M. A. Goldschmidt N. til Kjærlighedshistorier fra mange Lande (1867) | Noter | Verdensudstillingen i Paris, den storartede Samling af alle Nationers Frembringelser, fandt Sted, som de Fleste bekjendt, i en Bygning, der ikke var smuk: en meget stor, forholdsvis lav, rund Ting, der af Nogle blev sammenlignet med et Gasometer, af Andre med Laaget til en Smørkande. Imidlertid, det var kun for det ydre Blik og paa kort Tid, at Bygningen tog sig saadan ud; det indre Blik blev snart paavirket og saae Gjenstanden paa en eller anden symbolsk Maade. Den Kjendsgjerning, at den stod i eller nærved Paris, men saa at sige opslugte Staden, at den forenede alle Nationer i Fred og Samdrægtighed, at disse paa særegen, praktisk Maade boede derinde hver i sin Gade og dog glede over i hinanden i tilsyneladende, men let løselig Forvirring - lod Bygningens eiendommelige Form gjøre det Indtryk paa Phantasien, at her var Babels Taarn gjenfundet. Et Slag af en mægtig Haand fraoven havde trykket det fladt, saa at det ikke længer truede med at ville ind i Himlen; men de Mennesker, der ikke i deres Overmod havde villet for høit, vare blevne bevarede, havde i de forløbne 5 à 6000 Aar formeret sig, arbeidet, udviklet sig, og man kunde nu gaae ind og see til dem og overbevise sig om, at ved stor Anstrengelse var Forbandelsen bleven løst, Babel betød ikke længer Forstyrrelse, men mangefold Enhed. I Tidernes Løb, kunde man endvidere see, var der skeet noget Nyt. Derinde i Taarnet havde man formeret sig for stærkt og desaarsag udsendt Colonier, der toge Bolig i den nærmeste Omegn. En mægtig Have eller Park, der strakte sig omkring hele Bygningen, var fuld af deres Huse eller Slotte, og herude mærkedes Forskjelligheden, som var opkommen, her havde Colonierne efterhaanden faaet en forskjellig Architektur, ja en forskjellig Tro; thi der var f. Ex. et engelsk Bedehus, et ægyptisk Tempel, en gothisk Kirke, en tyrkisk Moskee, Altsammen uden Intolerance eller Had, skjøndt ogsaa uden Menighed. Det var især i Foraarsaftenens Halvmørke, at Phantasien var mest tilbøielig til at gaae ind paa denne Opfattelse. Selve Babeltaarnet var da lukket; de Aartusinder gamle Mennesker skulde tidlig iseng; men i Haven med de ungdommeligere Colonier kunde man vandre om til henimod Midnat og lade sig paavirke af de mangfoldige Tungemaal, der løde mere dæmpet og klang anderledes i Luften end om Dagen, af de mangeslags Dragter, og af sælsomme Lys, der tændtes hist og her, enten i Træerne eller fra et af de smækkre Taarne. Første Gang, jeg om Aftenen var derude, var strax efter min Ankomst til Paris. Vi vare fire, der efter en sildig Middag vilde have den i visse Maader prosaiske, i andre Maader poetiske Nydelse, ved Stjerneskin at drikke ægte tyrkisk Kaffe skjænket af ægte Muselmænd. Det Meste var endnu nyt for os, og vi vidste ikke ret Besked. Da der var meget faa Folk i Haven, tog det sig ogsaa ud for os, som om Stedet ikke ret var bestemt for et Publicum. Efter nogen Famlen fandt vi det tyrkiske Kaffehus; men det var lukket. En Politibetjent sagde os, at der et andet Sted i Haven var et tunesisk Kaffehus, og efter i Mørket at have faret vild, hvilket lod Stedet synes os fjernt og skjult, fandt vi det. Der var et hvidt Telt, hvor jeg troede, at vi skulde ind; men før vi naaede det, skimtede vi i en Forstue en lille, tyk Mand i hvid Turban og spurgte ham paa Fransk, om vi kunde faae tyrkisk Kaffe. Han sagde: Mustapha, og saa kom der en ung Mand i korte Benklæder og med rød Fez paa Hovedet og stillede fire Rørstole omkring et lille Bord i Sandet tætved Teltet. Derpaa gik han ind i Forstuen, hvor vi saae, at man pustede Ild i Gløder paa Gulvet, og raabte: Arba! Dette ene Ord (arabisk: Fire) overbeviste os om, at vi virkelig vare mellem Østerlændere, og forvandlede Sandet, hvori vore Stole sank ned, til Ørkenen. Et svagt, blaat Lys, hvis Oprindelse vi ikke kunde forklare os, opkom engang imellem, lod Træerne synes ibenholtsorte og Sandet havblaat, og forsvandt igjen. Endelig kom Mustapha med Kaffen, og netop idet han satte de smaa, ægformige Kopper for os, flammede det blaae Lys - det var, som vi senere erfarede, det elektriske Lys, hvormed man gjorde Forsøg fra et Fyrtaarn - op i overordenlig Glands, lod Gjenstande nær og fjern dukke frem i pludselig Tydelighed som en Verden, der vilde ind paa os, og lod dem ligesaa hastig synke tilbage igjen som Spøgelser. I Sandhed, vi ere i Tusind og En Nats Fædreland, sagde en af vort lille Selskab, en Maler, der havde reist i Syrien. Derpaa begyndte han at tale Arabisk til Mustapha; men da denne svarede paa altfor godt og hurtigt Arabisk, foretrak Maleren snart Fransk, hvilket Sprog Mustapha ogsaa talte ganske godt. Gode Mustapha, sagde Maleren, vi ere nu aabenbart i Ørkenen; vi ere en Karavane og have gjort Holdt ved Din Stammes Telte, og Du beværter os gjæstfrit med Kaffe i Haab om en Bakschisch, som ikke skal udeblive. Fortæl os nu et Eventyr. Hvad veed jeg? sagde Mustapha. Fortæl os om Ildsultanen eller om Krig eller om Kjærlighed, om hvad Du vil. Du maa vide, gode Mustapha, at der sidder en Digter fra et meget fjernt Land i Norden, som gjerne vil høre saadanne Fortællinger og til Gjengjæld kan fortælle Dig en. Mustapha svarede: Saa vilde jeg for at forfriske min Hukommelse ønske, at Din Ven fra Norden fortalte først, især da Du kalder ham Digter. Der var efter Omstændighederne ikke Andet at gjøre overfor den intelligente Orientaler og mine tre Venner. Jeg bød Mustapha en Cigar og fortalte den korte Historie, som findes i det Følgende under Nr. 1. Da den var forbi, strøg Mustapha sig om Hagen og sagde: Du Giver af en god Cigar fra et fjernt Land og af et Eventyr, som endnu ligger behageligt i Øret, Du skal vide, at der er en Begivenhed, meget gammel og bekjendt - ubekjendt og ny ønskes den at være for Dig og Dine Venner - som fortælles om Kjærlighed mellem en Rettroende og en christen Pige. De elskede hinanden ømt; men han blev syg, og da han følte sig Døden nær, frygtede han for, at han ikke skulde komme i hendes Himmel, antog derfor den christne Tro og paalagde en Ven at bringe hende Budskab derom, saasnart