret: »Ingen faaer min Datter, uden han kan sige mig en Løgn!« Aldrig kunde dog hans gode Hjerte troe en saadan; ja, da han tilsidst døde og kom ned i den store Marmorkiste, fik han dog ingen Ro og man siger, han vandrer endnu om paa Jorden, som en usalig Aand, fordi han aldrig fik sin Længsel stillet.« Saalangt var jeg kommen i Historien, altsaa til Enden, da bankede det paa min Dør; jeg raabte: »Herein!« - og - tænk min Overraskelse! der stod den gamle Konge for mig, med Krone paa Hovedet og Scepter i Haanden. »Jeg hørte Dig memorere mit Livs Historie«, sagde han, »og dette har kaldt mig til Dig. Veed Du maaskee en Løgn, der kan skaffe mig Ro i Graven?« Jeg søgte at fatte mig, sagde hvorledes jeg var kommen til at fortælle mig selv hans Levnet og Bedrifter, og nævnede nu: »Drei Tage aus dem Leben eines Spielers«. »Fortæl mig den!« sagde han »jeg holder meget af det Frygtelige; jeg er jo selv, som Aand, frygtelig paa mine gamle Dage!« Jeg begyndte at fortælle, gik Scene for Scene igjennem, og viste ham dette Malerie af Menneskelivet; da forklaredes hans Træk, han greb min Haand og sagde i Begeistring: »Det er en Løgn, min Søn! Saaledes gaaer det ikke til i Verden; men nu er jeg forløst! Takket være Du, der fortalte mig dette! takket være Luis Angely, der bragte det paa Scenen, men velsignet være Victor Ducange, der lavede den. Nu faaer jeg Ro i Graven!« - og derpaa forsvandt han. Det kunde blive et deiligt Stykke, tænkte jeg, om denne Historie blev dramatiseret. Hvilke Characterer! især den gamle Konge, der slet ingen har; hans barnlige Tiltro til Verden; den ulykkelige Prinds, der røg af Pinden, skjøndt han i 9 Aar havde lagt sig efter Løgnen; Prindsessen, der ingen Mand fik, ogsaa Aanden, den gamle Konge, der tilsidst bliver forløst ved et Tydsk Melodrama. Ja, jeg forudseer det, det bliver dramatisk, thi det er det! Da jeg næste Morgen vaagnede, stod hele dette Eventyr for mig som en Drøm, jeg begyndte nu min Udflugt i Staden, der seer meget stille og fredelig ud. Her begyndte alle Vinduerne at gaae ind ad og Blomster-Potterne ud ad. Tjenestepigerne flagrede i brogede Cattuns-Kaaber gjennem Gaderne, og Smaabørnene skrege »Her' Jøs'!« til hvert andet Ord, de sagde. Volden er planeret, og man spadserer her i lange Aleer, og finder smukke Blomsterpartier, som man nok tør see, men ikke røre. - Jeg besøgte Marr, en ypperlig Acteur ved Hof-Theatret her i Braunschweig, hvor han tillige er Regisseur, han boede udenfor »Fallersleberthor«, et historisk Sted fra det 15de Aarhundrede, eller rettere, til den Tid; thi da samledes her hvert syvende Aar, alle Omegnens Fyrster og mægtige Herrer, hvor de toge Deel med Folket i Dands og Lystighed. Man kastede da der Terninger om Alt, selv om at faae sig en Kone, men den som fik høiest Øine maatte ogsaa ægte hende. Rundt om i de brogede Telte sadde de fornemme Damer i al deres Puds og saae paa den lystige Menneskevrimmel udenfor. Nu var alt ganske forandret; en lang Allee, med Lyststeder paa begge Sider, laae for mig; nogle ærlige Braunschweiger-Borgere gik her roligt og nød Morgenstunden, uden at tænke paa, at maaskee deres Tip-Tip-Tipoldemoder her var sat paa Spil i sin blomstrende Alder, ligesom nu en Barnekappe eller et Syeskrin. Det var anden Pintsedag, Klokkerne ringede og alle Folk strømmede til Sanct Blasius's Domkirke; jeg fulgte Strømmen; Orgelet bruste igjennem de høie Hvælvinger, Menigheden sang, og de gamle braunschweig'ske Hertuger laae i Støv og Aske nede i deres Kobberog Marmorkister. Det er alt, hvad jeg der, efter mit korte Besøg, kan fortælle, men det er Sandhed. Efter Gudstjenesten var der en Brudevielse. Det var et smukt Par; men hvad der især greb mig var det underlige Udtryk af Glæde og Veemod, der laae i Brudens Blik; hun syntes at søge nogen, i det hun skred op til Altret. »Han er her vist i Kirken«, hvidskede to Qvinder, der stode ved Siden af mig. »Den stakkels Eduard! - ja han er her vist!« Der gik et Lys op for mig; men jeg var vis paa han var der ikke; havde det været en Johanne Schopenhauers Roman, saa havde han nok staaet, dødbleg bag en Pille og seet paa Brudevielsen, her var det derimod Virkelighed; han var der ikke, men hvor -? Moderen Hvad kommer Du fra Kirken her? Vil Du ei see paa Stadsen der? I Dag staaer liden Grethe Brud, Men Du er bleg! Du gode Gud! Du seer jo ganske saadan ud, Som da - o Gud, jeg græde maa! Som Lille, Du i Græsset laae, Et giftigt Dyr stak der Din Fod; Døds-Smerten i Dit Ansigt stod; Ak, dobbelt den jeg med dig leed. Din Fod jeg grov i Jorden ned, Og Jorden suged' Giften ud; - Saa har han gjort den gode Gud! Sønnen Ja, Moder, Jorden hjælper der! I Hjertet er nu Giften her, Jeg føler den - forbarm Dig Gud! Din Jord vil suge Giften ud. O, grav det syge Hjerte ned, Det hjælper jo, saa faaer jeg Fred! »Es ist eine alte Geschichte, doch bleibt sie immer neu«; siger Heine. Jeg gik ud af den gamle St. Blasius, saae paa de ridderlige Epitaphier i Muren og de gammeldags Bygninger, der laae rundt om i Gaderne. Det gamle Raadhuus var forvandlet til en Viinkjelder, men stod endnu i sin hele gothiske Ærværdighed med den store murede Altan, og mellem hver Pille en fyrstelig Herre med sin Gemalinde, udhugget i Legemsstørrelse i Stenen. Paa Slotspladsen laae Alt i Gruus, en Mængde Mennesker arbeidede paa, at rive de sidste Rester ned og at lægge Stenene i Hobe. En Sidebygning, der benyttedes som Vagtstue, stod endnu; Brætter vare slagne for de sønderbrudte Vinduer, og op af Væggen saae man paa Spoer af den sorte Røg. Inde imellem Gruset sadde nogle Barnepiger, og mens Børnene legede der, sang de Barcarolen af: den Stumme. De tænkte vidst mindst paa, hvilken poetisk Figur de gjorde med denne Sang paa dette Sted. De smaae Unger, som her legede, vil maaskee engang fortælle for deres Børn, som den første, fjerneste Erindring de have, om dette Slots Ødelæggelse; da staaer her et nyt og herligere, eller, hvad der er rimeligere, da er her Promenade, og en ny Børnevrimmel hopper om under den gamle, blaae Himmel. I en Udkant af Byen, ved een af Portene, ligger en smuk, stor Have, der tilhører en Kjøbmand Krause; den staaer aaben for enhver, og paa Husets Façade læser man »Salve Hospes!« Her var en Skov af Sydens Blomster og Frugttræer, der plantede i store Ballier, stode rundt om Huset. - Alt var Blomster og Duft. Fra en Plads i Haven, der gik ned til en Arm af Ocker-Floden, havde man et af de venligste Landskaber, man kan drømme sig. Det var en Blegdam, en stor Eng, der var guul af Blomster; noget borte laae Lyststeder mellem Bøge og høie Popler, og ude paa Horizonten reiste Harzen sig med Brocken, der som en graa Uveirssky hævede sig op imellem de andre solbelyste Skybjerge, - det var et fuldendt Malerie! I Bjergene selv har man kun Baggrund uden Forgrund, og i Sletterne det Omvendte, Forgrund nok, men ingen Baggrund; her vare begge Dele, som man kunde ønske sig det. - Jeg saae en ung Maler, der skizzerede sig Luft-Partiet. Folk spadserede forbi, uden at lægge Mærke til ham; det skulde have været hjemme hos os, saa nær Byen! - Jeg erindrer, at een af vore berømte Landskabsmalere har fortalt mig, at da han en Aften gik langs med Pebling-Søen for at studere Luften, og glædede sig ved dens deilige Afspeiling i Vandfladen, som han derfor saae ned i, samlede der sig en Vrimlen af Mennesker om ham, og alle spurgte de: »Er der Nogen druknet!« I Maaneskin spadserede jeg forbi Heinrich Løves gamle Slot, den store Kobber-Løve stod roligt paa sit Fod-Stykke, og saae ind paa Slottet paa den ny Menneske-Slægt, der i Soldater-Uniform kiggede ud af alle Vinduer; medens Folk kom fra Theatret, hvor der var spillet »Das Irrenhaus in Dijon« et fransk Melodrama, der skal slaae Sparto til »Drey Tage aus dem Leben eines Spielers«. Folk saae ogsaa lidt fordægtige ud, i det de kom der fra, og man sagde at der vare to Damer og en ung Officeer, der havde faaet Krampe. De skulde, ligesom jeg, have fortalt hinanden Børne-Eventyr eller sjunget Vuggeviser, saa var det nok gaaet over. - Den 25de Mai, tredie Dagen efter min Ankomst, forlod jeg Braunschweig med »Schnellposten« og kom her i Selskab med to unge Lieutenanter, der reiste Incognito, som Majorer, og strax gjorde mig til Professor, og da det ingen Rangskat kostede, fandt jeg mig deri, med kristelig Taalmodighed; desuden havde vi en Tjenestepige med, paa en 40 Aar, der skulde møde sit Herskab i Goslar, og en gammel, original Skolemester, hvem vi nærmere skulle lære at kjende. Pigen havde en Characteer, der stod mellem det Melankolske og Sanguiniske; hun kom hvert Øieblik i Taare over, at der just den Dag var det aarlige, store Skydelag i Braunschweig, som hun saa gjerne vilde have bivaanet, men nu var dette det tredie Aar, at hun paa denne Livsens Dag, skulde være paa Reise. Ved den første Station skildtes jeg ved mit Reise-Selskab paa Skolemesteren nær; vi kom nu ind i en mindre Vogn, hvor der kun var Plads for fire Personer; Hjerterne kom saaledes legemlig nærmere, og jeg havde nu kun een Figur til at beskjæftige mig med. Han var en Mand paa henved de 60, en lille, spinkel Skabning, levende Øine og en sort Fløiels Calot paa det smalle Hoved. Det var det udtrykte Billede af Jean Pauls Schulmeisterlein, Wuz fra Auenthal. Min Skolemester her var ellers fra en lille hannoversk Stad, og vilde besøge en gammel Ven i Goslar, og skulde, ligesom jeg, for første Gang bestige Bjerge. Han var een af de lykkelige Mennesker, hvis Nøisomhed allierer sig med Phantasien og slynger Blomster om enhver Stub, for hvem den snevre Stue udvider sig til et Feeslot, og som kan suge Honning af den mindste Blomst. Med næsten barnagtig Stolthed fortalte han om sin lille By, der for ham stod, som denne Verdens Centrum; den var ogsaa i den sidste Tid stegen i Culturen, havde et Privat-Theater. - »Ja«, sagde han, »det skulde De see! - Der ere nu ingen Mennesker, der skulde falde paa, at her før havde været en Stald! Baasene ere malede med Violiner og Fløiter af vor gamle Maler; og Musikken selv - ja, den er saamæn ganske god for saadan en lille By! to Violiner, en Klarinet og saa en stor Tromme; det gaaer meget net! Jeg veed ellers ikke hvordan det kan være, men Musik gaaer dog løierligt ind til Hjertet, og jeg kan ret tænke mig de smaae Guds Engle i Himmerige. Men vi give os nu heller ikke af med disse Hokuspokus og Trillarier, som de have i Braunschweig og Berlin, nei, vor gamle Graver, som staaer for Musikken, giver os en god ærlig Polsk og en Molinasky mellem Acterne, vore Fruentimmer nynne med og vi Gamle slaae Tacten paa Gulvet med vore Stokke; det er ret en Fornøielse!