TIL DIG Til dig, du kjæreste, kun dig, min deilige vaar, min ungdom, mit følge paa somrens vei -! Husker du foraarets tid dér, hvor veien kom gjennem parken under de solblaa trær? Det bugned og sprak i ru mark, og stammerne drak af solen gjennem den brustne bark! Du bar med et trodsigt og blankt smil din herlige dronningkappe, overgydt av April! Dit haar var en skinnende ung fest, hvor blomsterne slang og svinget slig som de kunde det best - Da syntes vi begge, vor blaa vaar burde jo ha som sommer alle de kommende aar! I KILDEN Med ringbjerges øde graanen ligger et land under lav - en bleket brokke af maanen slængt hen i et jordisk hav. Paa øen steiler en kilde over det døde land; dens straaler er store og vilde, en styrtende lilje af vand! Men lyt, i de klare dage naar solen gløder dens skum, dæmrer en dæmpet klage gjennem det rene rum. Jeg spruter fra hede skaaler, jeg dønner fra jordens bryst, jeg dømtes med store straaler at springe paa dødens kyst, hvor ikke paa hundrede mile en eneste blomst i knop trænger den hede ile, som vælder af svælget op!» * Det rinder i maanegløden, det straalende, sære tegn paa livets maalløse øde i lavaens drømme-egn. Bitter til sidste time kilden ødsler sit blod, - der vilde ha dræbt hver kime, som ramtes af dets flod! OM VAAREN Eia, ja dét var vaaren! Den gurgler i hver en bæk -; min frakke i solen baaren praler i flæk ved flæk! Og flækkenes milde vrimmel yngler, blir altid fler - som stjerner i vaarens himmel jo mere én ser og ser! Men venner, hvor havene vasker derude ved kaiens kav -! Træernes kroner pladsker i luftens lyse hav -! Mit ansigt gløder i feber og fødderne er som is, der op mot veiret jeg stræber og lugter Paradis! Bækkene bobler gustne langs strøgets sol-allé; lindene luder rustne ud af en blaa-vaad sne. Smaapiger paa høie hæle redder sig frem overalt paa øer af mager tæle til solbelyst asfalt. Og under de mørke kjoler sprat skjørtets vaarblaa bræm - ja, dét var de første violer som fløi af vinteren frem! Føddernes vevre tunger spiller mod grusets graa - min gud, hvor de deilige unger egentlig smukt kan gaa! Hver pigelig røst paa gaden slaar gjennem luften ud saa nære og klart, som kom den til mig med særskilt bud! Hvor inderlig nøie luften tar mærker af alt, som sker - den speiler jo lyden og duften af stemmer og vaarsød lér! Mit blik er i sol begravet, og blæst om haaret slaar; - det er som en marsch mod havet, skjønt jeg mod landet gaar. Dér skinner de stærke skoger og knaker i nyhørt lyd, og bækkenes blaa ploger skjærer sin muld med fryd. For nu maa de bleke sevjer stige bak trærnes bark fra herlige brønder og evjer dybt i den sværmende mark! Jeg ser den i træet paa tonen, den sagte, fyldende flom - naar saften er naadd til kronen blusser den ud, som blom! Men se, om jeg endnu kan finde, hvor helst i skog jeg gaar, paa alle de stumme kviste et eneste bladgrønt saar?! Det er, som de anende vender al lufts befrugtende slør i deilige, tomme hænder af vimrende eventyrklør! O, du min veninde i smerte, min svaiende, myge vaar med livet under dit hjerte: alt hvad du vil, du faar! Du bærer jo livet i dig - som sommeren aldrig gjør - Aa kunde min stemning gi dig et digt, som aldrig dør! VED ET GLAS VIN EN VAARNAT Sjæl, bøi tilside dit gardin; natten er kold og fin, og selve maanen skjænker sig i din vin! Mellem din vin og himlens rum staar verden gold og stum en draabe nektar og himlen er livets sum! Men stjernerne ligger som ø efter ø i æterhimmelens sø - og venner, derfor skulle vi alle dø! UNGDOM Mine venner, merk jer mit gyldne ord, et ord saa klingende rigt: Jeg bor! Jeg bor i en stue med vægge om, mit rum har tapeter med roset blom - en ørliden, blondet dug paa kommoden, og oppaa en lampe med sløife om foden, som kveldstider netop lyser saa sart, at sammen med sommeren rummet blir klart! Og billeder har jeg: to hunde som gantes saa ædelt og sorgløst bag glas og ramme, - og ét, som er gulnet, som skildrer af: mod takkel og blaanende middelhav en sortkrøllet sjømand - Edmond Dàntes! - - Og selv om mit bordtæppes fløiel har røtet og sofaens kaliko virker lidt bøtet og drikkekaraflen er gulnet og tom, saa bor jeg da inde, med vægge om - - - - - - Omsider, omsider saa bor jeg da inde, hvor døren kan stænges indenifra -! Jeg aander Guds fred paa hver ting herinde, hvor himmelens vinde gaar til og fra - - og vindvet er oppe - dybt ned er gesimser, som skjuler den verden, som buldrer og vimser; hid naar kun en solsommeraften, som aander sin ild i gardinernes blonder! Ja, nys var det sol her, som flakket og gjønet - en ildpøl, som spruttet og brændte i mønet paa brandmuren dér til en leiekaserne; - nu staar der en sommerlig, lyserød stjerne - - Og tage bag tage! En fredelig pæl, og nedad saa dybt, at én slaar sig ihjeæl? Ja, netop i sligt et kot kan jeg passe, saa her skal der skrives en masse! - - - Hvor kan det dog ske, jeg alligevel sturen omsider forlader mit hybelpalads og gaar mig en enslig tur i naturen, - det er: Et par popler paa Eidsvolds plads - en række løvtrær i klippet vang, to laurer i potte udenfor Grand samt sidst en asalia, rødlig og krøget i Meyers rude paa strøget - -? Fra Drammensvei-høidernes rand er rundet et blindende, blændende solefaldsspind, et kingel af døende lys er spundet fra lygte til lygte, fra lind til lind, saa popler og haver i solrøgs skrud og trikken, som lyner i linjer ud, blir til et eventyr midt i hjemmet, tusindaarstaaget og fremmet! Støvet i sol staar Theater-moskéen; skrifttegn af ild paa dens buer jeg sér - Hurier glider i Sole-alléen - - Jeg gaar og gløder; thi meget vil mér. Og aftenen blaaner og strøget blir tømt; jeg sidder paa bænken og fremsier ømt inderlig grebet og saar og betaget det bedste af det, jeg har laget. Og snart er jeg indenfor stængte døre høit over aftenens blaanende trær. - Jeg kan ikke skrive, for dybt i mit øre svulmer en latter, saa pigelig skjær - den sødeste stemme, som roper efter: «Gaa-hjem og bo, da, af alle kræfter!» Og hun har ret - for paa mandag ender det! Jeg sidder paa stolen og bor, saa jeg kjender det! VIGILIE Ja her er endnu megen tid at vente, - her er ei glans og saare lidet varme! Men lave lys er ganske tidlig tændte langs alle askens broncemørke arme -! Hvor de er grønlige, som alterbluss i dunkel helligdom, og de er stille, med sine veker dybt i ædle oljer: Jeg tror de kunde slukkes, hvis jeg vilde Men denne rand af lys vil vaaren værne; for blussene vil blaffe op i fliger og løbe gult om frugtens fine kjerne - - og naar saa somrens dønning i dem stiger, da vælder gyldne lys fra skogens stage de store solbetagne sommerdage! - - - Nu er der vaar og morgen her i skogen, og dagen damper blekt med vaarens ruder, og langs de mørke, broncesvære staker ligger som gnist ved gnist de lave luer - og derfor er her morgenmørkt i skogen, vigilie under askens skjønne buer! - - - Jeg selv er kanske morgensakristanen. Søvndrukken tasser jeg paa maa og faa, og aander paa den nattenakne bronce og myser op mod helgenrudens blaa: «Mon ikke nu bag blaanet glas derude fuglende driver ind, af syden fløine? Jo de maa være bag den matte rude, og de vil bruse gjennem vaarens glar -!» - - - Men endnu efterglemt fra natten siver dens kolde fosfor efter aller grene. Hvo véd, hvad salighed en aand bedriver, naar den