han var død. Vennen udrettede Ærindet; men da han ankom til hende, var ogsaa hun dødelig syg. Saasnart hun erfoer, at hendes Elsker var død, blev hun angst for, at hun ikke skulde komme i hans Himmel, og udtalte vor Troes Formular, der ikke kan tilbagekaldes: La Allah, laïl il Allah! og døde. Dette er min Fortælling. Vi udtalte vor Beundring af Fortællingen som overordenlig passende paa et Sted, hvor alle Nationaliteter og alle Religionsbekjendere mødtes; men den havde, forekommer det mig, endnu en Fortjeneste, nemlig ved den besynderlig blide, fine Ironi, hvormed Livets Skjæbne - hvis Fortællingen er sand - eller Digteren - hvis den er opdigtet - synes at stille Kjærligheden op som det Væsenlige og alt Andet, selv det mest Agtede, som det Næste, og dog lader tvivle om, hvorvidt Saadant er ment eller ei. Kun Et lader den ikke tvivle om: Kjærlighedens store Flugt. Jeg vilde nu gjerne sige, at min Samling havde sin Oprindelse herfra. Det vilde maaskee tage sig godt ud for Læserne, hvis de bragtes paa den Forestilling, at et Menneske efter en saadan Paavirkning havde gaaet omkring hist mellem alle Nationers Summen og Larmen og gjennem den eller over den kun havde hørt fine Lyd fra Hjerternes Inderste, havde ladet hver Nation fortælle sin erotiske Sorg og Glæde. Det vilde imidlertid kun meget betingelsesvis være sandt; thi nogle af de Skildringer eller Scener, som man vil finde i det Efterstaaende, ere skrevne før Verdensudstillingen i Paris. Men det forekom mig ved hin Leilighed med Et, at mange Billeder og Erindringer, Scener, der vare gaaede mig forbi, Physiognomier sete hist og her, snart i et Land, snart i et andet, Facetter, om jeg saa tør sige, af samme Grundtanke eller Grundfølelse og dog forskjellige, det Ene mere, det Andet mindre virkeligt, men Altsammen sandt, haaber jeg - samlede sig i Kreds om Babeltaarnet og gave sig ind under et fælles Navn, der svarede til Mødet i Paris: Kjærlighedshistorier fra mange Lande. Det er jo muligt, at en eller anden patriotisk Læser endog efter denne Oplysning vil spørge: Men hvorfor kunde ikke alle Fortællingerne ligesaa godt været gjorte rent danske? - Paa et saadant haardnakket Spørgsmaal har jeg ikke andet Svar end Udtalelsen af det Haab, at de i visse Maader ville findes danske alligevel. | Noter | En Konge og en Dronning i Polen havde en Søn, hvem de elskede høit, og hvem de besluttede at sende ud at besøge andre Lande, for at han kunde udvide sine Kundskaber og sin Erfaring og blive end dygtigere til engang at regere sit Folk. De lovede sig saa meget større Udbytte af Reisen, som Prindsen, skjøndt ung, var af en alvorlig Natur og kun havde den Feil eller Særegenhed, at han aldrig vilde spise Fisk, fordi han, uvist af hvilken Grund, havde fra Barn af faaet Modbydelighed mod alle Dyr med Skæl. Dette gjorde den gode Konge og hans Dronning ondt, fordi de selv holdt meget af Fisk, og fordi deres Rige havde Overflødighed af de herligste Fisk saavel fra Havet som fra Aaer, Floder og Søer. Til at ledsage Prindsen paa hans Reise valgte de en ung Mand, der var bekjendt for sin Klogskab, Sindighed og blide Charakter. Ham blev det før Afreisen indstændig paalagt saavel af Kongen som af Dronningen at vogte vel paa Prindsen, om mulig bringe ham til at spise Fisk, men især afholde ham fra Kvindekjærlighed, medmindre en saadan Kjærligheds Gjenstand var jevnbyrdig, af fyrsteligt Blod. Prindsen reiste da med denne Ledsager under den gode Konges og Dronnings, Hoffets og hele Folkets Velsignelser, og da de efter to Dages Søreise stege iland paa fremmed Kyst, var det Første, Prindsen lagde Mærke til, en meget smuk, ung Kvinde. Eftersom hun ikkun var Datter af en simpel Adelsmand, vilde Hofmesteren nødig lade Prindsen opsøge hende; men saasom han var saa klog og vidste, at Kjærligheden er en Lidenskab, der tiltager ved Hindringer, besluttede han ikke at modsætte sig og fulgte selv med Prindsen til Besøg hos Adelsmanden. Efter kort Tids Forløb saae Hofmesteren, at Prindsens Kjærlighed, uagtet han ikke hindrede den, alligevel steg, og han besluttede derfor at tilintetgjøre den med Klogskab. Ved et Aftenselskab hos Adelsmanden bragte han Talen hen paa den nyere Tids mærkværdige mikroskopiske Opdagelser, og da han havde et af de dengang nyopfundne stærke Forstørrelsesglas med sig, indrettede han det klogt saaledes, at han fik Tilladelse til at lægge Forstørrelsesglasset ogsaa paa hin unge Dames lilliehvide Haand, ja paa hendes endnu blødere, finere Kind, og da Prindsen paa Hofmesterens Ønske saae igjennem Glasset, maatte han see, at hans Elskedes fine Hud som enhver anden Dødeligs var skælagtig. Samme Aften spiste Kongesønnen Fisk. | Noter | I den gamle Stad Padua boede en ung Mand, der elskede en Pige, men maatte reise bort uden at have faaet Leilighed til at sige hende det, og da han kom tilbage til Byen, var hun gift. Han hentæredes af Sorg og af Længsel efter blot at see hende; men denne Længsel var meget vanskelig eller umulig at tilfredsstille; thi hun gik aldrig ud undtagen til Kirken, og selv da var hun tilsløret, og hendes Ægtefælle, der var meget skinsyg, fulgte altid med hende. Paolo følte tilsidst, at han ikke kunde leve uden at see hendes Aasyn, og da Livet ebbede i ham, gik han til hendes Ægtefælle, og enten af Svaghed eller af Sjælsstyrke henvendte han en usædvanlig Anmodning til ham. Han fortalte ham om sin Kjærlighed: at han havde elsket Giovanna først, og bad sin lykkelige Medbeiler om Tilladelse til, blot at turde see hende et eneste Øieblik engang om Ugen. Han tilføiede: »I og Eders Slægtninge, saa mange af dem, som I vil, kunne naturligvis være tilstede. I kunne Alle vogte paa mig, at jeg ikke siger et Ord eller foretager Noget, der er imod Eders Ære, og desuden giver jeg Eder mit Ord paa, ja vil besværge det med hvilkensomhelst Ed, at jeg Intet skal foretage, aabenbart eller hemmelig, imod Eders huslige Fred og Lykke, hvilket jeg ei heller troer vilde lykkes mig; thi Eders Hustru er dydig og veed desuden Intet om min Kjærlighed; men jeg føler, at jeg maa døe, ellers vilde jeg heller ikke kunnet ydmyge mig saa dybt og bede Eder om det, som jeg nu beder og besværger Eder om at tilstaae mig.