Garman & Worse Alexander Kielland Roman af Alexander L. Kielland Fjerde Oplag, Kjøbenhavn, Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn), Fr. Bagges Bogtrykkeri, 1890 Kapittel I. Kapittel II. Kapittel III. Kapittel IV. Kapittel V. Kapittel VI. Kapittel VII. Kapittel VIII. Kapittel IX. Kapittel X. Kapittel XI. Kapittel XII. Kapittel XIII. Kapittel XIV. Kapittel XV. Kapittel XVI. Kapittel XVII. Kapittel XVIII. Kapittel XIX. Kapittel XX. Kapittel XXI. Kapittel XXII. Kapittel XXIII. Kapittel XXIV. Kapittel XXV. Kapittel XXVI. ------------------------------------------------------------------------ Denne boken er en elektronisk utgave av Alexander L. Kiellands (1849-1906) bok «Garman & Worse». Den er skannet fra andre bind i en utgave av Kiellands samlede verker fra 1899. Men boken er nok trykt med de samme plater som fra en selvstendig utgivelse av boken i 1890. Boken ble først utgitt i 1880. Boken er skannet inn ved Institutt for datateknikk og telematikk ved Norges tekniske høgskole. Tekstgjenkjenningen er gjort med OCR-programvaren «Recognita Plus» versjon 2.00.CB4, på en UMAX UC630 MaxColor scanner. Skanning og korrekturlesing har jeg gjort i juli og august 1995. Korrigeringer i denne elektroniske versjonen i forhold til originalen, er: Kap 2; nu slog du dig!» rettet til «nu Kap 2; Flying fish rettet til Fish Kap 3; havde forstyrer Skolefreden rettet til forstyrret Kap 3; Grosererens Kontor i Byen rettet til Grossereren Kap 5; ganske særdeles maver rettet til mager Kap 5; hendes Læber vare smalle rettet til smale Kap 5; til Garmans, Siden havde rettet til Garmans. Kap 5; den bratte Fjdelskrænt rettet til Fjeldskrænt Kap 6; røde Glo Lampevægen rettet til Glo i Kap 9; forsikkrede Fuldmæktigen rettet til forsikrede Kap 9; Fuldmæktigen, men det» rettet til «men Kap 9; ivrigt, hvad der rettet til «hvad» Kap 10; sagde Worse halvt alvorllg. rettet til alvorlig. Kap 11; prøvende næsten rettet til prøvende, næsten Kap 11; Medarbeider Kandidat rettet til Medarbeider, Kandidat Kap 15; villet allarmere dig. rettet til alarmere Kap 15; den unarturligt slette rettet til unaturligt Kap 16; en liden Stund,-- rettet til Stund, -- Kap 16; førte Veien. gennem rettet til Veien, gjennem Kap 17; Unge Konsulen tænkte paa de Tider rettet til Unge-Konsulen Kap 17; «Leve Morten W Garman!» -- hip rettet til Garman! -- Kap 19; en glædelig Overralskelse rettet til Overraskelse Kap 20; er du sint på mig? rettet til mig?» Kap 22; Din Fader derimod-- » rettet til derimot --» Kap 25; Rachel Garman. rettet til Rachel Garman.» Kap 26; Trods Men rettet til Trods. Men Kap 27; sig bort. det rettet sig bort. Det Ellers er der noen danske skrivemåter som ikke er gjennomført, og som sikkert skriver seg fra danske typografers feillesing av et håndskrevet manuskript. Blant disse er «Jordvej», «Fejl», «rejste» og «Arbejdsstok». Det er typisk at disse er forvekslinger av «i» og «j», og at de gjerne opptrer i grupper. Dobbel bindestrek brukes istedenfor tankestrek. Kursiv er markert med skråstrek; det skulle gå frem av sammenhengen hva som er start og stopp på det som er satt i kursiv. Merk at det er store og inkonsistente ulikheter på om tegn som står inntil det som er satt i kursiv også står i kursiv. Jeg har valgt å markere det slik det er satt i boka. Sperret skrift er markert med understrek mellom bokstavene i ordet. Bruken av apostrofer for genitiv virker litt tilfeldig. For eksempel brukes både «Johnsens» og «Johnsen's»; både «Worse's» og «Worses». Det virker som om «'s» kun er ment brukt i tilfeller der ordet som står i genitiv slutter med en s-lyd, og ved genitiv av uttrykk som består av flere ord («Garman & Worse's kontorer» og «Jacob Worse's Raad»). Jeg har valgt å la det stå som det står, til tross for at det er inkonsistent. Av en eller annen grunn lar Kielland Jyden Per Karl si «inte» i stedet for «ikke». Men det er da bare svensk som bruker «inte»? Danske dialekter bruker da ikke dette? Vel, det er brukt konsistent, så jeg lar det stå som det står. Dernest er der tidvis brukt alternative former, så som «Trap» og «Trappe». Videre brukes konsistent «Sø» om havet, mens det skrives som «en Sjø» når det betyr en bølge. I kapittel 23 brukes «sølverne», men jeg vet ikke hva som er ment her, sannsynligvis er det «sølvrene», men jeg har valgt å ikke rette det. I boken er det brukt gåseøyne for å markere tale, mens i denne elektroniske utgaven brukes vinkeltegn, hovedsaklig fordi tegnsettet som brukes (ISO-8859-1, kalt Latin-1) ikke har disse tegnene. Boken bruker «doble komma» foran tale, og hevede, doble, omvendte (rotert 180°) komma for å avslutte tale. Siden Latin-1 ikke støtter disse tegnene, og tilnærmelser som ,,hallo'', "hallo" og ``hallo´´ ikke er særlig fristende, har jeg brukt vinkeltegn istedet. Jeg har valgt å sette disse tegnene etter moderende norsk typografisk skikk, dvs pekende ut fra det som er innrammet. Trondheim, 26 august 1995 Anders Christensen anders@pvv.unit.no ------------------------------------------------------------------------ [http://www.lysator.liu.se/runeberg/garmwors/k01.html] Kapittel I. Intet er saa rummeligt som Havet, intet saa taalmodigt. Paa sin brede Ryg bærer det lig en godslig Elefant de smaa Puslinger, der bebo Jorden; og i sit store kjølige Dyb eier det Plads for al Verdens Jammer. Det er ikke sandt, at Havet er troløst; thi det har aldrig lovet noget: uden Krav, uden Forpligtelse, frit, rent og uforfalsket banker det store Hjerte - det sidste sunde i den syge Verden. Og mens Puslingerne stirre udover, synger Havet sine gamle Sange, Mange forstaar det slet ikke; men aldrig forstaar to det paa samme Maade. Thi Havet har et særskilt Ord til hver især, som stiller sig Ansigt til Ansigt med det. Det smiler med blanke, grønne Smaabølger til de barbente Unger, som fanger Krabber; det bryder i blaa Dønninger mod Skibet og sender den friske, salte Skumsprøit langt ind over Dækket; tunge, graa Sjøer komme væltende mod Stranden, og mens trætte Øjne følge de lange, hvidgraa Brændinger, skyller Skumstriberne i blanke Buer henover den glatte Sand. Og i den dumpe Lyd, naar Bølgen falder sammen for sidste Gang, er der noget af en hemmelig Forstaaelse; hver tænker paa sit og nikker udover - som var Havet en Ven, der ved det hele og gjemmer det trofast. Men hvad Havet er for dem, der bo langs Stranden, faar ingen vide; for de siger ingenting. De lever hele sit Liv med Ansigtet vendt mod Søen. Havet er deres Selskab, deres Raadgiver, deres Ven og deres Fiende, deres Erhverv og deres Kirkegaard. Derfor bliver Forholdet uden mange Ord, og Blikket, der Stirrer udover, vexler efter den Mine, Havet sætter op - snart fortroligt, snart halvt ræd og trodsigt. Men tag saa en af disse Strandboere, flyt ham langt ind i Landet mellem Fjeldene i den yndigste Dal, du kan finde; giv ham den bedste Mad, og de blødeste Senge. Han vil ikke røre din Mad, ikke sove i Sengene; men uden at se sig om, vil han klatre fra Fjeld til Fjeld, indtil han langt - langt ude skimter noget blaat, han kjender. Da gaar hans Hjerte op; han stirrer mod den lille blaa Stribe, som glitrer derude, indtil det begynder at glitre blaat altsammen; men han siger ingenting. - - Det hændte ofte, at Folk inde i Byen sagde til Richard Garman: «At De - Hr. Legationssekretær! kan udholde det ensomme Liv derude i Deres Fyrtaarn!» Men den gamle Herre svarede altid: «Ja ser De! man føler sig igrunden aldrig ensom ved Havet, naar man først har gjort dets Bekjendtskab; - og desuden saa har jeg jo min lille Madeleine.» Og det var hans Hjertens Mening. De ti Aar, han havde tilbragt herude paa den ensomme Kyst, hørte til de bedste i hans Liv, og hans Liv havde dog været bevæget og broget nok. Men enten han nu var træt af Verden eller om det var hans lille Datter eller det var Havet, som fængslede ham, eller om det var lidt af alt dette, - vist er det, han havde slaaet sig tilro, og syntes aldrig at tænke paa at forlade Bratvolds Fyrhus. Det havde nu ingen troet; og dengang det rygtedes, at Hr. Legationssekretær Richard Garman, Søn af Byens største Handelshus, søgte en simpel Fyrforvalterpost, fik de fleste sig en god Latter over dette nye Paafund af «den gale Kandidat». «Den gale Kandidat» - var Byens Kjælenavn for Richard Garman, og det var ikke frit for, at han fortjente det. Thi uagtet han ikke havde været saameget hjemme, siden han blev voxen, kjendte man dog hans flotte og lystige Liv tilstrækkeligt til at korse sig over ham i hemmelig Beundring. Dertil kom, at de Besøg, han gjorde hjemme, ofte stod i Forbindelse med en eller anden stor, høitidelig Begivenhed. Saaledes da han som ung Kandidat var tilstede ved Moderens Begravelse, og endnu mere da han over Hals og Hoved kom hjem fra Paris til Gamle-Konsulens Dødsleie - i en Dragt og med et Væsen, som tog Veiret fra de fleste Damer og bragte Herrerne til Fortvivlelse. Siden saaes han ikke stort. Men Rygtet beholdt sit Tag i ham: snart havde en Manufakturist seet ham i Zinck's Hotel i Hamburg, snart levede han i et Pallads, snart vilde man vide, at han drev om i Dokkerne og skrev Matrosernes Breve for et Glas Øl. Men en vakker Dag holdt Garman & Worse's store Gallavogn ved Dampskibsbryggen. I Bagsædet sad Firmaets Indehaver Konsul C. F. Garman og den unge Frøken Rachel; lille Gabriel - den yngste Søn - sad ved Siden af Kusken. En fortærende Nysgjerrighed martrede Grupperne paa Bryggen. Den store Vogn var sjelden at se i Byen, - og nu helt hernede øiensynligt ventende Hamburgeren. Endelig vovede Husets Mægler sig hen til Vognvinduet og spurgte efter nogle indledende Ord, hvem der ventedes? «Jeg venter min Broder.- Legationssekretæren og hans Frøken Datter,» svarede Konsul Garman, idet han med en eiendommelig Bevægelse lagde den glatragede Hage tilrette i det stive Halsbind. Denne Efterretning forøgede Spændingen. Richard Garman var ivente, «den gale Kandidat» - Legationssekretæren - som nogle kaldte ham; og en Datter skulde han have med sig. Hvorledes mon det kunde hænge sammen? - mon han havde været ordentlig gift? - det var ikke ligt ham! Dampskibet kom. Konsul Garman gik ombord og vendte kort efter tilbage med sin Broder og en liden sorthaaret Pige, - det var vel Datteren. Richard Garman kjendte man strax igjen, skjønt han var bleven lidt sværere i Figuren. Men den ranke, elegante Holdning, de sirlige, sorte Moustacher vare som før; Haaret var ogsaa tæt og krøllet som i gamle Dage, men lidt graasprængt ved Ørene. Han hilste venligt, da han gik opover til Vognen, og der var mer end en Dame, som følte det, da hans blanke, brune Øine et Øieblik gled smilende hen over dem. Vognen rullede afsted gjennem Byen og udover den lange Allée, som førte til Familiens store Eiendom Sandsgaard. Byen snakkede sig næsten fordærvet; men uden sikkert Resultat; det Garmanske Hus holdt tæt paa sine Hemmeligheder. Saameget var klart, at Richard Garman havde forødt hele sin store Arv; - ellers var han vel ikke kommen hjem, for at spise Naadsens Brød hos Broderen. Men paa den anden Side var Forholdet mellem Brødrene ialfald tilsyneladende godt. Konsulen gav stor Middag og drak «sin Broder Legationssekretærens» Skaal, hvortil han knyttede det Haab, at han maatte finde sig vel herhjemme. Intet kan være saa irriterende som halvtfuldbaarne Skandaler; og da Richard Garman nogen Tid efter i al Stilhed modtog Fyrforvalterposten paa Bratvold og levede der Aar efter Aar uden at give videre Haab om nævneværdige Bedrifter, saa følte hver især i den lille By sig personligt fornærmet, og man undredes over; at Garmans slet ikke syntes at vide, hvad de skyldte Verden. Forresten vidste ikke engang selve Legationssekretæren rigtig klar Besked om, hvorledes det hele var kommet. Det var saa underligt med den Christian Frederik; saasnart Richard mødte sin Broder eller bare fik Brev fra ham, blev han selv ligesom omskabt: hvad der ellers aldrig kunde faldt ham ind, syntes ham med en Gang let, og han udførte Handlinger, som bagefter satte ham selv i den yderste Forbauselse. Da han skrev hjem sidste Gang - nedtrykt og fortvivlet -, forat bede Broderen modtage lille Madeleine, tænkte han ikke paa andet end at slutte et forspildt Liv jo før jo heller, saasnart Datteren var bragt i Sikkerhed. Men saa var det, han fik hint forunderlige Brev med Vexelen i. Desuden var der mange vanskelige Handelsord; der stod om «at liquidere», om «uopgjorte Conti, som nødvendiggjorde hans Nærværelse» og indimellem alt dette enkelte Udtryk, som ikke passede, som syntes at have forvildet sig ind i Handelsstilen. Der stod for Exempel etsteds «min gamle Legebroder» - senere: «mit oprigtige Ønske om broderligt Samliv» - ja tilslut læste han endog midt i en lang indviklet Periode: «Kjære Richard! tab ikke Modet!» Dette satte Richard Garmans Sind i Bevægelse; han tog sig sammen og rejste hjem. Da han saa Broderen komme ombord paa Dampskibet, fik han Taarer i Øinene; han vilde aabne sine Arme, forat omfavne ham. Men Konsulen strakte sin Haand frem og sagde roligt: «Velkommen Richard! - har du dit Tøi ved Haanden?» Siden var de heller ikke kommet til at snakke om dette; en enkelt Gang vovede Richard en Hentydning til hint Brev. Men Konsulen syntes at tro, at han ønskede at faa afgjort de omtalte Regnskabsforhold. Intet kunde være fjernere fra Legationssekretærens Tanker, og han følte sig næsten krænket. Det er en udmærket Mand - den Christian Fredrik! - tænkte han, men han er næsten vel meget Handelsmand! En Dag havde da Konsul Garman sagt til sin Broder: «Du Richard! - skal vi kjøre ud til Bratvold og se paa det nye Fyrhus?» Richard vilde gjerne være med; han elskede fra sine unge Dage den eiendommelige Kyststrækning med de dunkle Lyngsletter, Sandet og det store, aabne Hav. Fyrhuset faldt ogsaa i hans Smag, og da Brødrene satte sig i Vognen igjen, forat rejse tilbage til Byen, sagde han: «Ved du hvad? - Christian Frederik! jeg kunde ikke tænke mig en Stilling, som bedre passede for sligt et Vrag som jeg, end at være Fyrforvalter herude.» «Der er ingenting i Veien for, at du kan blive det,» svarede Broderen. «Bah! - hvorledes skulde det gaa til!» svarede Richard og smikkede Asken af sin Cigar. «Hør Richard!» udbrød Konsulen skarpt, «er der noget, jeg maa bebreide dig, saa er det din Mangel paa Selvtillid. Tror du ikke, at du med dine Evner og Kundskaber kunde faa et meget større Embede, hvis du bare vilde søge.» «Nei - men Christian Fredrik!» - raabte Legationssekretæren overrasket og stirrede paa Broderen. «Som jeg siger!» vedblev Konsulen, «vil du have Posten, maa de naturligvis give dig den; og skulde der være nogen Vanskelighed, saa tænker jeg nok, at et Ord fra os til Amtmanden skal klare det hele.» Dermed var den Ting afgjort. Richard Garman blev udnævnt til Fyrforvalter paa Bratvold, enten det nu var paa Grund af sine Evner og Kundskaber eller paa Grund af Ordet til Amtmanden. Den store Ensformighed i hans nye Tilværelse gjorde den gamle Kavaller godt. De faa Pligter, som paahvilede ham, opfyldte han med uhyre Alvor og Nøiagtighed. Sine ledi ge Timer tilbragte han mest med at ryge Cigaretter og se udover Havet i den store Kikkert paa Stativ, som han havde faaet i Present fra Christian Frederik. Han var i Virkeligheden træt og det undrede ham, at han saalænge havde fundet Smag i sit uregelmæssige Liv i Udlandet. Men der var en Ting, som Legationssekretæren forundrede sig endnu mere over; og det var, hvor godt han kom ud af det med sine Indtægter. At leve for 2000 Kroner om Aaret syntes ham et halsbrækkende Kunststykke, og dog udførte han det. Det vil da sige: han havde jo en Smule Biindtægt; men Christian Fredrik sagde altid, at det var saagodtsom ingenting. Hvormeget det var og hvori disse Smaaindtægter egentlig bestod, fik han aldrig Greie paa. Vistnok kom der hvert Aar Contocourant fra Garman & Worse, udarbeidet af Konsulen selv, han fik ogsaa ofte Handelsbreve fra Broderen. Men hverken det ene eller det andet gjorde Sagen klarere for Fyrforvalteren. Han skrev sit Navn under paa alle Papirer, hvor der syntes ham «Rum aabent». Stundom fik han nogle Vexler «at udfylde»; det gjorde han ogsaa efter bedste Skjøn; men lige dunkelt var og blev det hele ham. En Ting var sikker - at han klarede sig - klarede sig udmærket. Han holdt to Assistenter ved Fyret; havde