har hvælvene for sig alene - -? Hvad kan vel aarets store herre mene med denne blaa kontur, han fint befølger langs hver en kvist paa trærnes glasne stammer, saa haven samlet i et blaa-lys bølger? Tilvænner han de vintervalne grene med drømte tyngder, førend somren kommer - og ser om trær, som kunde vintren bære, har evne til at bære frem en sommer?! BAS-RELIEF Og Lillen sagde: «Ja, jeg er dig kjær; men mine former - - de er smaa og svage, og jeg har hørt, at mandfolk alle dage har trang til - yppighed og alt det dér - - -» Men jeg, jeg kysser hende vildt tilro: «Der ér et billede, som netop træffer; - du ved ei, hvilken skjønhed der kan bo i sydens yndefulde basrelieffer! De er saa skjønne; thi de viser stille i blinde linjer alt, en kunstner vilde - - -. Du er et lidet basrelief lig dem, jeg altid tydde til i kunstens hjem, naar jeg var træt af disse golde former, som skinnende langs brede gavler stormer - en fin og dæmpet sang, som en fik ridse i parisk, gyldent marmor som en skitse - dén blev min redning altid om igjen -, og hér er du det billed, lille ven! - - - Men basrelieffets lille lykkeblik - det følte jeg i hjertet som et stik. CHOPIN I SIDEVÆRELSET Den skurk, nu spiller han igjen Chopin, mens jeg skal skrive en af mine sange! For fan, nu kan jeg skrive ned i flæng; nu blir det bleke tøv med et til klange; nu voldtar tonen dette arme ordet, og som et orgel skjælver skrivebordet! Min pen blir taktstok til hans melodier, Chopin og jeg blir brødre - og genier; et sælsomt yndigt rosenflor gror ud paa tonestængler i papirets have; men stanser han et øieblik - o Gud, min store uransagelige Gud - da visner alle over hvide grave! ET OVERSTREGET DIGT Bag et gitter af strenger stirrer et daarligt digt. Et ærligt skind igrunden, men ike yppig runden af sang og stemning og sligt. Født af en mager moder, af hjernens skrumpne skjød, næret af tankefoder, som hjernecellernes boder i fattige timer bød - -. Forstandens hodepine dirrer i digtets krop - afmægtig i sin feber det ramser med tørre læber sin grimme vise op. Det rusker i sine streger, vil løs af det grumme bur; - det er min farligste fange trods mange velskabte sange, som strømmer i min natur. VAARPIGE Bag lokkernes skygger, langs tindingen bly blaanende pigaarer sig snor --; skjønt vaarskjære, dog dine øienlaag er sænket som sne over dunkel jord. Sænkede vender du dem mod lyset; ei blomster fylder dit mørke haar - men se, hvor ustadig din kind det gylder det ravende lys av nyfødt og spæd og usikker vaar --! Det taager mit sind med en ukjendt smerte, dit sænkede øies eventyr; -- det minder om ét, som mit eget hjerte læser hver dag, mens dets drømme flyr: Et skjælvende vaartræ i morgnen ene staar svøbt i en kjole av himmerigs sol, som hænger i dugglød om alle grene! Jeg falder i knæ for det hellige træ, hvis vidjers vidunder jeg klart kan se. Saa ved jeg da ogsaa, de vidjer vene vi hylles om med brusende blom, med blade og blomster paa alle grene, --; naar somren har bragt det sin skinnende pragt, faar foraarets medviter kun dets foragt! Mit hjerte blev aldrig i naade beskaaret en reddet gren -; hver eneste en forliste i blomster og frugter med aaret, og taus og saar min længsel gaar tilbage sin dunkle, ensomme vaar! - - - GJENNEMSKUET Hvor skjøn hun sad med sit sænkte blik! Jeg bøiede hed mig frem -. Da faldt hendes ord som naalestik: «Jeg gjennemskuer Dem!» Og jeg blev kold i mit hede blod - Hun gjennemskuede mig -? - og træt forstod jeg, hvad hun forstod, og vandret vissen min vei. DAGUERROTYP Et brustent portræt af en død jeg saa i daguerrotypets violne blaa - Dybt under glassets skimrende bulker et indestængt solskin fra fortiden hulker. En lue af lys, som forlængst har berørt en skjønhed om kinden, er samlet skjørt med varme og væsen af hende selv til mer end portræt, bag det slebne hvælv! Saa hænger i aldre den bly oval paa blomstertapet i en gammel sal. Det levende sollys, ranet fra døden, stirrer forpint imod morgenrøden. Men alle er gangne, du snehvide søde - du minde! - enhver som kan mindes, er døde! Kun jeg er tilbage, skjønt ung af alder - dog nei, imod guldrammens runding falder en hensmuldret bue af vandklare blommer - et bud fra en storøiet, gammeldags sommer! PAA LÆSESALEN Dér, hvor det nederste lange lak-røde bord var tomt, sad jeg mangfoldige gange med hænderne foldet, fromt. Duppet i søvn, mens solen fra foraarets baal derude bakte og brandt i reolen gjennem en blændende rude! Bog maatte til paa pulten, og det var forresten skade, for Gud hvor jeg altid blev sulten, af disse fortørkede blade, og øiet blev rødt av træsnit af skjold og spænder og spyd og hytter af halm og palmer og stillehavsstammers pryd! En brandmur graaner i gaarden; der ringer en klokke etsteds -? Den straaler sig ud i vaaren, en egen, krævende kreds -; den tyndslidte staal forkynder klimprende hén for sig, at noget af vegt begynder som slet ikke angaar mig! Monstro var jeg lykkelig blevet bagenom bjældernes hegn? Burde vidst helst ha strævet i ly af en madklokkes tegn! Men hvad blir en jordbøid bjælde med spjættende, spinkel klang, naar hjertet tar til at vælde hele mit blod i sang? Naar hjertet ringer i brystet og slaar med sin blodige knevel, trukket med tause touge attter og fram av en djævel -, indtil det skidne skimmel af uld om mit enslige bryst dækker en duvende himmel smertelig svanger af lyst! Saa smaat blir da bordene tomme, og lakket blir rødt som skarlagen - Middag er netop det tomme tærende tidsrum paa dagen, da solen falder i flaker indover bøgernes lass og gulvene piper og knaker af folk, som forlader sin plads. Og kvelden blir gul derude, staar skraa paa en martsgraa væg - om hjørnet piler en pige og viser en mager læg og stræver betat med kjolen, som vinden har fyldt og spændt, - en isklump ligger i solen i ild og aften tændt! Da løfter jeg heftig hodet og sér mig hovmodig rundt; i kinderne stiger blodet brændende bittert og sundt. Dér sidder minsandten der nogen, ogsaa med haand under kind og gjør som han læser i bogen, men piller ved bogens bind!! Min eneste fælle, la os vandre en trodsig tur mod foraarets flammende kaos, vi vekster af vild natur! For selv om de vekster ikke saar eller høster til hjem - saa sørger alligevel ikke den himmelske fader for dem! DIGTER Jeg synes, alverden smiler bag zobel og skind i løn, fordi jeg blaafrossen piler i vaarfrak, tynd og grøn! Dér kommer en festlig frue i skinnende pelsverks pragt og lysende hermelinshue - - jeg smutter i foraarets dragt! Skal det være en viol fra mit knaphul, en blomst fra en vaargrøn vei - -? Skal det være lidt fuglekvidder - -? Kvirrevitt - - -! Faaes gratis hos mig! FANTASI Og maanen var sygelig stor og blaa og vaarlig dén nat - og op mod dens skjønne skive laa æbleblomstgrenen mat. Den skjalv i lys og i vind, den drømte ved maanens kind om æventyr, om hvert æventyr, som lyser i maanens sind! Fra maanen strømmer det ud, alt drømmerens tidsfordriv, og selv den stiger paa hvælvet hvid og glædes ved slægtens liv: det syslende liv blandt løv, - - men helst i vand mellem siv den dypper tilbunds sin hvide finger og rører i bundens støv - - - O herre, da myldrer de frem, de sandbegravede liv, som hviler bundne i doven dvale ved roden af hvert et siv - -; blot ved det mindste stød af tryllefingerens