« Stefano Matteï var ikke blot skinsyg, men ogsaa meget stolt eller forfængelig. Det var derfor ikke af Ædelmod, men af tilfredsstillet Stolthed, at han næsten leende svarede Paolo: »Det vil jeg, min Tro, ikke nægte Eder; hvilken Dag i Ugen vil I komme?« Paolo valgte Fredagen, som var den næste Dag, og Stefano skiltes fra ham med de Ord: »Godt, om Fredagen; men I maa kun see Eder om i Stuen, hvorpaa jeg vil følge ud med Eder, som om I havde et Ærinde til mig.« Den næste Dag havde Stefano Matteï alle sine Slægtninge forsamlede hos sig. Han havde ikke for dem Alle kundgjort Paolos Besøg og Hensigten dermed, men kun betroet Sagen til en Svoger, som derpaa havde omtalt den til sin Kone, og rimeligvis taug hun ikke ganske, da hun kom sammen med de Andre. Derfor var der blandt flere af de Forsamlede, om ikke høirøstet, saa hemmelig Tale om Paolos besynderlige eller latterlige Anmodning, og man morede sig i Forveien over den Rolle, han vilde spille; thi det er nu engang saa, især blandt Kvinder, at skjøndt de have dyb Medfølelse for Kjærligheden, kunne de dog lee over den Forelskede, ja omtale Kjærligheden ilde. Men da Døren gik op, og Paolo kom ind, meget bleg, og kastede et Blik paa Giovanna, et kort Blik, men saa sælsomt, at det saae ud, som om hans Sjæl fulgte med og blev liggende foran hende, kunde Ingen lee. Nogle følte Medynk, Andre Vrede, atter Andre sagde senere, at de i det Øieblik havde været tilmode, som naar en Døende skal have den sidste Olie. Stefano kunde knap trække Veiret. Han følte med Et, at han havde handlet meget letsindig og bragt Noget ind i sit Hus, der aldrig vilde forlade det, og naar han hver Uge skulde have en saadan Scene, vilde han faae et Helvede i sin egen Sjæl og blive til Latter for den hele Stad. Han reiste sig derfor hastig, og idet han ifølge Aftalen fulgte Paolo ud, sagde han til ham: »Hvis I atter sætter Eders Fod over min Tærskel eller banker paa min Dør eller blot gaaer forbi mit Hus, vil jeg lade Eder pidske af mine Folk, eller jeg vil dræbe Eder som en Hund.« Endnu bævende og blendet udbrød Paolo: »Bryder I Eders Løfte? Tager I Livets Ord tilbage? Vogt Eder! Da vil Synet af hende ikke blive undt Eder; men jeg skal see hende!« Stefano drog sin Dolk og kastede den efter Paolo, dog uden at ramme ham. Da Stefano kom tilbage til Stuen, havde Kvinderne forladt den, og han gjensaae ikke sin Hustru, før hun tilsløret kom ud for at følges med ham til Kirken, til Vesper, Aftenen før Sct. Cecilies Dag. Hun laa længe knælende, saa at de Fleste gik ud af Kirken, inden hun var færdig med sin Andagt. Derpaa gik hun rask op imod Høialtret, kastede sig ned paa Trinet, og sagde til den Geistlige, at hun viede sig til Christi Brud. Stefano kunde Intet udrette herimod, men maatte gaae ene hjem. Denne Begivenhed blev meget omtalt i Padua. Nogle sagde, at Giovanna havde fattet sin Beslutning af Fortrydelighed over Stefano, der ved at føre en Fremmed i Huset under saadanne Vilkaar havde viist, at han ikke elskede hende høit nok eller paa rette Maade. Andre mente, at Giovanna altid havde elsket Paolo og nu, da hun saae, at han elskede hende, ikke ansaae det for sømmeligt at være en anden Mands Hustru. Paa den Tid, da dette skete, var Giovanna atten Aar. I hendes otte og tyvende Aar, da hun ved sin Fromhed og Blidhed havde erhvervet et saadant Navn, at hun næsten betragtedes som en Helgen, blev hun alt svagere, og i Forventning om Dødens Komme gik hun for sidste Gang til Skrifte. Hun sagde gjennem Skriftestolens lille Gitter til Munken, som sad derinde og lagde sit Øre til Gitteret: »Hellige Fader, i mere end ti Aar har jeg Dag og Nat kun havt een Tanke, og endnu i dette Øieblik tænker jeg kun paa En, en Mand ved Navn Paolo. Kan det nogensinde tilgives mig? Vil Herren have Barmhjertighed og Medynk med mig?« Munken svarede: »Der er større Miskundhed i Himlen, end Jorden drømmer om. Himlens Hærskarer med Guds Moder i Spidsen bede for dem, der have følt en stor og fuldstændig Kjærlighed og ikke for dens Skyld gjort Ondt og ikke glemt Herren.« Giovanna sagde: »Men min Synd er stor, hellige Fader; jeg har for min Kjærligheds Skyld næsten glemt min Herre og Frelser; thi endnu i denne Stund, da jeg føler Døden nær, har jeg en stor Længsel: den, at til Gjengjæld for de ti Aar, jeg nu har levet, mine Øine maatte see ham i min Dødsstund; ja, det forekommer mig, at kun ved Hjælp af et saadant Syn, der vilde være et Underværk, kan min Sjæl rive sig løs for at gaae til Gud. Hellige Fader, hvorledes kan en saadan Synd tilgives, og hvorledes kan min arme Sjæl faae Ro til at døe?« Munken svarede: »Min Datter, vend Dit Øie mod dette lille Gitter, hvorigjennem Du har talt til mig.« De andre Nonner hørte et svagt Skrig fra Skriftestolen; derpaa blev Alt stille. Da man endelig blev opmærksom paa, at der vedblev at være saa stille, og nærmede sig, fandt man Munken og Nonnen siddende døde, hver i sit Rum. | Noter | Nærved Byen, der fører til Øerne[Note 1] , i Dalen, som er velsignet med Vand og med Skygge af Træer, der bære søde Frugter, og med Græs og Blomster af mange Farver, vogtede Elijah sin Faders Hjord tæt ved Siden af Chajim Hakolbas store Hjorder. Det var endnu ikke en Menneskealder efter Jerusalems Indtagelse; Templet og Staden vare Øde og Tomhed, for den, der vovede at nærme sig, at see til, som om ikke Guds Helligdom og levende Mennesker engang havde dvælet der, men som om Jorden havde aabnet sig og udkastet Ild og gloende Stene og flyvende Erts og Alt derefter var størknet til sorte, hæslige Klumper, Sorgens og Forbandelsens Form. Men laa Helligdommens Tinde nedbrudt ved den ødelagte Stads Fødder, saa havde Israel begrebet, at Herrens Tempel, før det kunde gjenreises i sin Herlighed paa Zions Bjerg, maatte opbygges i Folkets Hjerter, og aldrig tilforn havde der været en saadan Iver for at studere Loven som nu, da et Under var skeet, da Rabbi Jonathan, den eneste Levende, der endnu kjendte Lovfortolkningen, var i en Ligkiste bleven baaren ud af den beleirede Stad og havde af Keiseren, Titus, faaet Tilladelse til at aabne en Skole. Livet var steget op af en Ligkiste, og Alle, som kunde, hastede til Jabne (Jamnia) for at lytte til Rabbien eller en af hans Disciple og opsamle Livets Ord, paa det at Ordet ikke atter skulde staae Fare for at blive begravet mellem Ruiner. Paa den Tid var Elijah sexten Aar, og Zippora, den yngste af Chajim Hakolbas Døttre, var fjorten Aar, og de vare nu i den giftefærdige Alder, og de elskede hinanden. En Dag, da de tilsammen saae et Brudetog drage forbi med Cymbler og Fløiter, sagde Elijah: »Hvilken lykkelig Dag det vil vorde, den Dag, da Du og jeg skulle føres sammen under Hruppen[Note 2] - blot Din Fader nogensinde vil tilstede det!