« »Og hvorledes gaaer det nu med Spillet?« spurgte jeg. »Herligt! og jeg skal sige Dem, for at nu de som spille, kan faae Mod til at træde frem for os alle sammen, saa blive de forud saa smaat vænnet til det ved Prøverne, og ved General-Prøven maa derfor ethvert Huus levere to Tjenestefolk, for at Bænkene kan være fulde, og de der spille kan faae Courage!« »Det maa jo ret være en Glæde - -!« »En Glæde«, afbrød han mig, »ja, vi fornøie os alle i vort Hjertes Eenfoldighed og misunde dem ikke i Berlin. Men vi have ogsaa deilige Tepper og Presentationer! paa det forreste have vi nu Byens Sprøite; og saa staaer Straalen, ligesom den er i Naturen, lige op af Soufleurens Hul. - Men altsammen malet, nydeligt malet! Vort Gade-Teppe er det pæneste, der har vi vor egen Byes Torv, og det er saa tydeligt, at Enhver kan see sit eget Huus, der maa saa spilles hvad Stykke det skal være! - Det værste vi har, er med den lille Jernlysekrone; Lysene ere saa slemme til at dryppe, saa om der ogsaa ere nok saa mange Mennesker samlede, bliver der dog altid et stort Hul under Lysekronen. En anden Feil, - for jeg er ikke den Mand der vil rose Alt - en anden Feil er det, at mange af vore Fruentimmer, naar de agere, og saa de staae paa Theatret og kunne kjende nogen nede paa Bænkene, saa fnise de strax og nikke ned. Men Herre Gud, det er jo kun ogsaa Fornøielse det Hele! -« »Men nu, naar der ingen Comedie er om Vinteren, maa det da være meget stille i Deres lille By? - de lange Aftener - -!« »O, de gaae meget deiligt; min Kone, begge Børnene og Pigen sætte sig da til at spinde, og naar saa alle fire Rokkene gaae, læser jeg høit for dem, saa lider Arbeidet bedre, og vi vide ikke, hvor Tiden bliver af. Juleaften muse vi om Pebernødder og spille om Æbleskiver, medens de fattige Børn synge udenfor Døren om Juleglæden og det lille Barn Jesus, og da kan ret Vandet komme mig i Øinene, skjøndt jeg er saa inderlig fornøiet«. Saaledes gled Talens Strøm hurtig frem, medens Vognen bevægede sig meget langsomt i den sandede Vei. Efterhaanden traadte Bjergene ud af deres Taageskikkelser, som stærke, stolte Masser begroede med mørke Graneskove, Kornmarkerne bugtede sig malerisk ind mellem dem, og Goslar, den gamle kaiserlige, frie Rigsstad laae for os. Alle Tagene vare belagte med Schiffersteen, hvorved Byen, der ligger indesluttet mellem Bjerge, faaer et underligt mørkt Udseende. Her havde engang Sædet været for de tydske Konger og Keisere, her vare Rigsforsamlinger holdte, og Riger og Landes Skjæbne afgjorte - nu, ja nu er den bekjendt af sit Bjergværk og af Heine's Reisebilleder; her spillede Digteren Blomstertyv og Hjertetyv, - en Historie, som de agtbare Borgere i Goslar, slet ikke vilde kjendes ved, og gjorde altid et meget suurt Ansigt, naar jeg sagde: Heine. Lad mig derfor være lidt forsigtigere. Her skildtes jeg fra min hannoverske Skolemester, i det Haab, at vi atter skulde samles paa Bloxbjerg. Han drog til høire, jeg til venstre, hvor jeg opslog min Bopæl i »Der Keiser von Rusland«. V Goslar. Bjergværket. Edderkoppen. Sagnet om den skjønne Mathilde. Ilse. Brocken. Selv om man af Naturen er intet mindre, end Helt, bliver man, som Reisebeskriver, dog altid Helten i sin egen Reise; men hvad er Helten uden Øl og Mad? Vil man reise og nyde Naturen og Verden, maa man ogsaa nyde lidt af det Solide, der her virkeligt udgjør en vigtigere Ingrediens af Velbehagelighed, end man troer, ja en Englænder har endogsaa meent, at det var Umagen værd at reise for at faae Appetit og derpaa tilfredsstille den. - Jeg følte noget Lignende, fulgte derpaa den indre Stemme, og da jeg havde stoppet Munden paa den med Mad, gik jeg ud for at see de goslarske Mærkværdigheder. Luften var mig saa underlig trykkende, jeg kunde ordentligt lugte Bjergværks-Duften, der har noget tilfælleds med den, man fortæller, Fanden parfümerer med, naar han gaaer vred fra et Sted. Men, siden jeg nævner Fanden maa jeg strax fortælle, før jeg glemmer det, at een af Goslars første Mærkværdigheder, er en Present af denne berømte Mand. Der staaer nemlig midt paa Torvet et stort Metalbækken, der gjennem Rør, bestandigt fyldes med Vand, og som Indbyggerne, naar der er Ild løs, bruge istedetfor Stormklokke, idet de slaae paa det, saa det kan høres over Byen. Dette Fad, siger Sagnet, har Fanden engang ved Nattetid bragt hid; jeg rørte ved det, og fandt, at det var meget forsvarligt Arbeide. Raadhuset laae tæt herved, mørkt og gammeldags, med alle sine mægtige Keisere opstillede udenpaa! de stode i første Etage med Krone paa Hovedet, Scepter i Haanden, og alle stærkt illuminerede som et Nürnbergerbillede. Jeg saae en gammel Bjergmand, der viiste sit lille Datter-Barn disse drabelige Helte, efter hvem hun nu tænker sig alle Jordens Konger og Keisere, som saadanne alvorlige Steenmænd med Sværd og Krone, og det lille Fornuftsvæsen indseer allerede, at det er intet Blomsterliv at være Konge, saaledes at staae med den tunge Krone Nat og Dag, uden paa Raadhuset og vaage over Lov og Ret. Jeg husker nok, hvorledes jeg ogsaa selv, som Lille, ikke havde bedre Idee, og hvorledes jeg især grundede over hvad Sprog en Konge og Dronning nu egentlig talte; thi de kunde jo neppe tale, som vi andre simple Mennesker; da jeg derfor engang digtede en Comedie, hvori der kom saadanne to, mægtige Væsner for, grundede jeg længe, til endelig et Lys gik op for mig. Jeg tog da nogle Ordbøger, skrev et Ord ud af en, og et af en anden, sammensatte nu et Slags Caudervelsk af Dansk, Tydsk, Fransk o.s.v., som jeg lod min Konge tale, thi jeg tænkte, saadan en Mand maa kunde mange Sprog, og altsaa vise sig med lidt af hvert! Gud veed hvad den lille Pige her tænkte om deres Sprog, hun glemte i det mindste ganske sit, ved at see saa mange Keisere paa engang. Da jeg gik igjennem Gaderne saae jeg paa flere Huse Madonna med barnet, men mange Steder vare de overkalkede som Muren. Der laae mig noget Veemodigt i, saaledes at see disse halv forfaldne Steenbilleder, der stode mig som Mumier fra en svunden Tidsalder; ogsaa de have engang levet og hersket, skjønt fremsprungne i denne døde Steen. Det var mig ogsaa, som de hvidskede: »Det er ikke nu som før, da Keiseren og Folket bøiede sig for os! men Goslar er heller ikke som før, Kronen er her falden af mit og Keiserens Hoved!« En større Varighed have dog disse døde Masser, tænkte jeg, da Byen laa bagved mig og jeg stod for første Gang ved et Bjerg. Det var Rammelsberg, bekjendt ved sit Bjergværk, i hvilket der skal være mere Bygningstømmer end i alle Husene i Goslar. Hele den Side, der vendte imod Veien, bestod meest af Schiffersteen, hvorved Bjerget fik mig Udseende af en uhyre Bygning, der var afbrændt og styrtet sammen. Luften selv havde noget svovlet, brændt ved sig, og Vandet, der gjennem Afløb kom ud af Bjerget, hvor det var benyttet, saae ganske ockerguult ud. Den norske Bonde kalder den tykke, blaahvide Taage, der tidt staaer indsluttet mellem Bjergsiderne: »Ulddotter«, og jeg veed intet Navn der er mere characteristisk; det saae virkeligt ud, som en uhyre Masse af den finest kartede Uld, var blæst ind i den dybe Huulvei og laae der, op over de mørke Graner. Hvor man stiger ned i Bjergværket gik en Deel unge Arbeidere og trillede de raae Ærtsmasser ud i en gravet Fordybning; vi fik en Fører, han tændte sin Lampe, aabnede nu en stor Dør og - jeg følte mig ganske underlig om Hjertet - vi traadte ind. Et lille Stykke endnu var Gangen Muurværk, men snart hvælvede sig kun de kantede Fjeldstykker rundt om; vi stege dybere og dybere ned. Bjergmænd med deres Lamper mødte os; »Glück auf!