sin Ridehest Don Juan og en Arbeidshest; fuldt op af Vin og altid nogle Penge liggende, som han ikke havde Brug for. Derfor anbefalede han alle, som klagede over de slette Tider, at flytte ud paa Landet; det var rent utroligt, hvor billigt man kunde leve der. I de ti Aar, de havde boet herude, var Madeleine voxet fra otte til atten Aar. Ogsaa hun trivedes over al Forventning godt, og da hun var bleven fuldstændig hjemme i Sproget - Moderen havde nok været fransk - blev hun snart kjendt og afholdt i en vid Kreds omkring Fyret. Hun levede mest ude af Huset, omkring paa Nabogaardene og helst nede ved Søen i den lille Baadhavn. En hel Række af Gouvernanter havde forsøgt sig paa hende; men hun var vanskelig at lære. Desuden kunde Faderen ikke taale Gouvernanter, som var stygge; og da de saa engang fik en, som var vakker, blev det endnu galere - paa den anden Kant igjen. Fyrforvalteren gjorde hyppige Besøg paa Sandsgaard, enten paa sin Don Juan eller afhentet i Garman & Worse's Jagtvogn. Madeleine derimod havde beholdt et frastødende Indtryk af det kolde, gammeldags Hus og de fine, stive Mennesker. Ikke engang sin Kusine Rachel, som dog bare var et Par Aar ældre, kunde hun lide; derfor blev hun helst hjemme, og Faderen var heller aldrig borte mer end et Par Dage om Gangen. Desto mere Behag fandt hun i Fiskerne og Lodserne nede ved Stranden og oppe i Gaardene. Munter og uforfærdet blev hun snart taget med paa Søen i godt Veir, lærte at fiske, passe et Seil og bedømme et Fartøi i Horizonten efter Riggen. Madeleine havde en særdeles god Ven, som hed Per; han var trefire Aar ældre og boede paa Gaarden nærmest Fyret. Per var lang og stærk med stivt gulhvidt Haar og store Næver, der vare haarde som Horn indeni af at ro. Hans Øine vare smaa og skarpe, som de pleie at være hos disse Folk, der fra Barndommen vænne sig til at stirre udover Søen i Regnveir og Skodde. Far til Per var Enkemand og havde ikke flere Børn. Men saa fandt han paa at gifte sig igjen, og nu fik han det ene Barn efter det andet. Folk gik og ærtede Per op, at han skulde kræve Gaarden delt; men Per vilde «vente og se». Men jo længer han ventede, desto flere Halvsøskende fik han se. Folk lo saa smaat af ham, og en Dag kom en til at kalde ham Vente-Per - en Vittighed, som gjorde megen Lykke og sidenefter forblev hans Øgenavn. Per var forøvrigt ikke til at le af; han hørte til de raskeste paa Søen og var det fredsommeligste Menneske paa Jorden. Han brød sig ikke stort om at udmærke sig; men han havde en seig, ihærdig Arbeidslyst og var ikke ræd for nogenting. Derfor mente Folk, at Vente-Per var en Gut, som nok vilde slaa sig op. Venskabet mellem Fyrforvalteres Datter og Vente-Per var meget varmt fra begge Sider. I Førstningen prøvede en og anden af de unge Gutter at tage hende fra ham. Men saa hændte det en Dag, hun var ude med Per, at der blæste op en frisk Nordvest. Pers Baad og Greier var altid af første Sort, saa der var ingen Fare paafærde. Alligevel kom Fyrforvalteren, som havde seet Baaden i den store Kikkert, i en Fart ned til Stranden og gik helt ud paa den lille Molo. «Der er Far!» sagde Madeleine, «mon han er ræd for os?» «Aa - han har vel bedre Forstand,» mente Per besindigt. Legationssekretæren havde imidlertid ikke bedre Forstand, end at han var lidt urolig, der han stod. Men da nu Per med sikker Haand styrede lige ind i Seilløbet, svingede om Spidsen af Moloen, saa at Baaden gled roligt ind i smult Vand bagom, - da blev den gamle Herre imponeret. «Han forstaar s'gu sine Ting» - mumlede han, mens han hjalp Datteren op; og istedetfor den Skjændetale, han havde forberedt, sagde han bare: «Du er flink Gut - Per! men du faar ikke Lov til at seile med hende alene.» Der var ingen i Nærheden, som kunde høre, hvad den gamle Herre sagde; men da de begge hilste - Madeleine rakte endogsaa Haanden ned til ham - kunde alle, som saa det fra Nøstene og oppe fra Gaardene, forstaa, at Per fremdeles stod sig godt med Fyrforvalterens. Og fra den Dag faldt det af sig selv, at han havde Eneret til at føre den unge Frøken. Per tænkte op og ned, hvem han vel skulde tage med paa Baaden. Han forstod godt, at hele Fornøielsen vilde være spildt, om en af hans Kammerater kom med. Tilslut valgte han en stakkels, halvtosset Gut paa en af Nabogaardene, som tilogmed var tunghørt. Folk kunde ikke begribe, hvad Per vilde med Tomle-Hans i Baaden; men Per var nu altid lidt egen. Per var tilfreds med sit Valg; Madeleine ligesaa. Og da hun nogle Dage efter stak Hovedet ind af Døren og raabte til Faderen: «Jeg seiler en liden Tur med Per!» - kunde hun med god Samvittighed tilføie: «Ja naturligvis har han en med sig, naar du saa absolut vil det!» Hun lo høit med sig selv, da han og hun løb nedad Skrænten. Men Fyrforvalteren gik til den store Kikkert. Ganske rigtigt: agterud sad Per, der kom Madeleine ned i Baaden - i en Fart, og paa Seiltoften sad en Mandsperson med Vadmelstrøie og gul Sydvest. «/Bien/!» sagde den gamle Herre beroliget, «det er godt, at de har en med sig - i enhver Henseende.» ------------------------------------------------------------------------ [http://www.lysator.liu.se/runeberg/garmwors/k02.html] Kapittel II. Det høieste Punkt paa den milelange flade Sandstrand var Bratvoldsbrækken. Der var Fyrhuset bygget paa den yderste Kant af Skraaningen, som faldt saa brat af mod Søen, at man maatte løbe ned ad den paaskjøns og krydse sig opover. Faarene havde siden umindelige Tider skaaret sig et Net af Veie i de steile Bakker, og paa Frastand saa disse Stier ud som mørkere Buer og Festons, der hang udover. Søndenfor den høieste og bratteste Brink, hvor Fyrhuset stod, trak Kysten sig med en Gang tilbage i en Bue, og paa det andet Endepunkt af Halvcirkelen laa de store Bratvoldgaarde, mange Huse sammen som en liden Landsby. Nedenfor Gaardene i Stranden var den lille Baadhavn beskyttet af en Molo af svære Kampesten. Ogsaa fra Fyrhuset saa man ned i Havnen, og derfor kunde Madeleine holde Øie med Pers Baad; hun kjendte den ligesaa godt som deres egen Dagligstue. Det var ellers en prægtig stor Stue, den Dagligstue. Selve Fyrtaarnet, der ikke var høiere end Huset, var bygget paa det sydvestre Hjørne. Saaledes havde Stuen et stort Vindu vendt ud imod Havet og et imod Nord med Udsigt over de store Sandsletter med lave Lyngklitter og Marehalm. I Dagligstuen havde Fyrforvalteren sine Bøger, sit Skrivebord og først og fremst den store Kikkert. Den kunde dreies paa sit Stativ, saa man baade kunde se nordover og langt udover Søen. Madeleine havde ogsaa sine Blomster og sit Sybord her, og det smukke Møblement, som Onkel Garman havde bestilt fra Kjøbenhavn - Legationssekretæren kunde ikke noksom forundre sig over den billige Pris - tog sig godt ud i det lyse hyggelige Værelse. I de lange Aftener, naar Vinterstormene kom lige ind fra Havet og kastede sig over det lille Fyrhus, sad Fader og Datter lunt bag de tykke Mure og de lukkede Skodder; medens Lyset faldt i regelmæssige blændende Blink fra Fyrlygten udover Bølgerne, som kogte og brusede nede i Stranden. Det evige Drøn fra Havet blandede sig i deres Samtaler, i deres Latter, i hendes Musik, - deres hele Liv tog en frisk Smag af dette altid vexlende Hav, der skyllede lige under deres Vinduer. Madeleine havde arvet meget af Faderens lette Sind; men saa havde hun ogsaa noget heftigt - en af Gouvernanterne havde kaldt det Trods. Da hun derfor blev voxen, blev hun den stærkeste; Faderen bøiede af, det var nu hans Methode; han lo af sin lille Tyran, og hun ruskede ham i hans tykke, krøllede Haar. Naar den gamle Herre halvt i Distraktion fortalte Historier, som truede med at tage en ængstelig Vending, skjændte hun paa ham. Men naar det hændte, at han i en eller anden Smaating ikke var rigtig tilfreds med hende, tog hun sig saa nær af det, at hun følte det i lang Tid. Hendes Sind var muntert og freidigt, men hun trængte til meget Solskin; naar Faderen var i tungt Humør, var hun strax bange for, at det var hendes Skyld, og da blev hun ganske modløs. Madeleine havde ogsaa arvet sin Faders Øine - mørkebrune og blanke; men ellers lignede hun ham kun paa den slanke Holdning og de smukke Bevægelser. Hendes Mund var for stor og Hudfarven lidt brunladen. Alle maatte indrømme, at det var en kjæk Pige; men ingen vilde kalde hende smuk; de fleste unge Herrer vilde være enige om, at hun var styg. - En vakker Eftermiddag tidligt paa Vaaren laa Per og ventede med Baaden udfor Odden af Moloen. Han havde ikke Tomle-Hans med sig; thi baade han og Madeleine vare enige om, at det ikke behøvedes, naar de bare skulde ro; og idag gjaldt det blot at forsyne Hummerteinerne med friskt Agn for Natten. En for en roede de andre Fiskere ud gjennem det smale Seilløb; de havde alle en liden ondskabsfuld Vittighed at slænge ombord til ham, og bestandigt gik det igjen - det infame «vente». Det kogte i ham, der han laa og hvilte paa Aarerne - stirrende ufravendt mod Fyrhuset deroppe. Men der var alt stille. Det solide lille Stenhus laa saa fredeligt og velholdent i det klare Solskin. Det skinnede i de blanke Ruder og paa den rødmalede Hat over Fyrlygten; han kunde se Fyrdrengen gaa udenom paa det lille Galleri og pudse Glasprismerne. Endelig - langt om længe kom hun ud paa Trappen. Et Øieblik efter var hun ude af Gaarden, henover den indhegnede Mark, som hørte til Fyret, ud gjennem denlille Port i Gjerdet, og nu kom hun i fuld Fart nedover Skraaningen. «Har du ventet?» raabte hun; da hun kom helt ud paa Spidsen af Moloen. «Hop ikke!» vilde han have raabt igjen; men det var for sent; uden at minke Fart var hun sprunget fra Bryggen og lige ned i Baaden. Hun gled med Benene, saa at hun kom til at sidde paa Tiljen; lidt af Kjolen hang i Vandet. «Fanden til Fruentimmer!» raabte Per; han havde vist hundrede Gange sagt hende, at hun ikke maatte hoppe i Baaden; «nu slog du dig!» «Nei!» svarede hun. «Jo - du gjorde!» «Bare lidt,» svarede hun og saa stivt paa ham; men der kom Taarer i Øinene; thi hun havde i Virkeligheden skrubbet sig dygtig paa Læggen. «Lad mig se -» sagde Per. «Nei - du faar ikke -» svarede hun og bredte Kjolen over. Per begyndte at skode mod Land. «Hvad vil du?» «Op efter Brændevin; jeg vil gnide Foden din.» «Jamen, det faar du ikke!» «Saa faar heller ikke du være med mig,» svarede Per. «Godt - saa lad mig komme op!» Endnu før han fik lagt Baaden til, sprang hun iland paa en Sten, steg op paa Moloen og gik raskt indover. Hun bed Tænderne sammen, thi det gjorde saa ondt, naar hun gik; men alligevel fulgte hun hurtigt den kjendte Sti med Øinene fæstede paa Jorden. Hun kom forbi Nøstene, steg over Aarer, Tjærekoster, gammelt Tougværk og alskens Skrab, som laa spredt mellem Baadene; krumme Krabbekløer laa rundt omkring og halvraadne Toskehoveder, hvor store mætte Fluer gik ud og ind i Øienhullerne. Hun naaede helt op til Fyret uden at vende sig; hun vilde ikke se efter ham. Alligevel stansede hun paa Toppen, for at puste ud; hun vilde dog se, hvor langt han var kommen udover. Madeleine vidste, at de andre Fiskere havde stort Forsprang, altsaa maatte hans Baad være bagefter - mellem dem og Land. Men han var ikke til at se, heller ikke i Havnen. Da saa hun med en Gang den kjendte Baad; men den var ikke bagefter - næsten i Række med de sidste; Per maatte have roet som en rasende. Hun forstod at bedømme Afstande og vidste, hvad det var for et Kraftstykke, hun saa for sig; og glemmende baade, at hun var fornærmet og at hun var alene, vendte hun sig om - som til en stor Forsamling og pegte udover med straalende Øine: «Se paa ham! - det er Gut, som kan ro - det!» Men Per sad i Baaden og tog Spændetag, saa det knagede. Det var somom han vilde straffe sig selv i den uhyre Anstrængelse. Hun blev mindre og mindre, eftersom han roede udover, tilsidst blev hun borte for ham. Men det havde han fortjent. Fanden til Fruentimmer - gjentog han, og hvergang tog han fat igjen, somom det gjaldt Livet. Det var det yndigste Solskinsveir den næste Dag ogsaa. Havet laa saa stille som det kan ligge; en engelsk Hummerkutter stod fra Land med halvfyldte Seil; man kunde se det slænge i den slanke Rig, eftersom Fartøiet vuggede mageligt i den svage Dønning. Madeleine sad ved Vinduet; hun vilde ikke gaa ud. Hun fulgte med Øinene Hummersluppen, som hun kjendte saa godt; det var «Flying Fish», Kaptein Crabb af Hull. Per havde altsaa været ude med Hummer imorges; mon han havde faaet mange? Bare han ikke havde forslidt sig igaar, da han roede. Hun gik ud paa Bakken og saa ned i Havnen. Hans Baad laa der; Per kunde gjerne være syg. Pludseligt bestemte hun sig til at løbe ned og spørge en Mand, som hun saa ved Nøstene. Men halvveis i Bakken mødte hun en, som kom opover. Madeleine havde ikke kunnet se ham før, fordi han var indunder det bratteste; men nu kjendte hun ham strax og sagtnede sine Skridt. Per maatte ogsaa have set hende, skjønt han saa ned; thi et Par Skridt fra hende steg han ned fra Hovedstien og tog en, som var lidt lavere. Da de derfor var ved Siden af hinanden, var hun lidt høiere end ham. Per havde en Kibe paa Ryggen, og Madeleine saa, at der var Tare i den. Ingen sagde et Ord, og begge vare lige nær ved at kvæles. Da hun var et halvt Skridt forbi, vendte hun sig og spurgte: «Hvad har du i Kiben? - Per.» «Hummer,» svarrede han, svingede Kiben af Ryggen og satte den paa Stien. «Lad mig faa se den,» sagde Madeleine. Han tog i en Fart Taren væk og trak op en uhyre stor Rognhummer, som slog med de brede Haleskjæl. «Det var da en overhændig stor Hummer!» raabte hun. «Aa ja, den er ikke med de mindste.» «Hvad vil du med den?» «Spørge Fyrforvalteren,om han vil have den.» «Hvad skal du have for den?» spurgte hun, skjønt hun godt forstod, at det skulde være en Gave. «Ingenting!» svarede Per kort. «Det var pent af dig - Per!» «Aa - det er ikke stort,» svarede han og lagde Taren tilrette. Med det samme det saa ud, somom de skrrlde Skilles, sagde han: «Hvordan er det med Foden din?» . «Tak godt - jeg tog Brændevin.» «Sved det?» spurgte Per. «Aa - ikke stort.» «Det var godt gjort,» sagde han og løftede Øinene saa langt som til Spidsen af hendes Hage. Nu maatte de vel skilles; der var ikke mer at sige; men Madeleine syntes,at Per var svært ubehjælpelig. «Farvel Per!» «Farvel!» svarede han, og begge drog sig et Par Skridt afsted. «Du Per! - hvor skal du hen, naar du har været oppe med Hummeren?» «Ingen Plads,» svarede Per. Han var dog altfor dum; - og alligevel vendte hun sig endnu engang og raabte: «Jeg gaar nordover i Marehalmen, her er saa vakkert Veir -» derpaa løb hun. «Aa ja!» svarede Per og for som en Kat opover Skrænten. Mens han løb, kastede han al Taren fra sig, for at have Hummeren fri; og da han fik op Kjøkkendøren, slængte han Uhyret paa Bænken og raabte «Værsaagod!» idet han forsvandt. Pigen havde kjendt ham paa Maalet og løb efter, for at bestille fersk Fisk til Fredag. Men han var alt udfor Bakken; hun stirrede halvræd efter ham og mumlede: «Jeg mener, Degeren tog han Per!» - Den gulhvide Sand strakte sig nordover med sine grønne Tuster af Marehalm, saalangt Øiet kunde naa. Kystlinien bøiede sig i Næs og Bugter, hist og her en Klynge Baade; Maager og Ringgjæs havde travelt i Stranden, medens Brændingen rullede med smaa krumme Bølger, der tindrede i det klare Solskin. Per tog hende snart igjen; thi Madeleine gik langsomt idag. Hun havde plukket et Par unge Ax af Marehalmen og prøvede at fæste dem i Hattebaandet, mens hun gik. Uvenskabet fra igaar hvilede tungt paa dem begge; det var egentlig den første Begivenhed, som indtraf i Forholdet mellem dem; og de følte kanske - hver paa sin Maade - at de stod ved et Afsnit. Derfor gjorde de begge saa stor en Bue som muligt udenom det, som egentlig beskjæftigede deres Tanker. Og Samtalen gik i korte, ligegyldige Sætninger afbrudt og stakaandet. Tilslut maatte hun prøve at bringe ham nærmere til Sagen og spurgte ham, om han fik mange Hummer inat? «Syvogtyve -» svarede Per. Det var hverken mange eller faa, saa derom var ikke mere at sige. «Du roede fort igaar -» sagde hun og bøiede sig; thi hun følte, at nu nærmede de sig. «Det var - det var, - fordi jeg var alene i Baaden -» kom det stammende; han forstod strax, at det var dumt sagt; men han kunde ikke hjælpe det. «Kanske du liger bedst at være alene i