« Zippora lo og svarede: »Min Fader vil være glad til ved at faae mig gift; fra ham kommer ingen Hindring.« Elijah betænkte disse Ord; thi Zippora var smuk og hendes Fader rig, og han behøvede ikke at takke Nogen for at ægte hende. Efter en Stunds Forløb sagde Elijah ængstet: »Fra Din Fader vil ingen Hindring komme, siger Du; mener Du da, fra nogen Anden? Fra mig kan den visselig ikke komme, og Du, Du elsker mig jo, Zippora - er det ikke saa?« Zippora svarede: »Du maa ikke blive bedrøvet og ikke tvivle om mig; men det vil gjøre mig stor Sorg, naar mine Søstres Mænd ville kalde Dig Am Hoorez[Note 3]; saa kan jeg aldrig være lykkelig.« Elijahs Bryst løftede sig i stor Sindsbevægelse, og han sagde: »Zippora, hvad forlanger Du af mig?« Hun svarede med et stort Blik: »Det Høieste; Du skal blive større end nogen af mine Søstres Mænd!« Da luede det ogsaa i Elijahs Øine, og han udbrød: »Jeg har ikke vovet at lytte til Tanken, før Du udtalte den! Det Høieste! Nu er det sagt! I den almægtige Guds Navn!« Zippora rakte ham sin Pande til Kys, idet hun sagde: »I tre Aar vil jeg vente paa Dig, min Herre og Brudgom!« Elijah gik hjem og sagde til sine Forældre, at han vilde drage til Jabne, og skjøndt de vanskelig kunde undvære ham fra Hjorden, stillede de sig ikke mellem ham og Herren, men velsignede hans Bortgang og gave ham en Tærepenge paa Veien. I Jabne vare mange tusinde Disciple, og naar de sad om deres Lærere, blev den Ene overseet formedelst Mængden af de Andre. Derfor skete det, at der hengik et halvt Aar, inden Rabbien endnu havde kastet sit Blik paa Elijah; men da det skete en Dag ved Indgangen til Forsamlingsstedet, standsede Rabbien og sagde til ham: »Hvad søger Du?« Elijah kunde knap tale af Sindsbevægelse over den store Ære, at Rabbien talte til ham, men svarede dog: »Det Høieste«. Rabbien spurgte: »Hvorledes beder Du?« Elijah svarede: »Jeg beder Herren om at gjenopbygge Templet og velsigne Folket og om ikke at føre mig i Fristelse.« Da sagde Rabbien: »Den, som søger det Høieste, maa ikke frygte Fristelsen, men bede om at blive sat paa Prøve.« Samme Aften bad Elijah bævende til Gud om at blive ført i Fristelse, men tillige om Kraft til at modstaae den. En af de næste Dage kom den Mand, paa hvis Tag Elijahs Telt stod[Note 4], til ham udenfor Huset og sagde: »Min Broder, Du kan vise Gud og mig en Tjeneste ved at værge mig imod en ond Mand. Jeg har betalt ham hundrede Sekel Sølv, men forsømte at have Vidner tilstede, og nu nægter han at have modtaget dem. Sandelig, det kan ikke være Gud velbehageligt, at en underfundig Mands Anslag lykkes, og da Du nu veed Sandheden, kan Du bevidne den, og jeg vil for Din gode Hjælp give Dig halvtredsindstyve Sekel.« Elijah svarede: »Hvorledes skal jeg bevidne at have seet, hvad mine Øine ikke saae?« Den Anden svarede: »Du skal kun bevidne og hjælpe Sandheden, og den kjender Du. Eller tvivler Du om, at jeg har sagt Dig Sandhed?« »Jeg tvivler ikke, men kan kun vidne om, hvad mine Øine have seet og mine Øren hørt.« Da Elijah kom til Forsamlingsstedet, saae Rabbien nøie paa ham og sagde: »Det er godt.« Elijah priste og takkede Gud, fordi Fristelsen ikke var vanskeligere, men havde givet ham en saa let Seir. Nogen Tid efter kom hans Vært igjen til ham og sagde: »Jeg har tænkt over Eders Adfærd, da I afslog at vidne for mig, og jeg erkjender, at I strengt taget havde Ret. I er en brav Yngling, og jeg vil Eder vel; I kan forlange en Tjeneste af mig.« Elijah svarede med Tak, at han Intet havde fortjent og Intet begjærede. Den Anden sagde: »Hvorledes skulde det gaae os, hvis vi Intet fik uden det, vi have fortjent! Jeg siger Eder, mange af os fik da end ikke det tørre Brød, endsige frisk Vand og saftige Frugter! Kom, jeg veed jo, at I om henved tre Aar, naar I bliver Rabbi, vil gifte Eder med Chajim Hakolbas smukke Datter. Men hvorfor skal det vare saa længe? Jeg er Ven af en Rabbi, der paa tre Maaneder vil erklære Eder for udlært, og da kan I drage hjem til Eders Forældre og vorde lykkelig med Zippora.« Det foer som en Ildstraale gjennem Elijahs Blod ved den Tanke, at han allerede om tre Maaneder kunde vende tilbage og ægte Zippora; men derpaa betænkte han, at dette kunde ikke have været hendes Mening, da hun bød ham gaae og søge det Høieste og lovede at vente paa ham i tre Aar. Derfor takkede han Manden og skyndte sig bort. Anden Gang, da han kom til Forsamlingsstedet, saae Rabbien ind i hans Øine og sagde: »Det er godt«. Og strax efter nærmede sig ham en Schammus (Tjener ved Bedehuset eller hos Rabbien) med sin Stav og tilsagde ham til Møde hos Rabbien om Aftenen, naar Stjernerne tændtes. Da Elijah var ene, kastede han sig paa sit Ansigt og sagde: »Min Gud! Hvor Du er barmhjertig og hjælper mig til at overvinde Fristelsen og belønner mig med saa stor Ære for det, jeg kun har udført ved Dig! Min Gud! Min Gud!« Om Aftenen tog Rabbien ham med paa Husets Tag og viste ham Himlen og Stjernernes Hær og forklarede ham deres Gang omkring Jorden og Aarstidernes Skiften og Helligdagene, og da Elijah henreves af Storhedens Majestæt og af Viisdommen og Magten og spurgte om de Ting, der ere skjulte bagved Glandsen og det store Dyb, løftede Rabbien en af Hemmelighedens Flige, men sagde, at videre kom Ingen. Da spurgte Elijah: »Rabbi, hvorfor er det saa, at Sjælen længes saa stærkt efter at skue, og engang skal den komme dertil; men netop hernede, hvor den længes stærkest, er en snever Grændse dragen, endog, som I siger, for de Udvalgte?