« var den gjensidige Hilsen, medens Alt rundtom var stille som i Graven. Gangene her syntes at være af Malm; Ertset skinnede snart grønt, snart kobberrødt frem i Stenen. En Kjøbmand fra Goslar var fulgt med mig, jeg holdt mig fast til ham, skjøndt der kun var et smalt Bræt at gaae paa. Vi maatte tidt bøie os ganske dybt for de nedhængende Fjeldblokke; den ene Gang krydsede den anden, og Føreren syntes ofte at blive reent borte for os. Med eet brusede det over vore Hoveder, det var, som hele Bjerget styrtede sammen. Jeg sagde ikke et Ord, men knugede mig fast til min Ledsager, der nu fortalte mig, at det var en Sluse oven over man aabnede, der satte et Hjul i Bevægelse, hvorved Ertsstykkerne bleve heisede op fra de nederste Gruber. En Afgrund aabnede sig ved Siden af os. Vi kunde ved Lampelyset ikke oversee det hele, store Hjul, som Vandet bruste ud over. Jeg veed ikke ret om dette eller de store Grotter, hvor Ertset blev arbeidet løs ved Ild, var mig det mest Maleriske. De røde Flammer sloge høit iveiret og belyste de sorte Bjergmænd rundt om; jeg lænede mig op til Klippevæggen og begyndte at vænne mig til den fremmede Verden, der just var skjøn ved sin hele Frygtelighed. Det er dog en underlig Modsætning der er imellem Sømandens afvexlende og Bjergmandens eensformige Liv. Med svulmende Seil flyver han over det herlige Hav fra Kyst til Kyst; lystigt vrimler det i den fremmede Havn af travle Mennesker. Snart blæser der en Storm, saa Masten styrter og Skibet kastes som et Legetøi omkring af de stærke Bølger, snart er det igjen blikstille, og han hviler sig høit oppe i Mastkurven og seer ud i det grændseløse Rum, mellem Hav og Himmel. For Bjergmanden derimod glider den ene Dag som den anden. Dybt nede i den sorte Grube sidder han ved sin Lampe og hamrer Ertset ud af Bjerget, stille og halvdunkelt, som her i hans Hjem, bliver det ogsaa i hans Indre; kun Søndagen bringer nogen Forandring, da tager han en bedre Dragt paa, gaaer i Kirke og seer Solen skinne mildt ind i den og i sit Hjerte. Maaskee kommer han ogsaa om Eftermiddagen ind til Goslar, hører der Aviserne, og tænker saa paa, hvor underlig Folk storme derude i Verden; vil maaskee ogsaa, dersom han endnu er ung, flyve derud og tumle sig imellem de andre, - men Mandag sidder han dog atter dybt nede i Gruben ved sin Lampe og bruger Hammeren - og saaledes gaaer det fort, til en fremmed Haand slaaer det sidste Hammerslag paa hans Liigkiste. Da vi atter stege ud af Bjerget, skinnede Solen smukt over de unge Graner, hvor Regndraaberne laae, som Perler paa de lysegrønne Skud. Det var mig som jeg næsten aldrig havde seet noget venligere, end disse solbelyste Bjergsider og den klare Himmel, saa stor var Overgangen fra den sorte Grube til den sommerklare Natur. En lille Sti førte os uden om Goslar. Der voxte høit Græs nede i Voldgraven og den tykke Stads Muur var næsten skjult bag Buske og Krat. Vi besteeg der »der Zwinger«, et stort rundt Taarn fra Keiserens Tid. Murene ere 22 Fod tykke. I den første Etage havde man i den senere Tid ladet dem sprænge, og saaledes faaet indrettet Beboelsesværelser i selve Muren. Øverst oppe var der en stor Sal, hvor Borgerne i Goslar pleiede at holde Bal og Lystighed. En stor Edderkop spandt sin Væv tæt ved Døren, og saae paa mig og en vindig Flue, der surrede mig om Næsen i det jeg kom ind. Ellers kan jeg ikke sige at denne sexbenede Væver var noget smukt Malerie paa Væggen, dog naar man tager ham poetisk kan han altid blive et Billede, der kan hænges op i mit Reise-Gallerie. Edderkoppen Kan Du mindes Dig, skjøn Flue!? - Her var Lys sat i Lampetter, Engelskdands og Menuetter Dandsed' blev i denne Stue. Smaae og Store, Tykke, Smalle, Svang sig her saa vel tilfredse, Ogsaa Du fløi om i Kredse, Og var smukkest af dem Alle. Under Bjelken sad jeg stille, Følte Hjertet i mig brænde. - Nu har Lystigheden Ende, Ingen Violiner spille. Dandsen er Din bedste Glæde! Jeg en Dandsesal har vævet, See, det er jo, som den svæved'! Vil du Gulvet kun betræde. Atter Lystighed og Gammen Klinge skal i denne Stue. Lette, ungdomsmuntre Flue, Kom, saa vil vi dandse sammen! Hovedkirken i Goslar er nedbrudt, kun et Capel staaer endnu, og i dette gjemmes Resterne af Kirkens fordums Herligheder. En gammel Kone førte os derind og gav Forklaring over disse Skatte. Tæt indenfor Døren var den hellige Christoffer afmalet i colosalsk Størrelse, hvor han stod i Vandet med Jesubarnet paa sine Skuldre. »Det var Folk den Gang!« sagde den gamle Kone, idet hun troede at »der grosser Christoph« virkelig havde været saa lang og bred, som han her saae ud. I en aaben Kiste laae en qvindelig Figur, formet i Sandsteen; det skulde være den skjønne Mathilde, en Datter af Keiser Heinrich den III.; hun var saa smuk, at hendes egen Fader forelskede sig i hende, hvorfor hun bad Gud, at han med eet vilde gjøre hende ret hæslig; da meldte Fanden sig, og lovede at han skulde forvandle Faderens Kjærlighed til Had, naar hun vilde tilhøre ham for stedse. Hun indgik Contracten, paa den Betingelse, at dersom han ikke fandt hende sovende de 3 første Gange han kom til hende, da skulde hun være ham quit. For at holde sig vaagen tog hun Silke og Naal, og broderede nu et kosteligt Klæde, medens hendes lille Hund Qvedl sad hos hende. Hver Gang hun faldt i Søvn, og Djævelen nærmede sig, gjøede strax det troe Dyr, og hun var atter vaagen og munter ved sit Arbeide. Da Djævelen saaledes saae sig narret og nu maatte opfylde sit Løfte, lod han sin hæslige Kloe gaae over hendes Ansigt, saa den smukt hvælvede Pande blev nedtrykt, og den kongelige Næse bred og flad, den lille Mund rev han ud til begge Ørene, og aandede paa de smukke Øine, saa de saae ud som Bly og Taage. Keiser Heinrich fik nu Afsky for hende, hun byggede sig et Abbedie, som hun efter den troe Qvedl kaldte Qvedlinburg, hvor hun selv var den første Abbedisse. Den gamle Kone, der viiste os Steenbilledet, vidste ellers ikke ret, om det forestillede hende i hendes Skjønhedsdage, eller i den følgende Tid, da Fanden havde havt Fingre paa hende; jeg var meest for det sidste. Keiser Heinrich III.s Kirkestol har ogsaa en Plads her, jeg satte mig i den og saae nu paa hans og de to andre Keiseres Billeder paa Ruderne i det store Kirkevindue. De saae mig ret saa levende ud, idet Lyset spillede igjennem den brogede Malning. I Muren var der en gammel Inscription, som ingen af os ret kunde udlægge. »Ja, var min Broder, Doctoren, her«, sagde min Ledsager; »han vilde forklare os Alt hvad der staaer! Han er en lærd mand, meget lærd, ja« - sagde han til mig, »han er ligesaa lærd som De!« »Den Stakkel!« tænkte jeg; men jeg sagde det ikke. Om Aftenen gik jeg omtrent den samme Tour igjen omkring Byen, men jeg var ene; det var Maaneskin, stille paa Gaderne, og Husene kastede stærke, sorte Skygger. Vandet pladskede eensformigt i det store Kobberbækken, og de gamle Keisere stode saa alvorlige med Haanden paa Sværdet og saae frem for sig. Det forekom mig da, som jeg stod i en af de fortryllede Byer, jeg som Lille havde hørt om i mangt et Eventyr; Bjergtaagen, der laae rundt om Byen, syntes mig den magiske Kreds, der var slaaet uden om, og at naar den blev sprængt, vilde Alt igjen vaagne op til sit forrige Liv. Da vilde der atter blive Lystighed og Støi paa Gaderne, de gamle Keisere vilde træde ned af Murene til det forsamlede Folk, som bøiede sig for Madonna, der sad i en Glorie af brændende Lamper. Sandsteensbilledet, der skulde forestille Prindsesse Mathilde, vilde reise sig af den skjøre Kiste, og faae Kjød og Blod, og den troe Qvedl vilde bjæffe lystigt igjen, saa ingen skulde falde i Søvn naar de onde Magter nærmede sig. Det var, som Vandets eensformige Pladsken mumlede det stærke Troldoms Ord, der kunde løse det Hele af sin magiske Forstening, og jeg forstod den mægtige Tone Hieroglyph: »naar Du har sovet, vil dette vaagne!« og det var Sandhed! thi da jeg næste Morgen traadte ud pa Gaden, skinnede Solen smukt paa Husene, der slet ikke saae spøgelseagtige ud, og i Vinduet, lige over for, tittede et smilende Pigeansigt frem, der bedre end tusinde trykte Proclamationer forkyndte, at ingen magisk Forstening laae over det gamle Goslar. Paa Opera-Theatret i Berlin gives der en Ballet: »die neue Amazone,« hvori der blandt andet forekommer en Flod-Seilads. Baaden ligger stille og gynger, men Bagtæppet glider bestandig over Scenen og viser saaledes hvordan Egnen forandrer sig, eftersom de seile. Naar man nogle Øieblikke har seet derpaa er det ganske skuffende, man troer selv at seile med. Dersom det samme Experiment her lod sig gjøre, skulde Du, min Læser, ogsaa faae at see, hvorledes den deilige Egn forandrede sig, alt som jeg flagrede videre. Goslar laae bag ved mellem Bjergene, Veien løb forbi en Mølle, hvor den lystige Svend sloges i Døren med Pigen, for at faae sig et Kys. - En steil Banke, hvor den gule Ocker-Jord skinnede frem, hævede sig tæt derved med Ruinen af et gammelt Vagttaarn. Nu blev Udsigten større, Ockerdalen med sine Smeltehytter laae her om os. Den sorte Røg hvirvlede i Veiret og stak underlig af til den blaahvide Taage om Bjergene. Inde i Hytterne brændte den stærke røde Ild, og det smeltede Metal løb som Lava, med grønne og hvide Flammer, i en Rende hen over Gulvet. Et Partie staaer mig saa levende i min Erindring, at jeg troer, jeg kan aande det ned her paa Papiret, naar kun saa de der betragte Billedet, selv ville illuminere det med Phantasiens brogede Farver. Det beegsorte Affald danner et lille Bjerg udenfor det rødtagede Huus; tæt ved bruser Ocker-Floden hen over de store Stene; en gammel Bjergmand triller sin Bør over den lange smalle Broe, og i Baggrunden, midt i den hvidgraae Damp, stige grønlige Røgstøtter i Veiret; de komme fra »Schweffelhaufen«, nogle opkastede Høie, hvori er gjort en stærk Ild, saa det gule Svovl syder ud af Jorden. En lille Sti førte os over Mark og Enge, ind i den grønne Løvskov, der snart igjen forsvandt for de gamle, mørke Graner. Rundt om trængte Kilder frem, saa Jorden paa flere Steder stod i et Morads og min Fører plumpede i til Knæene. Vi mødte nogle vandrende Studenter i hvide Reisekitler og med Blomster paa Huen; et andet Partie havde tre til fire store Hunde med og syntes ikke uliig Carl Moors Drabanter. Skoven gjenlød af Piben og Raaben; ellers saae og hørte jeg ingen andre Fugle i den store, stille Natur. Af Ruinen Harzburg var der for lidt at see, og af Buske rundt om, for meget, saa der næsten slet ingen Udsigt blev. Vi indhentede et vandrende Postbud, der skulde til Blanckenburg, han fortalte os, at her paa denne Vei havde, indtil de sidste 2 Aar, været saa mange »Spitzbuben« og at det endnu ikke altid var saa sikkert om Natten, og forunderlig var det, da han fortalte det, blev Skoven mig med eet langt tættere, langt dunklere, og altsaa ogsaa, langt mere høitidelig. Et Tordenveir trak op og den første Salve rullede mellem Bjergene i det jeg traadte ind i Flecken Ilsenburg. Det grevelige Slot ligger smukt, men seer noget forfaldet ud. Nelderne voxte høit op mod Muren, hvorfra de røde Steenbrokker laae nedstyrtede i Floden. Brocken var ganske indhyllet i den store Tordensky, der slyngede sine Lyn ned mellem Granerne; dog besluttede jeg efter nogle Timers Hvile, at bestige Bjerget. En nye Fører meldte sig, Tordenen var forbi og vi droge afsted igjennem den deilige Ilsedal. - »Deilige?