negl smægter de perlende of af bølgen uden at kløve dens speil! Og sivets farlige krans staar som en stille rand af fine, forglemte tempelsøiler med skygger i helligt vand! En tjernliljes hvide kurv er tag paa en pavillon - staa stille! Saa hæves den helt af bølgen med zir og søilebalkon! Og henover søens speil dupper der store møl med maaneskinsmuld paa fine vinger - Fabel-fryvil af sølv! Men hist paa det lave bjerg, med hop over blomsters baand fanger en dværg forsigtig straaler og drikker dem af sin haand - - ALENE Der suser ned en kveld paa jorden derude i den mørke vaar; en aften vandrer gjennem vaaren saa mild, umælende og saar -, og fyldt af sus fra aftenrøder slaar ind mit vindus lille seil, - og der er lys - en nellik gløder, og stuen flygter i mit speil! Den lille aften foran lampen med nelliken i vaargrøn lind og trevlerne fra pipedampen og fattigdom og mager kind - den ungdomsstemning, dyb og stille, som jeg i aften eier givet, og lever, haabende mod andet, skal engang dæmre angst i livet - - Engang, i fremtidssorte nætter skal stille langs mit lys sig skynde et nellikskjær - og løv, som sprætter i haabets bitre unge ynde, - - - den skal ei være til at gribe, den fryvils lille sommerving; den slukner i et streif, en stribe med bud om alt og ingenting! * Men der er deri ingen lære, og ingen Panacé man har - i det man er, der maa man være; man kan ei være føre var med det at aande og at leve af al sin kraft i livets strøm for saa engang i angst at bæve og gribe vissen mod en drøm! LILLE VEN Hvad skal vi gjøre med dig lille forundrede mø - du, som med snehvid pande taler saa vekt om at dø? Som venter lig skogsviolen bagom de kraftfulde blommer, der løfter de gyldne hoder høit i den store sommer? Du elskede lille, dø -! Fold ud dit legem i fred - flyd bort paa de dove drømme, - men før du synker, saa bed - Bed til den store muld og verdens prægtige sol, at de lader dig rinde som rose af døden, du bly viol! TJERNET Der laa et tjern og tænkte i eventyrets skove, som kveldguldstille skjænkte det skygger til at sove. En gammel bargran gumlet bag lav paa et og andet, men skvatt, da vips der tumlet en nymfe ud i vandet. Tilbunds! Men op hun gynged i midten af en lilje, som snehvid lynsnar grodde af tjernets bølger frem - - Og net og rask hun rodde sig løs af liljens blade, som skummede og suste med hvid og graadig brem. Hun ror i fine strimer og kravler snart bag blomster, mens tjernets taarer triller af snehvid gaasehud - og til sin lænd hun napper et slør af kveldens taage og fæster skjævt til haaret en sikke - alt sit skrud. Og sine rosenfødder hun kipper ind i myge blaagule torskeflabber og tøfler let afsted - - - hun har en haaret herre med ibenhorn i panden og røde djævlekrøller fordulgt i krattets fred! Og vips saa er hun borte bag nypens æreporte, og vips saa er der stille til tjernets søvnblaa bund. Men om en liden time der glir en snehvid strime - - - da er det, tjernet suger sig op mod maanens mund Men maanen, som har seilet langs skogens lange aaser, den vugger rund i speilet med natkold, frossen glød - - - Et andet bad er dette, end da den lille lette levende lille lette varm gjennem vandet flød. HØST Der er høst i dine øine, høst, som blaaner imod kulde - Stjerneskud! Og se, et snefnug - - - Det er hændt, som hænde skulle! Lille, alt skal trodse døden, gro sig frem for anden gang. - Dine kysses vilde roser overvintrer i min sang. MINIATUR-BALLADE Langs alle vaade veier der er forglemmigeier, som jomfrublaae løfter sit slæb fra regnets rest; smaa spæde speil af søle er efterglemt paa veien, og solnedgang i grøfter saa langt en sér mod vest! Og se, paa engens plæner, der myldrer leirliv broget i tusen opbrudsscener paa eventyrets tun! Og indmod graastensvarder staar straa og stængler støttet, smaa fine hellebarder omvirrede af dun. Og yndig spredt paa engen er blaa og grønne klynger, som pludrende sig gynger i aftnens lade sol - - Ja, det er gnom og kobold og drabelige dværge, forglemmigei og korsblom, linnea og viol! De furer, bonden harver med vældig krop mod solen, er krigssti mod de larver, de frygtelige dyr, som slimede bag løvet er farlig rullet sammen og pludselig af hammen som gyldne drager flyr! Ja, skrækkelige drager med lange neb, som lepjer af alle blomsters elskov, - skjønt blomster ofte byr -; en glitterhær af lanser skal risle langsomt over, saa saare solen sover og nattens bauner gryr! * Men ved en lønlig vei staar der en gnom i tale med en forglemmigei, den blaaeste i dale. Hun gav ham silkeskjorten og sydde ind i dén de tre af sine stjerner, og hun har syv igjen. Se, saadan sødt belæsset i panser og i blade staar gnomen der i græsset og bøier ydmygt knæ -; han tar hjelm af haaret og fører blødt, beleven til sine læber sneven fra pigens fine knæ: Gnom: «Jeg har som ridderløn jo bønnen i dit navn; men denne blaae bøn behøver du ei bede; du bær'i bønnens savn opfyldelsen tilstede, - hvi heder du et navn du ei behøver hede?» Og pigeblomsten glitrer i alle sine stjerner; hun staar i fryd og sitrer, den blaaeste af tærner -; hun er af skogens adel, og grodd af tuer fjerne - saa fører hun med ynde sin haand mod hjertets stjerne: Forglemmigei: «Mit navn, det vil jeg glemme og være navnløs, bly; - men hører jeg din stemme, det blaaner frem paany! Men ikke vil jeg kaldes «Det længselssyge savn» - jeg gir dig jo mit legem, gi mig igjen et navn!» Han tar et skridt tilbage og slaar med haanden ud med pigens trende stjerner paa brystets silkeskrud: «Du er blandt blomsters vrimmel syvstjernen nu, min engel - et lidet stykke himmel sænkt ned paa duftig stengel! Men aa, jeg har slig vaande - Jeg kan ei tro, at Gud, mens jeg er væk, vil aande min lille himmel ud! Dog hørte jeg om høsten et ord forleden kveld, af en, der kjender livet, den gamle eternel!» Forglemmigei: «Aa, hun som sidder over mens alle andre danser?! Det gamle Dros, hun sover, hun har da ingen sanser! Nei, jeg kan livet kjende i mine stjerners ild - Jeg lover dig at brænde, saa længe som du vil!» - - - * Saa sank da sol tilbage i skyers søileslot og tog i sølvslør med sig vort landskab lige godt. - - Men snart strøg toner lave -: - da steg paa høiens skraanen al verdens lansehave i glittermarsch mod maanen! FORAAR Der gives ei ude i al denne blaanende himmel et eneste aandedrægt fra hendes bryst! Dén luft, som engang med sine milde strømme svulmet og sank i brystets blyge høining, legede ømt i nakkens søde bøining, dén bølger forgjæves henover jordens lyst -! Se, svalerne stiger i dans, i dans de daler - og mine tanker til hine tider gaa, da hun var med om at kalde svalerne svaler, og lykkelig gjerne kaldte luften blaa! Hør, foraaret brusende henover verdens høie! Markerne grønnes af kraft, mod hvad, mod hvad? Spirernes jubel naar ikke hendes øie, som ingen skal møde mer, hvor længe han leder, - de selvsamme birke suser de deilige steder, - der hun, deres evige charme, forundret sad - - - - Intet er ændret. Fjernt og saart fra fabrikker høres der flittige slag i den enkle dag - skjønt ikke en ting i verden er mere sikker, end det, at hun smuldrer i muld bag kistens tag! Men markerne grønnes, og himlene bruser og blaaner, som vilde de bruse og blaane dig frem af din grav - som vilde al vaarens duft gjennem gravene trænge - duft som