« »Fordi, min Søn, der er blevet givet os to Opgaver«, svarede Rabbien. »Vi skulle mætte vor Sjæl med Erkjendelse; men vi skulle ogsaa leve for Jorden og forplante Slægten og have Jordens Glæder, saavidt Herren tilsteder det. Men derfor er vor jordiske Del til Hinder for, at vor himmelske Del kan blive ganske fri og skue. Kunde en Dødelig holde sig ren for alt Begjær, da skulde han see Gud.« Elijah turde ikke spørge mere, men gjemte Ordet, uden at lægge Mærke til, at her var Fristelsen tredie Gang. Fra den Dag af blev han Rabbiens kjæreste Discipel, og efter de tre Aars Udløb erklærede Rabbien høitidelig og med Haandspaalæggelse, at Elijah ben Meïr var Rabbi Elijah, og en stor Skare af Venner og Beundrere fulgte den nye Rabbi paa Veien til hans Hjem. Og da han nærmede sig, gik Chajim Hakolba ham imøde med alt sit Hus. Der blev blæst i Bukkehorn og paa Fløiter, og unge Piger sloge paa udspændte Skind, der gave Metalklang. Og Chajim Hakolba førte sin Datter Zippora tilsløret ved Haanden, og hun blev stillet under Hruppen med Elijah, Ringe bleve vexlede, Glasset søndertraadt, og Elijahs Fader og Moder velsignede ham og den Stund, han var dragen ud. Da den glade Bryllupsskare var kommen til hans Hjem, søgte Elijah et Øieblik at blive ene og gik ned i en lille Lund bagved Huset. Han sagde: »Almægtige, barmhjertige Gud! Før jeg gaaer ud af Paradiset og bliver som andre Dødelige og tager min Hustru i min Favn, har jeg den store Bøn til Dig. Lad Din Naade falde paa mig, og lad mig skue blot et Glimt af det Høieste eller høre blot et kort Øiebliks Lyd fra Din Evighed! Almægtige Fader, Du, som slukker Dyrets Tørst, hav Du Medynk med min Sjæls Tørst efter Dig og Din Herlighed, og lad en Draabe falde paa mig, selv med Fare for, at jeg skal savne den, naar jeg engang efter Din Villie kaldes bort fra denne Jord.« Da hørte han lidt over sit Hoved en Fugl synge. Lyden var fløitende og kviddrende som anden Fuglesang, men meget forunderlig. Der kom en Tone, som syntes Elijah at løfte ham op paa en Bølge, og Bølgen syntes igjen Elijah at være i Slægt med en af de syv Sephiroth, der engang, da Tiden blev til, udstrømmede fra Ham, den Eneste, Metatron, og bleve til de syv Verdener med al deres Lyst og Sorg. En anden Tone kom, og igjennem den syntes det Elijah at høre en Gjenlyd af den Hymne, som Englene sang til Ham Selv, Adonai, da Skabelsen var fuldbyrdet. Dette hørte Elijah; men han hørte i de to Toner endnu Mere, som ikke kan udsiges. Derpaa taug Fuglen. Elijah lyttede endnu et Øieblik og sagde derpaa: »Herre, jeg takker Dig; nu er jeg næsten mæt.« Han vendte om mod Huset for at gaae til sin Brud og blev noget overrasket ved at bemærke, at Alt var blevet stille, og at ingen Lys vare tændte; men da han antog, at det var en Spøg af det lystige Brudeselskab, besluttede han at lade dem nyde Spøgen og bankede paa Husets Dør. Ingen svarede, og han tænkte: »De holde sig i Skjul og smile og ville ret have mig tilbedste«, hvorpaa han bankede haardere. Da hørte han en fremmed Stemme, der spurgte: »Hvem er der?« - Elijah svarede: »Det er mig; luk mig ind til min Brud!« - »Der er ingen Brud i dette Hus, Fremmede«, svarede Stemmen; »forstyr ikke Nattens Ro.« Elijah bemærkede nu, at han virkelig havde taget feil af Huset, og medens dette forekom ham høist sælsomt, gav han sig til at søge efter sit Hus, men kunde ikke finde det. Morgenen brød frem, og ængstet og forfærdet over sin frugtesløse Søgen og over det fremmede Blik, hvormed hans Fødeegn syntes ham at see paa ham, gik han til Synagogen, og da han ogsaa her saae lutter fremmede Ansigter, brast han i Graad og raabte høit sin Faders og sin Moders Navn. Ingen svarede; men Alle saae forundrede eller betænkelige paa ham. Da vaklede en gammel Mand hen til ham og sagde: »Hvo er det, som kalder paa min Ungdoms Venner?« »Det er mig! Kjender I mig? Jeg blev viet igaar! Hvor er min Brud? Hvor er min Slægt og mine Venner? Hvor er mit Hus?« »Hvad hed Din Brud?« spurgte den rystende Olding, og da han havde hørt Svaret, udbrød han: »Almægtige Gud, saa er I den Elijah, der paa saa hemmelighedsfuld Maade forsvandt for halvfjerdsindstyve Aar siden.« »Halvfjerdsindstyve Aar!« raabte Brudgommen og tog sig til Hovedet. »O, det er en grusom Spøg - sig, at I mener det ikke! Før mig til min Brud! I Guds Navn, hold op at skjemte!« »Jeg vil føre Eder«, sagde den Gamle og ledte ham til det gode Sted (Begravelsespladsen) og viste ham der hans Forældres Grave og ligeledes hans Bruds Grav, og paa Stenen var en Indskrift, som hentydede til hendes Brudgoms gaadefulde Forsvinden paa selve Bryllupsdagen. Elijah satte sig ved Siden af Graven og tilhyllede sit Ansigt. Da nærmede sig Dødsenglen med brede Vinger og sagde til ham: »Kom og følg mig, Broder, hjem til hende, der sendte Dig efter det Høieste.« Naar man fra den dybe og brede Isefjord vil seile ud i Kattegattet, ligger tilvenstre, en Fjerdingvei før Fjordens Munding, Fiskerstedet og Landsbyen Rørvig, og tilhøire, skraaes overfor, i en halv Mils Afstand, det høie Spodsbjerg. I Krigens Tid, som vore Forældre sagde, nemlig 1807-14, var der paa hver sin Side, lidt nord for Rørvig og lidt nedenfor Spodsbjerg, anlagt en Skandse med Kanoner for at holde fjendtlige Skibe borte og beskytte vore egne, der af en eller anden Grund søgte ind i Fjorden. Indenfor Rørvig-Skandsen, i en lille, dyb Bugt, vare nogle Kanonbaade stationerede. Rørvig var desuden ligesom nu et Toldsted, og der boede i den Tid, vi tale om, en Toldcontrolleur, hvis ældste, attenaarige Datter hed Lise; men Folk i Egnen havde givet hende et andet Navn, der for Mange vil lyde sentimentalt, indtil de faae det forklaret. Det var: Guds Engel fra Rørvig. Det hidrørte fra, at hun først var gaaet omkring som et meget stille og svagt, men ogsaa meget smukt Barn, der ikke antoges at kunne leve, men saa, ligesom næret og styrket af den fælles Kjærlighed, der vistes hende, var blevet sund. Og det syntes da, at der baade i hendes og de Andres Sind var blevet efterladt en bestandig Erindring om, at hun var saa at sige Barn af Alles Kjærlighed, at hun paa særegen Maade, ligesom ved Alles Forbøn, var bleven knyttet