Baaden?» spurgte hun raskt og saa paa ham. Men da han stod der foran hende - det lange, ubehjælpelige Mandfolk saa ynkeligt forfjamset og sønderknust og alligevel saa stor og stærk og vakker, kastede hun sig med et lidet Sprang om Halsen paa ham og sagde halvt leende halvt skamfuld: «Aa du Per! - du Per?» Per havde ingen Ide om,hvad han skulde foretage sig med en Dame, der hang ham om Halsen, og han stod derfor ganske stille. Han saa nedover det lange sorte Haar og den slanke Ryg, - og skjælvende over sin egen Dristighed lagde han sin svære Arm lempeligt omkring hende. De vare komne ind mellem Marehalmen, og bag en af de største Tuer satte hun sig i det varme tørre Sand. Han fik Plads ved Siden af hende. Per sad og saa sig om, af og til gled hans Øine henover hende, men altid usikkert; han begreb øiensynligt ikke Situationen. Og tilslut blev han hende saa komisk, at hun reiste sig leende og raabte: «Kom Per! - lad os løbe!» Snart løb de, snart gik de Fod for Fod; hans tunge Søstøvler gjorde et bredt Mærke i Sandet, og hendes smaa Damestøvler tog sig saa snurrigt ud ved Siden, at de maatte vende sig og le. De legte og lo som Børn uden at mærke, at de vare voxne, og Per maatte love, at holde op med at tygge Tobak. Og langsmed den bugtede Strand lige paa Randen af det store friske Hav feirede de sin Livsfest - disse unge Hjerter, mens Brændingen rullede med smaa krumme Bølger, der tindrede i det klare Solskin. - - Fyrforvalteren havde netop fuldført et Brev til sin Broder. Det var et af disse kjedsommelige Forretningsbreve med indlagte Vexelblanketter. Aldrig kunde han lære, hvor han skulde anbringe sit Navn paa disse utaalelige, langagtige Papirer. Men - underligt nok! - Broderen sagde bestandig, at det var ganske rigtigt, og Christian Fredrik var uhyre nøie paa det i slige Ting. Nu var da Brevet afsendt, og den gamle Herre aandede lettere, medens han stod ved Vinduet og saa udover. Da opdagede han to Skikkelser, som gik nordover mod Sandsletten. Halvt i Tanker flyttede han hen til det andet Vindu og rettede den store Kikkert. «Hm! -» sagde han, «er de nu der igjen!» Pludselig reiste han sig: «Hvad behager? - Jeg tror saagu, hun er gal!» Legationssekretæren bøiede sig igjen ned til Kikkerten og kastede sin Cigarette. Jo, ganske rigtigt! - det var hans egen Madeleine om Halsen paa Vente-Per. Han gned ivrigt Glassene med sit Lommetørklæde. Se saa! - der gik de da ordentligt ved Siden af hinanden. De vare indimellem Marehalmen; nu gik de ind i en stor Tue og blev borte. Han rettede betænksomt Kikkerten mod den anden Kant af Tuen og ventede. «Nu da?» sagde han og gned atter Glasset. De vare endnu ikke komne frem igjen. Der gik et Par Minutter, Fyrforvalteren blev ganske nervøs. Endeligt saa han en Skikkelse reise sig, derpaa den anden. Kikkerten var udmærket, og den gamle Kavaller forstod Situationen ligesaa godt, somom han havde siddet i Marehalmen. «Naa - naa - ikke værre!» mumlede han; «men det kan blive slemt nok. Det er vel bedst, hun kommer til Byen » - Ved Middagsbordet sagde han altsaa: «Du ved, Madeleine! - der har længe været Tale om, at du skulde være nogen Tid paa Sandsgaard -» «Aa nei - Pappa! -» afbrød Madeleine, og saa bønligt paa ham. «Jo - Barn! det er paatide nu - mener jeg -»; - der var en usædvanlig Bestemthed i hans Tone. Madeleine fik en Anelse om, at han vidste det hele, og med en Gang stod det for hende, hvad det dog i Grunden var for en besynderlig Formiddag, hun havde tilbragt. Naar hun sad heroppe i den elegante Stue, lige overfor Faderen, der var saa fin og statelig, tog baade Per og Stranden og alt, hvad dertil hørte, sig ganske anderledes ud. Og istedetfor den freidige Tilstaaelse, hun havde øvet sig paa, da hun gik hjemover, slog hun nu Øinene ned og blev blussende rød. Dermed var Sagen afgjort. Madeleine var glad over, at Faderen ikke lagde Mærke til hendes Forvirring. Og Legationssekretæren var lykkelig, fordi han slap nøiere at drøfte dette Emne med sin Datter. Thi den gamle Herre havde just ikke sin stærkeste Side i dette Kapitel. Den næste Dag red han altsaa til Byen. ------------------------------------------------------------------------ [http://www.lysator.liu.se/runeberg/garmwors/k03.html] Kapittel III. «/Avoir - avant - avu/ - saa var det! - /avoir - avant - avu/ - det er rigtigt - Gutten min! - /avoir - avant/ -». Nu vidste hele Klassen, at Adjunkten var falden i Tanker. Han gik med lange Skridt op og ned paa Gulvet med halvlukkede Øine, af og til gestikulerende, medens han gjentog og gjentog det mishandlede Hjælpeverbum. Paa de øverste Bænke begyndte man at fnise; paa de nederste, hvor man ikke havde saa fint Øre for de franske Verber, lo man med for Selskabs Skyld. Men den ulykkelige, som blev examineret, sad og skalv for, at Adjunkten tilslut skulde mærke, hvad det var for en underlig Konjugation. Denne ulykkelige var Gabriel Garman - yngste Søn af Firmaet; han var en lang, smekker Gut paa femten, sexten Aar med et fint Ansigt, stor Næse og en rank Holdning. Gabriel sad i den nederste Halvdel af Klassen, hvilket var en stor Skam - mente Lærerne -, thi han havde gode Anlæg. Men det var en underlig, vrang Gut; i enkelte Retninger - f. Ex. Regning og tildels Mathematik - udmærkede han sig; men i de vigtigste Fag - Græsk og Latin - var han næsten umulig at drive frem, og Gabriel var bestemt for Studering. Da den almindelige Munterhed i Klassen brød ud i forskjellige halvkvalte Lyd, vendte omsider Adjunkten tilbage fra sine dybsindige Drømmerier. Men da han igjen tog fat paa Bogen, forat gaa videre i Examinationen, vilde Ulykken, at han endnu engang gjentog: «/avoir - avant!/ -» han for iveiret - «/avu/!» skreg han i den høieste Discant - «aa, du Kamel! - kan du endnu ikke dit /avoir/! - hvad skal der vel blive af dig?» «Kjøbmand -» svarede Gabriel kort. «Hvad siger du! - svarer du din Lærer! - bruger du Mund! - jeg skal lære dig! - hvor er Protokollen? -» og med lange Skridt for han op paa Kathederet, dukkede ned i Pulten og rodede omkring. Idetsamme gik Døren til Gangen op, og et besynderligt, lidet skolemæssigt Hoved stak ind - langt, amerikansk Bukkeskjæg, rød Næse og blaa Sømandshue. «Master Gabriel -» sagde Hovedet med en halvdrukken Stemme, «Master Gabriel! - er du her? - aa sidder du der - /poor boy/! - tvi Fan for en Luft! jeg vilde bare indom og sige dig, at du maa komme ned paa Værftet, naar du slipper af Skolen, - vi begynder paa Huden -» Længer kom han ikke; thi ved Synet af den langbente Adjunkt, der steg ned af Kathederet forfærdet over denne Forstyrrelse af Skolefreden, stansede Hovedet i sin Tale og med et hjerteligt: «Gudsbitterdød - for et Spøgelse!» forsvandt det og Døren lukkedes. Der skulde ikke saa meget til for at bringe de unge Mennesker i Latter, og da idetsamme Pedellens Klokke forkyndte, at Timen var forbi, brød den hele Klasse op, medens Adjunkten skummende af Raseri løb, for at klage til Rektor. Gabriel skyndte sig ogsaa ud af Skolen saa fort han kunde, for at indhente sin Ven, der havde forstyrret Skolefreden. Men han var allerede forsvunden, - formodentlig var han gaaet ned i Byen, forat styrke sig. Det var Skibsbygmester Tom Robson, som han hed efter sin Hjemkomst fra Amerika. Egentlig hed han Thomas Robertsen, da han reiste hjemmefra; Men det blev forandret i Amerika, og nu beholdt han det som det var. Tom Robson var den flinkeste Bygmester paa Vestkysten; men han drak, saaat den, der skulde bruge ham, maatte føre streng Kommando og alligevel have megen Taalmodighed. For Garman & Worse havde han bygget flere Gange; men det Skib, som nu stod paa Stabelen ude i Sandsgaard, skulde dog blive hans Mesterstykke. Det var det største Fartøi, som endnu var bygget i Byen - paa 450 Læster, og Konsul Garman havde givet Ordre til, at der ikke skulde spares paa nogen Ting, - det skulde blive en Mønsterskude. Derfor drak Tom bare af og til - ved de større Afsnit i Arbeidet; saaledes idag, da man var kommen saa vidt, at man kunde begynde at lægge Plankehuden paa Spantene. Da Gabriel ikke fandt sin Ven og heller ikke saa noget til Vognen fra Sandsgaard, som pleiede at holde udenfor Skolen, tog han paa Hjemveien tilfods - udover den lange Allee, som førte til Firmaets Eiendom. Det var en god halv Times Gang, og mens han vandrede afsted slæbende det tunge Læs af forhadte Bøger, gik Gutten i bitre Tanker. Hver Dag, naar han kom fra Skolen, mødte han de yngre af Kontorfolkene, som spiste i Byen; de saa trætte og tildels luvslidte ud; men alligevel misundte han dem. De fik sidde og arbeide den hele Dag i Kontoret - den store Helligdom, hvor han, som dog var Husets Søn, ikke havde noget at sige eller gjøre. Han maatte indskrænke sin Virksomhed til Værftet, hvor der var hundrede Smuthuller, og hvor Konsulen sjeldent kom om Eftermiddagen. Derfor var ogsaa det store Skib hans Stolthed og Fryd; han krøb omkring baade udenbords og indenbords - oppe og nede - iagttagende hver Planke og hver Nagle, som blev slaaet i. Tilslut havde han erhvervet sig adskilligt Skjøn paa Skibsbyggeriet, og i Tom Robson, Anders Begmand og de andre smaa rundryggede Skibstømmermænd havde han erhvervet sig gode Venner. Det skulde blive det stolteste Skib i Byen, og hver gang han tænkte paa det, glemte han næsten sin Byrde af Græsk og Latin. Af halvtforstaaede Samtaler hjemme i Huset vidste Gabriel, at der havde været adskillig Uenighed mellem Faderen og Morten - den ældste Søn, som var optaget i Firmaet, dengang der fra først af var Tale om at bygge Skibet. Morten vilde, at man heller - enten alene eller sammen med et Par andre Firmaer i Byen, skulde kjøbe et Jerndampskib i England. Han paastod nemlig, at den Tid ikke kunde være fjern, da Seilskibene maatte ligge aldeles under for Dampskibene. Men den Gamle holdt principielt paa Seilskibene; og desuden var det ham en utaalelig Tanke, at Garman & Worse skulde gaa i Kompagniskab med disse Grosserere fra igaar derinde i Byen. Altsaa blev det som Chefen vilde; Skibet blev bygget af egne Materialer, paa Firmaets eget Skibsværft, af Husets egne Arbeidsfolk der i Slægtled havde havt sit Arbeide hos Garman & Worse. Da Gabriel kom saa langt, at han kunde se ned i den Bugt af Søen, hvor Sandsgaardeiendommene laa, var derfor Skibet det første han saa efter. Der stod det nedenfor Hovedbygningen paa Værftet med de stærke, velforbundne Spant og den fint bøiede Stevn. Det var Middagstider, og alle Mand var enten hjemme i de smaa Hytter, som strakte sig udefter Vestsiden af Bugten, eller laa og sov i Spaanedyngerne. Som han stod oppe paa den lille Bakke, hvor Veien skraanede jævnt ned mod Husene, og saa udover alle disse Herligheder, som fra gammel Tid tilhørte Garman & Worse, blev Gabriel mere og mere tung tilmode. Der laa den gammeldagse Hovedbygning - hvidmalt med blaa hollandske Tagsten, og fuldt af Udbygninger og Vinduer paa Taget. Foran Huset mod Syd den store Have med Alleer og klippede Hækker, en liden Dam halvt overgroet med Siv og tykke Buske. Paa Nordsiden mod Søen var Indkjørselen og det flade, ryddige Gaardsrum med det gamle Lindetræ i Midten, og saa kom Søhusene - fire i Rad alle gulmalte med brune Døre; men bortenfor dem - netop midt i Bunden af Bugten var Skibsværftet. Længer oppe ved den Vei, som førte videre sydover langs Kysten, laa «Gaarden», som den kaldtes. Det var Fjøs, Forpagterbolig og andre Huse; thi der hørte en meget stor Jordvej til Sandsgaard med Møllebrug, Meieri og deslige. Den Del af Forretningen havde aldrig interesseret Gabriel synderligt - og alligevel! - om han endda havde faaet Lov til at blive Landmand. Saa kunde han styret Gaarden, og saa var han dog forbleven i Nærheden af Forretningen, Skibene og Søen. Men han skulde studere, der var ikke nogen Mulighed for at slippe. Konsul C. F. Garman var ikke let at bøie. Hans Fader havde gjort det saaledes: opdraget den ældste Søn til Forretningen og den yngste til Studering, og saaledes vilde ogsaa han gjøre. Den oprørske Gabriel tænkte undertiden, at det var et tarveligt Udbytte, Onkel Richard havde af sine Studier; men det turde han jo ikke sige. Fru Garman var af den Anskuelse, at det just var gavnligt for det unge, stridige Sind at kjæmpe mod sine Tilbøieligheder; intet kunde være mere fordærveligt end at føie Kjødet. Der var altsaa ikke Hjælp at vente fra nogen Kant, og Gabriel vandrede modfalden nedover Alleen med sit tunge Læs af Bøger. Da opdagede han langt sydover paa Veien bagom «Gaarden» en Rytter, som han strax kjendte; det var Onkel Richard paa Don Juan. Gabriel tog øieblikkelig tilbens; han glemte sit tunge Læs af Sorger og Bøger og tænkte bare paa al den Munterhed og al den gode Mad, som altid fulgte med Onkel Richard. Han vilde skynde sig gjennem Kjøkkenet og sige det til Jomfru Cordsen, derpaa vilde han ind til Faderen; thi den var altid velkommen - det vidste Gabriel -, som kunde melde, at Legationssekretæren var isigte. «Ih! - Jøsses - Bitterdød!» raabte Jomfru Cordsen, «fyr under Stegovnen - Martha!» derpaa løb hun efter en ren Kappe. «Godt - min Dreng! -» sagde Konsul Garman og nikkede venligt til Gabriel. Konsul Garman havde faaet sin første Uddannelse i Christiani's Institut i Kjøbenhavn, derfor sagde han Dreng istedetfor Gut og Pige uden g. Gabriel var meget vel tilfreds med Udfaldet af sin Melding;. han havde faaet Jomfru Cordsen til at sige «Bitterdød», hvilket var en Sjeldenhed, og Faderen havde været usædvanlig venlig. Thi Konsul Garman var ellers ikke nogen Følelsernes Mand. Unge-Konsulen, som han endnu kaldtes blandt Folkene fra den Tid, Gamle-Konsulen var Husets Chef, var lavere end sin yngre Broder, og medens Legationssekretæren i Aarenes Løb var bleven lidt førladen, syntes Unge-Konsulen snarere at tørke ind. Han havde glat, tyndt, graaligt Haar, som han greiede fremover fra alle Kanter, lyseblaa, skarpe Øine og Undermunden en liden Smule fremskudt. Glatraget og velbørstet, med stivt hvidt Halsbind, blanke Støvler og Stok med Sølvknap - var der ved hans hele Person noget solid velholdent; hvert Ord, hver Bevægelse - lige til den lille karakteristiske Vending, hvormed han lagde sin Hage tilrette i det stive Halsbind - alt var saa sikkert, tørt og korrekt. Korrekthed var overhovedet et Ord, der passede paa Unge-Konsulen, somom det var opfundet for ham; baade hans Person og hans Liv gav over alt dette klare kolde Gjenskin af Korrekthed udi de yderste Fibre. Foruden den vidtløftige Forretning og den store Formue, han havde arvet, havde Konsul Garman ogsaa arvet en ubegrændset Beundring og Respekt for sin Fader. Morten W. Garman - Gamle-Konsulen - modtog i sin Tid Sandsgaardeiendommene, som dengang ikke stod høit i Værdi, temmeligt belæssede med Gjæld og Forretningen i stor Forvirring efter sin Fader. Forat holde det hele sammen gik Morten W. Garman i Kompagni med en gammel rig Skipper ved Navn Jacob Worse - deraf Firmanavnet. Støttet af gamle Worses Penge kom der Liv i den faldefærdige Forretning og Morten Garmans store Dygtighed gjorde i faa Aar Firmaet til et af de betydeligste pa.a Vestkysten. Men da den gamle Worse døde, og hans Søn traadte ind i Firmaet, viste det sig, at Morten Garman og den unge Worse ikke kunde arbeide sammen. «Efter venskabelig Overenskomst» traadte da Worse ud med en betydelig Formue, og Garman beholdt Familieeiendommen Sandsgaard og Firmaet. Fra denne Tid daterede sig egentlig den store Rigdom hos Garmans; medens Worse i kort Tid ødelagde sine Penge, og døde insolvent. Folk mumlede om at Worse nok var kommen lidt hovedkulds ud af Forretningen just som de gode Tider begyndte; men der var nu engang Lykke med Garmans. Forresten saa det ud til, at ogsaa Worse's Enke og Søn, der drev Forretning i Byen, skulde arbeide sig op igjen især i den senere Tid. Men hvorledes det end kunde hænge sammen med Skilsmissen mellem Garman og Worse, saa kunde aldrig nogen beskylde gamle Morten W. Garman for Uhæderlighed i Forretningen. Og hans Søn - Christian Fredrik - fortsatte nøiagtigt i sin Faders Spor, ovetralt følgende den Rettesnor: hvad vilde Far have gjort i det Tilfælde? Saaledes øgede Velstanden jævnt og det hele gik sikkert og ensformigt, indtil Unge-Konsulen begyndte at blive gammel og hans ældste Søn - Morten kom hjem fra Udlandet og traadte ind i Firmaet. Men fra den Tid fulgte der flere Forandringer. Den