« Hvor lidet ligger der dog ikke i de døde Ord? Dog Maleren selv kan jo ikke med sine levende Farver gjengive Naturen i sin hele Storhed, hvorledes skulde da Digteren formaae det ved Ord? Nei, kunde Toner blive legemlige, kunde man male med Toner, som med Blæk og Pen, da vilde man kunde fremstille det Aandige, det der griber Hjertet, naar det legemlige Øie seer en ny og underdeilig Natur. Med en stormende Fart løb Ilsefloden ved Siden af os; høie Bjerge bevoxne med Graner laae paa begge Sider. Den nøgne Klippe Ilsenstein, med et stort Jernkors paa sit høieste Punkt, reiste sig lodret i Vejret; det gjorde ondt i Nakken, at see op til denne Høide, og dog søger Øiet dybt nede efter den, naar man staaer paa Brocken. Den modsatte Side er en Klippevæg af et lignende Ydre, Alt antyder, at disse Fjelde, ved en stor Jord-Revolution, ere splittede fra hinanden, og herved have dannet et Leie for Ilsefloden. I dette mægtige Fjeld, siger Sagnet, lever den deilige Prindsesse Ilse, der ved Morgensolens første Straaler, stiger ud og bader sig i den klare Flod; lykkelig er den, der finder hende her, men kun faae have seet hende, thi hun frygter det menneskelige Blik, skjøndt hun er god og venlig. Da Syndfloden udslettede Menneskene af Jorden, stege ogsaa Nordsøens Vande høit, høit op i Tydskland, den skjønne Ilse flygtede da med sin Brudgom fra de nordlige Lande her hen imod Harzen, hvor Brocken syntes at tilbyde dem Tilflugt. Endelig stode de paa denne uhyre Klippe, der ragede frem over det svulmende Hav, de omliggende Lande vare skjulte under Bølgerne; Hytter, Mennesker og Dyr vare forsvundne. Ene stode de, Arm i Arm og saae ned paa Bølgerne, der brødes mod Klippen. Men Vandet steeg endnu høiere, forgjæves søgte de efter en ubedækket Fjeldryk, hvor de kunde stige op paa Brocken, der laae som en stor Ø i det stormende Hav. Da bævede Fjeldet under dem, en uhyre Spalte aabnede sig der, og truede at rive dem bort, endnu holdt de hinanden i Hænderne, Sidevæggene bøiede sig fremad og tilbage; de styrtede begge ned i den brusende Bølge. Efter hende fik Ilse-Floden sit Navn, og i den haarde Klippe boer hun endnu med sin Brudgom. Vi kom dybere ind i Skoven, Veien begyndte at slynge sig op ad Brocken, den nedgaaende Sol kunde ikke skinne ind mellem de tætte Graner, rundt om laae Kulsvierhytter, der hyllede Alt i en blaalig Røg, det Hele fik et stille, underligt, romantisk Præg; det var et Malerie der stemmede Sjælen til Veemod. Kulbrænderen Mellem Skovens Graner her Skinner Ildens røde Skjær; Kulsort Røg fra Hytten gaaer; Foran Ilden Svenden staaer, Og belyst af Træets Glød, Seer han ud, halv sort, halv rød; Han de store Masser vender, Dybere det brænder. Lænet til sin Løfte-Stang, Nynner han en gammel Sang: »Granen voxer Aar for Aar, Altid lige grøn den staaer, Som min Kjærlighed saa skjøn, Altid grøn, men dunkelgrøn!« Sangen ingen Trøst ham sender, - Dybere det brænder. Veien gik mere og mere opad; rundt om laae uhyre Fjeldblokke. Ilsefloden styrtede sig over de store Fjeldmasser og dannede Vandfald ved Vandfald, snart var Flodleiet presset ind imellem to snevre Klipper, hvor da den sorte Strøm kogte med sneehvidt Skum, snart brusede det bredt og herligt mellem omstyrtede Graner, og rev de store, grønne Grene med sig. Alt, som vi kom høiere blev Flodleiet mindre, Strømmen tabte sig i Kildevæld, og tilsidst saae man kun de store Vanddraaber, der piblede frem mellem Mosset. Her fik jeg Idee om en nordisk Kjæmpehøi, ret i det store! Brocken er en saadan. Steen ligger dynget paa Steen, og en underlig Taushed hviler over det Hele. Ingen Fugl qviddrer i de lave Graner; rundtom voxe hvide Grav-Blomster i det høie Mos, og Stene ligge i Masser paa Bjergtoppens Side. Vi vare nu heroppe, men Alt var Taage. Vi stode i en Sky. Fra Gjestgivergaarden her, brusede et Musikchor os imøde, der var en 40 Reisende, og et Partie af disse havde taget Instrumenter med og spillede lystigt af Fra-Diavolo, Den Stumme og andre bekjendte Sager. Halvfjerde tusinde, pariser Fod, over Havfladen, midt i en Sky, men bag en femfods tyk Muur, sad jeg her i det lille Værelse og opvarmede mig ved den hede Kakkelovn. Madrasserne i Sengen ere stoppede med Tang fra Danmark, jeg kunde altsaa hvile mig paa dansk Grund, høit oppe i den fremmede Skyhimmel. Køerne bleve drevne hjem, de havde Klokker paa, og det lød smukt; men udenfor var Alt endnu Taage; det begyndte at blæse, og Vinden jog Skyerne, som om det var en Faarehjord, hen over Bjergtoppen. Tre reisende Damer, der havde store Hatte paa Hovedet, løbe om derude og plukkede hvide Brocken-Blomster, Skyerne strøge dem om Benene, det saae ud, som Hexescenen i Macbeth. Det bankede paa min Dør, - og ind traadte den gode Skolemester, jeg havde reist sammen med fra Braunschweig, vi skulde altsaa dog træffe sammen paa Bloxbjerg. Med den gamle Ven, han besøgte i Goslar, var han alt en to Timer tidligere, end jeg, kommen her op, og havde alt gjort Bekjendtskab med flere af de Reisende, der alle, efter hans Sigende, vare meget nette og høflige Mennesker. Han var saare lykkelig og viiste mig hvormange Vers han alt havde skreven ud af Brockenbøgerne, og som han vilde bringe dem hjemme. Som bekjendt findes her, og paa hvert mærkeligt Sted i Tydskland, der besøges af Fremmede, en Bog, hvori de skrive deres Navn, ofte komme der ogsaa hele Vers, og det var et Udvalg af disse, han alt havde udskrevet sig. I Bogen fandt jeg to danske Venners og flere Bekjendteres Navne. Der var ogsaa Tegninger deri, Geniet havde viist sig paa mange Maader; og hvormange har ikke her drømt om Udødelighed, da de skreve deres Navn; nu, Herre Gud! blive alle disse udødelige, saa bliver jeg det med! Skolemesteren forestillede mig for sin Ven, men denne behagede mig slet ikke, han saae mig saa stille og intetsigende ud, i det han dog arbeidede paa, at lægge Characteer i sit Ansigt; det var et af de Mennesker der, havde han været Doctor, og med denne sin usædvanlige Mine, følt Patienterne paa Pulsen, sat sig ned og - tiet stille, saa havde man sagt: »han tænker!« skjøndt jeg vilde troe, han just gjorde en Pause deri. Vi bleve imidlertid kaldte udenfor, hvor det hele Selskab var forsamlet. Musikanterne havde taget Plads øverst oppe paa Taarnet, og alle de andre Reisende forsynet sig med Kosteskafter, Stænger og Ildskuffer; de inviterede os til en stor Hexedands i den dæmrende Aftenbelysning. Den ene tog den anden i Haanden, smaae og store, tykke og tynde, sloge Gjækken løs, og det lystige Intermezzo begyndte. Instrumenterne paa Taarnet Vi ere froe, I ere froe, Vi blæse og I brumme, Saa saae vi af Fra-Diavolo, Af Bruden og den Stumme. Chor Dolorem furca pellas ex; Det kan jeg som en Lexe! Jeg er en Hex, Du er en Hex, Vi ere alle Hexe! Fjeldblokken Dands kun! jeg ligger, som en Steen, Kan ei min Glæde stamme, - Men naar af jer er ikke een Er jeg endnu den samme. Alferne Vi sidde her bag Blomstens Blad - Hvor deres Dands os more! De bære sig saa klodsed' ad; O Gud, hvor de er' store! Elskeren Høit over Skyen staaer jeg her, Dog Hjertet maa bekjende: Jeg var dog Himlen mere nær, Den Gang jeg var hos hende! Chor Vi sætte Skjæbnen U for X Vi skal den nok correxe; Jeg er en Hex, Du er en Hex, Vi ere alle Hexe. Saaledes brusede de fort, først henimod Midnat blev alt roligt i Huset. Maanen begyndte at trænge gjennem Taagen, og kastede sin hvide Straale ind i det lange, snevre Kammer, jeg kunde ikke sove og gik derfor op paa Taarnet, for at nyde Udsigten. Hvem der engang i Drømme har svævet hen over Jorden og seet Landene, med Byer og Skove, dybt under sig, har en fjern Idee om denne ubegribelige Herlighed. Begsorte laae de granbegroede Bjerge dernede under mig, hvide Skyer, belyste af Maanen, foer som Aander, henad Bjergenes Side! der var ingen Grændse; Øiet tabte sig i en Uendelighed; Byer med deres Taarne, Kulbrænderhytterne med deres Røgstøtter ragede frem i det gjennemsigtige Taageslør, som Maanen belyste. Det var en Phantasiens Drømmeverden, der her laa levende for mig. Dybt nede i de sorte Skove havde i Næverettens Tid mangen Ridder med sine Svende ligget paa Luur efter Kjøbmanden, der bragte sine kostbare Vare fra Stad til Stad; hist, hvor nu intet Spor var paa den høie Klippe, havde Borgen reist sig, høi og stærk med Mure og Taarne, og gjenlydt af Lystighed i de lange