strømmer fra tusinde skinnende blade. Syriner bag gjærdet langs foraarets promenadee - - ude, langt ude glitrer dit elskede hav! Idag var en dag for dig, du kjære deroppe, hvor stilheden staar i tungsindige roser og trær! Aa hvor du elskede storm i din haves toppe og stormsvalers vingede glimt gjennem vaarens veir! Aa om jeg kunde, kunde jeg bare glemme - og drive mig selv til at gaa saa gal en gang de trapper op, og spørge, om du var hjemme - med tro paa det selv, og med glad og bevæget stemme - - - - - Fra frelserens gravlund toner der søndagsklang - -. II LAURBÆR Se, det var aften paa den store hede. I Stadion var væddekampen omme, og prisen git, da sol i hav laa nede. Der vandred hjem en helt med laurbærkranser, som gyngede paa blanke brune lemmer, en livsens lyst for græske kvindesanser. Og han som vandred stolt mod aftens vinde med pris for poesien og for kampen, kom fjernt imod ham nølende en kvinde. Et pigebarn, som vandrede mod hjemmet og mod den lave sol paa vestens høie, saa aftentræt, saa slidt og saa forgræmmet! Hun nærmede sig nølende, i vekhed - - hun følte gjennemskjælve sig en angst, en bøn for al sin skjønhedsløse blekhed. Og just da han mod hendes ansigt skulte, hun dækked det forvirret til med haanden, slig at hun sammesinde saa og skjulte! Men helten med de vilde hvasse kranse blev grebet slig af ydmyghed og smerte, saa stærk, at han forundret maatte stanse. Og livet blev ham sært og tungt at bære, en evig horizont mod nye kampe udover vundne laurbærkransers ære. FRA MEZZANINVINDUET Samtidige i rummets bleke dage staar jeg og hun, min slanke elskerinde. Vi drikker med vort hjertes gjemte pulser den samme stund, som til os begge rinder - og stille skal vi staa og kløve lyset, der er fra tider, da vi ikke levet, og som vil strømme med sit skraae skjær dybt ind i tider, da vi ikke er - - - Og der er døde sommerdøgn i lyset, som hælder gjennem vindvets løvguirlandre - og denne dybe kveld vil gaa tilbage og flyde tonløst sammen med de andre! Naar streifed det mig sidst, det lys som blinder -? det meningsløse, rige straaleskin, som tænder dundet paa en kvindes kinder, der ikke aner hvorfor hun er min? Vi staar i drømmedrysset ifra solen, som flimrer bag den øverbøide pinje; jeg ser din hofte gjennem blaatøiskjolen, hvor den er endelig i form og linje. Jeg ser paa dine solbelyste hænder med perlefine porer i sin hud, hvor alt er nært og fast! Hvor alting ender! og ingenting er evighed, o Gud! Men fjernt paa sletten ser jeg ogsaa lue Soractes gamle bjerg og Tiburs høie, og pinjekronen over vindvets bue blir nu en haand, som skygger over øiet. Og fra en anden mezzanin man spiller - Chopin - og vakt af hvide hænder raser i søvnløs ring hans liljebleke triller bagt tunge, rosenfyldte romervaser. STROFE Og netop, som de kastet sig ud paa vingen de trækkende gjæs, de svaner, lærker, svaler fra Nilen og den høie Ptas portaler - saa jeg en nordisk lind blandt sne og stene, bøide en gren og slap den, saa det raste et skred af lys gjennem alle de tomme grene! Tusinde knopper tøiet de tørste hoder, aabnet de grønne neb med spidse tunger mod den tidlige, ødsle, gyldne moder - - gabende frem saa fugleunge-blinde, komne paa gren, før nogen fugl har sunget - trækfugle vel fra dulgte land derinde - derinde i vintersevjernes skjulte Syden, fra strimer af dunkel orient og sommer, der saftens hellige Nil i grenen flommer! - - - Herlige møte for mig i foraarsgyset! Knoppernes lubne rygge straaler, svømmer paa fine, grenede fár igjennem lyset - - Og imod mig, som spør: hvad kan jeg gjøre, summer det i et mylder: «væk af solen!» Lyt gjennem maanenætterne, skal du høre: høre de andre fugle fra andre lande trænge som levende knopper gjennem natten og spile de hvilte vinger imod dagen - og ogsaa vi maa møde paa fine vinger, men véd du, kjære, hvor blomsterne langs trærne rykker i roten og selv vilde flyve gjerne -? flyve fra gren til gren og selv fornemme som fri og flyvende fugl i maaneskjæret sin elskedes neb og fine dun og stemme! Men vi er fastgrodd, og til frugt fortørket hænger vi selvdøde hen, og uden møte synker vi alle glødende ned i mørket - - Men dybt ved drømmenes fjerne aa derinde myldrer der slægt af os, smaa badende kimer, som nyder den evige sommers korte timer; - ved livets egen, kjære, hellige kilde, bagenom mørket, sidder de hen i sivet i ædel, uskyldig advént, saa bly og stille - - - - PROMENADE Vi gaar en tur i maigul sol, og i min frakk er stukket ind blandt syreblad en blaa viol, som frisk og flott agerer min, men som i stilhed blev tat med til en, som kanske vilde be'. Du gaar og stirrer lige ud - et smil gir sødme i din hud; men ser du lønlig op i skjul, der fins ei blaalig sommerfugl, som rører nogen mere blidt, som streifer blomsten saa saavidt, men bare ved det blotte skimt gjør et forskrækket vingesving - og kantrer blændet i et glimt mod sol og luft og ingenting, indtil forblommet frelst den sad bag øienlaagets rosenblad. Men i din vare, varme hud slaar blodets himmelroser ud, saa selv det lille blanke smil forliser i forvirret rødt og jeg kan se paa din profil, at du er meget, meget stødt! - - - MAANESKIFTE Jeg spurgte dig igaar med rædde blikke: «Min bly Semele, elsker du mig mer?» Og du var sand og sa: «Jeg tror det ikke! Ak nei - jeg ved det daglig mer og mer!» Dét var dit ord, du slanke maanens kjære! - Jeg burde vendt mig væk og ladt dig gaa. I gamle dage var jo dét min lære, og jeg var kort og stolt paa det som faa. Aa, jeg var steil som en ægyptisk keiser, der troner i sin tomme afgudsbram og fordrer fjern og farlig, der han kneiser, en hel forbabelse i bare ham. Men sorgens røde lys og timer tunge har gjort mig angst om livet, elskte min! Din sjæl er slig en nyfødt ibisunge og jeg en pelikan med modersind. Og det at være elsket eller ikke er ikke mer for mig som sort og hvidt; et maaneskifte endnu! Døm mig ikke! - Ved næste maane kan du flyve frit! PAA KIRKEGAARDEN Kapellet blir luftet, og vildvin-røden skjælver paa muren i kveldens vift; med søndrede vinger mod aftengløden staar duer af marmor paa rusten stift. Der drømmer i græsset en ældgammel plade baardet af visnende straa fra ivaar - der skumrer et navn: Emerenze Christence, og tallene klamrer om seksten aar. Jeg stanser og gjætter, mens aftenskjæret sænker forgjængelsens guld over alt: «Blek har hun været, og blond har hun været, og Lillen har hun tilvisse vært kaldt.» Men se, - under efteraarsgyldne rakler vidner fra jernet i gammeldags aand en af opstandelsens trodsige fakler holdt af en ukjendt, himmelsk haand! * Ja vel kan det være, naar levende hjerter ikke kan glemme, men bygger en blaa bævende, blændende himmel for Lillen -; men eftersom hjerterne dør - hvad saa - -? O Lillen, din evigheds elskere døde, og selv blev de støv bag det strenge jærn; kun mindebogstaverne, rustne og røde staar om din haabede evighed værn! Og ingen kan huske den blonde unge Emerenze Christence i dødens favn, og klokkernes malm skal forgjæves runge gjennem et bly, ædelmodigt navn! * Men kunde der strømme fra navnestrimlen bare en drøm om dit ansigtdrag, skulde du stige paany til himlen op af mit heftige hjertes slag! Skulde jeg bli dig den gode hyrde og bære dig op gjennem blaaningen ungt; mit hjerte er tomt; ja det savner en byrde, skjønt underlig