Unge «Grossereren», som han kaldtes, havde Hovedet fuldt af nye, udenlandske Ideer: der skulde rendes omkring i Byen, skrives og telegraferes Verden rundt, tilbydes og anbefales - altsammen Ting, der var Garman & Worse ganske nyt og modbydeligt. «Lad dem komme til os,» sagde Konsulen. «Nei - kjære Far!» raabte Morten, «ser du ikke, at Tiden løber fra dig. Det nytter ikke længer at sidde stille som i gamle Dage, man maa s'gu være ude om sig paa alle Kanter - ellers mister man de gode Forretninger og beholder bare Affaldet.» Saalænge holdt Morten sine Taler, at Konsulen indvilgede i at lade ham faa Kontor inde i Byen, - men under eget Navn. «Garman & Worse» var som før at finde paa Sandsgaard, og derud fik de Folk umage sig, som ønskede at gjøre Forretninger med Huset. Imidlertid gik derr dog efterhaanden mangt og meget gjennem Grossererens Kontor i Byen. Konsulen ligte det ikke; men det var hans Princip at soutinere sin ældste Søn - saaledes havde hans Fader ogsaa gjort -, og derfor kom Huset opi mangen Forretning, som Konsulen aldrig vilde indladt sig paa, For Kontorpersonalet stod Unge-Konsulen som etslags høiere Væsen. Naar han gik gjennem Kontoret, bøiede alle Hovedet; det var som om alle følte, at nu saa de kolde, blaa Øine tvertigjennem alt, hvad der fandtes - baade Bøger, Regnskaber og Breve - ja, endog tvertigjennem deres inderste Privathemmeligheder. De vidste, at han kjendte hvert Blad i Hovedbogen, mangfoldige Conti kunde han nævne ved Pagina, og var der saasandt en liden Uregelmæssighed nogetsteds, saa kunde man vædde paa, at Unge-Konsulen fik Øie paa den. Derfor var det en fast Overbevisning blandt dem, at om alle Husets Kriditorer eller Skifteretten eller endog Fanden selv en Dag traadte ind i Kontoret, skulde der ikke findes en eneste Feil paa noget Blad i alle de tykke, vel indbundne Bøger. Og dog var der en Conto, som ingen havde Greie paa, og det var Legationssekretærens. Den havde intet dødeligt Øie seet; nogle mente, den maatte findes i Konsulens røde Bog, andre troede, at den slet ikke var til. - Ogsaa Korrespondencen med Legationssekretæren førtes af Husets Chef personligt; og det mærkeligste var, at disse Breve aldrig blev kopierede. Kontorfolkene spekulerede mange Gange herover og fandt tilslut ud, at Unge-Konsulen ikke vilde, at man skulde erfare, i hvilket Forhold Richard Garman stod til Firmaet. En Ting var sikker og bestyrket ved lang Erfaring - nemlig, at Konsulen lagde stor Vægt paa de Breve, der kom fra Fyrforvalteren. Han læste dem før noget af den øvrige Post, og dersom nogen kom ind, mens han var ifærd dermed, lagde han altid et Ark Papir over. Engang paastod en af de yngre Kontorister, at han havde seet Vexler i et Brev fra Legationssekretæren. Men dette fandt liden Tiltro i Kontoret; thi det var bekjendt nok, at der i hele Forretningen ikke existerede et Papir med Richard Garmans Navn. Og endnu utroligere var den Beretning, som Kontorbudet afgav en Dag, der var kommet Brev fra Bratvold. Da han - Budet - kom ind med Bankporteføljen, stod Unge-Konsulen henne ved Nøgleskabet med Brevet i den ene Haand og to Vexler i den anden - ganske rød og sammenkroget, somom han vilde kvæles. Først troede Budet at Konsulen havde faaet Slag, da - ja enhver kunde jo høre, at det var Løgn - da vilde han - Budet - tydeligt have hørt Konsulen - Unge-Konsulen! - sprude ud i en liden kort, men tydelig Latter. Dette var naturligvis en Misforstaaelse; enhver vidste, at Unge-Konsulen ikke kunde le. ------------------------------------------------------------------------ [http://www.lysator.liu.se/runeberg/garmwors/k04.html] Kapittel IV. Da Gabriel havde lukket Døren, efterat have meldt Onkelens Ankomst, reiste Konsulen sig og gik hen til Nøgleskabet. Her tog han et Uhyre af en Nøgle, hvorved der hang et gammelt sort Træstykke. Derpaa børstede han sine brede Frakkeopslag, lagde Hagen tilrette i Halsbindet, greiede det tynde Haar rigtig langt frem og forlod Kontoret. Det var et stort gammeldags Hus med lange Gange og brede Trapper. I den vestre Fløi var Kontorerne med særskilt Indgang mod Søsiden; mod Syd - med Udsigt mod Haven laa Familiens Soveværelser og de Stuer, der brugtes til dagligdags. Hele anden Etage var Selskabsleilighed, en stor Dansesal i Midten og rummelige Værelser til begge Sider. Her spiste man om Søndagene og saa snart der var Fremmede - helst i den lille Sal mod Nordvest med Udsigt over Værftet og Søen. I tredie Etage - eller rettere paa Loftet var der en Utallighed af Soveværelser og Gjæsteværelser i alle de forunderlige Udbygninger, som prydede Taget. Møblementet var gammel Mahogny med Hestehaar, høie, mørke Skabe, Speile med forgyldte Guirlander og Terriner ovenpaa og Glasset delt i to, dertil svære posede Lysekroner og Lampetter paa Væggene. Konsulen traf en Pige i Gangen: «Er Legationssekretæren kommen?» «Hr. Legationssekretæren er gaaet ovenpaa til Fruen,» svarede Pigen; hun havde lidt Møie med den vanskelige Titel; men hun vidste, at det maatte til, Konsulen taalte aldrig at høre «Fyrforvalteren». Fru Garman pleiede, naar Veiret var varmt, at foretrække en af de luftige Stuer ovenpaa. Det var en meget fed Dame, der levede i en stadig Kamp med sine Opstød. Fra hvilken Side man end betragtede hende, frembød hun overalt glatte, fyldige Rundinger - overtrukne med sort Silke. Det var igrunden forunderligt, at Fru Garman blev saa korpulent; det maatte vist - som hun selv sagde - være et «Kors»; thi ved Maaltiderne var hun altid først færdig, og hun kunde ikke noksom forbauses over de andres Appetit. Kun en enkelt Gang, naar hun var alene i sit eget Værelse, kunde hun faa Lyst paa lidt Mad, og Jomfru Cordsen bragte hende da en Bid af et eller andet, som just var ved Haanden. Da Konsulen traadte ind, sad Fruen i Sofaen og underholdt sig med Legationssekretæren. «Goddag - goddag - Christian Fredrik!» raabte denne muntert og gik et Par Skridt frem: «Se her har du mig alt igjen!» «Velkommen Richard! det glæder mig at se dig,» svarede Konsulen med Hænderne paa Ryggen. Den anden blev ganske forvirret; saaledes gik det ham altid, naar han mødte Broderen. Undertiden kunde Christian Fredrik være munter og aaben som i Guttedagene, og saa med en Gang stak Kjøbmanden frem - kold, tør og saa forbandet korrekt. «Kommer her nogen til Middag idag? - Caroline!» spurgte Konsul Garman. «Pastor Martens vil være saa inderligt snil at indføre den nye Skolebestyrer i Huset,» svarede Fruen. «Formodentlig ogsaa en Theolog,» sagde Konsulen tørt, «saa skal vi sende Søren ind med den store Vogn efter Morten og Fanny og bede dem tage et Par unge Mennesker med sig - Jacob Worse for Exempel.» «Hvorfor det?» spurgte Fruen i en Tone, somom hun vilde vove en liden Kamp. «Fordi hverken Richard eller jeg synes om at spise mellem bare Præster,» svarede Konsulen i en Tone, som betog Fruen Kamplysten; «vil du saa være saa snil at konferere med Jomfru Cordsen om Maden.» «Aa - den Maden - den Maden!» sukkede Fru Garman, idet hun gik, «jeg begriber ikke, hvorledes man kan lægge saa stor Vægt paa de Ting.» Legationssekretæren fulgte sin Svigerinde til Døren; men da han vendte sig om igjen efter sit sidste ærbødige Buk, saa han Christian Fredrik staaende midt paa Gulvet med Benene ud fra hinanden og den ene Haand paa Ryggen. Med den anden holdt han den uhyre Nøgle som en Lorgnet op for det ene Øie, idet han betragtede Broderen med en polisk Mine. «Kjender du den?» spurgte Konsulen. «/Mais oui!»/ raabte Legationssekretæren henrykt, og nu kjendte han ogsaa Christian Fredrik igjen, saaledes som han var paa disse Expeditioner til Vinkjælderen. De to gamle Herrer gik derpaa Arm i Arm gjennem alle Værelserne til Kjøkkentrappen forat stige ned i Kjælderen. Ved Kjøkkendøren standsede de, og Konsulen raabte ind: «Lygterne!» Der blev strax en Løben derinde, Og et Øieblik efter kom Jomfru Cordsen selv ud med to ældgamle Haandlygter. Hver tog sin - de tog aldrig Feil af hinandens Lygter -, hvorpaa de steg ned ad den steile, begsorte Kjældertrappe. Først kom de ind i den store forholdsvis lyse Kjælder, hvor der laa almindelig Bordvin - St. Julien, Rhinskvin, Graves og franskt Brændevin. Her førte Jomfru Cordsen Kommandoen, idet hun efter ubrødelige Regler fra Gamle - Konsulens Tid besørgede de reglementerede Vinsorter fremsatte alt efter Selskabets Størrelse og Betydning. Men henne i den mørkeste Krog var der et gammelt Nøglehul, som alene Konsulen kunde finde; men han kunde ogsaa finde det i Mørke. Alligevel hørte det til, at begge holdt sine Lygter frem, forat søge, og Unge-Konsulen undlod aldrig at gjøre opmærksom paa, hvor klogt den Gamle havde vidst at anbringe den hemmelige Dør. Nøglen dreiedes to Gange om med en rusten Lyd, som de to Brødre skulde kunne kjende fra enhver anden Lyd i Verden; der slog imod dem en Luft af Mug og Vin, da de traadte ind. Konsulen lukkede Døren og sagde: «Se saa! nu faar Verden hjælpe sig en Stund uden os.» Den indre Vinkjælder saa ud til at være meget ældre end selve Huset; den mindede mest om en gammel Klosterhvælving. Der var saa lavt, at Legationssekretæren maatte bøje sig en Smule, derfor gik ogsaa Unge-Konsulen lidt kroget, naar han var hernede. I de gamle Rækker laa mange Slags Flasker overgroede med Støv og Spindelvæv, oppe i Muren i Fordybningen efter et Gittervindu, som var tilmuret udenfra, stod der to gamle hollandske Glas paa Fod, og henne i den ene Krog laa et stort Vinfad. Men foran Fadet var der stillet et tomt Anker midt imellem en Lænestol uden Ryg - Krølhaar tød ud af Sædet - og en forhenværende Gyngehest, der havde mistet sine Meier. De satte Lygterne fra sig paa Bunden af Ankeret og trak sine Frakker af - hver havde sin Spiger at hænge op paa. «Ja - hvor mener du, vi skulde vende os hen idag?» sagde Christian Fredrik og gned sine Hænder. «Portvinen var ikke ilde» - mente Legationssekretæren og kigede ind i Rækkerne. «Portvinen var udmærket» - svarede Konsulen og lyste med Lygten, - «men se der inderst inde ligger en Snes Flasker, vi aldrig har prøvet; jeg gad dog vide, hvad det er.» «Formodentlig Bedstemors Ribssaft -» mente Richard. «Aa Snak! - tror du Far gjemte gammel Ribssaft inderst i Kjælderen.» «Kanske holdt han ligesaameget paa det gamle som visse andre, jeg kjender,» sagde Legationssekretæren. «Aa - du er nu altid saa forbandet vittig» - knurrede Konsulen, «kunde vi bare faa fat paa de Flasker.» «Ja du faar krybe ind - Christian Fredrik, for jeg er for tyk.» «Ja jeg faar vel det -» svarede Broderen og lagde sit Uhr med de tunge Signeter fra sig. Derpaa krøb den lille Herre forsigtigt ind mellem to Rækker. «Nu har jeg en -» raabte han ud. «Tag to med det samme, du er der.» «Ja - men saa maa du hale mig i Benene.» /«Avec plaisir/ -» svarede Legationssekretæren, «men vil du ikke tage dig en Slurk Burgunder, mens du er derinde?» Dette maatte være en Vittighed; thi Unge-Konsulen lo - det var tydeligt og altimellem raabte han: «- Jeg kvæles - Pirre! vil du hale! - din Satan!» Pirre var et Kjælenavn fra Barndommen; men med Vittigheden om Burgunderen forholdt det sig saaledes: Det var engang Unge-Konsulen krøb inde mellem Flaskerækkerne, forat finde en eller anden Sjældenhed, at han kom til at støde Hovedet mod en Flaske, som laa i Rækken ovenover - saa haardt, at Halsen knak, og en hel Flaske Burgunder styrtede ham i Nakken. Hvergang en af dem hentydede til denne Begivenhed, kom de paa Latteren; og Legationssekretæren var endogsaa saa uforsigtig at komme med Hentydninger, naar der var andre tilstede. Saaledes kunde han sige ved Bordet, naar Talen faldt paa Rødvin: «Ja - min Broder Konsulen har nu en ganske egen Maade at nyde Burgunder paa -» hvorpaa der fulgte en Række Hosteanfald og mange hemmelige Tegn mellem Brødrene. Ungdommen i Huset havde mange Gange prøvet at trænge ind i Hemmeligheden om Burgunderen, men forgjæves; alene Jomfru Cordsen, som hin Dag havde hjulpet Konsulen til en ren Skjorte, var Medvider; men Jomfru Cordsen kunde tie med værre Hemmeligheder end den. Endelig kom Konsulen ud igjen - leende og skjændende, støvet nedover Maven og med Spindelvæv i Haaret. Efterat de havde leet endnu en Stund over Vittigheden - det var godt, at Hvælvingerne vare saa tykke - aabnede Legationssekretæren den ene Flaske efter alle Kunstens Regler, - det var hans Specialitet. «Hm!» - sagde Konsulen, «den har en egen Bouquet.» «Den Vin er s'gu raadden,» mente Legationssekretæren og spyttede. «Tvi - ja du har Ret - Pirre,» raabte Christian Fredrik og spyttede to Gange. Onkel Richard aabnede den anden Flaske, lugtede og sagde afgjørende: «Madeira.» Den klare gule Vin blinkede saa godt den kunde i de gamle Glas, der aldrig bleve vaskede. «Ja - se det var noget andet,» sagde Unge-Konsulen og satte sig overskrævs paa Gyngehesten, for det var hans Plads. Men Gyngehesten var et Legetøi fra deres Barndom - «alting var mere solid i gamle Dage -» sagde Christian Fredrik - og da den engang kom for Dagen blandt andet Skrammel, lod Konsulen den bringe ned i Vinkjælderen. I mange Aar havde han nu siddet paa sin Barnehest og drukket den gamle Vin af de gamle Glas med sin gamle Legekammerat. Og Legationssekretæren sad i den skrøbelige Lænestol, der knagede under hans Vægt, fortalte Historier og lo, mindedes gamle Dage og drak den funklende Vin. Og aldrig havde nogen Vin smagt ham saa godt, aldrig havde nogen Sal straalet saaledes i hans Øine som den lave Kjælderhvælving med de to osende Lygter. «Det er stor Skam -» sagde Konsulen «at du endnu ikke har faaet din Halvpart af det store Portvinsfad. Jeg vil sende lidt Vin ud til Bratvold en af Dagene, forat du kan have noget, indtil vi faar tappet op.» «Men hør nu Christian Fredrik! du sender mig saa ofte Vin; jeg er vis paa, at jeg har faaet min Halvpart for længe siden - og mer til.» «Snak - Pirre! - holder du kanske Regnskab?» «Nei ingenlunde!» «Ja - ser du det! men det gjør jeg; og du vil uden Tvivl have bemærket, at i vor Contocourant for forrige Aar -» «Ja - Gudbevares! - Skaal Christian Fredrik!» skyndte Onkel Richard sig at sige; det var hans Skræk, naar Broderen begyndte med Handelsordene. «Det er et meget stort Fad.» «Ganske vist! - et overmaade stort Fad.» Og begge de gamle Herrer rettede sine Lygter og stirrede paa Fadet; og den ene tænkte om den anden: «det er godt, at min Broder ikke ved, at Fadet næsten er tomt.» Thi det gav en haabløs Klang, naar man bankede paa Bunden, og under Fadet havde der i umindelige Tider været en sort Flek af Fugtighed. Ved det sidste Glas reiste de sig begge og klinkede med hinanden. Derpaa tog de hver sin Flaske Burgunder, der skulde serveres ved Middagen, hængte Frækkerne over Armen og steg op igjen i Dagen. Det var strengeligen forbudt at møde dem, naar de kom fra Vinkjælderen, og Jomfru Cordsen havde sin Møie med at holde Passagen fri. De saa ogsaa høist besynderlige ud - især den korrekte Christian Fredrik - naar de røde og straalende, støvede og i Skjorteærmer kom stigende hver med sin Flaske og sin Lygte. Men en Timestid efter mødte de begge ved Middagsbordet - Legationssekretæren friseret og pyntet - med sit forbindtlige Diplomatsmil, - Konsulen stram, høitidelig og korrekt ud i Fingerspidserne. - ------------------------------------------------------------------------ [http://www.lysator.liu.se/runeberg/garmwors/k05.html] Kapittel V. Man spiste ovenpaa i den lille Sal mod Nord, og Selskabet samledes i de to saakaldte Søndagsstuer, der vendte mod Haven. Fru Garman var altid i sort Silke; men idag var den ualmindeligt svær og skinnende. Hun havde glædet sig til en ganske liden Middag med Pastor Martens og den nye Skolebestyrer, og nu kom her jo en hel Del verdsligsindede Mennesker. Derfor var Fru Garman i ondt Humør, og Jomfru Cordsen maatte opbyde al sin diplomatiske Kunst. Men saa havde ogsaa Jomfru Cordsen lang Øvelse; thi Fru Garman havde altid været en vanskelig Dame, - og især i de sidste Aar - efterat «Religionen havde taget Overhaand» - som den letsindige Onkel Richard sagde. Fru Garman styrede i Virkeligheden ikke sit Hus; thi det hele gik saa snorlige efter de ubrødelige Regler fra Gamle-Konsulens Tid, at hun alt tidligt opgav at hidføre Forandringer efter sit eget Hoved. Men da hun saaledes var næsten uden positiv Indflydelse, indskrænkede hun sig til at