Vinteraftener. Taagerne stege høiere og høiere mellem de sorte Bjerge; i underlige Skikkelser formede Skyerne sig derude. Der, tænkte jeg, der i den vide Omkreds voxer Trylleblomsten, Harzbeboernes »Wunderbluhme«, som mangt et barnligt Hjerte endnu, i from Eenfoldighed, søger. Kun Een havde funden den, men han kjendte den ikke selv, før den var tabt; jeg søgte den ikke her, jeg følte den voxe i mit Hjerte, Englene havde lagt Frøet der, da jeg endnu slumrede i Vuggen, den voxede, den udbredte sin magiske Duft, Phantasien, denne Livets herlige Blomst udfoldede sig mere i mit Hjerte, og jeg hørte og saae en ny og større Natur om mig. Høit paa Spidsen af Ilsenstein stod den deilige Prindsesse Ilse, bestraalet af det stærke Maanelys; de sjunkne Borge hævede sig igjen, og Lyset flammede gjennem de brogede Ruder; mellem de sorte Graner reiste sig Klostrenes røde Mure og gothiske Taarne; Sjælemesserne løde, og Jagthornet klang med syvfold Ekko mellem Bjergene. Fjernt, hvor Hackel begrændsede Horizonten, steeg det sjunkne Røverslot op af den dybe Mose; Bjergene aabnede sig for mit Blik, og jeg saae i den dybe Kløft Keiser Frederik bag det store Steenbord, hvori hans lange, røde Skjæg er voxet fast; over tusinde sorte Dverge arbeidede i de dybe Haller, og slæbte det glimrende Metal i store Bunker, medens for mit Øie, i det vide Fjerne, hvor Synskredsen tabte sig paa de preussiske og braunschweigske Sletter, krigerske Hære droge forbi, men de vare som Taagen og sank som den, kun eet lysende Punkt stod tilbage, men det var som en Stjerne, der straalede klart over den hele Slette, og lyste endnu, efterat den ogsaa sank bag Horizonten, og jeg glemte de andre herlige Tryllebilleder, ved Tanken om den store Keiser. Da susede det under Taarnet og jeg saae en Hær af forvoxne Spøgelser og menneskelige Skikkelser svinge sig i lystig Ringdands paa Bjerget, idet de strakte deres Kosteskafter og Træsabler ud over Bjergene, langt ud, for at kradse og vidske det klare Lys bort fra den sjunkne Stjerne, men de kunde ikke naae, og sprang i frugtesløs Harme op og ned, idet de grinede fælt til mig. Der var Folk, baade med Sværd og Landse, Pen og Blæk, og Ordenskjæder paa de smukke Kjoler; og de loe ad mig og sagde: »Du tør dog ikke sige hvem Du seer, Digterlil, tag Dig iagt! Brødet voxer ikke paa Træerne, hold Dig fast at Du ikke skal dumpe - hei!« og nu stak de igjen efter den høie Himmel, hvor Stjerneskjæret lyste klart og herligt, og som de dog aldrig kunde naae. VI Morgen. Digterens Magt. Baumannshulen. Antiqvaren. Blanckenburg. Klokken var omtrent halv 3, da Pigen kaldte paa mig, for at see Solen staae op, de fleste vare allerede udenfor, indsvøbt i Kapper og Kaaber. Med Tørklæder om Hovedet stod den underlige brogede Gruppe af Mennesker, fra høist forskjellige Steder, alle med een Tanke: »nu staaer Solen op«. Det var som vi stode paa en Ø, thi Skyerne laae nede under os, saa langt vi kunde see, som et uhyre, svulmende Hav, der med Eet var sat ud af al Bevægelse. Intet rødt Morgenskjær stod paa den blaa Himmel oven over; Solen hævede sig uden Straaler, som en stor blodig Kugle, først da den var over Horizonten strømmede det klare Lys ud over Skyhavet. Vor gamle Skolemester stod med foldede Hænder, sagde længe ikke et Ord, men smilede saa tilfreds; endelig udbrød han: »gid jeg havde Moder og Børnene her; - ja den gamle Ane (deres Tjenestepige) det vilde fornøie hende lige ind i Sjælen! Herre Gud, her var saamæn god Plads for dem alle sammen. Det tænker jeg ogsaa altid paa, naar jeg seer noget rigtigt smukt; her var dog nu god Plads for saa mange gode Venner, vare de her, saa kunde de ogsaa have godt af det«. Alt som Solen steeg høiere, begyndte de lette Skyer at dampe bort, Ætheren ligesom indsugede dem, medens Vinden drev de tungere ned imellem Bjergene, der som Øer nu reiste sig i det store Sky-Hav. Snart blev Alt klarere og klarere, vi saae Byer og Kirketaarne, Marker og Enge, som de nydeligste Miniaturbilleder, rundt omkring. En saa herlig Morgen havde det ikke før i Aar været paa Brocken. Vi saae tydelig Magdeburg med sine Taarne, Halberstad og Qvedlinburg. Taarnene paa den høie Domkirke i Erfurt, Bjergslottene: Die Gleichen og Wilhelms Höhe ved Cassel, foruden en Vrimmel af mindre Stæder og Flekker rundtom. Jeg klattrede op paa det saakaldte Hexealter og den ti Fod høie »Teufels Canzel«, drak af det iiskolde Vand, der strømmer fra Hexebrønden, fik mig en Brockenbouqvet, som Pigen satte mig paa min Mütze, sagde Farvel til de nye Bekjendtere deroppe, og især til den gode, gamle Skolemester, der havde syntes saa godt om det hele Selskab her, at han bad mig, og dem Allesammen, først at skrive i hans Stambog, at han kunde vise dem hjemme alle de fremmede, gode Mennesker, han her havde levet med, vi skrev næsten alle, mit var det eneste Danske, og saa skildtes vi ad. Jeg havde sluttet mig til en Familie fra Hamborg, og tjente nu de unge Damer som opvartende Kammerjunker, naar Stien, der førte ned, blev altfor romantisk, hvorfor man til Gjengjeld bød mig en af deres leiede Bjergheste. Føreren gik foran, Skridt for Skridt fulgte Karavanen efter, og det lille Æsel, der bar Reisetøiet, sluttede Truppen. Vi havde hver faaet os en grøn Green i Haanden, og med den dreve vi vor langsomme Pegasus, der imellem syntes at ville gjøre sig det altfor mageligt. Veien gik snart ind igjennem den tykke Skov, snart ved Fjeldskrænten, hvor vi da saae de mindre Bjerge dybt nede med deres sorte Graner; de toge sig ud som Bakker, hvorpaa man havde plantet Kartofler, der reiste deres lave, grønne Top iveiret. Det underlige lette Slør, der laae over det Hele under os, tog sig ud, som var det et stort grønt Glas, vi saae den hele Herlighed igjennem. Mellem enkelte snevre Fjeldvægge stod Taagen presset sammen i en Sky, man kunde ikke see Gjenstandene nedenunder den, og dog laae den saa luftig og let, at Øiet følte, den maatte være fiin som Luften selv. Fuglene begyndte at synge, Duggen laae i klare Draaber paa Blomsterne og Solen skinnede paa det store prægtige Landskab derude. Verden er dog smuk! Hvilken uendelig Herlighed, fra den mindste Blomst med sin Duft, til mit Hjerte med dets flammende Tanker og atter fra dette til den store Jordklode, med de herlige Bjerge og de svulmende Have! Hvad bryder Hjertet sig om hvad Blomsten drømmer, idet den dufter saa veemodigt stærkt i Morgenduggen, der er noget langt Større, noget langt Vigtigere, der sætter dette i Bevægelse; hvad bryder Verden sig igjen om det enkelte Hjertes Længsel og Blomsterduft; mægtigere Lidenskaber, et heelt Folks Kamp og Undergang, Revolutioner i Naturen og Menneskelivet, ere dennes Drøm og Tanke. Morgenen var saa smuk, derfor sang ogsaa Fuglene, derfor duftede Blomsterne, og mit Hjerte selv opløste sig i Duft og Sang, og Verden, den store herlige Verden - følte og hørte lige meget til dem alle tre. Men den eier ogsaa bedre Blomster end de, der her voxe; den eier Oplysningens Blomst, hvis Duft gjennemtrænger Alt, forædler og styrker det; den kjender en mægtigere Sang, end Fuglens her paa Grenen, Frihedens store Morgensang; og Hjertet - det drømmende Digterhjerte, med sin Længsel og Smerte, hvad er dette imod et heelt Folks, et begeistret Heltehjertes sidste, stærke Slag for Liv og Fædreland; det arme Polen! Nær havde jeg digtet en Sang til Folket: »uden Fædreland«, endnu føler jeg Trang dertil, men - hvad kan den hjælpe dem! - jeg faaer desuden tidt et underligt Anfald af gediegen Fornuft, saaledes nu i dette Øieblik, og det er rent en Lykke for et ungt, brusende Gemyt, der saa let lader sig henrive af det glimrende Store, uden at tænke paa Politik, Forhold og Enden paa det Hele. Ved Elbingerode, en lille Bjergstad, sagde jeg Levvel til mit Reiseselskab. Tæt ved Broen, der førte over Floden, stod en Liremand og spillede »Adieu Français!« - Et Slags Skjermbræt var opreist ved Siden af ham og bemalet med Karikaturer, Pjerot, Harleqvin, Liniedandsere og Kunstberidere. En Flok Bønderbørn med bare Fødder stode og stirrede derpaa, medens Solen skinnede paa dem og de store Bjerge langt borte; det var virkelig en Situation, hvorover man kunde skrive en lang poetisk Afhandling, og sætte oven over: »Natur og Kunst«. Snart reiste de nøgne Klippevægge sig paa begge Sider, en lille Sti løb langs med den smalle Flod, jeg var i Rübeland, et Navn man udleder af »Räuberland«, fordi her paa en af Klipperne, i gamle Dage laae et Røverslot, men som nu er forsvundet, paa Voldgravene nær. Den hele Natur rundtom havde noget Imponerende, den syntes mig endogsaa at see saa storagtig ned paa mig, at jeg tilsidst tog Papiir og Blyant frem, for at vise den, jeg dog var dens Overmand. Du stolte Fjeld, hvor barsk Du truer der, Jeg sætter Dig dog ind i Verset her! Du lille Flod, som bruser vildt afsted, Hvor stærk Du løber, tager jeg Dig med! Selv Fuglen her imellem Engens Blommer, Der flagrer bort, saasnart han seer jeg kommer; - Hvad, tænker han, at undgaae mig ved Sligt? Jeg vil - og han maa qviddre i mit Digt. Alt lyder mig, hvorpaa jeg Blikket fæster; En Digter er en farlig Hexemester! Hist staaer en Pige! - nøgne, hvide Been, En deilig Væxt, slank som en Vidiegreen, Hun vadsker Liin - men vender Ryggen til. Nu, mon hun ei sit Ansigt vise vil? Ha, hvad er det! - har Tryllestaven svigtet, Hun trodser! vel! - hun skal dog ind i Digtet, Som der hun staaer, jeg hende tage vil, Nu skal hun staae og vende Ryggen til. Her er det Hele, Lyset smukt med Skyggen, Og