nok - det fornemmes saa tungt. Men Lillen - du gir mig jo bare det dunkle under et brusende, gyldent haar, og gravens bogstaver skal altid funkle og noget, et menneske aldrig formaar! * Emerenze Christence - dit navn være lovet -! Jeg lægger en blomst mellem hver bogstav! Jeg kan ikke naa dig; i fred har du sovet hundrede aar i din daglige grav. Jeg selv er et himmelløst navn, som svæver hyllet i duft over gravenes jord; mit minde er død i en kvinde, som lever; mit navn, som var elsket, blev bare et ord! Jeg sturer i skoge, hvor fuglene flokkes og sørger at synge sit haab i mit bryst - mit barn Emerenze, vi begge to lokkes af levende stemmer til livets lyst! For ogsaa til dig er jeg vis paa der kommer en irisk, som kvidrer i gravens rogn i hundrede somre, fra sommer til sommer: Emerenze Christence - vaagn, vaagn - - - TJENERINDEN Vi sad i syden, i en kro ved havet - og skjønt jeg hadde sommeren i sindet, sad han med haanden i sit haar begravet, og vintren hadde ædt sig ind i kindet, og øinene var lodne, uden lys - - - Den svarte ungdoms-lokken, som jeg kjendte, og som han pleied kaste friskt tilbage, laa slapt og uredt, uden glans og saft - laa klisset om en hjerneskal, som brændte - ret enkelt: der var ingenting tilbage af al hans ungdoms sødme og hans kraft! Og som vi sad, la han sin klamme næve paa min og hvisket frækt og uden blusel: «Jeg venter her et pigebarn - en tæve.» Min vin er dømt, den smager mig som fusel, som bitter gift og malurt i mit svælg! Ja, jeg er fuld af alle livsens kræfter, Gud være lovet, svingende beruset; - - Men vil du skjønne slig en dødsdømt skik, saa fik du være mand og slentre efter og sé din hustru, der hun gaar alene, fuldkommen tagendes i gang og blik! Se hende gaa i sydens store sommer! Selv gustne gammelmænd med fede lemmer tar mørket af dét blik, som altid kommer - og grynter lystent hen for sig: «Det stemmer!» og snur sig og blir staaende og glo! - - Kan nogen tro om denne slanke kvinde, hvis skjønhed skulde elskeog beherske, at hendes væsen er en klapkjær hunds, at hun i blik er hvermands tjenerinde; for uden modstand lar hun nærsagt alle i sine blikke bade sig tilbunds! Selv naar jeg er tilstede, skyr hun intet; for kommer en tilfældig, mandlig kjending, saa blir hun héd og ny og næsten jomfru i al sin rappe, hjerteløse spænding, og uden blu lar hun mig se igjen den fine, hede, klare kindens rødme, de sky, nervøse smil, det kast med hodet, som minder om vor kjære første gang - Vort hemmelighedsfulde sollivs sødme, som endnu gjærer mig som lyst i blodet, blir markedsvare for en tæve-trang! Men ved du: at jeg gradvis slig blev skjændet har gjort mig saa gemén og saa forgræmmet, at jeg har nyttet denne duft af vellyst, saasnart hun kjælen kom til mig i hjemmet! Og i mit syge hjerte har det hvæst: «Ja, bogfør hendes øienkast, I herrer, blandt alle andre øientævers navne i Eders sikre, lyse, lystne sind - -! I skulde bare vide, hvor jeg snerrer og viser gjennem tusindfold af favne, hvor tæven først og fremst og sidst er min!» Og hvad er saa mit liv? - Hvad er det hele! I dynd af had og skjændsel maa det ende! Aa kunde jeg mit gale hjerte kvæle, som slaar med stumme kjærtegn imod hende! Min Gud, hvor hede, herlige de er! En moders kjærtegn glir vel just saa ømme paa ungens hals og haar og glatte lemmer, det underfulde kjød af hendes kjød - - Og hun er liksom kjød af mine drømme - - de ædelrundne, slanke drømme-lemmer en skabning af min egen længsels skjød! Alligevel er dén ting paa det rene, som gjør min sjæl til evighed forbandet, at mellem alle mænd er jeg den éne; - hun elsker mig, om ei i kraft af andet saa netop af det forsprang, jeg har havt; hos hendes art er kjærlighed en stemning, som gjemmer sig saa dybt, at den forglemmes og straaler, sjelden, - som en sjunken skat! - - O dette avsind, at naar fred fornemmes og kjærlighed gror frem, saa løses lysten, og manden mærkes til at bli bedrat! Du deilige, fordi jeg ei kan glemme dig bly og troende i elskovsgløden, saa er mit sind i evigt golde drømme som en galei-træl dømt til dig og døden - Aa frigiv mig i kjærlighedens favn! Er ikke jeg en mand med haar og hænder og salig trang til dig i mine aarer, den eneste i verden, som du tror - -!» - Og han knak sammen hélt og fældte taarer af sorg og raseri i sine hænder og slog sit hode i det kolde bord. HIMMELHAVEN I Jeg staar som en af mine støtter, en graa og balsameret Gud, bag vindvets mørke hæng og gløtter af spalten ud. Bag draperier vaaren blaaned - saa slap jeg atter hænget ned. O, det er nart min anden maaned i ensomhet! Det er jo dag; men her i rummet gjør maane-amplen altid kveld. - - Jeg sidder atter sammenkrummet paa kulsort feld, til træt jeg synes at fornemme bag statuen af Amon Ra min skjæbnes lille pigestemme - og svarer «Ja», - men synker atter tungt tilbag i sædet med det sorte skind og sænker mod mit knæ min hage ved amplens skin. * Saa gaar jeg ud, hvor Livet smiler; dér ser jeg verdens unge trær staa vendt med afgrundsblaa profiler mod dages skjær. Og stammen suser svai og svimmel paa jordens mørke, bøide ring mod denne stedse skjønne himmel af ingenting! Og kvinders kroppe under trær'ne i parkens solbesneede lund er væsener af fremmed kjærne fra første stund. Ja fremmed selv i spirens morgen, saa fjernt og motsat foldet ud - - og vandrer kolde gjennem vaaren i kostbart skrud -! O, brystets begge høie himler jeg fatter under livets blaa, og mellem angst og lyst jeg svimler, saa jeg maa gaa. * Der var en graastenstrap med kjerter, og foran løb en skidden bæk; dér sovned jeg og mine smerter livsalig væk - Men neppe har jeg rigtig rukket, at die glemsel til min krop, før øiets saar, som rødt var lukket, blev rippet op: Jeg kunde være nære havet for alt, jeg føler i mit sind - saa rummelig den blev, min længsel, saa hed min kind -! Og foran mig er rendestenen forandret til en yndig aa, som glir med sol og grønt og skyer og himmel blaa - Og bronzebroer bærer over, og hopper mod den anden strand, hvor svøbt i drøm og aften sover et haveland! * Var det en feil, jeg ikke tvilte at denne have fluks var min? Var det en frækhed, at jeg smilte og straks gik ind? Men husk, at havens drømmeplæner steg stille fra min egen aa, som fordum randt i rendestener, men nu er blaa! II Saa sank der ned en bister blaaning om østens øde, fjern og nær, mens jeg steg glad paa vestens skraaning mod høiden dér! Og henført mod en ildgul himmel, som smelder fyr i hver en kvist, staar trærnes rad og suser svimmel mod rødens rist. Saa synker denne verdensrøde tilbage ned i dybets skjær og efterglemte, sorte, sprøde staar høiens trær. Da var det, som om nogen ynked de svidde stammers sorg og tog af dulgte himles vand og dynked den brændte skog! Som svære stænk fra vaade fjerner en stjernediger nat der faldt og slog sig ned i kramme stjerner ud over alt - - -. Da fyldes jeg af rolig glæde og aander ud af hjertens lyst; det er, som natten salig sneede saa stort og tyst. Og nu blir skogen straks belivet til høie blaae himmeltrær og et komet-slør efter livet er haven hér! * Mit sind blir ydmygt indtil smerte! for stammerne i denne park de har et sødt, gjenkjærligt hjerte bag kulsort bark! Jeg saa, hvor trærne henrykt bøide en haandfuld blom mod stjernens skjær til gjæstebud, og paa en høide staar plump