svare «nei» til alt, hvad hun mærkede, de andre i Huset ønskede. Paa denne Maade vedligeholdt hun etslags negativt Herredømme; thi selv om hendes «nei» ikke altid frugtede, saa havde hun dog efterpaa Ret til at være krænket og til at lægge en Dæmper paa alles Stemning ved at møde op med et Ansigt fuldt af uforskyldt Lidelse og kristelig Overbærenhed. Det var just med dette Ansigt, hun hørte den lange Adjunkt Aalbom udvikle, hvor ussel og blødagtig den opvoxende Generation var. Fru Aalbom sad henne ved Vinduet og lod somom hun hørte paa Konsulen, der med afmaalte Ord og stor Nøiagtighed beskrev, hvorledes Haven havde været indrettet i hans salig Farfars Tid; men i Virkeligheden lyttede hun efter sin Mand, hvem hun beundrede over al Maade. Fru Aalbom var høi og ganske særdeles mager; fra Hoved til Fod var hun benet og knoklet, hendes Læber vare smale og Tænderne store og gule. Man ventede endnu paa Vognen fra Byen og paa Præsten. Husets Datter - Frøken Rachel stod ved den store gammeldagse Kakkelovn og talte muntert med Onkel Richard; og idet nu Døren gik op og Præsten Martens med den nye Kandidat traadte ind, lo hun just endnu høiere, og Moderen sendte hende et Blik. Kandidat Johnsen havde aldrig været paa Sandsgaard før, og Pastor Martens førte ham derfor omkring til hver især - Fruen først - og forestillede ham. Tilsidst kom de til Gruppen ved Ovnen. Legationssekretæren hilste med en udsøgt Kompliment; men Frøken Rachel vendte sig neppe om og kastede blot et flygtigt Blik paa det nye Bekjendtskab; derpaa fortsatte hun Samtalen med Onkel Richard. Til sin store Forbauselse mærkede hun, at den fremmede Herre var bleven staaende ved Siden af hende. Hun Løftede de kolde, blaa Øine og saa op paa ham, thi han var lidt høiere. Da hændte der hende noget mærkeligt: hun maatte slaa sine Øine ned. Thi han saa ikke saaledes ud, som hun havde ventet - flau, keitet - trykket af de fremmede Omgivelser; tvertimod - man kunde se paa ham, at han var sig bevidst, at han bar sig underligt ad, men gjorde det alligevel. Rachel blev forvirret. «Har Hr. Skolebestyreren været paa Vestlandet før?» spurgte Onkel Richard, forat komme hende tilhjælp. «Aldrig» - svarede denne, «jeg har aldrig seet andet af Havet end Kristianiafjorden.» «Og hvilket Indtryk har De faaet af vor Natur?» fortsatte den gamle Herre, «jeg forudsætter, at De allerede har besøgt de større Udsigter ved Byen.» «Et mægtigt Indtryk» - svarede Kandidat Johnsen, «men Naturen her synes mig saa stor og gribende, at man altid maa føle en Tyngsel i disse Omgivelser.» «Her er Dem vel for tungsindigt?» spurgte Rachel lidt henkastet. «Aa nei - just ikke det!» svarede han roligt, «snarere vilde jeg sige, at Naturen her har noget - ja hvad skal jeg kalde det! - noget fordringsfuldt: man faar ligesom en Følelse af, at man skylder at gjøre noget, udrette noget, som kan række vidt og sees fra det fjerne.» Hun saa paa ham med Overraskelse, men Legationssekretæren sagde godmodigt: «Jeg for min Del finder nu, at den øde Kyst og det umaadelige Hav mere stemmer Sindet til Eftertanke og Drømmerier end egentlig opflammer til Handling.» «Naar jeg, kommer i Deres Aar - Hr. Legationssekretær,» svarede Kandidat Johnsen «og faar udrettet noget, vil jeg maaske se paa Livet med de samme Øine som De.» «Aa Gud bedre!» sukkede Onkel Richard halvt smilende halvt vemodigt, «hvad det angaar at have udrettet noget - saa -» Idetsamme gik Døren op, og den unge Fru Fanny Garman traadte ind. Hun var saa straalende skjøn, at alle maatte se paa hende. Den lysegraa Silkekjole med de blegrøde Sløifer havde et Snit, som ikke hørte hjemme der paa Kysten. Men man kunde ikke blot se paa hende og paa Kjolen, at de vare Sjeldenheder i sin Kreds; men man saa ogsaa ved første Øiekast, at de hørte sammen - disse to: det fine, raslende Stof og den slanke, bløde Kvinde med de blinkende Øine. Og idet hun let og munter gik over Gulvet, forat hilse paa sine Svigerforældre, var der noget sikkert og ubekymret i hendes Gang og Væsen, som var meget forskjelligt fra den Blanding aif Ængstelse og Arrigskab, hvormed unge Fruer pleie at bære kostbare Silkekjoler med Slæb. «Der har hun ved Gud en ny!» snerrede Fru Aalbom. /«Mais mon dieu! comme elle est belle!»/ hviskede Legationssekretæren henrykt. Efter Fru Fanny kom den lille, smidige Kandidat Delphin, Amtmandens Fuldmægtig, derpaa Jacob Worse og tilslut Morten Garman. Den sidste var høi og sværlemmet; han syntes at have arvet noget af Moderens «Kors»; men han bar det endnu opreist og uden at synes besværet. Morten Garman havde et vakkert Ansigt; men det var lidt blødt, og Øinene begyndte at blive en Smule forkogte. Georg Delphin havde været et halvt Aars Tid i Byen som Amtmandens Fuldmægtig; og da Fru Fanny Garman var Datter af Amtmand Holst, kom Delphin strax ind i den Garmanske Kreds og var en hyppig Gjæst paa Sandsgaard. Derfor havde ogsaa Morten hentet ham oppe paa Svigerfaderens Kontor, da den store Vogn kom efter «Undsætning»; Jacob Worse havde de derimod truffet, da de allerede sad i Vognen, og det var egentlig Fru Fanny, der raabte paa ham. Jacob Worse hørte just ikke til Mortens bedste Venner, skjønt de havde været meget sammen opigjennnem Ungdommen. Derimod var Konsul Garman yderst forekommende mod Worse, og der var endogsaa dem, der mente, at Unge-Konsulen gjerne vilde have Worsenavnet ind igjen i Firmaet - for Exempel ved et Ægteskab. Men alle som havde Anledning til nærmere Iagttagelse, forsikrede, at deraf blev der aldrig noget. Frøken Rachel kunde ikke lide Jacob Worse og for Fru Garman var han en Vederstyggelighed, efter at Pastor Martens havde betroet hende, at han var Fritænker. Konsulen førte Fru Aalbom tilbords, da hun var den ældste Dame; Georg Delphin var saa heldig at snappe Fru Fanny; men Rachel vendte sig mod Legationssekretæren og sagde: «Undskyld Onkel! - men idag faar du vist overlade mig til vor nye Gjæst. Hr. Kandidat Johnsen - vil De føre mig tilbords?» Han bød hende Armen - stivt, men ikke klodset og fulgte ind i Spisesalen. «Hvad Fanden gaar der af Rachel?» - hviskede Morten til Worse, - «hun som ellers aldrig kan taale Mors Theologer.» Jacob Worse svarede ikke, men tog med et høitideligt Buk sin «faste Borddame» Jomfru Cordsen. Men Gabriel aabnede i al Stilhed baade Vestespænden og Buxespænden, han vidste, hvad der skulde komme. Det var heller ikke vanskeligt at beregne for den, der kjendte Husets Skik. Først var det Kjødsuppe med Gulerødder og Kjødboller, derpaa Skinke og smaa Svinekarbonader med Surkaal; saa kom en hel Lammesteg og en hel Kalvesteg - med Portulakstilker og Rødbeder, og tilslut var der Krumkager med Vannillekrem. I Førstningen førtes Samtalen ved den øvre Ende af Bordet mest mellem Adjunkten og Delphin. De var begge fra Østlandet, og Adjunkten forsøgte af al Magt at lokke den anden til at sige noget ufordelagtigt om Vestlandet og dets Befolkning. Thi han vidste, at det kunde hverken Konsulen eller Legationssekretæren taale; og Adjunkt Aalbom saa skjævt til alle nye, der trængte sig ind i det Garmanske Hus. Men Fuldmægtigen var ham for fin - enten han nu mærkede Hensigten eller om han virkelig mente, hvad han sagde. Naturen - forsikrede han - var høiest interessant, og han følte sig meget tiltalt af det Bekjendtskab han hidtil havde gjort med Befolkningen. Legationssekretæren havde sin bestemte Plads øverst paa den ene Langside tilvenstre af Konsulen, der sad alene for Bordenden; han bøiede sig nu fremover - forbi Adjunkten og Rachel, som sad imellem - og hilste med sit Glas til den nye Skolebestyrer: «Hr. Kandidat Johnsen! - Siden De er af samme Mening som Fuldmægtig Delphin med Hensyn til vor Natur, haaber jeg ogsaa, at De vil befinde Dem ligesaa vel blandt Befolkningen. - Hr. Skolebestyrer! - maa jeg have den Ære?» Konsulen betragtede sin Broder med en Smule Forbauselse; det var ikke ofte, at Legationssekretæren tog sig af de unge Mennesker, der kom i Huset - allermindst, naar de vare Theologer. «Ja - ser du -» hviskede Onkel Richard, «han der er s'gu ikke saa gal!» Fru Fanny gav ogsaa Agt paa den Udmærkelse, der blev vist den nye Theolog skraas overfor; hun fæstede sine glimrende Øine paa ham og fandt ham interessant. Han var ikke saa elegant sonm Delphin eiheller saa smuk som Worse, men alligevel sendte hun ham ofte et lidet blankt Kast med Øinene. Thi hverken Worse, som hun havde tilhøire, eller Delphin, der sad ved venstre Side, var tilstrækkelig Beskjæftigelse for hende. Jacob Worse lod altid - i al Høflighed - somom han ikke lagde Mærke til hende; og at Delphin var forelsket og fortryllet, havde ikke stort at betyde for hende. Det var en Skjæbne, som uden Undtagelse havde rammet alle hendes Faders Fuldmægtige fra hun blev voxen. Kandidat Johnsen blev nu trukken ind i Samtalen. Delphin mødte ham i Begyndelsen lidt overlegent; men efter et Par Svar fra det alvorlige Ansigt overfor, trak Fuldmægtigen sine Følehorn til sig og blev elskværdig. Adjunkten derimod var ikke saa snar i Vendingen. Han ærgrede sig over, at Fuldmægtigen ikke var gaaet i Fælden, og nu vilde han slaa sig til Ridder paa den anden nye Gjæst. I den halvt ærbødige halvt harcellerende Tone, hvori mange ynde at henvende sig til unge Theologer, begyndte han at gaa paa Skolebestyreren. Adjunkt Alalbom gjorde det saameget desto tryggere som han kjendte de gamle Herrer Garmans Aversion mod Theologerne, og Fruen var dybt inde i Samtale med sin Bordherre Pastor Martens - helt nede ved den anden Ende af Bordet. «De tænker vel at gjøre en rig Høst herborte i vore stærkt bevægede religiøse Forhold? - Hr. Kandidat Johnsen!» - sagde Aalbom med et Grin til de andre. «Høst?» spurgte Johnsen kort. «- Eller Dræt - jeg ved ikke under hvilket Billede, De ynder at se Deres Kald» - henkastede Adjunkten. «Mit Kald er ialfald foreløbig det samme som Hr. Adjunktens: at undervise Smaabørn, og jeg ynder at se min Opgave klart og ligefrem - uden noget Billede,» - den unge Theolog svarede stille; men der var dog en Underlyd i Stemmen, som bragte Adjunkten til at fare iveiret. Fru Fanny og Fuldmægtigen kunde ikke lade være at le - sig imellem; men Fru Aalbom snerrede: «at svare en Mand som Aalbom saaledes!» Imidlertid ledede Konsulen strax Samtalen over i fredeligt Spor ved at spørge Johnsen om forskjellige Forhold ved Almuskolen. Konsul Garman havde i flere Aar været Formand i Skolekommissionen; thi trods den ikke ubetydelige Afstand var dog Sandsgaard trukket indenfor Bygrændsen. Rachel sad og glædede sig over de korte, energiske Svar, hv ormed hendes Bordherre mødte Konsulens Bemærkninger. Især faldt det i hendes Smag, at den nye Skolebestyrer med stor Bestemthed fordrede endel Forandringer og forøgede Udgifter ved Skolen, som Konsulen fandt unødvendige og altfor kostbare. Det var ikke ofte, hun havde mødt en Mand, der viste saamegen Kraft og Virkelyst som den unge Theolog. Og hvergang han paa sin rolige, faste Maade sagde: «det maa og skal gjøres» - eller noget lignende, saa hun halvt foragteligt over til Fuldmægtig Delphin, som nu var ganske optaget af at lære Fru Fanny en Kunst med en Kork og to Gafler. Men naar hendes Blik gled hen over Jacob Worse, kom der noget udfordrende i Udtrykket, som han imidlertid slet ikke syntes at mærke. Thi han vedblev at tale halvt spøgende halvt fortroligt med gamle Jomfru Cordsen. Ligefra Jacob Worse begyndte at blive en stadig Gjæst paa Sandsgaard, var der opstaaet etslags. Venskab mellem ham og den gamle Dame. Hun var ellers tør og indesluttet; men han havde et eget Lag til at faa hende paa. Glid, saaat hun betroede ham mere end nogen anden. Adjunkten var saa sint, at han spiste næsten alle Rødbederne, og Legationssekretæren ærtede ham i al Gemytlighed. Men den unge Hr. Gabriel ofrede al den Tid, han kunde afse fra Spisningen, til at iagttage Adjunkten. Og hvergang denne saa nedover den Kant af Bordet, hvor Gabriel sad ved Siden af Jomfru Cordsen, tog den unge Herre sit Glas og tømte det med en rolig, voxen Mine. Thi han vidste, at det ærgrede Adjunkten. Morten, som havde Plads mellem Kandidat Johnsen og Præsten Martens, morede sig med at holde Theologernes Glas bredfyldte. Ellers brød han sig ikke stort om, hvad der foregik ved Bordet, især efterat han havde arrangeret det saa, at den ene Flaske Burgunder fik Plads ved hans Couvert. Det var en stille, varm Vaardag. Ved Desserten begyndte Solen, som faldt skraat ind ad de to aabne Vinduer mod Nord, at naa hen til Bordet. Først skinnede den paa Fru Garmans sorte Silke og omgav Pastor Martens's blonde Hoved med en fin Straalekrands. Efterhaanden spillede Solstraalerne hen over hele den Række, der sad med Ryggen mod Lyset og faldt i skraa Striber mellem Stolene indover den hvide Dug og de slebne Karafler. Morten holdt sit Glas op og glædede sig over Glansen. «Se, hvor Deres Svigerinde tager sig godt ud i den straalende Belysning -» hviskede Delphin til Fru Fanny. «Aa - ja! - finder De egentlig det?» svarede hun. Lidt efter bad hun en af Pigerne, som vartede op, at rulle Gardinet en Smule ned, Solen skar hende i Øinene. Samtalen var nu meget livlig ved den øvre Ende af Bordet; man talte fremdeles om Ungdommens Undervisning. Adjunkten udbredte sig over sit Yndlingsthema: at det var umuligt for unge Mennesker at tilegne sig ordentlige Kundskaber, medmindre de fik Bank; og al høiere Dannelse vilde forsvinde - det bandte han paa - hvis man ikke itide fik sætte Grænse for den moderne Humanisme - det vil sige Forkjælelse. Fru Aalbom understøttede ham oprigtigt, Legationssekretæren, fordi det morede ham; men Konsulen var tvivlraadig. Han satte megen Pris paa den gode, gamle Tid; men han troede dog, at det kunde gaa med lidt mindre Bank end han havde faaet. Skolebestyreren fremholdt Vigtigheden af den religiøse Opdragelse og Hjemmets Indflydelse. «O - ja! - Hjemmet! Hjemmet!» udbrød Fru Aalbom, «Skolen og Hjemmet bør gaa Haand i Haand.» «Netop» - tog Adjunkten Ordet, «har en Gut faaet Bank i Skolen, bør han ogsaa have det hjemme.» «Hjemmene ere jo forskjellige,» sagde Johnsen; det var første Gang, han sagde noget, som Rachel ikke fandt kraftigt nok. «Aa - men alligevel!» raabte Fru Aalbom, lagde Hovedet paa Siden og saa op i Loftet, «Hjerteforholdet - Hjemmet - Moderømheden - o - Hjemmet - Hjemmet!» «Det kommer s'gu an paa, hvadslags Hjem man har - Fru Aalbom!» lød det pludseligt fra Jacob Worse. Alle saa paa ham; han havde rettet sig op, Ansigtet var rødt og det lyste i hans Øine. Der blev en liden Pause, men Konsulen sagde smaaleende, idet han tog sit Glas: «Ja nu raader jeg enhver til at passe sig, for nu kommer Jacob Worse! - jeg har seet den Herre optræde et Par Gange før, og jeg ved, at da gaar det hedt til. Men lad os heller forlægge Kamppladsen til Havestuen, der kunne vi stride i Skyggen. Hvis mine Damer og Herrer synes som jeg, ville vi ønske hver andre: velbekomme.» Selskabet brød op. Legationssekretæren lo, saa det klukkede i ham, og takkede Worse, mens de gik nedad Trappen, fordi han saa beleiligt var plumpet ned i Samtalen. Jacob Worse maatte le selv, og tilsidst lo de alle undtagen Aalbom og Frue, der vare fornærmede. Men Rachel undrede sig over, at hendes Fader var saa bange for at lade Worse komme tilorde. Hun havde ogsaa et Par Gange hørt ham deltage i en Disput, og hun havde forundret sig over den Heftighed, som da pludselig kunde komme over ham. Hans Meningervare vistnok noget originale, men derfor behøvede han dog ikke at tie, og hun fandt det feigt af Jacob Worse saaledes at lade sig maalbinde. Under Maaltidet havde Pastor Martens gjort flere Forsøg paa at komme med i den almindelige Samtale. Men det lykkedes ham ikke. Man var altfor optaget af den nye, interessante Skolebestyrer, og desuden lagde hans Borddame Beslag paa ham. Ogsaa efter Bordet maatte han sidde i Sofaen hos Fru Garman, medens Ungdommen gik til Kroketpladsen - i Skyggen under den firskaarne Lindeallée. Men Adjunkt Aalbom gik - «omknoklet af sin Hustru» - som Delphin sagde - op og ned i den brede Gang foran Huset og ventede paa Kaffen. Han var endnu sint over sine Uheld og de Krænkelser, han havde lidt. Fruen søgte at berolige ham, idet hun slyngede den ene Arm omkring ham: «Hvorledes kan dog en Mand som du - Aalbom! - bryde dig om sligt! - disse nye, unge Mennesker kommer her en Tid, saa