Pigen, som nu altid sees pa Ryggen! Paa hiin Side Landsbyen Rübeland førte en lille Bjergstie op til den Fordybning i Fjeldet, hvor man træder ind i Baumannshulen; her fandt jeg to andre Reisende; hver af os fik en tændt Lampe; Føreren gik foran og vi stege ind i denne forstenede Phantasieverden. Indgangen var gjennem et lavt Hul, der saae ud som Ræven havde gravet det; vi kunde ikke gaae opreiste. Det var, som vi kom ind i Ruinerne af en gammel Borgkjelder, hvor Murene vare halv nedstyrtede. Vanddraaberne faldt med eensformig Pladsken, ellers var Alt dødsstille. Vi klattrede, hver for sig, med Lampen i Haanden, ned af de vaade Stiger; rundt omkring, under og over os, var det et kulsort Mørke, Lampelyset viiste os kun den smalle Stige, der ikke syntes at faae Ende; det underlige Uvisse, hvor dybt der var under os, gjorde det langt rædsommere end det virkeligt var. Naar man kun holdt sig fast, naar man kun passede, at træde til den rette Side, nu med venstre Been, nu med det høire, og naar kun saa Stigen ikke gik i Stykker, var der slet ingen Fare, ellers kunde vi let brække Halsen, var den bestandige Forsikkring, Føreren gav os. Hvor Mennesket i Grunden er eenssidigt, i Ordets hele Betydning! Vi see dagligt den største Afgrund over os, og en milevid rundtom os, men ingen af disse sætte os i Ængstelse, derimod den langtmindre, naar den gaaer nedad, faaer os til at svimle; nedad, det er en Side, vi have al Respect for; og dog maae vi alle nedad, der finde vi først Ro og Hvile. Fra Hule til Hule stege vi dybere ned; snart var der saa snevert og lavt, at vi maatte gaae enkeltviis med bøiet Ryg under de nedhængende Kalksteensmasser, snart saa høit og stort, at vi ved vore Lamper ikke kunde see Sidevæggene. Man viiste os sex forskjellige Afdelinger, men foruden disse, vare der uendelig mange, mindre Huler, som ikke alle ere undersøgte, muligt staae de i Forbindelse med Bielshulen, ja strække sig endogsaa dybt ind under Harzen. Rundtom gabede disse dybe, mørke Afgrunde os imøde; rundt om hang de forunderligste Stalaktitter, der dog ikke alle, saa ganske svarede til de Gjenstande Føreren forklarede de skulde ligne. Jeg troer, at jeg ogsaa har Phantasie, men jeg kunde dog ikke blive enig med ham! der vare ellers tusinde Ting, han ikke frempegede, der laae langt mere Betydning i. Et Orgel, en Thronhimmel, og en Fane, som Drypstene saaledes havde dannet, vare de tre meest lignende Figurer; men herved vil jeg ikke sætte ud paa denne mægtige Natur-Phantasie. Alt det som man her især beundrer er jo kun Efterligningen af hvad der mere fuldkomment viser sig i Naturen, de originale Stalaktitter, hvortil man ikke finder noget lignende, skulde jeg dog ogsaa troe ere interessante; de forekom mig, som betydningsfulde Hieroglypher, der gjemte Nøglen til de største Natur-Hemmeligheder. Et Kildevæld sprudlede ved vore Fødder, vi drak af det rene, klare Vand; den ene af de Reisende fandt her, en Dyreknokkel, som han med megen Opmærksomhed betragtede, og forsikkrede nu, at det vist kunde være en Alderdoms Levning; jeg havde intet derimod, thi det saae livagtig ud, som et Kobeen, og Køerne ere en gammel Slægt. Hulen har ellers sit Navn efter dens Opdager. En Bjergmand ved Navn: Baumann var det, som 1670 først besøgte den, for at søge om Erts; han fandt intet, og vilde nu vende tilbage, men kunde ikke finde Udgangen. To Dage og Nætter krøb han omkring, før han fandt den, men var da saa afkræftet paa Sjæl og Legeme, saa greben af Angest og Hunger, at han døde kort efter, men fik dog først gjort opmærksom paa Hulens indre, forunderlige Struktur. Den ulykkelige Baumanns Skjæbne og Følelser her, gjennembævede mig saa levende, ved denne Labyrinth af Huler og Svælg, at mit Hjerte bankede langt stærkere, jeg følte hvad han havde maattet føle her, ene overgivet til Skræk og Hungers Død; først da jeg saae det klare Dagslys, Guds blaa Himmel, følte jeg mig atter vel og mellem de Levende. Det var som jeg vaagnede op af en hæslig Drøm, og som nu alle de underlige, uformede Skrækkebilleder laae forstenet bag ved mig; Solen skinnede mig atter ind i Øie og Hjerte. Antiqvaren, hvis Bekjendtskab jeg havde gjort her i Hulen, vilde til Qvedlinburg samme Aften, og lagde sin Vei over Blankenburg, vi bleve saaledes Reisekammerater. Han kjendte en Sti over Markerne, der vilde spare os en Halvmiils Omvei, vi klattrede derfor op ad Klinten, der her ikke var høiere, end den ragede lidt over en Mølle, der laae underneden, hvor Vandet brusede over det store Hjul. Det var et meget godmodigt Menneske, hvis Livs Lyksalighed hang ved en gammel Mynt; hvert Øieblik tog han sit Kobeen frem, og forsikkrede, at det maatte være af en af Hunnerne; intet Landskab, tilstod han mig, havde det Smilende, det aandige Smukke, som en saadan Antiqvitet; han spurgte mig, om vi ogsaa samlede paa Alderdoms Levninger i Danmark; jeg maatte fortælle ham hvad jeg vidste, og da jeg begyndte, at omtale vore Kjæmpehøie og Offerstene, hvoraf man slet ingen seer her i Tydskland, fik han ordentlig Respect for vort Hjem, og priiste mig lykkelig, der levede paa dette Saga-Land. Han vilde endelig have mig med til Qvedlinburg, for at see Slottet, de gamle Kirker og alle de mange Mærkværdigheder der. Tænk, der var endnu en af de 6 Krukker, i hvilke Christus ved Brylluppet i Cana, havde forvandlet Vand til Viin, et Stykke af den af Johannes's Fingere, som han havde peget paa Christus med, en Flaske af Mutter Marias egen Melk, Jord fra Golgatha, Træ af Christi Kors o.s.v., og hvad der især var mærkeligt, den Kam, som Heinrich Fuglefænger havde brugt til at kjæmme sit Skjæg med. Dog alle disse Herligheder fristede mig ikke, min Længsel stod til den store Natur. Ved den første Kro inviterede jeg min Vandringsmand at drikke et Glas Viin med mig; her traf vi en ung Rytter, en meget veltalende Herre fra Omegnen, det var en smuk Mand og han havde en smuk Hest at ride paa, men jeg mærkede snart, at det ikke gik an, at nævne Rytter og Hest paa eengang, naar jeg ikke vilde sige en Pleonasme; vi fulgtes alle 3 et Stykke gjennem Skoven, men da der ikke blev sagt noget Interessant fra nogen af Siderne, kan jeg heller ikke fortælle noget, i hvor gjerne jeg ellers vilde, og saaledes kom jeg da til Blankenburg. Ved Porten spurgte jeg om Navnene paa de bedste Gjæstgiversteder; man nævnede iblandt andre, »Der weisse Adler«, og jeg valgte den, thi Ørnen var jo Jupiters og Napoleons Fugl; - et indbydende Skildt! men som Gjæstgiveren neppe havde tænkt paa, da han lod det male over sin Dør. Jeg fik et Værelse med en malerisk Udsigt. Ligeoverfor havde jeg til Gjenboer, to Studenter med røde Græker»Mützen«, og skotske »Schlafröcke«. Store Folianter laae paa Bordet, og Personerne selv ud af Vinduet med deres lange Piber, medens det gamle Slot Blankenburg, der er bygget paa et Bjerg, hævede sig høit over Husets Tag, der laae som Forgrund for den smukke Theaterdecoration. Med nogle studiosi theologiae fra Osterode, hvis Bekjendtskab jeg havde gjort paa Brocken, og som nu ogsaa boede i »der weisse Adler« gik jeg til Slottet, der udgjør Byens tredie Deel; thi Byen deles i Slottet, Byen selv og Haverne udenfor Staden. Slottet skal have 215 Værelser, og alle decorerede og møblerede i den ældste Stiil; en stor Bibliotheks-Sal, uden Bøger, og nogle Malerier, hvoriblandt et Portrait af »den hvide Dame«. Vi kom til Porten, men her var opslagen en Placat, at da Bygningen var under Reparation (eftersom det skal være Residens for den nuværende Hertug af Braunschweig) maatte ingen engang komme ind i Slotsgaarden; vi gjorde endnu nogle Forsøg, om at faae det Indre at see, men forgjæves, vi maatte da lade os nøie med den smukke Udsigt fra Terrassen, hvor byen Blankenburg med sine røde Tage, laae nede mellem Skoven og de grønne Haver, som Kirsebær paa et Kaalblad. VII Ruinen Regenstein. Skræderkonen. Rosstrappe. Vandring til Alexisbad. Klokken fire om Morgenen vare vi paa Benene igjen, vore Brockenbouquetter sadde endnu ganske friske paa vore »Mützer«, en qvindelig Fører ventede udenfor, og saaledes droge nu, vi 6 studiosi ud af Byen til Ruinerne af det gamle Bjergslot Regenstein, der ligger tæt udenfor Blankenburg. Marken stod i een Dug, det var det stærke Sollys, der fik Øinene til at løbe i Vand paa Græs og Blomster; vi gik gjennem en Allee af Kirsebærtræer, hoppede over den vaade Mark, i det vi lystigt, hver sang sin Vise. Fuglene toge Exempel af os, saa den hele Egn gjenlød af Studenter og Fugletrimulanter. Vi stege nu op ad Klippen, hvis øverste Top udgjør Ruinen af Slottet Regenstein; Muurværket er forsvundet, men Alt hvad der er hugget ind i Klippen selv, staaer som en mægtig Kjæmpe-Mumie og fortæller om gamle Tider, skjøndt det ikke kan sige et Ord. - Det var mig saa imponerende, saa stort, at jeg ikke selv ret vidste af det, før Blyanten bevægede sig i min Haand, og ridsede det kolossale Billede af i Dagbogen, jeg blev Tegner uden nogensinde at have faaet en Times Underviisning. Dybtnede laae Markerne, som Beed i en Kjøkkenhave, Bonden bag sin Plov var et Sneglehuus, der krøb hen ad Jorden. Kirken, der er hulet i Klippen, hvælver sig endnu fast i Aarhundreder, men den er kun en stor Hule, uden Form; Værelserne, hvor der havde været Sovesteder, er kun Fordybninger i Fjeldet, hvor den store Steenmasse hænger ud over Hovedet, vi kastede Stene ned i de dybe Brønde, og vare næsten tilsinds at gaae derfra, før vi hørte Faldet. »Dersom Stenene her kunde tale«, sagde jeg, »hvad vilde de ikke kunne fortælle os, at være skeet her, i den lange Tid fra Heinrich Fuglefænger anlagte Borgen, til jeg kom fra Dannemark og saae dens Ruiner; da kunne vi vist give Bidrag til Wallensteins Historie og til Trediveaarskrigen; da skulde vi vist høre artige Historier fra Syvaarskrigen, og jeg kunne vist ogsaa faae Idee til et eller andet ridderligt Digt.