og svær en ek, hvis grene opad strømmer og lyret som en vase staar, hvor nattens fersken prægtig svømmer i mai-gul vaar. Og Pan-figurerne mod maanen staar rundt i jern med løftet skjæl; der siler lyn af fladens blaanen fra vand i væld! * Her bæres alting uskadt over, og stille - o fra stund til stund; høit over haven tiden sover med smil om mund, og lar fortryllet livet sværme med mænd som mig paa egen haand, til den ved gry igjen vil nærme sin gustne haand -? Jeg griber om med øine blanke en blomsterby paa hver en kvist - en afmagts dybde har min tanke skjønt rigt bevidst. Den fryd, at intet her kan hænde paa denne kvindeløse jord, vil jeg fortryllet livet sende som skjønne ord. - - - III Det gror af arvegræs i bakken; jeg va'r i timian tilknæs - en blodbøg slipper ned i nakken et hjerter-ess som gjør mig gjennem-rød af lykke, saa jeg vil danse paa min fod; men græsset faar med ét en nykke og stemmer mod - og favner rigt og grønt om skoen, men slides op fra havens jord; - det suser op af graadig groen i fodens spor. En blomst kom ut fra græssets porte af mine fødders lange sprang; den bukket, smilte og var borte i venlig vang - Men jeg har fandens fart og sprætter hen i kløver-høi og datt, saa duggen svatt som smaa raketter i havens nat! * Ja, siden maa som stok jeg bruge en gammel trærod, skarp og svart, men som blev hændig med et haand-knot af æblekart. Men som jeg gaar med denne Roten og hinker i den skumre eng, gjør sandt for dyden atter foden en mystisk slæng - og tæt langs stien, som jeg tramper, blir tændt en lav og lang allé af fimrefnokkets Japanlamper at jeg maa sé - maa yndigst være god at komme og skue deres egen skat: En klorende vidunderdrage i nordens nat. En tornebusk i stas og silke ved slutten av den grønne sti, som fræser krum, med røde stilke af raseri! * Men bagom straaler skogen samlet i blekt og valent maaneskin, og som jeg halvt i vemod famlet mig længer ind og bøied ømt tilside snaret, saa fik jeg til min lykke skræmt de sorte nætters katte-mare som der laa gjemt - - To gule blik, en skjægget hale som skenet i et avsindshop paa skyggeluffer gjennem luften mod granens top! * Mon jeg var den, der dvælte længe i fabel-kattens maane-lund,? nei, jeg gik ud mod nye enge i samme stund. I græsset skjalv der mange stier; men mellem alle var der én, som var en rigtig liden gnier paa plads for ben - Der hørte jeg vidunderbruset og saa, hvor stammen suste op med aldrig gravlagt kraft af gruset - med ildgrøn top, som randt i visne, gule blade ned i en kreds af raadent løv, - en evig brusende kaskade fra støv til støv. IV Men da jeg gjerne vilde sove, saa bad jeg blomsterne om lov, og bad dem gi mig tro og love, og sank - og sov - - - Jeg kjendte det i dybe drømme, som blev jeg hyllet i et smil - og mine lemmer, som var ømme, drak graadigt hvil. Men da jeg endelig blev vaagen da saa jeg jo, at fjern og nær laa sommertaagen, sommertaagen blandt havens trær. Jeg skjøv en taagedot tilside; aa se! - dernede laa de dybt, de blaae blomster, sid'om side som lig i krypt! Men haanden, den blev ganske lodden, og der hang véd et taageskjæg, - - og under trærne naadde skodden til langt paa læg! * Tænk, overalt er taagen føken undtagen der mod vest etsteds; for der er vangen endnu nøgen med venligt græs. Og strak og stille under siljen hvor stien skjalv i græsset smukt, staar som en fugl paa étben liljen og drømmer flugt! Hvor lun en kraftkar han maa være den gule, lave løvetand, iblandt forglemmigeiers hære en enslig mand! Og maanen falder ind paa skakke og laver i en poppels top en liden rødlig maanebakke, som skraaner op. Lig fjerne, solbelyste høie paa skrænten af et skyggefjeld staar jordisk ind mod maanens øie det lille hæld; * Da hænder det med ét, der vaier op over himmelen et gys, og skodden brast og poppelen svaier i stormens lys. For solen snudde sig i graven, og straaler rømte fra dens kant; - men dagen udeblev i haven, og suset svandt. Men alle grønne trær og busker har straalesmilet straks gjort graa! de staar som svære taagedusker i nattens blaa. Og blomsterne i skyggegræsset blir spæde spøgelser af luft, og deres kroner staar som presset for saft og duft. Men hvad er dét for amaranter, som skinner hvide her og dér i græsset mellem bleke planter og drømte trær - -? Men just som én af dem skal plukkes, saa hænder denne tunge ting, at mine gridske fingre lukkes om ingenting. Og øiet stuper gjennem sløret i millioner blaae mil - mod vaar-afgrundene i verden med tusind smil! Og armen dirrer lidt og isner; men dybets stjerner rødmer smukt: Ja - ikke vi, men mennesket visner, før vi blir plukt. Thi vi, som straaler, svæver over begyndelsen til alt det blaa - og du maa hidhen dø, - og vover din fod at gaa mod solens gravhøi ufortrøden, er veien viss og lykken nær; for et kometslør over døden er haven her! III EN FREMMEDS DIGTE I Florens leied jeg et kammer - der havde bodd en landsmand før. Men som jeg gjennemsaa komoden, som jeg af vane altid gjør, saa slog der op en bundløs sommer som gammel smerte fra en skuff, - det dufted vin og visne blommer og nøisomhed og tørret loff - Og skuffens brune bund var strøet med blade fra en solrig stund, og paa en tørret stilk sad frøet og bed sig fast i blomstens bund. Men inderst inde var der stukket et skrift med blæk af anilin, og arkene var gjennemtrukket af graadig, gulnet romervin! Men bagom alt, hvad der var digtet steg frem en kjendings trætte træk. Jeg bringer, hvad hans hjerte bigtet i skriftets sære, røde blæk! MORGEN Mit kammer er nærmest morgnen af alle de rum, jeg ved - der spiller saa tidlige sole paa væggenes blaa tapét; hér er det, de første sjøer af sol over østens strand sætter et stænk paa væggen med glødende, gyldent vand - -! Og taget over mit hode vaier paa vinger baaret, og rundtom en kartlagt klode ser jeg figurer af aaret - aarstider øiner jeg vandre med duer og stolt fasan -; dér bider af bly guirlandre den ømme pelikan! Men nu blir det liv paa puden, for du stikker ud en taa - vil bare ta syn fra ruden, hvor syden vel er blaa! Jeg ved jo, hvor godt det smager at træ med de bare ben hen over solrøde flaker paa gulvets tætte sten! Saa hopper du ud i solen i nattens silkeskrud, solgul i englekjolen som lige foran Gud - - Du svam som en engel i natten op til en morgen sval, et skinnende himmerig, hegnet af glødende hanegal! Og snart staar jeg stille indvéd din blændende skulders rund; vi sér gjennem solens vindve og ind imot himmelens bund! Aa hør, hvor de sølverblaa byer vasker mod himmelens lande ind mod forgyldte byer paa kimingens æter-strande! Men elskede, denne morgen, som lyser i trærnes vaar, den er - ja den er som taaren, der hænger i øiets haar! Og førend du sødt kan spørre, hvad graad ved natten har, - er morgenens øine tørre og dagen nær og klar! Min elskte, en anden morgen som hæver sit lys i det fjerne - en morgen, som bruser og lyser himmerigshøit og trær'ne! Duerne venter og trodser fortryllede tidernes gang - sagn-pelikanerne fraader i evighetsløvets hang! UNDERVEIS En underlig vemod slog ud i min elskedes deilige træk; hun sad ved mit knæ og hvilte, men vendte sit ansigt væk; der løb gjennem øienbrynet et skjælvende, sjeldent gys, og skinnende dybt i synet stod fjerne og skuende lys! Og hele min glæde forstummet, som fyldte