gjør de sig paa en eller anden Maade umulige. Vi er dog de første alligevel; - saa du ikke, Konsulen tog mig tilbords.» «Aa skidt svarede hendes Mand, «hvad bryder jeg mig om disse Pengesække og Kræmmere! - men at en Mand af mine Kundskaber, med mine Fortjenester af Undervisningsvæsenet og Literaturen skal være udsat for impertinente Svar af saadanne Grønskollinger - saadanne -» og af sit rige Forraad af Skjældsord udøste Adjunkten en udsøgt Strøm, hvilket forskaffede ham nogen Lindring. Aalboms boede omtrent midtveis mellem Sandsgaard og Byen, hvillket fra først af var Aarsag til, at de blev indbudne til Garmans. Siden havde de vidst at holde sig saa godt fremme, at det ialmindelighed var Aalboms, man greb til, naar der skulde samles et Selskab i en Fart. Konsulen havde ogsaa hjulpet Adjunkten med nogle uforudseede Udgifter i Anledning af en: «Kortfattet Oversigt over det franske Sprogs Oprindelse og historiske Udvikling. - Til Skolebrug.» Thi ved nederdrægtig Ondskab og Misundelse var denne Perle af en Bog ikke antaget til Skolebrug nogetsteds i Landet. De gamle Brødre Garman pleiede at sove Middag i sine Værelser; men idag blev der ikke sovet stort. Thi de aftalte alt i Anledning af Madeleines Besøg i Byen. Hun skulde komme om to-tre Dage, og have Værelse ovenpaa ved Siden af Jomfru Cordsen. Men Gabriel stjal sig en Cigar og vandrede glad og søndagsmæt ned paa Værftet, for at inspicere Skibet og snakke engelsk med Mr. Robson. ------------------------------------------------------------------------ [http://www.lysator.liu.se/runeberg/garmwors/k06.html] Kapittel VI. Det første Bekjendtskab, Madeleine gjorde i sine nye Omgivelser, var med Sypigen; thi hun maatte naturligvis «syes fuldstændigt op» - især udvendigt. Selve Familien paa Sandsgaard kjendte hun jo paa en Maade før fra kortere Besøg, og den samme Fornemmelse af Kulde, som hun altid havde modtaget blandt disse Mennesker, lagde sig ogsaa nu over hende. Imidlertid var Madeleine langtfra nogen frygtsom Natur - tvertimod; men Overgangen fra den ubundne Frihed under aaben Himmel til det regelrette Liv i det korrekte Hus var altfor brat for hende. Hun prøvede forgjæves at finde sig tilrette, og i de første Uger længtede hun sig ganske syg. Dette skjulte hun dog i sine Breve til Faderen, hun vidste ikke rigtig hvorfor. Fætter Gabriel var den eneste, som talte muntert og venligt til hende; alle de andre vare saa stive og tilbageholdne, somom de bare tænkte paa sig selv. Ikke engang til Rachel kunde hun rigtig slutte sig; de to Kusiner havde aldrig følt sig tiltrukne af hinanden. Skjønt kun faa Aar ældre var Rachel Garman dog sin Kusine meget overlegen i Kundskaber og Livserfaring. Medens Madeleines Sind var let og lyst som Solskin, var der paa Bunden af Rachels kolde og beherskede Væsen en urolig Trang til at tage fat, til at gjøre noget - ligegyldig hvilket - bare komme i Bevægelse. For ikke længe siden havde hun havt en stor Strid med sin Fader. En Dag traadte hun ind i Kontoret og forlangte at faa arbeide med i Forretningen. Konsul Garman tabte aldrig, sin Fatning; men denne Gang var han paa Nippet. Striden endte imidlertid - som enhver Strid, der førtes mod Unge-Konsulens Principer - med en afgjort Seier for disse. Men fra den Tid blev Datteren endmere kold og indesluttet. Det var snart gjort for Rachels skarpe Øine at gjennemskue den lille Kusine fra Landet; og da hun havde overbevist sig om, at der ikke var noget i hende - hun gik vel kanske og længtede efter et eller andet, men uden nogen Trang til at handle, til at gjøre noget - saa lod hun Madeleine gaa sin egen Gang. Og Forholdet mellem dem blev staaende omtrent som mellem en Voxen og et Barn - venskabeligt, men uden Fortrolighed. Fru Garman var ikke ganske naadigt stemt mod den nye Gjæst, fordi man ikke paa Forhaand havde indhentet hendes Samtykke. Og selv den gode Jomfru Cordsen skræmte Madeleine i Førstningen med sin tørre, høie Figur og de stivede Kappestrimler. Men Sypigen var en bleg, svagelig Skabning med et Par underlige store Øine, der altid saa ud, somom de bad Omforladelse. Hun var smuk endnu; men alle fik strax det indtryk, at hun havde været meget smukkere; der var noget forkuet og falmet over hende; Kinderne var lidt indfaldne, man kunde se, at hun havde mistet flere Tænder. Madeleine maatte i de første Dage tilbringe sin meste Tid inde hos Sypigen; thi var hun først kommen, vilde Fru Garman ogsaa, at hun skulde være i Stil med det øvrige Hus, og desuden havde Konsulen givet Jomfru Cordsen Besked. Det var da ligesom en Trøst for Madeleine, der følte sig saa ensom, at være rigtig venlig og elskværdig mod den lille forskræmte Sypige. En Aften, da hun var gaaet, spurgte Madeleine Jomfru Cordsen, hvem hun egentlig var. Den gamle Dame saa et Øieblik skarpt paa hende og svarede derpaa, at Marianne var en Sønnedatter af gamle Anders Begmand nede paa Værftet, og at hun for nogle Aar siden havde havt et Barn. Kjæresten - sagde Jomfru Cordsen og saa atter paa Madeleine - reiste til Amerika og Barnet døde. Saa lod Garmans hende lære Kjolesøm - hun havde tjent paa Sandsgaard - og siden havde hun havt sit stadige Arbeide i Huset. Mere fik Madeleine ikke vide, hun spurgte heller ikke efter; og Jomfru Cordsen følte sig beroliget. Thi det var ikke saa ganske sikkert og sandt, hvad den gamle Dame havde fortalt Madeleine. I Sypigens Historie var der skjult en af de Garmanske Hemmeligheder, som det var Jomfru Cordsens Livsopgave at vaage over. Og mens hun i Aften gik hjemover, tænkte Marianne netop paa dette - ja det var igrunden aldrig helt ude af hendes Tanker. Den muntre venlige Frøken Madeleine, der var saa ulig de andre Garmans, havde vakt alle hendes Erindringer tillive. Hun var vis paa, at endnu kjendte Madeleine ikke hendes hele Skam - hun kunde umuligt vide det, siden hun var saa venlig mod hende - og Marianne gruede for, at nogen skulde fortælle det. Thi der var nok af dem, som kunde fortælle; men der var Ingen, som vidste, hvad hun havde lidt. Og som hun gik, gled de forbi igjen alle de tunge Begivenheder fra hendes Livs Ulykke. Først huskede hun, hvor smuk han var - Husets Søn - da han kom hjem fra Udlandet, - endnu før der var Tale om, at han skulde have Datter til Amtmanden; - hvorlænge han bad og plagede hende og hvorlænge hun stred imod. Saa kom den Skrækkens Dag, da hun blev kaldt ind til Konsulen i det indre Kontor. Aldrig havde hun kunnet begribe, hvorledes han egentlig havde faaet det at vide - den eneste, som kanske kunde vide noget, var Jomfru Cordsen; - men endnu mindre kunde hun sidenefter forstaa, at hun selv havde ladet sig overtale eller tvinge eller hvad det nu var - til det, som nu kom. Det maatte vel være som Folk sagde, at Unge-Konsulen kunde Ingen staa sig imod; og saa blev hun da forlovet med Kristian Kusk - det værste, hun vidste - saa reiste han til Amerika, Barnet blev født og døbt Kristian. - Efter den Tid mindedes hun kun klart hin Nat, da Barnet døde; alle andre Indtryk flød sammen - tunge og graa som Skyer. Hun havde troet, at Skammen maatte dræbe hende; men den havde bare pint hende. Paa Sandsgaard, hvor hun aldrig mere vilde sætte sine Ben, gik hun nu dagligt. Hvergang hun traf nogen - især Fru Fanny - standsede hendes Hjerteslag. Men de gik saa kolde og rolige forbi, somom de ingenting vidste, eller somom det hele slet ikke vedkom dem. Mange Gange havde hun ogsaa truffet ham. I Førstningen gik de hurtigt forbi hinanden; men tilslut syntes han ogsaa at have glemt det hele, og nu hilste han venligt med den gamle Stemme: Goddag Marianne. Det var somom disse Mennesker levede indenfor en stærk Mur, og somom hendes lille Skjæbne var knust mod den som et skjørt Glas. Marianne gik en Snarvei over Værftet, hvor Tømmermændene just var ifærd med at dele Spaanerne og putte dem i Sækkene. Hun fandt Bedstefaderen, som ogsaa var færdig i sit Beghus, og de fulgtes nu hjemover. Anders Begmand boede i den yderste lille Hytte i den Række af rødtjærede Smaahuse, som laa indunder den bratte Fjeldskrænt paa den vestre Side af Sandsgaardsbugten. Veien langs Stranden var bare en Fodsti, der førte til hver Mands Dør og saa bag Huset og videre. I Stranden laa der Tare og Fiskeslo, som raadnede; bag Husene var der oftest Udløb for Kjøkkenvasken, alslags Søl kastedes ud, og Stien bestod mest af store Stene, hvor man hoppede, for ikke at stige nedi. Der boede mange i hvert Hus især om Vinteren, naar Søfolkene vare hjemme. Alle vare de Garman & Worse's Folk. Firmaet eiede alt, hvad de havde: deres Baade, deres Huse og Grunden under deres Fødder - alt havde været, var og blev Garman & Worse's. Naar Gutterne blev store nok, kom de ud med Firmaets Skibe, og de flinkeste af Pigerne fik Tjeneste i Huset eller paa «Gaarden». Forresten kunde de stelle sig som de vilde derude; der betaltes aldrig Leie af Husene, og der førtes intet Opsyn fra Firmaets Side med /«west end»/, som Folkevittigheden havde døbt den lille Række af Smaahuse. Anders Begmands Hus var baade det yderste og det mindste. Men han behøvede heller ikke stor Plads nu, - han var alene med sine to Børnebørn Marianne og Martin. Før - da hans Kone levede, og da de havde tre voxne Sønner i Huset, hvoraf den ene var gift, kunde det mangengang være trangt nok. Nu var de alle døde og borte - Konen paa Kirkegaarden og Sønnerne paa Søen. Anders var en gammel, krogrygget Mand. Krøllet hvidt Haar stod ud i en Dusk over Ørene under den flade Hue, der saa ud som en Begklat, hvilket den da ogsaa omtrentlig var. I sin Ungdom havde han gjort en Middelhavstur med «Familiens Haab»; men han blev kasseret; thi Anders havde en Legemsfeil: han stammede. Han kunde snakke længe, uden at det kom; men kom det først, kunde han ligesaagodt opgive at faa sagt mere for den Gang. Thi da blev, han staaende og hakkede og hakkede, til han blev saa sint, at han næsten fik Krampe. I Ungdommen var han derfor farlig at komme nær, naar han stammede; thi ligesom han blev sint, naar han stammede, saaledes stammede han ogsaa, naar han blev sint. Der var kun et, som hjalp, og det var at synge. Derfor hændte det undertiden, naar noget af stor Vigtighed kom ham paatværs i Halsen, at han greb til det fortvivlede Middel at synge det ud; og da havde han en liden, munter Melodi, som han altid brugte. Man fortalte, at han maatte synge, da han friede til sin Kone, - hvis det nu var sandt; men sikkert er det, at det gik sjeldent paa med Sangen, og ve den, der vovede at sige: «Syng Anders!» Det vil da sige i Ungdommen; nu var han knækket, og man kunde sige, hvad man vilde til ham. Derfor var der ikke længer nogen Fornøielse i at ærte ham, og han fik være i Fred. Mellem Arbeidsfolkene stod han i stor Anseelse, baade fordi han havde været ved Værftet i over 50 Aar, men helst fordi han havde havt megen Sorg paa sine gamle Dage - værst var det med Marianne, som var hans Øiesten og Lyspunktet i hans Liv. Thi af Martin havde han bare Sorg; det var en umulig Gut. Skipperen, han kom hjem med sidste Gang, klagede over ham og vilde ikke have ham med ud igjen. Nu gik han da hjemme og drev og drak. Aftenen var tyk og regntung, og der skinnede Lys i Hytten, da Begmanden og Marianne nærmede sig. «Nu sidder de vist og drikker igjen,» sagde hun. «De gjør vel det -» svarede Begmanden. Hun gik hen til Vinduet, de smaa Ruder vare duggede; men hun kjendte en med Spræk i, som altid var klar. «De er der alle fire,» hviskede Marianne, «du maa sætte dig foran Kjøkkendøren - Farfar!» «Ja Barn - ja Barn! -» svarede den Gamle. Da de to traadte ind i Stuen, blev der en Pause i Samtalen mellem de fire, som sad og drak. De var nyligt begyndt og paa det første Stadium af beleven Oprømthed. Martin raabte i en lystig Tone, som skulde skjule hans onde Samvittighed: «Godkveld Gamling! - godkveld Marianne! - kom - faa Jer en Slurk Øl!» Den tætte Røg fra de første Drag af Piberne laa endnu udover Bordet samlet om den lille Parafinlampe uden Kuppel. Paa Bordet var der Tobak, Fyrstikker, Glas og halvtomme Flasker, og borti Bænken stod der nogle fulde og ventede sin Skjæbne. Tom Robson, som sad midt imod Døren, løftede sit Krus - han havde sit store Krus staaende hos sin Ven Martin - og sang med Haanden paa Hjertet: «O my darling! - er du der! Mary Anne, som jeg har kjær!» Det var en Sang, han selv havde lavet til Ære for Marianne og til stor Forargelse for den tynde Bogtrykkersvend, som sad i Krogen tæt ved ham. Gustaf Oscar Carl Johan Torpander var forsaavidt en mærkelig Svenske som han ikke drak. Men ellers var der ogsaa ved ham denne overdrevne Belevenhed, alt dette forlorent-franske, som pleier at følge de tvivlsomme Existenser af denne Nation. Han havde reist sig ved Synet af Marianne og blev staaende i et dybt Buk med Skuldrene, trukne op - den venstre høiest, Hovedet paaskakke og Øinene hele Tiden fæstede paa den unge Pige. Da Tom Robson istemte sin Sang, rystede Svensken paa Hovedet med et medlidende Smil til Marianne, der skulde udtrykke hans Beklagelse over, at de mødtes i saa slet Selskab. Den fjerde i Forsamlingen sad med Ryggen mod Døren og rørte sig ikke; thi han var døv. Men da han endelig blev opmærksom paa Svensken, der stod og krummede sig, vendte han sin tykke Krop halvt omkring og nikkede dovent. Denne Persons Navn var næsten gaaet tilgrunde i Menneskenes Hukommelse, saa fast havde et Øgenavn klæbet sig ved ham. Han kaldtes nemlig «Væggelusen» af alle sine Bekjendte, og naar fine Folk blev nødt til at omtale ham, sagde de enten «Væggedyret» eller ogsaa «han - De ved! - Vægge - hm! - Omforladelse!» Væggelusen levede af at sidde i et halvmørkt Kot paa Amtskontoret, hvor han enten sov eller forseglede og bandt omkring Pakker og Dokumenter. Men ikke destomindre var han absolut nødvendig. Thi han havde den Specialitet at vide Besked om ethvert Papir - af hvad Navn nævnes kan, som i de sidste 25 Aar havde berørt Amtskontoret. Han kunde staa midt paa Gulvet og pege omkring paa Hylderne langs Væggene og sige - uden at betænke sig, hvad der fandtes i hver af dem og hvad der manglede. Derfor gik han ogsaa som et dyrebart Inventarium fra Amtmand til Amtmand, og efterhvert som hans Kundskaber øgede, sørgede han ogsaa for at tvinge sin Gage iveiret, saaat han sorgløst kunde hengive sig til sine to Passioner: at drikke Øl og læse Romaner om Natten. Marianne gik fort gjennem Stuen. Hun flyttede Bedstefaderens Stol nær hen til Kjøkkendøren og saa paa ham; han nikkede, at han havde forstaaet. Derpaa sagde hun Godnat til den Gamle og gik ud i Kjøkkenet. Herfra førte en liden mørk Trap ovenpaa, hvor hun havde sit Kammer. Marianne laasede sin Dør og gik tilsengs. Hver Aften var hun saa overtræt, at hun næsten var i en Døs, mens hun klædte af sig, og saasnart hun kom iseng, sovnede hun. Nedenunder rumsterede Mændene, kjæglede og bandte. Det blandede sig i hendes Drømme og hun sov tungt og afbrudt. Om Morgenen kunde hun mærke, at hun havde været hed om Natten, thi Haaret og Hovedpuden vare fugtige, hun frøs nedover Ryggen og kjendte sig mere træt, end da hun lagde sig. Samtalen nede i Stuen kom snart igang igjen. Martin fortalte, at han om Formiddagen havde været oppe i «Kontoret». Det var hans Agt at tale med Unge-Konsulen selv; han vilde klage over den Kaptein, som havde snakket ondt om ham. Men han slap ikke engang ind til Konsulen; hvorimod en af Kontorfolkene - «en forbandet Flab med Seglas» - kom ud med den Besked, at Martin fik ikke Hyre med Firmaets Skibe, medmindre han vilde gaa paa Styrmandsskolen ivinter og lade være at drikke. Mens han fortalte dette, flammede det op i hans Øine, der vare store og blanke som Mariannes, men stikkende og haarde. I det blege Ansigt fandtes ogsaa det samme Træk af Svagelighed som hos Søsteren; men Martin var høi og knoklet med lange stærke Arme. Og mens han talte, svingede han med dem, slog af og til i Bordet; Heftigheden kogte op i ham alteftersom han drak og bandte. Han vilde ikke gaa paa «Skolen» efter Garman & Worse's Ordre, og om han drak, saa skilte det ikke Unge-Konsulen. Men han skulde - og med en vældig Ed rystede han de store Næver mod Sandsgaardkanten. «Det var Ret - Gut!» raabte Tom Robson leende, «puss ta dem! lad mig se, du er Kar!» - Mr. Robson var aldrig saa tilfreds som naar han kunde faa Martin til at snakke sig selv op i større