« - Som jeg sagde det, nikkede Blomsterne rundt om med deres store Hoveder, og saae ret saa dumme og stolte ud derved, ligesom de vilde sige: »ja Du har Ret! ville vi tale, da skulle vi fortælle!« og saa vidste de dog ingen Ting, de vare alle Aars-Unger, alle skudt i Veiret, med deres Blomsterstængel, i dette Foraar. Vi toge Plads høit oppe paa den øverste Spids af Fjeldet, der danner Kirkens Loft, og saae nu fornøiede ud i den vide Verden. Nede under os havde for Aarhundreder siden Messesangen tonet og Lamperne brændt om Madonnas hellige Billede; nu sadde vi, som profane Fugle, men dog uden at tænke noget Ondt derved, og sang Opera-Viser og sagde Vittigheder, saa godt enhver kunde. Jeg maatte fortælle om Dannemark og om Havet - Havet, som det herlige Bjergland her ikke kjender; men hvorledes beskriver man Havet for Een, som aldrig har seet det? Jeg vidste intet bedre at ligne det med, end den store blaa Himmel, naar man kunde spænde den ud over den flade Mark til Horizontens Grændse, da vilde det være et Hav. Det lod, som de opfattede dette Billede. Med Øie og Tanke ligesom inddrak jeg den vide Udsigt, her fra det gamle Bjergslots Ruiner. Jeg saae ned i Dybet og lukkede saa Øinene, naar jeg havde seet, for ligesom at prøve, om jeg havde opfattet den hele Dybde, men naar jeg atter aabnede Øiet og saae ned, var det dog langt dybere, end jeg forestillede mig, Udstrækningen til alle Sider rundt om var langt større end Erindringen kunde omfatte. Jeg gjennemgik det hele Billede Tanken eiede, og sammenlignede det saa med Virkeligheden. Kjøbsteder og Flækker reiste sig da rundt om paa den store Udstrækning, Bjergene med deres Skove, Blankenburg med sit Slot, og selv de smaae Menneske- og Dyr-Figurer dybt nede, traadte da stærkere frem. - Regenstein selv med sine snevre Værelser, sammenstyrtede Brønde og Trapper, der kun førte fra den frie Luft op i det samme Element, fik, som et Billed for sig selv, sin egen Plads i min Erindrings Pantheon. Enhver Ruin staaer dog som et legemligt Kjæmpe-Epos, der fløtter os tilbage i Tiden til andre Mennesker og andre Skikke; jo høiere Græsset voxer i Riddersalen, jo langsommere Floden glider over de omstyrtede Piller, desstørre Poesie finder Hjertet i dette Steen-Epos, engang vil Ruinen ganske forsvinde, selv de sidste Spor af Regensteins udhuggede Fjeldstykker ville smuldre og nedstyrte, men da vil Sagnet om Stedet leve længe endnu, ligesom endnu Erindringen om mangt et Værk af de Gamle, der aldeles er forsvundet. Endnu i denne Formiddag vilde vi til »Rosstrappe«, en af Harzens mest romantiske Egne. Vi sagde Farvel til det gamle Bjergslot, en lille Sti, der snoede sig imellem den med Krat og bevoxne Fjeldkløft, bragt os tilbage til Blankenburg, hvorfra vi endnu et Stykke fulgte den brede Landevei, der var beplantet med gule, udsprungne Roser. Vor qvindelige Fører, som vi deelte vor Frokost med, blev snaksom og fortalte os nu i den frie Natur sin huuslige Lykke og Lidelse. Manden dyrkede Skræderkunsten, men var født for noget høiere end Bordet, hvorpaa han sad; for to Aar siden var der en Henrettelse her i Egnen, den havde vakt hans slumrende Evner, han var bleven Poet, havde skrevet Morderens hele Liv og Endeligt i en sørgelig Vise, der var stilet saaledes, som det var Forbryderen selv, der sang den paa sin sidste Udflugt, og gik paa Melodien: »Vi binde dig en Jomfrukrands.« »Den fortjente han dog 4 Daler ved!« sagde Konen, »og ifjor 2, ved een over en Jordemoder, der druknede i et Gadekjær. Versekunsten giver mere af sig, end Naalen, men den har gjort, at han er bleven saa urimelig og holder saa meget af Taaren; nu er der ikke mere at skrive om, og Naalen gidder han ikke brugt, saa det seer galt ud, naar jeg ikke fortjente med at føre de Reisende om. - Der« afbrød hun sig selv og pegede til venstre ind over Markerne »der ligger: Djævelsmuren, som Fanden har bygget dengang han og vor Herre strede om Herredømmet paa Jorden. -« Ja, ved Siden af os reiste sig denne underlig formede Bjergryg, der seer ud som Ruiner af en uhyre Skandse, og strækker sig saa langt bort, Øiet kan følge den. Sagnet siger, at Satan ikke skal have været tilfreds med at have faaet Herredømmet over den halve Jord, og da at have fornyet Striden, hvorfor han reent maatte miste det, og hans stolte Skandse blev nedstyrtet; Andre fortælle, at den er opreist af de onde Aander, som en Muur mod Christi Lære, at denne ikke skulde udbrede sig længer; men Stenene maatte briste for det levende Ord. Da jeg ellers udspurgte Skræderkonen om det ikke var mueligt, at lære den ædle Versekunst, betroede hun mig, at hendes Mand havde en gammel tydsk Psalmebog, og den tog han mange Steder af, og alle de bedste Riim, derfor havde ogsaa alle hans Viser noget Aandeligt ved sig, der gjorde dem saa rørende. Vi forlode nu Landeveien, kom over Mark og Enge ind i de grønne Løvskove; aldrig har jeg hørt saa mange Nattergale, som her. - Solen stod høit paa Himlen, men de syntes ikke at mærke det inde i de tætte Buske. - Gud veed, hvor Folk kan falde paa at sige om denne Sang, at det er Længsel og Klage; nei, det er intet mindre; Nattergalen har just italienske Manerer; det meste er Triller og Løb med Stemmen; den klager slet ikke, den synger af fuld Hals sine stolte BravourArier. Saa ligger der noget langt mere Dybt og Høitideligt i Droslens Sang; den fløiter os en nordisk Kjæmpevise, simpel, men rørende, naar den i Morgenstunden sidder paa den mosgroede Bautasteen hjemme i Dannemark. Snart aabnede sig en videre Udsigt, den deilige Thale-Dal laae for os med sin vide Udstrækning; nu skulde vi til at bestige Bjergene, vi hvilede os først for at samle Kræfter. Det gik »Berg auf«; vi bleve ganske afkræftede, medens to hvide Sommerfugle, i store flagrende Rund-Dandse, fulgte med os heelt der op, og syntes at spotte os svage Menneskebørn. Øverst oppe forlode vi vor qvindelige Fører og fik en mandlig istedet, der levede heroppe; han tog sin Pistol, og efter at vi havde smagt hans »Birchenwasser«, der bruser som Champagne, fulgte vi ham til den saakaldte Rosstrappe, det vildeste, det meest romantiske Punkt i hele Harzen. Lodret gaae de høie Klippestykker ned i den dybe Afgrund. Man seer ind i en stor herlig Bjergnatur, hvor Fjeld reiser sig ved Fjeld med dunkle Granskove, og i Dybet, hvor man svimler ved at stirre ned, bruser Bodefloden; vi saae en Skare Reisende dernede, men de saae ud, som Blomster i et Bed. Broen over Floden var et Legetøi, som dannet af en enkelt Vidiegreen; man afskjød en Pistol, og den lød ved sit Echo imellem Bjergene, som den stærkeste Torden. Man viiste os i Klippevæggen en Fordybning, der havde Udseende af en colosalsk Hesteskoe og efter hvilken Stedet her har sit Navn. Den lille Dreng, der fulgte med Føreren herhen, drak med sin hule Haand af Regnvandet, der havde samlet sig her, i det Phantasien viiste ham, maaskee klarere end os, Sagnet om den flygtende Prindsesse, den deilige Emma fra Riesengebirge. Engang, som Ældre, vil han følge Faderen i Embedet, som Fører, og saa roligt fortælle, hvorledes der her, for mange tusinde Aar siden, levede Kjæmper og Troldmænd, der reve de hundredaarige Ege op ad Bjergene og brugte dem til Kjøller, hvormed de myrdede Børn og Qvinder; han vil fortælle om den store Bodo, der elskede den deilige Emma, forfulgte hende her til, hvor hun lod sin Hest springe over; men da vil han ikke, som nu, selv see det store, herlige Billede, med Barne-Phantasiens Farver. Nu seer han hende med den store, tunge Guldkrone og det flagrende Gevandt, flyve paa sin Hest fra Bjerg til Bjerg, fra Klippe til Klippe, gjennem Dale og Skove, saa at de høie Ege og Bøge styrte for Hestens Hov, og den vilde Bodo, bag efter, saa Ildfunkerne flyve fra Fjeldets Stene og lyse rundt om i Dalene. Nu er hun her ved Afgrunden, hun seer Dybet foran sig, hvor Floden bruser skummende frem over Fjeldstykkerne, og dog synes den modsatte Fjeldspids mere fjern fra hende end dette uhyre Dyb; bag ved hører hun Bodos Hest og i Fortvivlelsens Angest anraaber hun den Evige over sig, trykker de skarpe Sporer ind i Siden paa Hesten, der sætter sin Fod fast ind i Fjeldet, saa det staaer i Aartusinder, og med et Spring flyver over den dybe Afgrund - og hun er frelst, kun den gyldne Krone ruller af hendes Hoved i Dybet, i Strømmens Hvirvler, hvor den vilde Bodo følger efter og ligger knust paa de haarde Klippestykker. Alle disse Phantasiens Drømme ville dufte bort, den Lille vil ogsaa engang, som Faderen, rolig staae og fyre sin Pistol af, og maaskee i det høieste beregne, hvor stor Indtægten kan blive i Dag af det reisende Selskab. Men Drømme ere jo Blomster! der ere jo onde og gode! Blomster maae dufte bort, men der kommer nye op af den gamle Stamme! For den nye Børnevrimmel vil ogsaa Prindsessen med den gyldne Krone og den flyvende Hest jage forbi, de ville ogsaa, som nu denne Lille stirre i Bodefloden, og troe at see det røde Guld skinne frem gjennem Vandet, der engang var saa stort og dybt, at en Dykker steeg ned for det forsamlede Folk, og fandt ogsaa den gyldne Krone, som han hævede saa høit, at de saae