mig, hed og stor; saa isned det til i rummet, - og saa blev der haarde ord. Da bøied hun sig tilbage, saa paa mig blek og smilte; - tankefuld atter hun lagde kinden tilro og hvilte. Da lo der en frost i mit hjerte, fordi hun var ny og sær - - jeg glemte at føle mig ydmyg ved det, at hun dog var nær - glemte, den haand, hun pressed, dog var i evighed min - min, hvor i verden end sværmed hendes forundrede sind! Jeg rykket min haand fra knæet; men lokkernes guldflom gled, blidt, som var ingenting skeet udpaa mit haarde knæ; - og hadet steg op og stammed i strupen og vilde mig kvæle - Hun laa der og drømte som lammet ind imod livet - det hele - - «Tæve», det skreg jeg i smerte - Hvis var du nu i drømme? Altid saa var dine kjærtegn smertelig spilte og ømme - Aa, jeg blir dyr af den vemod, som ligger og dør i dit smil; for alting blir had og brynde i denne vellystige tvil - -! Jeg reiste mig rak, jeg stødte min elskte fra skjødet vildt - - -! famlende fandt hun sig støtte, - saa sagde hun tonløst, stilt: «Jeg elsker jo dig, du kjære - mit liv! - jeg elsker di saa - - -; men verden er fuld af drømme, og det kan du aldrig forstaa! SMERTE Det brænder i hjertet ved nat og ved dag: Elsker, elsker hun mig? Thi bagom mit hjertes fortryllede slag ligger et nagende Nei; - - det jager bag hele min lidenskabs glød bag freden med hodet i hendes skjød: Elsker, elsker hun mig? Det hænder, skjønt herlig og helt endda sig selv hun har git til pris! Hvad vil jeg i evigheds evighed ha - kan mere i verden der gi's? O - nogenting bagenom sjæl og kjød, en flygtende lue bag mund og skjød -! Elsker, elsker du mig? Da tar du mit hode, din mund er hed, dit ansigt blir lidenskabshvidt - - og sælsomt bevæget jeg sænker ned mit øie i dybet af dit - - Og dog er det aldrig af kjærlighed, - kun angsten, som spør dig foruden fred: Min elskede - elsker du mig? FATTIGMANDSTRØST O ja, den gamle tid er vendt tilbage, - tre venner sidder vi i fredens navn, og hun er borte, snart i otte dage i en fordærvet fransk marinehavn! Skjønt intet kan min elskede forhindre paa sommerballer i en livlig by, saa er der dødsens stilhed i mit indre og paa min sommerhimmel ingen sky. Det er mit slidte hjertes svale naade, at naar vi atter sés om nogen tid, skal hendes øine ingenting foraade, saa tvil vil være faafæng hjerte-strid! Ja, just fordi jeg er saa sorgfuld sikker paa al den takt og evne, som hun har, saa vitser jeg, citerer vers og drikker og føler mig besiddende og klar! RIGDOM Det suser i skogenes fjerne trær og sletterne toner i vigende sang! Ta landene, elskede - dine de ér! Jeg skjænker dig lykken for anden gang! Jeg løser dig fri af vort fattige baand; jeg eier paa haanden forgjættede land, - er godsbesidder med gavmild haand i kraft af at være en fattig mand. Forunderlig salig slig herskermagt! Og lysten og lykken, de rødmer af skam; for nu maa de taale at skjænkes fra ham, hvis veie de veg med saa kold foragt. Men selv er jeg konge, vemodelig stor - jeg viser med haanden mod sødmernes haver; al verdens lande, hvor jeg ikke bor udstrør jeg blek - som gaver. GOLD Jeg bad dig ømt at komme, men kunde intet love - Se timen er alt omme, og salene staar tomme - - nu gaar jeg for at sove paa lykke og paa fromme! Du turde ikke komme, fordi jeg ei formaadde at gi dig tro og love - det skedde, som jeg spaade! Du har mit hjertes tro, men mine længslers love de faar slet ikke sove, før du har git dem ro! Du løser mine sanser fra deres krampeslummer; alt hvad mit væsen rummer, det søger til din favn! Men nu er natten lummer - mit hjerte lytter, stanser - -? O Herre, for en kummer - et løfte og et navn! Men frugtens fine kjerner de søger en oase? De agter ikke tindre i mine drømmes vase? Min ven, du frygter tørken i mine favntags ørken! Saa ædelig du negter at komme til min smerte i værn om tænkte slægter, som tumler bag dit hjerte! En liden mø maa ræddes at se sin uskylds frugt straalende sat til nadverd - og af en drømmer brugt? En drømmer? Hun er kanske det samme - hun, den ømme; thi hun har dronningdrømme med livets rige træ! Velan, jeg skal ei granske dit hjertes ret, men rømme en gylden sal i sindet - Guds fred, din vilje ske! Thi jeg er født af fjerner, hvor ikke fremtid trives, og ven, dit væsens kjerner skal ikke sønderrives - blot staa som store stjerner dybt i en himmels hvælv over en satans drømmer, hvis fremtid er ham selv! ENSOMHED Her kan man intet gjøre. Venner kan intet høre -; jeg har en høieres øre: Ensomhedens selv. Alt kan dens øre fange: længsler, som gjemmer sig bange, klange, som hæmmes i klange, skjælv, som forgaar bag skjælv! Tankernes streif mod hinanden dér, hvor de lydløse glider med tæt tilhyllede hoder i mørket, fra henfarne tider! * Velan da, I venner og vidner - jeg saa Eders lande blaane, jeg saa Eders aasyn graane - forsvind med Gud, forsvind - -, Thi midt i uendelighedens døve, gravøde verden møder mig ensomhedens fine, lydhøre sind! FORBLØDNING Nu mumler lyset de sidste ord. Snart hvisker det blot i sit bløde sprog; et svindende ganske flygtigt tog af noget forunderligt vandrer, vandrer afsted gjennem vindvets port - - splintres og glimter ugribelig bort - - - - - Lavere mumler dagen. Dens slatter supes af mørkets mund, som presses med blodige læber op imod vindvets rund. - - - Og et forfærdende ansigt staar pludselig bøiet mod mit glar - en død verdens pande luder med hvide øine indover det, som var - - - Blomster i vindvernes skjønne porte blir til forkullede lig; Liljerne svaier, sky og sorte ind under blondernes flik - - - Gardinets deilige flor, den sidste drøm, hvori dagen rødmende hang i perlemor, blaanende svang, da hén den fôr, blir to af gravens lagen! - - - Hedere end af nogen ørkens sol forkulles blomster i denne dunkle tørke; foran det hele sidder jeg i en stol som stille og bisat lig i seks fod mørke. IV ANGELUS Jeg gaar forbi en kristgaard, hvor graastensgjærdets orm har slaat sin kreds om dem, som vel er farne, hvor lykkens sten-penater er lagt i korsets form paa evighedens endelige arne. Og længer hen er klungtorn og eketrær og eng med stierne i timian begravet, og endnu mer i syd som fin og rødlig streng bag aftenhvide æblehaver havet. Jeg staar, hvor skogen stanser; jeg staar og stirrer blindt paa sommersjøens slængkys over sanden - det dufter gjennem hjernen af havets hyacint, som vasker sit bølgebed mod stranden. - Men længer ind i skogen staar ned et gyldenskin og peger paa et muld ved mine fødder saa fint og kraftfuldt aaret af lyst linneaspind blandt eketræets sommersorte rødder: Hvor stedmorsblomsten sænker paa buet stilk et blaat, et natteblaat med hvide, bly planeter, og det er maurens himmel; men samles i et slot staar kongelysets maane-minareter. I skjæret sværmer humler som gnister fra sit bol; men skogviolen rødner i sin blaane, og løvetanden luer i græsset som en sol og ved ei den skal gustne af til maane! Hvor denne havsens store og røde aftensol kan aabne dulgte blomstersvælg og munde! En blomst sprang ud i skogen: Det var en gjøg, som gol - slik vilde blomster gale, hvis de kunde! De spidser sine læber i kor til aftensang; slig staar de lydløst gabende og synger - mens skogens yndig bortgjemte blomsterklokke svang sit angelus for disse blomsters klynger! «Gud himmel, hvor det synger, det fjerne røde