og større Sinne, og det var ikke vanskeligt at faa ham til. Thi Martin havde fra han var liden været en lidenskabelig, misfornøiet Karakter. Han medbragte det Ord fra Skolen, at han var det bedste og det stridigste Hoved blandt Gutterne og sidenefter havde han ikke gjort andet end komme paatvers med Alt og Alle, som han kom ilag med. Naar de fire sad sammen - de tre forat drikke, Torpander for at være i den Elskedes Nærhed - førte Martin oftest Ordet. Væggelusen fik lidet være med, thi han var saa besværlig, og naar Mr. Robson, der indehavde etslags Præsidentværdighed, undertiden lod ham komme tilorde, havde Væggelusen saa mange fremmede Udtryk, at de ikke forstod ham. Heller ikke Carl Johan Torpander pleiede at sige stort. Aftenens Begivenhed var for ham Mariannes Hjemkomst, og efter den Tid sad han helst i stille Henrykkelse. Men iaften understøttede han Martins rasende Anfald paa Garmans - som Torpander ogsaa hadede - og kom med en Del Avistirader om Kapitalens Tyranni og sligt noget. «Aa - Fanden ivold med dit fordømte Svenskesnak!» skreg Præsidenten, «lad os høre, hvad det er Væggelusen sidder og knurrer om.» «Ser De - mine Herrer!» begyndte Væggelusen strax, «Proleteriatets Ret -» «Hvadforslag?» - raabte Martin. Væggelusen hørte ikke og blev ved med sit, idet han lod sine dovne Øine glide fra den ene til den anden, forat se, om de hørte efter. Men Martin kunde ikke tie længer; han tog atter paa at bande og skjælde Garman & Worse og Kapitalen og Kapteinen og hele Verden, mens han uafladeligt drak Øl og tændte Piben over Lampen. Gamle Anders havde først sat sig foran Kjøkkendøren; men iaften vare de saa rolige - syntes han, og desuden maatte han altid høre efter, naar Talen var om Firmaet. Derfor flyttede han henimod Bordet. Tom Robson gjorde Plads for ham i Bænken og bød ham sit Krus. «Tak - Mr. Robson,» sagde Begmanden og drak. Tom Robson var ikke blot Selskabets Præsident; men han var ogsaa etslags Vært, forsaavidtsom han bekostede Drikkevarerne. Ved Siden af sig paa Bænken havde han staaende en Flaske Rum, hvoraf han fra Tid til anden skjænkede et Spidsglas rundt til Selskabet. Selv brugte han at hælde en god Slump Rum i sit Øl, «forat døve Vandsmagen» - som han sagde. Han sad nu og karvede op et Stykke Skraatobak forat, stoppe i Piben. «Deilig, fin Tobak - Mr.Robson!» sagde Begmanden. «Værsaagod - stop i! - /if you please/ -» svarede Tom godmodigt. «Tak - Mr. Robson! -» sagde den Gamle fornøiet og drog frem sin Kridtpibe. Stilken var sletikke over halvanden Tomme lang, og den hele Tingest var ligesaa begsort som alt det, der tilhørte Anders. Han pressede den fugtige Tobak nedi saa haardt han kunde; det gjaldt at faa saa meget, at det kunde vare et Par Dage. Derpaa fandt han sig en Torvglo ude i Skorstenen, som han lagde oppaa. Det var ikke let at faa Fyr; men saa smagte det ogsaa stærkt og godt af den brændende varme Røg. Saaledes sad han sammenkroget i Bænken, passende paa som en Smed hvergang Tom bød ham Kruset: «Tak Mr.Robson!» - han spyttede ud, tørrede sig om Munden og drak. Men Martin blev sintere og sintere: «Er det ikke nok -» skreg han, «at vi slider os helseløse for disse Mennesker! - vil de ogsaa raade over hver Bid, vi æder, og hvert Glas, vi drikker! Se bare, hvordan de bor - hvordan de lever deroppe! hvem har skaffet dem alt det? - jo vi - Far! vi, som har slidt her hjemme og nordpaa i Fisket og ude med Søn efter Far! Skibene - Aar efter Aar - slidt og kavet i Stormen og vaaget om Natten i Haglbyger og Snedrev, forat føre Rigdommen uskadt hjem til dem. Og se saa, hvordan vi har det! - i en Rad med Grisehuse bor vi, - som vi ikke engang eier - ingenting eier vi, de deroppe eier det alt - altsammen! Klæder, Sko, Mad og Drikke, Hus og Hjem, Legeme og Sjæl! /every bit/!» Begmanden rokkede frem og tilbage, spyttede og tog igjen fat paa Piben. «Eiendom er Tyveri -» begyndte Væggelusen, han saa der var en Pause. Men Martin lod sig ikke stanse: «Der er ingen Mennesker i Verden,» skreg han, «som taaler sligt! hvorfor gaar vi ikke op og siger: Del - del med os, som har havt Arbeidet! - nu kan det være nok med Blodsugeriet! - Men nei! vi er ikke andet end gamle Kjærringer - alle Mand! sligt blev aldrig taalt i Amerika!» «Hahaha! nu var du god igjen!» lo Tom Robson, «du tror kanske, Folk deler broderligt i Amerika? nei - Gutten min! der skulde du Pinedød faa andet at føle!» «Kanske Arbeidsfolk lever slig i Amerika som vi?» spurgte Martin lidt uvis. «Nei, men de gjør noget andet, som du ikke kan,» svarede Tom. «Hvad gjør de -» spurgte Martin. «De arbeider - Far! og det gjør hverken du eller nogen herhjemme!» raabte Tom Robson med et tungt Slag i Bordet, han begyndte at blive drukken. «Hva falls? - arbeta! - jo ta mig Fan -» begyndte Svensken. «Hold Kjæft! -» skreg Tom, «lad den Gamle faa snakke.» «Du forsynder dig - Martin!» sagde Begmanden uden at stamme; han havde drukket flere Gange, og de gamle Øine vare fugtige, «du forsynder dig groveligt, naar du snakker sligt om Firmaet. Her har baade din Far og din Farfar havt sit gode, visse Arbeide, og det kunde du ogsaa havt, hvis du havde artet dig bedre. Gamle-Konsulen var den første Mand i Verden - Unge-Konsulen er ogsaa en Hædersmand - Skaal for ham! -» «Aa -» afbrød Martin, «jeg ved ikke, hvad du snakker efter - Farfar! jeg synes ikke, du just har saa stort at rose af. Hvor blev der af Far min og Farbror Svend og Farbror Reinert? - væk allesammen paa Konsulens Skibe! - og hvad har du igjen? - to tomme Næver og saameget Mad, at du netop bjerger Livet! Eller kanske du synes -» lagde han til med en styg Latter - «at vi hører til «Familien» for Mariannes Skyld!» «Martin! - din forb - forb - fo -» den gamle Mand blev rød i Hovedet helt opimellem de hvide Haartotter, han stred og arbeidede med det gjenstridige Ord; men det blev bare værre. «Drik Gamling!» sagde Tom godmodigt og rakte Kruset frem. Begmanden stansede og trak Pusten. «Tak - Mr. Robson!» sagde han og tog en Slurk. «Hvad sagde Stamfaderen?» spurgte Væggelusen med forstilt Alvor; men denne Vittighed var for fin til de andre, og Væggelusen maatte le alene. Tom Robson gjorde Miner til de andre, at de skulde lade den Gamle i Fred. Begmanden lagde Piben i Vestelommen, reiste sig og gik ind i det lille Kammer ved Siden af Kjøkkernet, hvor han sov. Den stærke Drik havde bragt Ungdommens Hidsighed op igjen; men aldrig havde hans Magtesløshed ligget saa tungt paa ham som iaften. Endnu længe sad de andre og drak, til der ikke var mer; Lampen begyndte at ose, for Olien slap op. Saa tumlede de afsted, Væggelusen indover «/west end/», men Tom Robson klatrede op ad en Sti, som førte opover Fjeldet bag Begmandens Hytte. Han boede hos en Enke i Skippermarken - et stort Stykke Udmark, som hørte til «Gaarden». Torpander fulgte med Robson, fordi han var ræd for at gaa gjennem «/west end/», og fordi han vilde kaste et sidste Blik paa den Elskedes Kammervindu, som vendte mod Fjeldsiden. Martin lukkede Døren efter dem og gav sig ifærd med at løfte Laaget af Bænken, hvori han skulde ligge. Han saa ikke, at der laa nogle tomme Flasker; de rullede paa Gulvet og en knustes mod Spyttebakken. Laaget gled ham ud af Hænderne, og uden at prøve paa at klæde sig af lod han sig falde som han var i Sengklæderne. Det lille grumsede Bundfald i Lampen tørrede ganske ud, og den sidste blaa Flamme for op gjennem Cylinderen og sluktes. Efterpaa kom der en tæt graa Røg, som viklede sig af den gloende Væge og svirrede i muntre Spiraler op igjennem Glasset, gled ud i Stuen og lagde sig i tynde Traade foran Graalysningen fra Vinduerne. Der hørtes ikke anden Lyd end Mændenes dybe Aandedrag; den Gamle pustede kort og stødvis; men Martin væltede sig i Bænken, laa lidt og begyndte at snorke; saa for han op gjen varm og tung af Drik og Hidsighed. Men endnu længe lyste den lille røde Glo i Lampevægen, medens Røgen i tyndere og tyndere Spiraler svirrede muntert opigjennem Glasset og spredtes i Mørket. - ------------------------------------------------------------------------ [http://www.lysator.liu.se/runeberg/garmwors/k07.html] Kapittel VII. Fru Fanny Garman havde lige fra først af været overmaade venlig mod Madeleine og bedet hende endeligen at se indover til dem i Byen. Men derved blev det ogsaa; og selv Madeleine, som dog ikke var synderligt dreven i de selskabelige Former, forstod, at Indbydelsen bare var en Talemaade. Da hændte det en Søndag, at Madeleine kom til at staa foran et af de store Speil ovenpaa; hun var lysklædt og bar det store, mørke Haar halvt krøllet halvt udslaaet nedover Nakken. Fanny gik forbi og saa sit Billede ved Siden af Madeleines. Den smukke Frue stansede og blev opmærksom; den andens mørke Haar og lidt brunagtige Hudfarve stod fortræffeligt sammen med hendes egen klare Hud og lysblonde Haar. Madeleines Figur var vistnok lidt høiere og stateligere; men selve Ansigtet var jo ikke det ringeste smukt - nei ikke det ringeste! - Fru Fanny betragtede opmærksomt de to Speilbilleder, medens hun ordnede Madeleines Haar. Da hun var kommen tilende med sine Iagttagelser, lagde hun sin Arm om den unge Piges Liv og drog hende med sig gjennem Stuerne. «Hør nu - søde Madeleine!» - begyndte hun og rynkede Øienbrynene, «jeg er saa rasende vred paa dig, fordi du aldrig kommer ind til Byen. Til Straf skal du følge med os ind iaften; Morten kan sidde hos Kusken.» Madeleine saa ind i det lille fine Ansigt og maatte uvilkaarligt tænke paa, hvor deiligt det var. De store blaa Øine laa saa smukt i Hovedet, selve Hovedet var saa lidet og sad saa frit paa Halsen, og om Munden var der saamange vexlende Træk, at man ikke kunde faa Øinene fra den, naar hun talte. «Hvad glor du paa? -» spurgte Fanny spøgende. «Du er altfor vakker -» svarede Madeleine oprigtigt. «Naa - det maa jeg sige! - det var en landlig Kompliment,» lo den unge Frue; men hun blev alligevel en Smule rød og saa endmere straalende ud. - - Madeleine fulgte med til Byen og blev der et Par Dage. Senere kom hun oftere derind for en kort Tid. Fanny tog hende med til de faa Fornøielser, Byen frembød; ofte var der smaa Selskaber hos hende eller i hendes Omgangskreds. Overalt var de sammen, den ene fremhævede den anden ved den eiendommelige Kontrast i deres Ydre og ved en koket Lighed eller Forskjel i deres Toiletter. Det gamle Garmanske Hus udmærkede sig derved, at enhver af Husets Beboere kunde gjøre omtrent, hvad han vilde - gaa og komme, kjøre eller ride - ganske efter sit eget Hoved. Huset var saa stort, og der kom saa mange Mennesker - dels Gjæster, dels Forretningsfolk, som blev over tilmiddags eller tilaftens, saa det mærkedes aldrig stort, om en eller anden var borte. Madeleine kunde derfor heller ikke mærke, at nogen savnede hende synderligt i Huset. Fru Garman var jævnthen lige sær, og Rachel holdt sig meget for sig selv, hvilket - paastod Fanny - kom af, «at hun havde taget sig en ny Skriftefader.» Alene Konsulen syntes at sætte etslags Pris paa hende. Naar hun kom tilbage fra et Besøg i Byen, sagde han altid: «Se - velkommen tilbage! - min Pige! -» og strøg hende over Haaret. En Dag, hun skulde just stige ind i Fannys Enspænder for at kjøre til Byen, kom Konsulen gjennem Gangen. «Ei-ei! vil du nu løbe fra os igjen?» sagde han venligt, idet han gik forbi. Madeleine fik saadan ond Samvittighed, og under megen Stammen og Beklemmelse fik hun endelig frem: om Onkel syntes, det var leit, hun reiste til Byen. «Ih - bevare - nei!» sagde Konsulen og klappede hende paa Kinden, «du maa endelig gjøre ganske som du selv har Lyst til - Barn!» Da Madeleine sad i Vognen, syntes hun, at hun var den dummeste Skabning paa Jorden. Hvorialverden kunde det nu falde hende ind, at nogen her i Huset brød sig om enten hun var her eller der eller hvorsomhelst? snarest var hun vel til Besvær. Hun angrede sin taabelige Opførsel, og da hun Dagen efter kom tilbage til Sandsgaard, strøg Onkelen hende ikke over Haaret. Idetheletaget forstod hun slet ikke sine nye Omgivelser; alt var kommet saa ganske anderledes end hun havde tænkt sig det. Da hun skiltes fra Vente-Per, havde de ikke vexlet mange Ord; men da han gik nedover Brat voldskrænten, stod hun længe og stirrede efter ham. Hun lovede den Gang sig selv at holde fast ved ham, hvad de saa sagde i Byen, - og hun vidste, at alle derinde vilde være mod hende. Og hun kastede et Blik udover Havet og kjendte sig saa sund og stærk, hun følte baade Mod og Kraft til at føre sin Kamp for sin Ungdomskjærlighed. Men nu var det det, som hændte, at der sletikke blev nogen Kamp. Hun var saa sikker paa, at Rygtet om hendes Forhold til Vente-Per var naaet til Sandsgaard, saamegen Tale som hun vidste, der var folkimellem om hendes muntre Friluftsliv paa Bratvold; og i Førstningen gik hun og lurede paa den mindste Hentydning. Det var hendes faste Plan strax at tilstaa, at saaledes var det nu engang; han var en simpel Bonde og Fisker og hun - Madeleine Garman - holdt af ham. Men ikke i den fjerneste Krog af Samtalen kunde hun finde nogen Hentydning; hun kunde ikke engang opdage, om man overhovedet vidste noget. Der blev aldrig talt om hendes Fortid paa anden Maade, end somom hun selvfølgeligt til enhver Tid havde opført sig som det sig hør og bør en Frøken Garman. Andet synes ikke at kunne falde disse Mennesker ind, og det var det, som tog Magten fra hende. Fru Fanny holdt sit Hus i en mønsterværdig Orden og det var et meget elegant Hus. Her fandtes hverken gammel Mahogny eller Hestehaar, alt var nyt og fuldt af Forsiringer. Det hele Møblement var fra Hamburg, Valdnødtræ med Decoupørarbeide og Plyds. For Dørene hang tunge Portièrer; i alle Kroge og foran Vinduerne stod Blomsterborde eller Stativer med smukke Bladplanter, og midt paa Gulvet omkring. Divanbordet var der grupperet en Uendelighed af Lænestole - bløde, udstoppede og broderede. Leiligheden var ikke stor, men naar alle Døre stod aabne, var det et prægtigt Syn gjennem Rækken af Værelser fulde af Møbler og kostbare Gjenstande, Malerier, Brysseler Tæpper og især store Speil med Guldrammer. Paa Sandsgaard var der saa koldt og tørt i de store Stuer, hvor Møblerne stod langs Væggene, at Madeleine uvilkaarligt gik stille og fik en Trang til at sætte sig hen i en Krog. Hos Fru Fanny var det derimod, somom Draperierne og de stoppede Møbler trængte sig lige ind paa hende, og der var saa mange Lænestole, at hun aldrig vidste hvor hun skulde sætte sig. Ikke engang Husets Herre syntes at bevæge sig med fuldkommen Frihed i sine egne Værelser; der var ikke Plads for hans svære Skikkelse. Men Fru Fanny tog ikke den ringeste Notice af ham; og han fandt sig tilslut i alt - magelig som han var, og desuden gik han helst sine egne Veie. Morten Garman havde Ord for at være en hjertens godmodig Fyr, men lidt vanskelig at omgaaes. Naar man vilde gjøre Forretninger med ham maatte man være forsigtig. Et eneste Ord kunde pludselig fordærve det hele, og havde man først faaet ham vrang, kunde Intet formilde ham igjen. Gamle Folk foretrak derfor at gaa til Sandsgaard og forhandle med Unge-Konsulen selv; det gik vel ikke saa fort; men det gik korrekt og med absolut Paalidelighed. Den Unge - Grossereren - havde den Maner pludselig at se paa sit Uhr, afbryde Underhandlingen, stige tilvogns og fare afsted - til Sandsgaard eller andetsteds, efterladende løse Aftaler og halv Besked. Fru Fanny havde aldrig plaget sin Mand med overdreven Ømhed endsige med Skinsyge; hun kjendte ham godt nok til at vide, at om hun nogensinde skulde faa Brug for hans Overbærenhed, var der Skyld nok paa hans Side at kvitte af. - «Der gaar din Beundrer - Pastor Martens - se Madeleine! hvor han skjeler bortover til os - den Guds Mand. Han hilser - Godmorgen Hr. Pastor!» sagde Fru Fanny, idet hun besvarede Præstens Hilsen. Paa samme Tid gjorde hun ogsaa Tegn til ham, at han skulde komme op. Præsten var paa den anden Side af Gaden; men den var ikke bred. Et Øieblik syntes han at betænke sig, inden han gik over. Imidlertid ringede Fanny paa Pigen og ordinerede Chocolade. Disse Formiddagstimer ved en Kop Chocolade eller et Glas Vin var hendes Sværmeri, og hun holdt altid Øie med Gaden. Kapellanen - Martens var residerende Kapellan - hørte til hendes hyppige Gjæster, især efterat hun havde sat sig i Hovedet, at Præsten var indtaget i Madeleine. Det var ellers ikke saa urimeligt, at Fru Fanny havde sin Opmærksomhed henvendt paa at finde et Parti for Kapellanen - den hele Menighed var igrunden optaget af det samme. Thi Martens var en Mand paa en tredive Aar af et fordelagtigt Ydre, og nu var det over halvandet Aar siden han mistede sin første Kone, saa intet kunde være mere passende end at tænke paa en anden. «Godmorgen Frue! - Godmorgen Frøken Garman! - hvorledes befinder De Dem - mine Damer!» sagde Præsten, idet han traadte ind; «jeg kunde ikke modstaa Deres venlige Vink - Frue! - skjønt jeg ved af Erfaring, at en Visit hos Dem er altfor behagelig til at kunne afgjøres i Korthed.» «Aa De er altfor god - Hr. Pastor! og jeg undrer mig mange Gange over, at De har saameget tilovers for et saadant Verdens Barn som jeg er,» sagde Fru Fanny med et lidet Blik henimod Madeleine. «Der er saamænd flere, som undrer sig derover,» svarede Kapellanen uden at forstaa Hentydningen. «Nei - virkeligt! - hvem? hvem?» raabte Fanny nysgjerrigt. «Ah! - De ved neppe, Frue!» forklarede Martens med et Skuldertræk, «i hvilken Grad vi stakkels Præster blive iagttagne af Menighedens hundrede Øine. Saa er der da ogsaa nogle skikkelige gamle Koner, der have taget Forargelse af mine hyppige Besøg paa Sandsgaard og her hos Dem.» «Nei - hvor morsomt! - hører du Madeleine!» raabte Fru Fanny straalende. «Ja De ler - Frue!» sagde Kapellanen godmodigt, «men det kunde sandelig være slemt nok for mig, hvis jeg ikke havde saa god Støtte i Provsten.» «Saa Provsten Sparre og De komme godt ud af det med hinanden? jeg troede ellers, at Forholdet - -» «I Begyndelsen - Frue! - kun i Begyndelsen, og jeg skammer mig ikke ved at tilstaa, at det var min Skyld. Ser De, jeg kom fra først af opi det med nogle af de saakaldte Vakte her i Byen - skikkelige, brave Mennesker - Gud bevare mig for at sige andet! - men ikke ganske saadan - saadan -» /«Comme il, faut?»