til Livet og til dem. En Eiendommelighed ved Landskabet havde maaskee bidraget til Navnet eller fuldendte idetmindste dets Betydning. Strækningen vesterpaa, mellem Nykjøbing og Rørvig, var dengang, og er størstedels endnu, fattig, lyngklædt Hede; men idet man nærmer sig Stranden og snarest vilde vente Sand, bliver Landet frodigt med Kornmarker og Trægrupper, og udenfor Toldcontrolleurens Hus, nærmest ved Fjorden, fuldender denne Frodighed sig i en yndig Have. Fra Huset løb - og løber - en Allee i skraa Retning mod Landingsbroen, og denne Allee af besynderlig velformede, fyldige Popler paa Grønsvær tætved Vandet var vistnok det, der sluttelig og afgjort prægede Stedet med Skjønhed. Naar man den Dag idag kom dertil, vilde kun Synet af et smukt, hvidklædt Barn behøves for at henvende Ens Tanke paa Paradis, og man vilde kunne forstaae, at der under Omstændigheder som de nys omtalte blev et usædvanlig inderligt Forhold mellem Barnet og Egnen, saa at de holdt fast sammen. En tidlig, stille Foraarsmorgen hørte man Kanonskud mod Nord, og Rørvigs Indvaanere, der hurtig kom paafærde og samlede sig paa den høie Klitbølge, som engang er blæst ind nordvestfra indtil faa hundrede Alens Afstand fra Fjorden, saae i det Fjerne paa den blanke Flade et Skib med dansk Flag, øiensynlig en Kaper, ved Siden af et noget større Skib, et Coffardiskib, rigtignok med engelsk Flag, men med dansk Flag ovenover, altsaa tydelig nok en Prise. Efter dem fulgte engelske Baade, og man skjød fra begge Sider. Det var næsten blik stille. De to Skibe havde Seil oppe; men den Smule Vind, som undertiden fyldte dem, lod dem snart igjen falde slappe ned, saa at de engelske Baade syntes at maatte naae dem. Generalmarchen gik i Rørvig - thi der laa en Afdeling Soldater i en Barak vest for Toldcontrolleurens Have - og Rødkjoler stillede sig op i Nærheden af Varden, et høit Træstillads lidt nordligere. I Bugten ved Batteriet blev der ligeledes livligt, men til ingen Nytte; thi Kanonbaadene havde kort i Forveien havt et Sammenstød med Engelskmænd ude i Kattegattet og vare blevne ilde tilredte, hvilket Fjenden rimeligvis var godt bekjendt med. Saavel de to Skibe som Baadene vare for langt fra Rørvig-Skandsen, til at dens Kanoner kunde række, og endnu længere fra Spodsbjerg; et enkelt Skud, som Underofficieren i Skandsen paa egen Haand afskjød, om ikke for Andet, saa for at opmuntre de Danske »med en hjemmegjort Hilsen«, vandede et godt Stykke foran Skibene. Imidlertid gled de langsomt indad, med bestandig mindsket Afstand mellem dem og Baadene, under stor, spændt, hjerteangst Deltagelse fra Land. Men saa, i det rette, yderste Øieblik, kom en Brise. Man saae, hvorledes Seilene svulmede og Forstavnene neiede under det pludselige Tryk og skjød Skum foran sig. Men man saae ogsaa, at Skibet med dansk Flag ikke benyttede Vinden til at seile ind. Det lod sin Ledsager gaae frem, vendte selv om ligesom et levende Væsen, som en Mand, der har bragt en Kvinde i Sikkerhed og nu gjør Front mod hendes Forfølgere. Alle Folk paa Stranden kunde see, at det var kjækt gjort; men ligesaa hurtig havde de fjendtlige Baade af Brisens Natur mærket, at Krigens Chance var imod dem; de tiltraadte Tilbagetoget, snart beskyttede af et stort Krigsskib, der for fulde Seil stod ind mod Fjordmundingen. Det var naturligt, at Capitainen, der havde frataget Fjenden et Skib større end hans eget og endda »sparket Forfølgerne ud af Porten, som de vilde ind ad«, og udført det i en Søbataille for Alles Blik, maatte vække megen Interesse. Men da han ikke hørte til nogen af Etaterne, vilde hverken Landstyrken, der laa i Byen, eller Søstyrken, der laa ved Skandsen, gjøre nogen Anstalt for at vise det. Maaskee havde man dog paa en eller anden Maade givet Noget tilkjende, hvis han var kommen iland strax; men der er en Barre med ikkun ti Fod Vand lidt nord for Rørvig, og før Prisen kunde blive bragt derover, maatte den tildels losses i Baade, hvilket Arbeide varede til langt ud paa Aftenen, og imidlertid fik man Leilighed til at tænke og betænke sig. Capitainen vilde være kommen til at gaae iland som en ganske almindelig Skibsfører, hvis ikke ud paa Aftenen Nogen var faldet paa at anbringe to Begfakler ved Enden af Alleen, altsaa lige tæt ved Landingsbroen, og Tanken herved var maaskee nok saa meget at vise de indkommende fremmede Baade Vei som at bevise dem Ære. Men idet disse Fakler stode ganske ene og brændte ved Vandet, udbredte de en Høitidelighed, som om Nogen mere end en Konge var ivente. Rørvig Folkene gik til og fra, bestandig i Afstand fra Lyset, og dannede snart en større, snart en mindre sort Rand. Toldcontrolleurens Familie var i Haven. De kunde see Græsset og Træerne lyse i feeagtig Kreds omkring den ensomme Ild, medens de hørte Søens sagte Slag imod Stranden, snart som dybe Aandedræt, snart som hemmelighedsfulde Skridt, og ved en enkelt Opflammen af Faklerne saaes i svage, men forstørrede Omrids de faa Mænd, der stode ventende ude paa Dæmningen som paa Jordens yderste Odde. Endelig kom Capitainen og blev hurtig ledsaget op til »Tolderens«, ved Siden af Toldcontrolleurens, hvor Embedsmændene vare samlede for at modtage hans »Declaration«. Idet han underveis kom ind i Lyset fra Faklerne og man saae hans blanke Hat og Kaardeheftet, raabte det oppe i Mørket: »Længe leve den raske Capitain! Alle Mand, Hurra!