Spidserne over Fladen, den var tung og stor; to Gange faldt den af hans Hænder, Folket raabte til ham, at han endnu engang skulde stige ned i Dybet, han gjorde det - en Straale af Blod skjød op gjennem Vandet, man saae aldrig ham eller den gyldne Krone. Her forlod jeg de lystige Candidater og drog videre frem i den store, smukke Verden. Tæt under Fjeldet laa Blechhytterne, hvor jeg skulde forbi, jeg behøvede altsaa ingen Fører; man svingede med Hatten til Afsked for mig, og lod Lommetørklæderne flagre, da de saae mig halvnede; det var ganske underligt at modtage deres Levvel, vistnok det sidste i dette Liv; thi hvorledes skulde alle vi, atter samles i denne Verden. Der ligger noget saare interressant i dette: at mødes, kjendes og derpaa skilles for stedse. Snart var jeg under Rosstrappe, Bodefloden brusede foran mig, over de store Stene, og paa den anden Side løb Landeveien forbi de rødtagede Huse, men jeg saae ingen Bro; - over skulde jeg, men hvorledes? Jeg løb længe langs med Flodbredden, men saa langt jeg kunde see, til begge Sider, var der ingen anden Overgang, end at vade ud, eller springe fra Fjeldstykke til Fjeldstykke, jeg valgte det sidste, men kom ikke længer, end midt i Floden, hvor Strømmen brusede paa begge Sider om den store Steenblok jeg stod på. - Her tog ellers den hele Egn sig bedst ud, og havde jeg været Maler, saa havde jeg taget Papiret frem, først antydet med nogle fine Streger den uendelige, store Dal med sine Byer og Kirketaarne, derpaa anlagt, med stærkere Omrids de venlige Bygninger, hvor just Røgen slog ned om de røde Tage, og forrest malet det vilde Bjergpartie med Granerne og den brusende Bodeflod; - jeg var nu ikke Maler, jeg saae i dette Øieblik paa det Hele, kun for at finde en Bro, som jeg da tilsidst opdagede et godt stykke derfra, hvor Floden gjorde en Bøining. Da jeg kom til Blechhütterne og nærmede mig Vertshuset, troede jeg at en fjendtlig Hær havde slaaet Leir derinde. Der var et Spektakel, som om Stole og Borde bleve kastede mellem hinanden; jeg traadte ind i den store Stue og hele Mandskabet bestod i - fire Studenter fra Jena. De vare fuldkommen i Burschedragt, og havde hver en grøn Egekrands om Hovedet, hvorfra Haaret hang dem, i lange Lokker, ned over den hvide, broderede Halskrave. - De sang alle af fuld Hals og trommede i Bordet med Ølflasker, saa Glas og Tallerkener dandsede derved. De saae ellers ret godmodige ud, og gjorde en Pause i deres musikalske Øvelse, da jeg traadte ind. Snart kom vi i en Samtale; de vilde gjøre en Brockenreise og havde vandret paa deres Fod hertil fra Jena. Da de hørte, at jeg var dansk, og Student, fik jeg mange Spørgsmaal; de spurgte om vi ingen »Burschenschaften« havde, og hvilken Farve jeg bar, og da jeg forsikkrede dem, at vi intet af dette kjendte, viiste de mig deres Hue, og fortalte, at de bare Sands Farve. Om jeg kjendte Sand!! og nu flammede deres Øine i det de sagde, hvilket herligt Menneske han havde været; de vare Børn, da han blev henrettet, men de huskede ham godt, erindrede ret levende, da hans Hoved faldt for Bøddelsværdet. Deres Forestillinger om Dannemark vare ellers meget ufuldkomne: saaledes troede de, at kun den lavere Classe her, talede det danske Sprog, men at fransk blev brugt af Hoffet og de mere Dannede. Da jeg nævnede Oehlenschläger for dem, spurgte de om vi havde nogen af hans Stykker oversatte; jeg svarede, at vi havde dem i Originalen, og nu bleve de ikke lidet forundrede ved at høre, at Oehlenschläger var dansk, at han levede i Dannemark, og skrev der. Jeg maatte beskrive dem, hvorledes han saae ud, fortælle dem om ham og hans Arbeider; og da de hørte jeg kjendte Digteren personlig, og at han paa denne Tid var i Tydskland, saae de mig ret venlig i Ansigtet, og da vi skildtes ad, forærede den ene mig sin Egekrands, som han tog af sit Hovede og satte paa min »Mütze«; rimeligviis fik jeg den for Oehlenschlägers Skyld. Min Vei gik nu til Gernrode, men dersom en reisende Harpespillerske ikke havde taget sig af den fredelige Vandrer, saa havde jeg da løbet vild i den grønne Løvskov. Jeg spurgte, om hun ikke var fra »Riesengebirge«, men hun var fra en anden Kant og slet ikke i Familie med Lafontaines. Da hun havde ført mig paa den rette Vei, satte hun sig ned paa en Steen, under en stor Nødebusk, og spillede mig ovenikjøbet et Stykke til, og saa skildtes vi ad, hun med Harpen paa Ryggen, og jeg med Harpen i Hjertet, begge i den Hensigt at synge for Verden. Skove og Enge vexlede med hinanden, jeg saae ogsaa en gammel Borgruin inde imellem det høie Krat; den saae meget skrøbelig ud og pyntede dog saa smukt, just ved sin store Faldefærdighed. Det var som Ossian havde meent denne, da han sang: »Her ryster Tidslen eensom sit Hoved, og Ræven seer ud af Vinduet.« Det var de sidste Rester af Slottet Lauenborg. Gernrode er en lille, rolig Flekke, jeg saae næsten intet Menneske paa Gaden, men i et lille Huus stod Vinduet aabent og jeg hørte en qvindelig Stemme synge smukt om Kjærlighed. Jeg lyttede, og da den Usynlige ikke lod sig see, tog jeg Egekrandsen af min Hue, og efter at have gjemt et af Bladene, lagde jeg stiltiende Krandsen ved Døren, til Tak for Sangen, og vandrede saa ud af Byen. Veien hæver sig steilt opad en Bjergside, den lerede, gule Jord stak stærk af til den violetblaa Himmel, nogle gamle Koner og lasede Børn kom med Brændeknipper paa Ryggen, de havde samlet sig i Skoven; jeg satte mig ned og skrev i min Dagbog, en Bi snurrede i en Blomst ved Siden af, og saaledes vare alle Figurerne paa dette Malerie i Beskjæftigelse. Da jeg nærmede mig Mägdesprung gik Solen ned, det var ganske halvdunkelt paa Veien mellem Bjergsiderne, men Lyset faldt desto stærkere paa Trætoppene, der kastede lange, sorte Skygger. Jeg indhentede her to Skoledisciple, den ene fra Berlin, den anden fra Magdeburg, som jeg havde været sammen med paa Brocken; de var i deres Ferie fra Skolen flagret ud i den store Natur. Vi mødte ogsaa en Drabant paa Landeveien, der saae ud, som han var sprungen lys levende ud af en Røverhistorie; men han gjorde os intet, da han fandt, at vi vare saa mandstærke; vi gjorde heller ikke ham noget, og saa var den Artighed betalt. Snart saae vi det sorte Jernkors paa Klippen over os, hvorfra en ung Pige, eftersom Sagnet fortæller, styrtede sig ned, da den førstelige Elsker satte efter hende; dog fandt hun ikke Døden, Gud lod Vinden bære hende sagte ned, hvor de vilde Brombær voxe mellem Fjeldstykkerne. Om Egnen efter dette Sagn har faaet Navnet Mägdesprung er jeg uvis. Ottomar fortæller os, at der legede to Risepiger her paa den steile Fjeldryg; den ene hoppede over den store Afgrund, hvor nu Veien gaar, men den anden fandt dog Springet lidt betænkeligt; hun dvælede lidet, men sprang derpaa til, saa at der blev et Aftryk af hendes Fod i Stenen. En Bonde, der gik og pløiede, saae det og loe af den store Dame, hvorfor hun tog ham med Oxe og Plov op i sit Forklæde, og bragte med sig hjem i Bjerget. Skjøndt jeg som et stort fornuftigt, confirmeret Menneske, ret vel vidste, at det Hele kun var Landsby-Phantasie, at ingen Bjergdame var hoppet over her, eller noget menneskeligt Væsen sprunget ned, uden at brække Halsen, maatte jeg dog noget nøiere betragte Stedet, der ret maa gribe Enhver, som elsker den store Natur. Det er ikke blot de stolte Fjeldmasser med deres uoverseelige Skove, de høie Buske, der slynge sig over den brusende Flod, eller den døde Steenmasse af en halv nedfalden Bygning, der gjør en Egn romantisk, først naar den, just ved denne sin Natur, har et eller andet Sagn, faaer det hele sin fuldkomne magiske Belysning, der ret hæver det for Sjælens Øie, da faae de døde Masser Liv, det er ikke længer en tom Decoration, der bliver Handling, ethvert Blad, enhver Blomst staaer da som en talende Fugl og Kilden som et syngende Springvand, der slaaer sine evige rislende Acorder til dette Aandernes Melodrama. Egnen rundt om, blev mig dobbelt smuk ved sine Sagn; der var ogsaa Liv og Bevægelse her paa Veien; vi mødte Kulbrændere med mørke, characteristiske Ansigter, og Bønderpiger, der saae ud som Mælk og Blod. Floden Silke brusede sladdrende forbi; den fortalte vist, hvad vi nok selv saae: at det Hele var saare godt. Snart hørte vi Larmen af de talrige Værksteder; vi stege op til den mærkelige Jernobelisk, som Hertugen 1812 her har opreist over sin afdøde Fader; den er heel af Jern, og skal være den høieste i Tydskland. Vi skreve vore Navne paa den, med Blyant, ligesom saa mange andre havde gjort. »At blive udødelig«, det er dog en Tanke, der, selv paa det meest barnagtige, lyser frem fra det arme Menneskebryst! Snart vil Regn og Snee udslette denne Blyants Udødelighed, og en ny Slægt vil skrive deres Navne istedet, til selv Obelisken ogsaa bliver udslettet af Tiden. Saaledes søge vi ogsaa, paa Livets Reise, at skrive vor Navn paa Verdens store Obelisk, hvor det ene Navn maa vige for det andet, til denne store Skrivetavle selv gaaer i Gruus. Gud veed, hvilket Navn der vil staae som det sidste? Rimeligviis Bygemesterens, der reiste den til sin egen Ære og det Heles Forskjønnelse. I Alexisbad vare endnu ingen Gjæster komne, de pleiede først at indtræffe i de varme Sommermaaneder. Kilden var i en tempelformet Bygning, hvor man steg ned af brede Steentrapper. Der sad en ung Pige med sin Leerkrukke, det var Rachel ved Brønden; Manden, der rakte os Vandet, var ogsaa hvad man her i Dannemark kalder en lang Laban. Skoledisciplene og jeg, stode, som tø