/ sagde Fru Fanny. «Naa - naa! -» svarede han smilende, «det var jo ikke netop det Ord, jeg søgte efter; men lad gaa, De forstaar, hvad jeg mener.» «Fuldkomment!» lo Fru Fanny, idet hun tog imod Koppen, som Madeleine havde skjænket for hende. «Saa kom jeg da i en skjæv Stilling til min Overordnede og havde mangfoldige Ubehageligheder, indtil jeg ret lærte Provsten Sparre at kjende; men da jævnede det sig saa smukt det hele, og nu tør jeg nok sige, at Forholdet mellem os nænten er som mellem Fader og Søn. O det er en sjelden Mand!» gjentog Kapellanen flere Gange. «Ja ikke sandt?» - raabte Fru Fanny, «det er den smukkeste Præst, jeg nogensinde har seet. Om man ikke forstod et Ord af Prædikenen, vilde det være en hel Opbyggelse bare at se ham forrette Gudstjenesten. Og saa de deilige Digte, han skriver!» «Ja jeg for min Del sætter nu hans sidste Digtsamling «Fred og Forsoning» over alt, hvad der er udkommet i vor Literatur i de sidste ti Aar. Kan De tænke Dem - mine Damer! et yndigere Digt end det lille: «Jeg sad i Kveldens stille Fred Paa Bænken ved min Hytte -» - «Har han været fattig?» spurgte Madeleine hurtigt. Fanny lo; men Kapellanen forklarede hende venligt og omstændeligt, at Digtet var skrevet, efterat Sparre blev Provst; det med Hytten var nærmest et digterisk Udtryk for hans store Tarvelighed. Madeleine følte, at hun havde spurgt dumt, og satte sig til at se paa Gaden. «Ja -» vedblev Kapellanen, «der er noget uforklarligt noget ved den Mand; jeg kan aldrig ret komme efter, hvori det ligger! men bare man staar Ansigt til Ansigt med ham, kommer der over En - en Følelse af det Mægtige, Overlegne, men ogsaa af etslags Fortryllelse. Naar han bliver Biskop -» «Biskop? -» spurgte Fru Fanny. «Ganske vist - Frue! - der er ingen Tvivl om, at Provsten Sparre jo er selvskreven til den første Bispestol, der bliver ledig. Det har allerede været udtalt offentlig.» «Nei virkelig! det har jeg aldrig tænkt paa!» raabte Fruen, «men det er ogsaa sandt! han vil tage sig ganske pragtfuld ud - den mægtige Skikkelse med de hvide Lokker og saa det store blanke Guldkors paa Brystet! Det er kjedeligt, at Byen ikke er Stiftsstad; en Biskop er virkelig saa interessant. Madeleine, har du nogensinde seet en levende Bisp?» Madeleine vendte Hovedet ind mod Stuen og blev blussende rød, idet hun stammede: «Hvad - hvad var det, du spurgte om - Fanny?» Men Fru Fannys flinke Øine havde allerede bemærket Delphin, der styrede over Gaden mod Huset. Hun besvarede hans Hilsen og sagde til Madeleine, idet hun nøie iagttog hende: «Vær saa snil at hente en Kop til Fuldmægtigen - søde Madeleine.» «Kommer Kandidat Delphin herop?» spurgte Kapellanen og saa sig om efter sin Hat. «Ja - men De faar slet ikke Lov til at gaa - Hr. Pastor! - nu sad vi saa hyggeligt sammen.» - Delphin traadte ind, Fru Fanny hilste med et fortroligt Nik og vedblev: «nu skal De netop som Præst hjælpe os at omvende den ugudelige Kandidat Delphin.» «Behøves ikke - behøves ikke! - naadige Frue!» - raabte Fuldmægtigen muntert; «jeg er allerede saa omvendt som jeg overhovedet kan blive. Skolebestyrer Johnsen har besørget det hele i en lang, dybsindig Samtale.» «Vi sad just ogsaa i en religiøs Underholdning,» sagde Fru Fanny. «Kommer De fra Skolebestyrer Johnsen?» spurgte Kapellanen; han havde fundet sin Hat og stod færdig til at gaa. «Jeg fulgte ham et Stykke paa Veien ud til Sandsgaard; han lod til at være inviteret derud,» svarede Fuldmægtigen. «Idag igjen!» - raabte Fru Fanny. «Godmorgen Frue! godmorgen - nei De maa virkelig ikke overtale mig, jeg har allerede været her altfor længe. Godmorgen Frøken!» - Madeleine kom just ind; Kapellanen gik et Skridt frem, forat række hende Haanden. Men hun bar et Bræt med Kopper, saa han maatte nøie sig med at betrage hende med varm Ærbødighed. I Trappen tænkte han paa, hvor det dog var uheldigt, at denne Delphin bestandig skulde komme ham iveien. Af Naturen var Severin Martens meget godmodig; men han kunde ikke udstaa Fuldmægtigen. Hvergang denne kom ind i Samtalen, gik alt paatvers for Kapellanen; han havde en egen Maade til at hænge sig i enkelte Ord, vrænge det hele om til Karikatur og fremkalde en Latter, som ofte kunde være yderst generende. Kapellanen var heller ikke tilfreds med Skolebestyrer Johnsen. Den tilsyneladende saa ubehjælpelige unge Mand havde vidst at hjælpe sig fortræffeligt selv. «Næsten daglig Gjæst paa Sandsgaard! hm! -» mumlede Pastor Martens, mens han gik nedad Gaden. - Men oppe i Fru Fannys lille Salon tog Fuldmægtigen Præstens Plads, og Samtalen skiftede strax Farve. «Den brave Kapellan ligte ikke, at Johnson skulde til Sandsgaard,» sagde Fru Fanny. «Det var just derfor, jeg fortalte det - Frue!» «Aa - jeg forstod det meget godt! - De er altid saa udsøgt ondskabsfuld! Men kan nu forresten nogen begribe, hvad der gaar af. min lærde Svigerinde? - Rachel, der ellers er kold og utilgjængelig som en Isbræ, bliver med en Gang imødekommende - indtil det upassende ligeoverfor - ja det er det mærkeligste! - ligeoverfor en Theolog!» «Deres Svigerinde sværmer for den dystre Kraft -» sagde Delphin. «Ah! -» henkastede Fruen, «der er ikke stort ved ham! i Førstningen fandt jeg ham ogsaa ret interessant - saadan i Smag af Ibsens «Brand» eller noget lignende. Men du gode Gud! hvor han dog i Grunden er kjedsommelig med sine korte Kraftsætninger, der dumpe ned i Samtalen som Stene.» «Jeg er en Folkets Mand! - i Folket har jeg min Plads! -» sagde Delphin, idet han efterlignede Skolebestyrerens Stemme og Manerer. Fru Fanny lo og klappede i Hænderne. Ogsaa Madeleine lo med; hun maatte altid le, naar Delphin var morsom. Forresten kjendte hun ham ogsaa fra den alvorlige Side. Det var især, naar de var alene, at han havde en trohjertet, aaben Maade at tale paa, som gjorde hende saa godt. Hun kunde snakke med Kandidat Delphin om mange Ting, hun ellers ikke havde Mod til at udtale sig om for andre. Det var ogsaa klart - for Fanny - ikke for Madeleine, at den unge Herre fortrinsvis søgte Huset i de Dage, Madeleine var i Byen. - Mens de sad saaledes og passiarede muntert om alverdens Ting, raabte pludselig Fru Fanny, som altid holdt Øie med Gaden: «Nei - se mig til Jacob Worse! han gaar min Dør forbi, - hilser ikke engang op! - han talte med nogen nede i Porten, - hvem kan det have været?» Og den nysgjerrige Frue glyttede paa Vinduet: «Aa -» lo hun, «det var ved Gud lille Frederik, han talte med. - Fredrikmand! -» raabte hun ned, «kom op til Mamma, skal du faa Chocolade.» Den lille Christian Fredrik - en hvidhaaret, tyk Tingest paa fem, sex Aar - kom stavrende opad Trappen. Pigen lukkede ham ind, og Moderen spurgte; mens hun gjorde en Kop istand til ham: «Hvem var det, Fredrikmand snakkede med nede i Porten?» «Det var med den store Manden -» svarede Barnet og saa paa Koppen med runde Øine. «Den store Manden er Jacob Worse, og den «lille Manden» - det er Dem - Hr. Kandidat Delphin!» - forklarede Fanny leende, «min Hr. Søn er ikke endnu ganske salonfähig. - Spurgte den store Manden, hvem der var oppe hos Mamma?» «Han spurgte, om Tante Rachel var i Byen -» svarede den Lille og greb ivrigt efter Koppen. Madelaine kunde ikke rigtig forstaa, at de to andre fandt dette saa uimodstaaeligt morsomt; men hun lo alligevel med, fordi lille Fredrikmand var hendes Yndling. «De er en farlig Dame - Frue!» sagde Georg Delphin, da han tog Afsked, «jeg faar nok give min Ven Worse en Advarsel.» «Ja - dersom De vover -!» raabte Fru Fanny og truede ad ham med en liden hvid, spids Pegefinger. Der var noget ved Fanny - Madeleine vidste ikke, hvad det var -, som hun ikke ret kunde lige. Det kom helst frem, naar der var Herrer tilstede; men ogsaa alene med hende kunde der mangengang komme over Madeleine en Følelse, somom hun generede sig. Hun var ikke vant til alle disse Spørgsmaal, Drillerier og Hentydninger, som bestandig gik i en og samme Retning. Men tilslut blev hun saa omspændt af sin livlige og snaksomme Veninde, at hun begyndte at miste noget af sin ubevidste Sikkerhed; og stundom kunde hun gribes af etslags Angest, somom hun gik noget imøde - noget uundgaaeligt, hun ikke selv forstod. Fru Fanny stod ved Vinduet og saa efter Delphin. Han var igrunden sletikke liden - Figuren ypperlig, og Klæderne sad som støbte omkring ham. Det krøllede Haar og de sorte Moustacher gav ham et vist distingveret Udseende; det var en Mand, man overalt maatte blive opmærksom paa. Underligt nok! - at hun nu først lagde Mærke til det! Fru Fanny vendte sig mod Madeleine, der ryddede paa Bordet, og betragtede hende nøie. ------------------------------------------------------------------------ [http://www.lysator.liu.se/runeberg/garmwors/k08.html] Kapittel VIII. «Der er noget, jeg bestandig undrer mig over ved Dem - Hr. Kandidat Johnsen!» sagde Rachel, «i næsten alle de Samtaler, vi har havt om alvorlige Ting, kommer vi til et eller andet Punkt, som pludselig vækker en hel Række af Tvivl og Spørgsmaal hos os begge - ja jeg synes - næsten mest hos Dem!» «Det er, fordi De fører Samtalen med Deres overlegne Skarpsindighed,» svarede Skolebestyreren. Rachel saa et Øieblik paa ham. Alt flere Gange under dette interessante Bekjendtskab havde hun været paa sin Post mod ethvert Ord, der kunde have den jerneste Smag af en Kompliment. Men hvergang hun betragtede det alvorlige - lidt grove Ansigt, følte hun sig beroliget; hun svarede derfor; «Aa der skal ikke stor Skarpsindighed til, forat indse, at naar to Mennesker drøfte en Ting sammen, maa der komme mere ud deraf end om hver tænkte alene for sig. Men hvad der undrer mig er egentlig dette, at De ikke forlængst har gjennemarbeidet disse Problemer og disse Tvivl.» «De har aabnet mine Øine for meget, som før -» «Men - hør nu!» - afbrød Rachel lidt utaalmodigt, «nu har vi gaaet op og ned her - vist i en halv Time og talt om de mange Kollisioner, hvori en Præst maa komme, naar han baade skal være Guds og Statens Tjener. Og hvert Øieblik - eller ialfald flere Gange har De sagt: Ja De har Ret - det har jeg ikke tænkt paa før - eller lignende -» Rachel stansede midt i den brede Gang mellem Hækkene foran Huset, hvor de gik frem og tilbage, og saa ham ind i Øinene: «Hvorledes kan det dog være muligt - Hr. Kandidat Johnsen! - at De, som har studeret Theologi, og som har til Hensigt med Tiden at blive Præst, - at De ikke allerede forlængst har gjort Dem alt dette klart og taget Deres Parti?» Kandidaten slog sine Øine ned for dette klare, gjennemtrængende Blik, idet han svarede: «Tvivl og Anfægtelser har jeg nok havt, - det gaar ingen af os fri for. Men naar det nu synes Dem - og jeg maa bekjende: det er virkelig Tilfældet -, at enkelte Ting kommer ligesom bagpaa mig, saa har dette for en Del sin Grund i min eiendommelige Udvikling. Jeg kommer fra et fattigt Hjem - et meget fattigt Hjem -» han gjenvandt sin Sikkerhed, mens han talte - «uden synderlige Evner har jeg arbeidet mig frem ved Flid. Derfor havde jeg fuldtop at gjøre, mens jeg studerede og - ja det er sandelig min Mening - den, som har rigtig haardt alvorligt Arbeide, faar ligesom ikke Tid til Tvivl. Desuden er der ved selve Studiet og ved de Mænd, der lede det, noget - ja hvad skal jeg kalde det! - noget beroligende - nei - betryggende vil jeg sige, som bevirker, at de Tvivl, der frembyde sig, ligesom bære sin Løsning i sig selv. Men Livet og ikke mindst mit Bekjendtskab med Dem - Frøken Garman! har bragt meget til at vakle hos mig.» «Mindes De vor første Samtale?» - spurgte hun. «Jeg tror ikke, jeg har glemt noget Ord, vi har vexlet med hinanden.» «Det var en af de første Søndage, De var paa Sandsgaard -» «Ved Bordet dreiede Samtalen sig om Krig - var det ikke den Dag, De mener? -» spurgte han. «Jo netop -» svarede Rachel, «Kandidat Delphin udviklede paa sin flotte, overfladiske Maade, at den nye Tidsaand vel skulde faa Bugt med Krigsondet, naar man bare kunde blive af med Kongerne og Præsterne. Som De husker - blev Præsten Martens meget ivrig og paastod, at Præsterne netop var Fredens Mænd og deres Arbeide et Fredens Værk. Og Kandidat Delphin svarede saa behændigt, at enhver, som havde Lyst, kunde bare gaa hen i Kirken en Søndag og høre, hvor smukt den Fredens Mand Pastor Martens bad for Krigsmagten tillands og tilvands.» «Jeg erindrer det godt -» svarede Skolebestyreren med et Smil, «det var da, at jeg tog Ordet.» «Ja - De forsikrede, at De aldrig - om De blev Præst - vilde medtage Krigsmagten i Deres Kirkebøn.» «Det vil jeg heller ikke! - aldrig skal nogen Magt tvinge mig dertil - aldrig!» Rachel saa paa ham; saaledes var det, hun vilde have ham. «Jeg minder Dem om dette -» fortsatte hun, «fordi jeg nu ved, at der ogsaa er mange andre af Præstens Embedspligter, De ikke vil kunne udføre af fuld Hjertens Overbevisning. De har i vore Samtaler udtalt stærke Betænkeligheder ved Vielsesritualet, ved Absolutionen, ved Konfirmationen og mange andre Ting, saa tilslut staar det saaledes for mig, at enten maa De opgive at blive Præst, eller De maa lyve!» «Lyve kan jeg ikke -» raabte han, - «heller give Afkald paa min Fremtid!» «Men er da det nok?» «De mener? - Frøken!» «Synes De, at De har gjort Dem selv Fyldest ved saaledes at gaa afveien for de Krav, Deres Overbevisning stiller? Om jeg var Mand -» Frøken Rachel rettede sig - «saa vilde jeg netop opsøge Kampen - ikke krybe iskjul!» «Jeg skal heller ikke krybe iskjul - Frøken!» svarede Kandidat Johnsen. «Det haaber jeg heller ikke, De vil; her er nok af dem, som gjør det.» Hun saa opimod Huset, som de nu var tæt ved. I den aabne Havedør stod Fru Fanny og jasede med Delphin. Præsten Martens og Madeleine gik bortover mod Kroketpladsen og Jacob Worse stod og saa efter dem med en Cigar i Munden. Rachel vendte sig hurtigt om mod Kandidat Johnsen og sagde: «Jeg ved ikke noget uslere, end naar en Mand ikke vover hverken i Ord eller Handling at aabenbare, hvormeget han i sit inderste Væsen er i Strid med den almindelige, gjængse Opfatning. Den, der lister sig saaledes gjennem Livet, er i mine Øine feig.» Hun gik op imod Huset; men Skolebestyreren stod et Øieblik, derpaa vandrede han nedover Grusgangen igjen i dybe Tanker. Jacob Worse sagde til hende, da hun gik forbi: «Har De Lyst til at tage et Parti Kroket? - Frøken Rachel! - jeg synes Synd i Deres Kusine, hvis hun skal spille alene med Kapellanen.» «De kan vist godt spare Dem Deres Medfølelse - Hr. Worse!» svar