fjun», det hvisker hæggen i sin grannes øre. «Den blomst maa jo ha blade, forundrede som dun; for at det er en blomst, det kan man høre!» Men vinden med sit milelange, sølvklare skjægg, som svam forbi, en trøst i farten slængte: «Det skorter den paa legeme, du gyldentunge hægg, saa I er ogsaa rigelig betænkte!» FRA CARL JOHAN Skuren er over; nu løsner sig duften ud fra de dynkede linde let; kveldregnens nølende nerver i luften gresner og glimter - og stanser i ét. Skyerne flyder forsont i naturen; lygter er tændt, og det eneste tegn, sensommerkvelden beholder af skuren er en aroma af falden regn! Høit over poppelens løvbjerg kiker maanen med gylden geografi; arm-arm vugger der kortbente piger tvers over singelen min forbi. Hoi, hvor der nappes og negtes og kræves! - halvvoksne jentunger jages afsted; et aldrende pigebarn slaar forgjæves sit røde og slidte øie ned! Den lunkne og blaanende sensommerkvelden eier en eggende magisk glans - inde paa Tivoli snur karusellen sin farvede, knirkende lygtekrans alle lokalers døre staar oppe, trikkerne klinger med rødt og grønt - høit over sommerens skjælvende toppe svømmer en himmel vellystig skjønt! Inde paa bænkerne, skygget af løvet, krystes smaapiger med kvinkende skrig - andre, som lygternes lys har bestøvet, sidder og stagger sig, bleke som lig - smægter i liglin, mens blaat fra det høie fosser der ild fra en ampels skjær - perlemorsglansen i hviden af øiet gir dem et skimrende, stilt begjær! Just, som jeg driver og drikker af duften, kommer et møde saa pinligt paatvers: Fire skridt borte, som falden fra luften, ser jeg en særling, hvis vandel er vers. Tæt under pælen, hvor gaslys-striben strømmer mod gruset, nøler han træt - krafser i lommen og stopper i piben uldtraad, tobak og en sporvognsbillet! Medens han tænder og suger og nyder, klænger a' Nanni i digterens favn, én fra de smaa filosofiske gyder nede ved kaiernes skidne havn. Øinene egger - men der blir en skuffet - slig er de blit af forblommet drik - ligevel ved jeg, jeg sjelden har truffet magen til literatur i et blik! Nu har han set mine træk mellem trærne, frir sig og spærrer min vei med et hop, bøier sit lurvede hode mod knærne, hvorpaa han sjeker og retter sig op: «Dyret i afgrunden hilser serafen - alskens ydmygelig ære og tak -! Tænk, at en helt fra Elysions høie værdiges gjæste vor enkle kloak! Hører man nogentid dyret brøle nede fra nætternes iskolde schakt? Magter dets pote at skvætte lidt søle opover himlens ætheriske pragt?» Truende klinger den sammen med natten digterens hule, forkullede røst - bag ham i lyset staar fylgjen, og hatten straaler i broget og blodig høst. Smilende gaar jeg, men da er han efter - stemmen blir kold og satanisk tynd: «Undskyld, om søppelens sanger hefter herren paa studiereise i synd! Saa - det blev aflægs med soldrøm-funken? Pøbel-plæsiren fandt tonen for tam? Nu skal man være en haarsbred sunken ned i fordærvelsens dyriske slam?» Enden blir dog, at han slutter sig til mig, medens en anden faar Nanni paa laan; underlig nok - det er noget, han vil mig bagom den tomme, hysteriske haan -? Over en time vi driver og slænger; først, da jeg endelig foregir træt, er det, hans skjærende stemme krænger over i blødende sorg med ét: «Her i alléen har vandret en kvinde, ædel, i unge gevandters storm, fri som en tanke, umulig at binde, selv i det ømmeste favntags form! Vel - hun gik under i evighedsbruset - hvor er hun nu i den store natur -? Stundom jeg søger forpint i gruset efter det elskede trins kontur! Kjære, det nytter vel ikke, jeg skjuler: Dyret, som aander i nætterne bedst, lever af stjernernes blanke smuler, slig som de drysser fra solens fest! Dog - jeg er lænket - mit sind forliser midt under stjernerne - hér er min høst: visnede efter-aars-paradiser og aldrig, aldrig en sol i øst! Men kunde jeg række en gud med en messe, bad jeg ham kvæle den iskolde glo, som garver i blodet af gold interesse for alle, hvis bryst blev delt i to! - - Men lygterne trætner i nattekulden - giv mig lidt renslig tobak, min bro! Natsort Virginia, dét er mulden, hvoraf mit foraars drømme gror!» TIL EN DIGTER Mod mine digtes fetischmørke træk har dine jo en himmel-anet Guds - de har den lyse evighed som form, og deres legeme er sol og storm; de stømmer fri af alle tankens baand, mens mine tynges af min trætte haand; de synger, suser sommer over heien, mens mine staar som sten ved landeveien. O dine sange glir med blide kræfter igjennem sjælens luftige koraller - og der de gaar, der toner sindet efter, og instrument blir alt, hvorpaa de falder, og mine hugne digterbilder smaa staar stumt i sten og stirrer bly derpaa - - Men du, som har din frihed som du vil i selve sindets levende akkord - at ikke du staar støbt af sten i ild, det kan du glemme; thi dit søde spil i alle morgendæmringernes strænge skal altid over mine verdner hænge. PSYKE Saa sér jeg dig altsaa atter mit lille basin! men nu er der frosne matter paa blomsternes eng. - Og skavler af gyldne blade er rimet fast, der svalerne brugte at bade i straalende hast! Men trods at den skumrende haves knokkeltrær bander ved stormen og maanen, at nat er nær - saa sidder i dammen bag sivet foruden værn fortryllet, forglemt af livet en Psyke af jærn. En Psyke, som nøgen og liden blæser sit straa uden en tanke for tiden, som mørk staar paa - - - Dens kropp med de fine arme er sommerbar: paa ryggen er vinger varme, som sol der var - - Den blæser sin fløite, skaaren i flammende aar - det evige krav paa vaaren, den evige vaar! NOVEMBERNAT Og maanen slynger en glødrig sommmer, som spiller blank paa den hvide sne og tænder de blinkende vinterblommer langs alle grene rundt i det ribbede, tvære træ. Fra luftvulkanens vaarlige esse gløder der mægtig og samlet frem skjærsommerdage sammenpresset, efterglemt ild fra dage, som døde med løvet og græsset. Ja solnedgange fra svundne dage strømmer fremdeles denne nat i maanens guldklode, der den ruller udødelig sommer over et Eden af ishvide blommer. Et Eden af rimkolde morgenskove straaler sig af i fjernenes blaanen. - - Kun livsens træ, kun rognen Rø, som ikke vil dø, gjør evig sommer sammen med maanen. Slig ruller maanen i himmelbunden i flammer af dag, mens rognens roser synker som mørkerøde solglød mod grunden gjennem den skjære skogs myriader af stjernehære. STEINEN Jeg var i den yderste evighed, bagom de synlige fjerners brand - da var det, at nogen imod mig skred frem paa en ukjendt stjernes rand. Nogen, som bøiet sig frem og lo bag slør, som hyllet dens hoved til, og holdt en sten i sin ene klo og hviskede kold og mild: «Jeg slipper en sten i himmelrunden, den golde sten, jeg her dig tér; i næste sekund er den forsvunden; den aflader aldrig at falde mer. Begriber du, usle, hvad du gjør? Jeg drypper en faldende sten i dit sind; jeg saar i dit væsen en uro ind, en uro, som aldrig dør. Hvorhelst du forbrænder i lysets haller, i elskov hos kvinder, blandt vaarhvide buske - Stenen, som samtidig falder, falder i ødets mulm, skal du huske - - - - - - * Og billedet brast, og jeg sænkedes ned, ned paa min seng - jeg vaagnet i sved; i bølger af iskold stjernedugg hamret mit hjerte, hug i hug - Men drømmen forblev i mit hjertes nat; fra ungdom til moden alder søgte mit sind forgjæves at gribe den sten, som bestandig falder