Sigbjørn Obstfelder Melodier NOCTURNE Møllens vinger stanser sin susen, åen speiler nattens øie, blomsternes læber ydmygt beder, trærnes kroner hvisker, hvisker. Presterne tænder de blege kjerter, nonnerne nynner de fromme bønner, børnene folder de spinkle hænder, svanerne skjuler sit næb under vingen. Snart skal de sove, alle de trætte, hvile hodet mygt på puden, glemme de grå, sørgmodige tanker, slumre, sove, drømme, sove. Ude i blået svæver en kvinde, Herrens moder, Maria, Maria, lukker sjælenes øine kjærlig, træder jordvuggens gjænger varlig. BARCAROLE Skjulende skygge, sænk dig! mens båden taust glider. Verden er søen - stille. Alene hun ånder. Stille, I bølger! Stille! Alene hun ånde! Alene du, Elvi, og stjerner, hav, kysse, - alene vi, Elvi, i denne blå hvælving! Her vil jeg ligge - længe. Mens båden taust glider. Her, i din dybe hår-elv. Og kind imod kind. Gjem mig! Her vil jeg sove - længe. Mens månen taust glider. Alene du, Elvi, og stjerner, hav, kysse, alene I våge! at ei min sjæl såres. BERCEUSE Drys, blommeblomst, dine bløde blade over pandens hvælving, at hun hviler kjølig! Drys, drys dine bløde blade! Bys, vårmorgen, du skal dæmpet bysse ind i barmens bølge en så fredfuld skvulpen! Bys, bys, du skal bysse dæmpet. Hys, fossesus! der er alfer hos os. Ind i ørets musling lad en vise risle! Hys, hys! Der er alfer hos os. Kys, lysvover, hendes øienskjærme, hendes næsevinger, at i duft hun vågne! Kys, kys hendes øienskjærme! DER BLINKER EI STJERNER Der blinker ei stjerner i skove. Der gives ei alfer, som sove i roseseng. Der drysser ei guld over bølge. Der glider ei fruer, som sølge den hvide blu. Der ligger ei lyttende huldre, der glimter ei dugvåde skuldre i moseseng. Der stiger ei hviskende drømme, og elskende engle ei svømme på himlens hav! SOMMER Væv mig en kåbe, som rødmer, spind den af tåge, knyt den af stråler, dyp den i nellikeblod! Væv mig en kjole, som skjælver - aspebladvævet, dugperleknappet, heftet med spindelvævtråd! Sy mig et belte, som funkler - lokkende lygtmænd, hoppende ildblus funkle på himmelblå grund! Sy mig så noget, der hvisker! smilende spænder, sommerfuglvinger, - legende kolibrisko! REGN En er en, og to er to - vi hopper i vand, vi triller i sand. Zik zak, vi drypper på tag, tik tak, det regner idag. Regn, regn, regn, regn, øsende regn, pøsende regn, regn, regn, regn, regn, deilig og vådt deilig og råt! En er en, og to er to - vi hopper i vand, vi triller i sand. Zik zak, vi drypper på tag, tik tak, det regner idag. NU VÅGNER ALLE SMÅ VOVER! Nu vågner alle små vover og seiler i gammen mod landet. "Nu kan vi dig hilde fra Golfstrømmen, at våren er kommen i vandet." Og alle de glade små stråler, de skinner og skinner og brænder, og alle de glade små stråler er vårens arbeidende hænder. Nu vågner alle små piger og kaster den dumme muffen og kaster de dumme hanskerne og låser dem ned i skuffen. Og alle de hvide små fingre, de leger ei mere med vanter, og alle de hvide små fingre, de leger med dugdiamanter! Nu vågner alle små piger. De tænker ei mere på baller. Nu drømmer de hele prækenen om friske lillekonvaller. Og alle de spæde små fødder, de danser ei mere på tilje, og alle de spæde små fødder, de danser på roser og lilje! Nu vågner alle små barme og vender sin knop imod solen og vorder så underlig skjælvendes, så blegrød og hed under kjolen. Og alle de ædle små fruer, de åbner sin rude så vide, og alle de ædle små fruer, de længes i lunden at ride. Nu vågner alle små viser, nu vågner alle små toner, nu vågner alle små digtere og ønsker de havde små koner. Men den, som sidder i celle, han kan ei på elskov tænke, men den, som sidder i celle, han stirrer taus på sin lænke. HUN STOD PÅ BRYGGEN Hun stod på bryggen i solskjærmskyggen, viftende hvidt mod mig. Hun havde ilet! Hun havde stilet skiftende skridt mod mig. Og derfor sødmen ved halsens rødmen strøg sig så blidt mod mig. Og derfor navnet ved nye havne smøg sig så tidt mod mig. HELGA Helga! Hun har så'ne lyse øine. Klædt er hun i sort. Blikket stråler tusende løgne... Let - så let... Nu valsed hun bort. Hun har så'ne mørke øine! Sorte, berusende løgne! Kan hun fanges? Jeg tror, hun er glad, - ikke træt, ikke syg, - jeg tror, hun kan kvidre og juble. Jeg tror hun er varm, varm for det vakre, jeg tror, hendes arm er svært tryg. Nu er hun færdig, - rød og hed! Nu stryger hun håret tilbage. Var dansen deilig? Var hjertet med? Hun er endnu alene. - Å, det duggede blik! ...Som en sjæl, der skuer regnbuer mellem menneskenes ord, mellem smilenes luer. HAN SÅR Og dagen den går med latter og sang, og døden han sår i natten så lang. Døden han sår. Han går og sår, sår og sår - rædde roser, blege tulipaner, sorte violer og syge hyazinther, mimoser. Han går og sår, sår og sår - blege smil, bange tårer, sorte kvaler og syge længsler, tvil. Dagen den går med latter og sang. Døden han sår i natten så lang. Døden han sår. HAR GÅT OG HIGET Har gåt og higet mod varme øine, hvori livsens glød funkler, mens kastanjelokker dunkler solhud. Har gåt og higet mod kys, mod favntag! hvori livsens glød brænder og de sorte øine tænder solild! - Inat kom min brud mig imøde. Hendes livsens glød var slukket, hendes favn, hendes mund lukket, ligbleg.