« Skaren skreg, halv undselig, halv vildt; men ved dette Raab udbrøde alle Børnene i Toldcontrolleurens Have i Graad, fra den Ældste til den Yngste. Capitainen kom til at boe hos Tolderens, og Rørvig Folk syntes snart godt om ham. Det er bekjendt nok, at Folk, som de ere flest, naar de komme i Berørelse med en Mand, som har udmærket sig, meget snart see bort fra Bedriften, Dygtigheden eller desl. og kun fæste Øiet paa Personen, som han er til hverdags. Man kunde godt lide Capitainen, fordi han var høflig, og man fandt, at han slet ikke lignede de sædvanlige Kapercapitainer, der i Almindelighed vare yderst storagtige, naar de havde taget blot et lille Skib, og ofte bragte raa Svir og Sværm til det Sted, hvor de løb ind med en Prise. Skjøndt han var skjægget og solbrændt, fandt man ham smuk og undredes især over hans blide Øine; Fruentimmerne sagde, at der skulde vist Meget til at gjøre den Mand vred. Han var af en bekjendt Søofficierfamilie og havde været Søcadet; men paa Grund af en eller anden Feil - man sagde, en grov Insubordinationsfeil - havde han ikke kunnet blive Officier. Saa var han løbet bort, i fremmed Tjeneste, og kom nu tilbage med dansk Kaperbrev, men under et andet Navn; han kaldte sig Capt. Jehan. I Rørvig vidste man Intet om hans personlige Forhold, hvorimod man snart af ham selv og af Mandskabet erfarede Alt, hvad der angik Skibet. Paa den Tid var der Meget, som nu vilde synes uregelmæssigt og besynderligt, men som man dengang godt forstod eller gled hen over. Skibet var ikke dansk, men førte i danske Farvande dansk Flag, fordi Capt. Jehan havde dansk Kaperbrev. Det tilhørte et Compagni i Marseille og blev formedelst dets overordenlige Hurtighed brugt ikke blot som Kaper, men undertiden ogsaa i særlige Missioner. Capitainen havde netop nu et hemmeligt Ærinde for den keiserlig franske Regering enten til det danske Hof eller til den franske Gesandt i Kjøbenhavn, og det var egenlig en Feil, at han ved at nærme sig en engelsk Convoi ikke havde modstaaet Fristelsen til at tage et rigt ladet Skib og derved blive sinket eller komme ud af sin Cours eller endog, som det viste sig, være nærved at blive taget. Saasnart han lykkelig havde fuldført denne Reise, havde han Udsigt til en betydelig Stilling i Frankrig, og naar man talte om Farerne ved at komme tilbage, loe baade han og hans Mandskab; thi »Falken«, saaledes hed Skibet, havde, naar det blot gjaldt om at undflye, intet Skib at frygte i de europæiske Farvande. Capitain Jehan pralede af Intet uden dette - hvis det ellers kan kaldes Praleri at udtale sig tillidsfuldt om et virkeligt Fortrin. Under sit Ophold i Rørvig - der paa Grund af forskjellige Omstændigheder blev langvarigt og kun afbrudt af en Reise til Kjøbenhavn - blev Capitainen snart en daglig Gjæst hos Toldcontrolleurens; men han kom, idetmindste i flere Uger, ikke til at tale et Ord med Lise. Det er ikke - og var endnu mindre dengang - Skik i jevne, danske Familier, især paa Landet, at en fremmed Gjæst strax faaer Leilighed til at knytte en Samtale med alle Voxne og fortrinsvis med de kvindelige Medlemmer. En saadan fransk Belevenhed vilde blive anseet for Paatrængenhed eller Courmageri, og den unge Pige, som foranledigede og modtog den, vilde synes meget fri, ja coquet. Man er ikke skinsyg paa spansk Maner; men Gjæsten skal være tilbageholden og give Tid. Han skal tale med Husfaderen eller høist Husmoderen og blive vel bekjendt med dem først. Det Keitet-Tilbageholdne, som herved opkommer i Forholdet til de Yngre, overvindes efterhaanden, men undertiden ad en farligere Vei; thi man begynder Samtalen med dem i flygtigt, ensomt Forbigaaende. Men hvis der ikke er Leilighed til saadanne smaa Møder, kan en Gjæst blive temmelig gammel i Huset uden at have vexlet et Ord med dem, han maaskee helst vil tale med, og som med nedslagne Øine give Agt paa ham, medens Husfaderen, i den naive Tro, at Gjæsten vilde kjede sig tildøde uden ham, strax bemægtiger sig ham og hele Tiden søger at holde ham i Aande. For Capitainens Vedkommende hidrørte Tausheden vel ogsaa fra, at han til alle Andre kunde tale om ligegyldige Ting, til Lise kunde han strax ikke have talt uden om hende selv. Som han selv sagde senere, var han angst for hende. Han havde seet Meget af Verden og troede sig Mand for at tage, hvad der tilkom ham; men ved denne unge Pige var der Noget, som syntes saa langt at overgaae, hvad han havde Ret til eller turde gjøre sig Haab om, at han opførte sig imod hende som mod et Væsen af anden, høiere Art end han. Men naar hun var tilstede, var egenlig dog Alt, hvad han sagde eller fortalte, henvendt til hende, og - som hun senere sagde - hun mærkede det. Paa den anden Side var der ogsaa Noget, som han mærkede, uden ret at kunne klare sig det: hans smaa Vaner bleve iagttagne og hans Ønsker gjættede paa en Maade, hvorom han instinctmæssig sagde sig selv, at det hidrørte fra Noget, der ikke var almindelig Gjæstfrihed, Noget, som gjorde Luften underlig, elektrisk varm, fyldt af en Lyksalighed, der nærmede sig Barndomsverdenens; men han kunde ikke faae Øie paa det Sted i Luften, hvorfra det kom. Naar han saae ned, syntes det ham undertiden, at det maatte være Lise; men naar han saae op, var det borte. Imidlertid, det gav ham en saadan Fred og Lykke, at det tidt forekom ham, som om Jorden, han traadte paa, var hellig; han kunde undertiden ikke begribe, at det var ham, der var Kapercapitain. En eneste Gang i Løbet af flere Uger kom han til at henvende et Ord directe til Lise. Man havde faaet Jordbær, og Børnene havde den Tro, at første Gang, man spiste af Aarets Frugt, kunde man ønske Noget og faae det opfyldt. Børnene raabte til Lise, da hun skulde spise det første Jordbær: Ønsk for mig! I samme Øieblik mødtes hendes og Capitainens Øine, og skjøndt han bævede lidt derved, sagde han: »Jeg skal reise; vil Jomfruen ikke ønske for mig?« Hun svarede paa særegent rolig Maade: »Nei, jeg vil ønske for mig selv.« En Dag mødtes de ved Diget nord for Haven. Veien derigjennem var saa smal, at en af dem eller Begge maatte standse, og nu vare de ene. For dog at sige Noget sagde han: »Har De saa faaet Deres Ønske opfyldt, Jomfru?« Hun blev blussende rød og spurgte: »Hvilket Ønske?« »Det, De havde, da De spiste det første Jordbær.« Hun svarede kort Nei. »De faaer det nok opfyldt«, sagde han. Med et Udtryk som af stor Angst, forekom det ham, sagde hun: »Hvorfor spørger De? Hvorfor siger De det?« »Fordi jeg troer, at det, De ønsker, vil Vorherre nok opfylde, og fordi jeg selv vilde ønske Dem alt muligt Godt i Verden, Jomfru Lise, især nu, da det stunder til, at jeg skal bort.« »Ja, det skal De jo«, sagde hun. Hun sagde dette simple Ord simpelt og ligefrem; men alligevel var der i Tonen Noget, som, uden at han kunde gjøre sig Rede derfor, igjen tændte om ham den Atmosphære af Varme og Sympathi, han hidtil kun havde fornummet med nedslaaede Øine, og samtidig syntes det ham desuagtet umuligt, at den kvindelige Herlighed, der stod for ham, virkelig skulde bekymre sig om ham. »Veed De, Jomfru Lise, hvorfor jeg spurgte Dem om Deres Ønske?« sagde han. »Nei«, svarede hun igjen med den besynderlige Angst. »Fordi jeg saa gjerne, saa inderlig gjerne - ja, det er maaskee urigtigt at sige det, De bliver maaskee vred - men jeg bærer saa megen Ærefrygt for Dem, Jomfru Lise, og saa megen - - det er, fordi jeg saa gjerne vil være med i Deres Tanker.« »Gud forbarme sig!« raabte hun og vendte om. Han forstod ikke disse Ord; men dersom de skjulte Noget, som hun vilde dølge, saa forraadte det attenaarige Barn ved sin hele Holdning et Andet, som han gjættede, fordi han selv elskede. »Er jeg virkelig i Deres Tanker, Jomfru Lise!« udbrød han, idet han greb hendes Haand. »Er jeg?« »Ja, men lad mig bare gaae.« »Er De mig god? Er det muligt, at Vorherre lader sit Himmerige falde ned til mig paa Jorden? .... Lise, hvis De er mig god, saa giv mig et Kys til Tegn paa, at jeg maa tale til Deres Fader, og at De vil følge mig.« »Følge Dem?« sagde hun, idet hun saae sig om. »Følge Dem? Nei det kan jeg ikke - jeg kan ikke! - Saa maa De ikke kysse mig.« Hun sagde det saa bestemt og overbevist, at han ganske tabte Haabet og sørgmodig sagde: »Saadan er jeg aldrig bleven slingret fra Toppen helt ned i Afgrunden. Bedre havde det været for mig, om jeg ikke var bleven løftet saa høit .... men det var min egen Skyld.« »Er De vred?« spurgte hun. »Vred? Hvem kan blive vred paa Dem? Men det gjør ondt .... Eller vilde De forandre Deres Beslutning, dersom De vidste, at den gjorde mig meget ulykkelig?« »Følge Dem bort herfra? .... Nej, jeg kan ikke! Frist mig ikke, jeg kan ikke!« Med disse Ord gik hun. Han kunde ikke forstaae hende. De havde talt for lidt sammen, til at der kunde være andet Menneskeligt imellem dem end poetisk, mysteriøs Attraction, fra hans Side mere bevidst som Kjærlighed. Men han blev nu saa usikker, at han ikke vidste, om hun var for barnlig uvidende til at kunne føle Kjærlighed, eller om hun maaskee var bunden ved et tidligere Løfte. Dog, ogsaa i begge disse Retninger blev han usikker ved en Samtale med hende kort Tid efter. I Naboens, Tolderens, Have, der stødte tæt op til, stod et stort, gammelt Morbærtræ, plantet i Christian d. 4des Tid. Deraf havde Lise faaet en Aflægger og plantet den i sin Have. Dagen efter at hun havde talt med Capitainen, flyttede hun den, uagtet Alle gjorde Indsigelser derimod og undrede sig over den Haardnakkethed, hvormed den ellers saa blide Lise vedblev sin Beslutning. En Uges Tid efter traf Capitainen hende ene i Haven; hun stod ved Planten og saae opmærksomt paa den. Han vilde benytte Øieblikkets Ensomhed og spurgte bedende, om hun ikke havde betænkt sig. Hun svarede ikke og vedblev at see sørgmodig paa Planten. »Hvorfor seer De saadan ned? Hvad er der i Veien?« spurgte han. Hun svarede: »Den kunde ikke flyttes. Den er død.« Med den Kløgt, som Kjærligheden giver, gjættede han Meningen og raabte: »For Guds Skyld, Jomfru Lise! har De taget Varsel? Betænk dog, at den kunde være død, selv om den ikke var bleven flyttet!« »Det er ogsaa sandt«, sagde hun langsomt, men tilføiede saa: »Det varsler jo ikke Noget, naar jeg bliver hjemme.« »Det er jo netop det«, sagde Sømanden forsagt og fjernede sig. Afreisens Dag kom, og han tog Afsked med Toldcontrolleurens; Lise sagde ham Farvel med sin sædvanlige, blide Ro. Klokken var ti om Aftenen, da han forlod dem og lod sig roe ud til sit Skib. Inden han kunde lette Anker, var endnu noget Arbeide at udføre, hvortil han ikke selv behøvedes, og han lod sig igjen roe iland for at tage Afsked med det ham saa kjære Sted, Diget, hvor han havde talt med hende, og hvor hun havde ladet ham formode, at hun elskede ham. Da han kom derhen, sad der i Sommernattens Halvmørke en kvindelig Skikkelse med en lille Bylt paa Skjødet. Det var Lise. Hun sprang op i hans Arme med Udraabet: »Jeg kan ikke lade Dig reise alene! Tag mig med, mens det er mørkt! Hvor Du er, er der to Fakler, og Vorherre vil stige ned!« Han bar hende og Bylten, hvori hun havde sine nødvendigste Klæder, som beruset, taus af Lyksalighed. Medens han bar hende, sagde hun: »Kan Du huske - ja, det husker Du - at Du for nogen Tid siden, da vi spiste de første Jordbær, bad mig om at ønske Noget for Dig, og at jeg ikke vilde, men ønskede Noget for mig selv?« »Ja«, svarede han. »Det var, fordi jeg ønskede, at Du vilde kysse mig, før Du reiste. Men dengang vidste jeg ikke, at det betød, at saa skulde jeg følge med Dig. Nu veed jeg det.« »O!« sagde han og bedækkede hende med Kys. Den næste Morgen vaagnede hun glad og sagde smilende til ham: »Nu gaaer jeg iland og siger Fader, at Du har bortført mig.« Hun klædte sig paa og gik op paa Dækket og saae - Havet, Intet uden Hav. Hun stirrede derpaa. Langsomt syntes det at gaae op for hende, at mellem hende og den Verden, der hidtil havde været hendes, hvor hun havde været Guds Engel fra Rørvig, laa et Svælg, der ikke kunde udfyldes, og som hun ikke ret havde tænkt paa førend nu. Hun gik stille tilbage, klædte sig igjen af og lagde sig i den lille Køie. Hvergang han kom ned til hende, syntes hun lykkelig og glad; men ti Dage efter Bortreisen var hun død. Ud paa Efteraaret kom en Sømand til Rørvig; det var Capt. Jehan. Man kjendte ham knap igjen; thi han var blevet gammel. Han gik til Lises Forældre, fortalte dem Alt, hvad der var skeet, bad om deres Tilgivelse, og fik den. Vinteren over boede han hos dem, siden i et lille Hus, som han selv byggede tæt ved det Sted, hvor hun havde siddet med Bylten paa sit Skjød. Folkene paa Egnen gave ham et Tilnavn, der betegnede, at han havde afløst Guds Engel fra Rørvig: de kaldte ham Guds Djævel fra Søen, men sagde det efterhaanden uden at mene noget Ondt dermed. Derimod opkom - maaskee tildels ved den Omstændighed, at han havde bygget sit Hus paa hint Sted - et besynderligt Sagn om ham. Man sagde, at der i hans Kammer var en stor Kasse med Guld og Sølv, men at der laa et Lig ovenpaa. Nu er han for længe siden død og borte, og det trøster, at de ikke ere værst farne, som have følt meget.